Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4737Visninger
AA

14. Det var ægte kærlighed - Anna

 

"Du kunne altså godt have sagt, at du var prinsessen," brummede Kristoff, mens han fyldte sin slæde op.

     "Det gjorde jeg da også," sagde jeg.

     "Lidt før, mener jeg."

     Jeg svarede ikke. Gid han dog bare ville skynde sig at få det rensdyr spændt fast foran vognen, så jeg kunne komme af sted. Det hastede altså en del. Jeg havde det også, som om jeg blev betragtet konstant inde fra skovens skygger af. Som om nogen holdt øje med mig.

     "Så... dronningen er profetien?"

     "Hun er ikke profetien," sagde jeg koldt.

     "Det lyder temmelig meget som profetien for mig. Hun har magiske evner, vi er begravet i sne midt om sommeren. Du ved... det passer ligesom ret godt."

     "Måske, men hvis det er profetien," sagde jeg og gik over på den anden side af slæden, og Kristoff så afventende på mig. "Betyder det, at vi alle sammen skal dø. Det regner jeg ikke med, at du gerne vil have skal ske."

     "Der er en undtagelse."

     "Ja, hvis en ofres, men ser du, min søster Elsa har været alene så lang tid, at hun vist ikke har det største forhold til nogen længere. Der er ikke nogen "kære" der kan ofres. Hun er ikke profetien." Jeg kunne mærke, hvor bitter min stemme lød. Kristoff kunne fornemme det og bad mig bare om at sætte mig op, hvorefter han satte Sven i gang.

 

Natten var mørk men skyfri. Jeg sad ved siden af Kristoff og så op, imens jeg omfavnede mig selv i kulden. Sven løb af sted, og vi bevægede os i en rygende fart. Men hele tiden var jeg ved at gå ude af mit gode skind af bekymring og stress. Jeg måtte nå frem til Elsa snart.

     "Så..." sagde Kristoff efter lidt tid. "Du mener ikke, at hun er profetien?"

     "Nej," sagde jeg prompte, men uden at se på ham. "Nej... det gør jeg ikke." Men jeg var ikke helt så sikker. Indtil videre passede det hele ret godt. Jeg kendte knap nok Elsa mere, jeg vidste ikke, hvad hun kunne finde på.

     "Nå... men hvad fik hende så til at gå isamok?"

     "Isamok?"

     "Du ved... fryse sommeren til."

     "Jeg vil ikke snakke om det," sagde jeg så. Jeg kiggede mig over skulderen og betragtede stien bag os, skoven bag os, og netop da, fik jeg øje på lasten. En presenning dækkede et eller andet, jeg skimtede noget, der glimtede som...

     "Kristoff, hvad arbejder du med?" spurgte jeg.

     "Jeg... jeg er ishugger. Jeg henter is oppe fra bjergene, hvor den aldrig smelter, så kører jeg det ned til Arendelle og sælger det. Du ved... folk vil gerne købe is om... sommeren."

     Jeg skar grimasse. Det lød ikke, som om denne her vinter ville have den bedste indflydelse på hans arbejde. "Og du... hugger is og sælger det... bare dig og Sven? Er der ikke andre?"

     Kristoff så en anelse snedigt på mig. "Fortæl mig om dronningen, så fortæller jeg dig om mit ensomme bjergliv."

     Jeg sukkede. "Fint. Men så har dit ensomme bjergliv også at være spændende." Jeg lænede mig tilbage i sædet. "Det var en smule min skyld... Jeg... Hun var lige blevet kronet, og jeg blev en smule sur på hende - altså fordi hun blev sur over Hans... Hans er min forlovede. Hun flippede totalt ud over, at jeg kun lige havde mødt ham - altså den samme dag - "

     "Hvad?"

     "Men han var PERFEKT. Jeg mener, hun er en voksen kvinde på 21 år, hun burde være klar over, hvad ægte kærlighed er! Men det er vel forståeligt, siden hun har lukket sig inde på sit værelse de sidste... hvad ti år?! Men sagen er, jeg tog hendes handske af, så hendes magi blev lidt... løssluppen."

     "Hey, hold lige inde!"

     "Hvad?" brummede jeg.

     "Blev du forlovet med en fyr, du lige havde mødt den samme dag?"

