Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4742Visninger
AA

21. Det monster som jeg er - Elsa

 

 

Min hær marcherede frem imod Arendelle. Jeg selv stod oppe på en høj klippetop, hvor jeg havde udsigt over det store åbne område, hvor vi ville mødes. Jeg kunne allerede se soldaterne, der kom ridende imod os. I fortroppen var Hans og hertugen af Wesselby. Anna var ingen steder at se, hvilket bare var en lettelse. Måske var en del af mit raseri også rettet imod hende, men jeg havde ikke lyst til at gøre hende noget. Det var bedre på denne her måde.

     Jeg samlede al min energi og samlede skyerne på himlen, hvorefter jeg lod det blæse op og sneen falde. Det blev den stærkeste snestorm, Arendelle havde set i årtier. Og jeg var ligeglad. Lige nu var det eneste, jeg rigtigt ønskede, at skade de mennesker, som i så lang tid havde været skyld i, at jeg havde måttet gemme den del af mig selv væk, som betød mest for mig. Jeg var en del af min magi. Jeg ville aldrig nogensinde lade nogen tynge det ud af mig igen - aldrig.

     Mine isgiganter kæmpede godt, og hver gang en blev nedlagt, skabte jeg en ny. Det var så let som ingenting med det raseri, jeg følte, den energi, der strømmede ud af mig. Jeg havde det, som om jeg kunne skabe hvad som helst nu.

     "Få fat i Isdronningen!" råbte hertugen på sin stejlende hest, og han pegede på mig med sit sværd. Nu red en gruppe af ryttere imod mig, jeg tsk'ede bare og lavede en mindre lavine af sne, der fik dem alle til at falde omkuld.

     "Elsa, stop det!" råbte en stemme bag mig. Jeg stivnede i marv og ben, og alt andet end ekkoet af hendes stemme forsvandt for mine ører. Hun var her.

     Jeg vendte mig om og stod nu ansigt til ansigt med min søster. Jeg knyttede hænderne, som rystede. Jeg havde pludselig besvær med at holde magien inde.

     "Hvad laver du her?" spurgte jeg koldt.

     "Du er ikke den samme," sagde Anna. "Jeg... sådan er du ikke! Hvorfor angriber du dit folk?! Du er dronning!"

     "De er ikke mit folk," sagde jeg. "Mit folk ville aldrig forsøge at dræbe mig."

     "De prøver bare at beskytte Arendelle! Og det samme bør du gøre!"

     "Jeg beskyttede Arendelle i det øjeblik, jeg stak af."

     "Nej, du forlod Arendelle og lod os alle sammen dø af kulde og sult. Se dig omkring! Det er sommer, men der er sne og is overalt! Og det er din skyld! Bare fordi du var for bange til få hjælp! Se nu det rod, du har rodet os alle sammen ud i!"

     Jeg kunne mærke raseriet indeni mig stige. Min krop rystede, og jeg havde lyst til at fryse tiden til, stoppe alt omkring mig. Bare så verden ville lade mig være. Bare hun ville lade mig være. Det gjorde ondt, at hun talte sådan til mig, når hun ikke vidste noget om noget som helst.

     "Du har ingen idé om, hvad jeg..."

     "Hvad du hvad?!" snerrede Anna.

     "Du har ingen idé om, hvad jeg har været igennem! På grund af dig!"

     Anna blev tavs, og hun stirrede bare på mig. Jeg nidstirrede hende tilbage. Så kunne jeg se de blå øjne blive fyldte med raseri.

     "Hvad du har været igennem på grund af mig?! Du ved ikke, hvad jeg har været igennem på grund af dig og din frygt for verden?! Ved du hvad, jeg tror, at du er profetien, for hvis du ikke snart kommer til dig selv, vil vi alle sammen dø! Vi kan ikke leve med vinter til evig tid! Og det vil være din skyld, hvis Arendelle dør! Hvis jeg dør, vil det være din skyld! HVORDAN VIL DU KUNNE LEVE MED DET?!"

     Nu kunne jeg pludselig mærke noget helt igennem forfærdeligt - noget som jeg ikke havde følt i noget tid nu. Jeg var ved at miste kontrollen.

     "Skjul det, ikke føl det," hviskede jeg til mig selv og tog en dyb indånding. Men det hjalp ikke. "Forsvind, Anna," sagde jeg, højt nok til, at hun kunne høre det.

     "Nej," sagde Anna.

     "FORSVIND HERFRA!" råbte jeg nu. "Jeg vil ikke... jeg vil ikke..." Jeg vendte mig væk fra hende og holdt mine hænder ind til kroppen. Gå, Anna, gå.

     "Lukker du mig nu ude igen?! IGEN?! NU?!" råbte Anna ad mig. "Er du virkelig så egoistisk?! Det hele handler om dig, gør det ikke?! SE PÅ MIG!!"

     "FORSVIND!!" råbte jeg nu af mine lungers fulde kraft.

     Og der skete det.

     Hver evig eneste ting følte jeg. Jeg følte, hvordan snestormen forsvandt, fordi al magien fra skyerne og sneen sivede tilbage i min krop, jeg følte, hvordan jeg i det øjeblik, ordet blev råbt, slap det hele løs igen, ud til alle vinkler og i en så kraftig energi, at jeg kunne mærke, hvordan den lille rest af varmen i mit hjerte sivede ud af mig.

     Anna skreg og faldt bagover. Jeg vendte mig om imod hende. Hun holdt om sit bryst, og hun skælvede af kulde.

     Jeg stivnede, da jeg indså, at jeg havde ramt hende. Og jeg så, hvordan den hvide lok voksede sig lidt større. Jeg havde ramt min søster. Jeg havde ramt min søster!

     "Anna," hviskede jeg. Der var helt stille omkring mig. Jeg lagde mærke til, at alle isgiganterne var holdt op med at kæmpe, de stirrede bare op på mig. Og det resulterede i, at alle soldaterne gjorde det samme. "Vi trækker os tilbage!" råbte jeg. "TRÆK JER TILBAGE!"

     Isgiganterne lod mig ikke råbe det en tredje gang, de trak sig tilbage og løb ind imod skoven, i retning af Det Nordlige Bjerg.

     "Anna..." hviskede jeg igen og betragtede min søster. Jeg havde sådan en trang til at komme hen til hende og finde ud af, om hun var okay, men jeg kunne ikke nærme mig hende.

     "JEG HADER DIG!" råbte Anna nu til mig, hun så på mig med tårer i øjnene. "DU ER PROFETIEN! DET ER DU! FORSVIND FRA MIG! JEG VIL ALDRIG SE DIG IGEN!"

     Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at forsvinde så hurtigt. Måske var det Kristoff, der pludselig kom løbende imod os med et morderisk blik i sine øjne. Måske var det min egen ulykke og trang til virkelig at adlyde hende.

     "Aldrig mere," hviskede jeg og satte i løb, ned fra klippetoppen, væk fra Arendelle.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...