Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4727Visninger
AA

7. Dronning Elsa af Arendelle - Elsa

 

"Nu er det nok!" råbte Kaj rasende, mens han slog knytnæven i mahognibordet. Jeg sank en klump.

     I dag var det min 21 års fødselsdag. Jeg burde være blevet kronet for tre år siden, men jeg havde nægtet. Traditionen sagde, at man skulle holde om kronregalierne med bare hænder, så man har hudkontakt - der var ingen undtagelser. Jo mere, jeg efterhånden rørte ved, blev til is. Der var ingen chance for, at jeg kunne komme igennem kroningsceremonien uden at afsløre mig selv.

     "Kaj, du forstår det ikke..." prøvede jeg.

     "Jo, det gør jeg," sagde Kaj og lænede sig frem mod mig. "Det er på grund af dine forældre. De døde meget pludseligt, og du kan ikke bære at skulle overtage deres trone. Men du bliver nødt til at komme over det, det er tre år siden. Du må se at komme videre."

     Han forstod virkelig ikke noget. Hvor ville jeg ønske, at far eller mor havde været her, så ville de have forstået. De ville have vidst nøjagtigt, hvordan jeg havde det. Men jeg var helt alene nu. Forladt og alene.

     "Det er ikke det, det handler om," sagde jeg stille og så ned på mine foldede behandskede hænder i mit skød.

     "Hvad er det så, det handler om?" spurgte Kaj.

     "Det... kan jeg ikke fortælle. Jeg er bare... ikke klar endnu."

     Kaj sukkede og rettede sig op. "Så må De se at blive klar, Deres Højhed, for Arendelle er Deres kongerige, er De er bestemt til at være dets dronning."

     Jeg sukkede dybt og indså, at der ikke var nogen vej tilbage. Han havde vel egentlig ret. Arendelle havde stået uden konge eller dronning i al for lang tid nu, og Kaj var ikke verdens bedste til at lede det. Og det var kun en ceremoni, jeg måtte bare... ja, jeg måtte bare øve mig.

     "Fint," sagde jeg. "Fint, så lader jeg mig krone."

     Kaj lyste nu pludselig op. Han trak mundvigen kraftigt opad, og han begyndte nærmest at danse rundt i lokalet.

     Jeg sad bare og spekulerede over, hvad jeg dog skulle stille op.

 

Den følgende uge var... forfærdelig.

     Og jeg mener virkelig forfærdelig. Slottet var levende igen. Tjenestefolkene var over det hele og gjorde rent - gjorde klar. De ønskede mig tillykke dag ud og dag ind. De var alle sammen så lykkelig over, at jeg endelig havde besluttet mig.

     Hver dag stod jeg i mine gemakker og så op på oliemaleriet af min far, der stod med kronregalierne i sine hænder. På kommoden foran mig stod en lysestage og et lille bronzeskrin. Jeg tog mine handsker af og løftede dem op. I nogle sekunder stod jeg og tog dybe indåndinger, men i sidste ende lagde der sig et tyndt lag af iskoldt is på dem.

     Der var intet, jeg kunne gøre for at forhindre det. Min magi var alt for stærk.

     Og profetien var blevet meget mere alment kendt blandt folket. Jeg havde hørt dem snakke. De var bange. Hvad ville der ikke ske, hvis de fandt ud af det om min magi? De ville da med det samme tro, at profetien var om mig.

     Hvad nu, hvis den var?

     Den dag i dag kunne jeg stadig huske den ordret.

 

"Din fremtid er dyster

dit rige vil splintres

Dit land vil forbandes med uendelig vinter.

 

Født med magi

vil der udøves trolddom

af en hersker med et frosset sind

alt da vil omkomme i is og sne.

 

Medmindre du frigives

ved en ofring af kær."

 

Hvis den virkelig var om mig, hvad betød den så?

     Jeg så ned på mine iskolde hænder. Dit land vil forbandes med uendelig vinter. En vinter, jeg ville påsætte?