     "Ja - så angående handskerne. Jeg anede ikke, at de var så vigtige! Hun har jo aldrig fortalt mig noget som helst om noget som helst, jeg troede bare, at hun havde udviklet sådan en... du ved... sådan en form for foragt mod snavs!"

     "Hey, hold lige inde!" råbte Kristoff. Jeg så afventende på ham. "Du vil da virkelig ikke fortælle mig, at du blev forlovet med en fyr, du lige havde mødt den dag?!"

     "Jo, Kristoff! Hvis du så gerne vil høre det, så hør dog efter."

     "Har dine forældre aldrig lært dig reglen med fremmede?"

     "Selvfølgelig har de det!"

     "Hvor gammel er du lige?! Femten?"

     "Jeg er sytten, jeg kan udmærket godt selv afklare, hvad jeg fortjener. Hans er ikke bare en fremmed, han er... han er... han er den eneste ene. Det er ham, jeg vil have."

     Kristoff så total paf på mig, som om han virkelig ikke fattede en disse. Det var sikkert, fordi han levede heroppe i bjergene alene hele tiden. Han var ligesom min søster. De fattede det ikke.

     "Og du er helt sikker på, at han er den ægte vare?"

     "Hundrede procent. Han kunne ikke være mere perfekt til mig."

     "Aha... og du ved alt om ham?"

     "Alt."

     "Så... hvad er hans efternavn."

     "Ha - Af-De-Sydlige-Øer."

     "Hvad er hans livret?"

     "Sandwiches." Jeg sendte ham et glubskt smil. Jeg vidste alt om Hans på grund af vores leg. Vi fandt ud af hver en tomme om hinanden.

     "Hans bedste vens navn?"

     "John," denne ting sagde jeg lidt usikkert, da han egentlig ikke havde fortalt mig det, men altså... John var et meget populært navn dernede.

     "Øjenfarve?"

     "Grønlige," sagde jeg prompte.

     "Hans største passion?"

     "Sværdfægtning."

     "Han har hvor mange søskende?"

     "Tolv."

     "Hvordan spiser han? Har du overhovedet haft et måltid med ham endnu? Hvad nu hvis du hader den måde han spiser på? Hvad nu hvis han smasker? Bøvser? Holder gaflen underligt. Og hvad nu hvis du hader den måde han piller bussemænd på?"

     "Piller bussemænd?" spurgte jeg med hævede øjenbryn.

     "Og spiser dem bagefter."

     "Undskyld mig, Kristoff, men han er en prins."

     Kristoff så kort på mig, vendte sig så med blikket rettet mod vejen igen. "Alle mænd gør det."

     Jeg sukkede. "Og desuden betyder det ikke noget, hvordan han spiser eller piller næse! Det er ægte kærlighed!"

     "Hvad ved du om ægte kærlighed?"

     "Anna, hvad ved du om ægte kærlighed?" sagde Elsa koldt koldt.

     "Ja, i hvert fald mere end du gør," sagde jeg med vreden blussende indeni mig. "Det eneste, du ved noget om, det er hvordan man lukker folk ude."

     "Hør, ingen skal fortælle mig om, hvordan jeg skal leve mit liv! Jeg er sytten år! Jeg kan sagtens tage vare på mig selv og styre, hvem jeg vil være sammen med!"

     "Du lyder mere som et klynkende barn, der vil have noget opmærksomhed end som en, der er blevet ramt af ægte kærlighed."

     "Nå, hvad ved du om det? Du er måske en slags kærlighedsekspert."

     "Nej," sagde han, og jeg smilte hånligt. "Men nogle, jeg kender, har temmelig meget styr på det." Han sagde det sidste en smule fjernt og spejdede lidt rundt.

     "Har du folk, der er kærlighedseksperter?" sagde jeg skeptisk.

     "Shh, vær stille," sagde Kristoff.

     "Nej, fortæl mig om dem, nu hvor jeg har - "

     Kristoff tyssede på mig endnu engang, og nu bemærkede jeg også, at Sven var stoppet op. Jeg så mig nu selv uroligt omkring.

     "Hvad...? Hvad er det?" hviskede jeg.

