Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4724Visninger
AA

22. En ægte kærlighedsgerning - Elsa

 

 

Vinteren fortsatte.

     Den var faktisk koldere. Selv jeg frøs.

     Men nu lavede jeg alligevel ikke andet end at sidde i mit værelse midt på gulvet, mens hele slottet var blevet mørkviolet. Jeg ville aldrig mere bruge min magi.

     Jeg havde slået Anna ihjel.

     En tåre faldt ned ad min kind.

     Jeg havde dræbt min søster.

     Endnu en tåre faldt.

     Måske var hun ikke død endnu, men jeg så, hvordan hun holdt om sit bryst, og hvordan hun frøs. Og jeg huskede, hvad medicintrolden havde fortalt mig for tretten år siden.

     Hovedet havde været det letteste at fjerne magien fra. Det var dér, jeg ramte Anna første gang. Men denne gang... jeg havde ikke ramt hende i hovedet, jeg... jeg havde ramt hende i hjertet. Hvad betød det?

     Det betød, at hun var døende.

     Jeg kunne fornemme det. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Det bedste, jeg kunne gøre, var vel at holde mig langt væk, så jeg ikke kunne gøre det sværere for hende.

     Jeg satte mig i knæbryststilling*) og græd stille imod mine knæ.

     "Isdronning?" lød en af mine isgiganters stemmer udenfor døren.

     "Ja?"

     "Der er en nede i tronsalen, der vil tale med Dem."

     "Bed vedkommende om at forsvinde," vrissede jeg og tørrede øjnene. "Der er ingen, der kan nærme sig mig! Jeg er ikke stabil! Jeg er farlig! Fortæl vedkommende, at jeg er farlig!"

     "Det er ikke en fra Arendelle."

     "Jeg er ligeglad!" snerrede jeg og græd lidt, men så tørrede jeg mine øjne og spurgte: "Hvem er det så?"

     "Det er en trold... En gammel trold."

     En trold...

     Jeg var kun et sekund om at rejse mig op og styrte ud på balkonen over tronsalen, hvor der midt på gulvet af is stod en ældgammel trold, der i den grad ikke havde ændret sig siden sidst jeg så ham for tretten år siden.

     "Du er..." hviskede jeg.

     "Mit navn er Pappy," svarede den gamle trold med en rusten faderlig stemme. "Jeg er troldenes medicintrold. Du er Elsa, det barn, som kom til os engang i nødens stund."

     "Ja... Det er mig. Men jeg har det fint, du behøver ikke bekymre dig. Bare... gå." Jeg tørrede mine kinder, da endnu en tåre var løbet fri.

     "Du har det ikke fint."

     "Så? Hvad ved du om det?"

     "Du græder."

     "Godt argument," mumlede jeg. "Hvad laver du her?"

     "Jeg... Jeg fik nys om det, der skete tidligere i dag. Du frøs din søsters hjerte."

     "Ja." Jeg så ned. "Det gjorde jeg."

     "Jeg er ked af at sige det, Elsa, men det er i den grad ikke godt. Hjertet er det sværeste af kurere."

     Så havde jeg altså ret. Anna var dødsens, og der var intet, som jeg kunne gøre ved det. "Er det slet intet, som du kan gøre?"

     Pappy rystede på hovedet. "Der er intet, som jeg kan gøre. Kun noget, som Anna kan."

     "Anna...? Jamen hvorfor kommer du så ikke til hende?!" Jeg kunne mærke, hvordan vreden kom. Her kom han til mig, når det var Anna, han skulle have fat i. Han spildte kostbar tid med at komme til mig.

     "Jeg kan ikke finde Anna," forklarede trolden tålmodigt. "Jeg var i Arendelle, men hun var der ikke. Jeg ved ikke, hvor jeg skal lede efter hende. Men jeg vidste, at du var her. Så du bliver nødt til at finde hende og fortælle hende, hvad hun skal gøre."

     "Anne ville alligevel aldrig tro på mig - hun hader mig. Det er spild af tid at få mig til at finde hende."

     "Elsa... hvis du virkelig elsker hende..."

     "Elsker hende...? Tror du ikke, at jeg elsker hende? Jeg elsker Anna af hele mit hjerte!" Jeg vendte mig rasende imod ham. "Har du ingen idé om, hvad jeg har været igennem de sidste tretten år?! Jeg døde lidt hver evig eneste dag lige siden ulykken! Min magi er en del af mig, det har den altid været! Uden den er jeg ikke MIG! Men jeg har været NØDT til at holde den væk for at holde Anna sikker - jeg har været nødt til at holde mig selv væk fra hende, for at hun kunne være sikker. Det har været så hårdt, og jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg er ikke engang mig selv mere. Min magi er ustabil - jeg er ustabil. Men jeg vil blive ved, jeg vil blive ved med at skjule den og skjule mig til den dag jeg dør, hvis jeg er nødt til det. For det er, hvad storesøstre gør. Det er det, jeg altid ville gøre for Anna. Jeg ville gøre alt for at holde hende sikker, selv... hvis det betød, at jeg var nødt til at... miste mig selv." Jeg begyndte at tale mere til mig selv end til Pappy, jeg så ned på mine iskolde hænder, som indeholdt den del af mig, der betød mest for mig - min magi. "Miste den del af mig, der gør mig til mig. Den del, der gør mig hel. Det er den slags storesøstre gør. Og det gør ikke noget, for... jeg er et monster. Profetien har ret."

     "Gør denne sidste ting for hende," sagde Pappy. "Hvis ikke du gør det, så vil hun dø. Det er dig, der kender hende bedst. Du er nødt til at fortælle hende, at kun en ægte kærlighedsgerning kan tø et frossent hjerte."

     "Hvad er det for noget sentimentalt sludder?" mumlede jeg og løftede blikket imod ham. Men han var væk.

     Jeg stod i lidt tid og bare så efter, om han bare havde gemt sig et eller andet sted. Men han var virkelig gået igen.

     "Anna!" råbte jeg og styrtede ned ad trappen. En af mine vagter så spørgende på mig. "Jeg bliver nødt til at gå. Jeg skal finde Anna - eller bare en eller anden, som jeg kan fortælle det videre til. Jeg skal redde hende!"

     Så styrtede jeg ud af døren og løb ellers min vej imod Arendelle.

 

 

*)

Knæbryststilling er min egen døbning af den dér stilling, hvor man sætter sig med knæene op til brystet og evt. hviler sine arme på knæene. Jeg gav den lige et navn e_e

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...