     Det måtte ikke være mig.

 

Da dagen var kommet havde jeg ikke ligefrem fået bedre kontrol over min magi.

     "Hertugen af Væselby," præsenterede Kaj højtideligt, da den lille mand kom ind i rummet.

     "Wesselby," hvæsede han kort, hvorefter han smilte og bukkede kort for mig. "Hertugen af Wesselby, Deres Majestæt."

     "Jeg er ikke Deres Majestæt endnu," påpegede jeg. "Er De en af gæsterne til kroningen?"

     "Ja, jeg er kommet langvejs fra. Faktisk er jeg en af Deres handelspartnere. I her i Arendelle producerer jo mere end alle de nordiske lande tilsammen."

     "Javel." Jeg havde ikke specielt meget forstand på alt det med handel. Far var god til det, da han levede. Siden da havde Kaj klaret den slags. Jeg havde aldrig haft noget med det at gøre.

     Jeg stod og betragtede den lille hertug, da han førte en kort samtale med en af sine følgesvende. Han var en meget lille spinkel mand med gråt overskæg og næsebriller. Han virkede grådig. Jeg brød mig ikke om grådige mennesker.

     "Handelen har stået meget stille de sidste par år," sagde hertugen nu efter at have hvisket lidt frem og tilbage. "Det er kun meget få varer, vi har fået udvekslet."

     Min første intuition var at løbe væk og ikke behøve at svare. Men jeg bed det i mig. "Vi har af bestemte årsager været nødt til at lukke næsten alt ned."

     "Jamen hvorfor dog?" blev han ved. Han kneb sine øjne humørsygt sammen til små dræberøjne.

     "Var det den eneste grund til, at du dukkede op? Så du kunne spørge om det?"

     "Nej da, det er min pligt som hertug i et af nabolandene at møde op. Men vi tjener jo penge på hinanden, og i løbet af de sidste tre år er dit kongerige gået glip af ufattelig mange rigsdaler - og det samme har jeg."

     "Ja, men der er visse grunde til det. Men jeg må bede hertugen om at forlade lokalet nu, jeg har forberedelser at se til."

     Han åbnede munden for at sige noget mere, men de to vagter, der var tilstede, sendte ham et par blikke, og han vendte sig slukøret om og forlod rummet.

     "Godt," sagde jeg og satte mig ned ved bordet. "Hvor nåede vi til?"

     "Til selve ceremonien," sagde Kaj.

     "Men vi har allerede gennemgået den," sagde jeg. "Og det er middag om under en halv time."

     "Vi gennemgår den bare en sidste gang," forsikrede Kaj. "Hvad er det første, du gør, når alle er på deres pladser?"

     "Jeg kommer ind og går ned ad kirkegulvet, til jeg står foran ærkediakonen."

     "Og hvad så?"

     "Så begynder koret at synge et par salmer, og gæsterne synger med."

     "Og dernæst?"

     "Og dernæst skal jeg holde kronregalierne, mens ærkediakonen fremsiger kroningsremsen, mens alle rejser sig op."

     "Ja?"

     "Derefter sætter man sig ned igen, jeg stiller dem på plads... og så er det forbi." Jeg kunne allerede mærke øjeblikket over at have det overstået. Men først skulle jeg holde regalierne...

     "Og så er der ballet," smilede Kaj.

     I det samme blev døren nærmest flået op. Jeg vendte mig om og forventede at se hertugen komme stormene ind, mens han forlangte en forklaring, men i stedet så jeg Anna.

     Hun var klædt i den smukkeste grønne balkjole, og hendes hår var opsat. Hun smilte kejtet, da hun så, at vi var herinde.

     "Noget, du ville, Anna?" spurgte Kaj. Jeg kiggede ikke på hende.

     "Nej!" sagde Anna en smule hysterisk. "Jeg troede ikke, at her var nogen, jeg... Det her er bare en genvej til porten."