     Kristoff rejste sig op med olielampen. Og nu så jeg det. En masse gule øjne fra mørket. Ulveøjne. Jeg gispede. I det sekund var slæden i gang igen, og vi kørte derudaf. Ulve knurrede og løb efter os, og jeg kiggede tilbage på dem med rædsel.

     Jeg sad komplet rædselsslagen og stirrede tilbage på dem, mens Kristoff satte ild til en fakkel. Jeg tog mig sammen og rejste mig op.

     "Sæt dig ned igen," råbte han.

     "Jeg vil hjælpe."

     "Jeg vil helst foretrække, at du lader være."

     "Hvorfor?!"

     "Jeg stoler ikke på din dømmekraft," knurrede Kristoff. I det samme kom en ulv springende frem, og han sparkede den væk.

     "Hvad mener du med, at du ikke stoler på min dømmekraft?!" spurgte jeg hidsigt, imens Kristoff sparkede endnu en ulv væk.

     "Hvem forlover sig med en mand, de lige har mødt?!" råbte Kristoff og flagrede med sin fakkel for at holde ulvene på afstand.

     Jeg blev med et rasende. Jeg tog en kæp op og svingede den i luften. "Det var ægte kærlighed, din idiot!"

     Kæppen ramte med ren tilfældighed en ulv, der kom springende imod os, og jeg smilte stolt.

     "Det findes ikke!" knurrede Kristoff. "Kærlighed er ikke noget, man sådan falder over!"

     I det samme sprang en ulv på ham, og han røg ud fra slæden.

     "Kristoff!" råbte jeg. Kristoff havde fat i et reb, som han lige netop fik grebet fat i, som forbandt ham til slæden. Han blev trukket henover sneen, mens ulvene løb omkring ham. De snappede efter ham, og han gispede panisk.

     "Jeg kunne godt bruge lidt hjælp nu!" råbte han.

     Fint med mig. Jeg gjorde det første og det bedste. Tog et gammelt tæppe, satte ild til det og kastede det imod ham og ulvene. Det ramte ulven lige bag ham, og de andre veg tilbage.

     "Ikke den slags hjælp!" hylede han, som han fik trukket sig ombord igen. "Du var to centimeter fra at ramme mig!"

     "Men jeg ramte dig ikke, gjorde jeg?" sagde jeg overlegent.

     Vi var nu begge i slæden, og jeg så frem for os. Der var en kløft i vente. Virkelig? Lige NU?!

     "Spring, Sven!" råbte jeg desperat. Jeg vidste ikke engang, om han ville kunne springe så langt med slæde og det hele.

     "Lad være med at fortælle ham, hvad han skal gøre!" råbte Kristoff og stak sækken med proviant og udstyr i favnen på mig, hvorefter han løftede mig op og smed mig op på ryggen af rensdyret. "Det er mit job!"

     Jeg sad helt skrækslagent på det løbende rensdyr, mens Kristoff skar tovene, der forbandt ham til slæden, over. "Spring, Sven!"

     Sven sprang. Jeg sad på et flyvende rensdyr, som vi nærmest kom svævende over kløften og landede på den anden side.

     Jeg så mig tilbage og så, hvordan slæden nu også fløj i fuld fart over kløften. Kristoff sprang af, så han lige netop fik grebet fat i klippekanten, før slæden styrtede ned i afgrunden.

     "Kristoff!" råbte jeg og løb ham i møde. Jeg fik hjulpet ham op, og komplet udmattet lagde han sig i sneen og så forpustet op på stjernehimlen.

     "Du... er du... uskadt?" spurgte jeg forsigtigt.

     "Du er sindssyg!" hviskede han. "Komplet sindssyg... Hvorfor hjalp jeg dig nogensinde?"

     Jeg var først ivrig efter at råbe af ham, men jeg lod være. "Du behøver ikke hjælpe mig. Det er... fint. Jeg har sat dig igennem meget allerede. Jeg skal nok erstatte alt, hvad der var i slæden... jeg... farvel." Helt håbløs trampede jeg videre til fods, så frem imod skovbrynet foran mig. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle gå hen.

     Jeg nåede ikke engang ind i skoven, før Kristoff råbte mig op, jeg vendte mig imod ham. "Som om jeg lader dig vandre alene herude i vildmarken! Du kan jo ikke finde ud af noget på egen hånd. Jeg kommer med dig, dermed basta!"

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...