     "Så skynd dig videre."

     Anna adlød straks og pilede forbi os. Hun kiggede ikke på mig, jeg kunne se, at hun gjorde et stort nummer ud af at se alle andre steder hen end på mig. Så forsvandt hun ud af døren i den anden ende af lokalet.

     Bare hun dog ville tilgive mig en dag. Måske endda forstå mig.

     "Var det alt?" spurgte jeg stift.

     Kaj nikkede.

     Jeg rejste mig. "Jeg vil trække mig tilbage. Vi ses i kirken til middag." Med de ord forlod jeg lokalet.

     En sidste gang stillede jeg mig overfor oliemaleriet af min far. Jeg tog mine handsker af og holdt om lysestagen - den blev til is. Så let som ingenting.

     "Skjul det, ikke føl det," hviskede jeg. "Vis det ikke frem. Kom nu, lav en facade. Vis... det... ikke... frem." Jeg holdt bronzeskrinet op. Jeg gentog ordene om og om igen og prøvede ikke at slippe magien løs. Men det skete, der lagde sig et tyndt lag is rundt om skrinet.

     Jeg sukkede frustreret og gik hen til balkonen og så ud over slotsgården. Der var folk overalt. Jeg havde ikke set så mange mennesker i gården siden jeg var lille.

     Det gjorde mig bare endnu mere hunderæd.

     Så kiggede jeg på uret. Fem i.

     Det var tid.

 

Da de to vagter åbnede dørene for mig, gik mit hjerte nærmest i stå. Jeg kiggede ligefrem. Alle kiggede på mig. Oppe ved alteret stod ærkediakonen. Anna havde placeret sig ude i hjørnet deroppe. Hun smilte spændt.

     Jeg tog nogle faste skridt ned ad kirkegulvet, mens mit hjerte var begyndt at hamre igen - voldsomt. Jeg stillede mig oppe overfor ærkediakonen og smilte nervøst.

     Som om der var blevet givet tegn til koret, begyndte de nu at synge salmerne. Bag mig lød gæsternes stemmer i baggrunden. Jeg hørte ikke noget af det. Ikke andet end mit eget bankende hjerte.                  Da alle tre salmer var sunget færdig, holdt ærkediakonen en rød pude frem, hvor rigsæblet og scepteret lå. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få det overstået og rakte ud efter dem.

     "Hrm hrm," bremsede ærkediakonen mig op. Jeg stirrede forvirret på ham. "Handskerne," hviskede han. Vi havde været det her igennem hundredevis af gange før, og der var en vis irritation i hans stemme.

     Jeg smilte kejtet, da jeg langsomt og med rystende hænder tog handskerne af. Jeg lagde dem på puden, hvorefter jeg rakte ud efter regalierne. Nervøsiteten var overalt i min krop og spredte sig ud til mine fingrespidser. Jeg måtte kæmpe en brav kamp for at holde det tilbage.

     Jeg vendte mig mod mængden. De rejste sig alle sammen op og så ærefrygtigt på mig alle som en. Bag mig remsede ærkediakonen.

     Skjul det, ikke føl det. Jeg hviskede det til mig selv inde i mit hoved om og om igen. Jeg holdt mig fuldstændig stiv i kroppen, mens jeg holdt om dem og prøvede virkelig at holde det tilbage.

     Men langsomt brød isen ud af mine fingerspidser alligevel. Scepteret og rigsæblet isnede dér, hvor mine hænder holdt, men jeg tror ikke, at der var andre end mig, der lagde mærke til det.

     "Dronning Elsa af Arendelle," sagde ærkediakonen omsider. Jeg snurrede rundt mod ham før han fik talt færdigt, lagde kronregalierne tilbage på puden og tog handskerne på, hvorefter jeg med et lettet smil vendte mig mod gæsterne, der alle klappede ærbødigt.

     Dronning Elsa af Arendelle. Det var mig. Nu var det overstået.

 

    

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...