Frosset

Kronprinsessen Elsa af Arendelle er født med magiske evner. Hun kan skabe is og sne. Hun elsker at lege i balsalen sammen med sin lillesøster Anna i ly af natten, hvor hun får det til at sne og de skøjter rundt. Men en nat går det galt, og deres forældre tager en beslutning på søstrenes vegne. Elsa er tvunget til at skjule sine evner for dem, hun holder af. Hun isolerer sig selv på sit værelse med ryggen til verden og prøver at kontrollere forbandelsen. På den anden side af døren sidder Anna og beder til, at hendes storesøster en dag vil komme ud. En dag bliver Elsas evner afsløret for omverdenen, og hun bliver tvunget til at flygte ud i vildmarken efter at have lagt kongeriget i is og sne. Anna drager straks ud for at finde sin søster, men desværre er hun ikke den eneste, og det må både hun og Elsa bøde for. For profetier ender altid med at få ret, og det kan man ikke sætte sig op imod.

34Likes
23Kommentarer
4710Visninger
AA

20. Arendelles retmæssige dronning - Anna

 

 

Vi ankom til slottets port på ryggen af Svend. Jeg smilte helt ved synet af det velkendte hjem. Men tanken om, at Elsa ikke ville være der, tonede min glæde lidt ned. Jeg ville ønske, at jeg kunne få lov til at tale med hende, bare én gang, så jeg kunne fortælle hende, hvor meget jeg elskede hende, selvom hun ikke elskede mig lige så højt.

     "Så... det er her, du bor?" spurgte Kristoff paf, som porten blev åbnet af vagterne.

     "Jep," svarede jeg.

     "Det ser ud præcis som jeg husker det," sagde Olaf smilende for sig selv.

     Vi red ind i slotsgården, hvor vi sprang ned fra Svend. Ikke lang tid efter kom en masse os i møde. Gerda var den første, der nåede hen til os, og hun sprang mig om halsen.

     "Åh, lille Anna, hvordan har du det? Der er ikke sket dig noget, vel? Vi var rædselsslagne, da din hest pludselig kom galopperende ind i gården, og du ikke var der."

     "Jeg har det fint, Gerda, virkelig," sagde jeg.

     "Prins Hans sagde, at du fandt Elsa," sagde Kaj og lagde sin hånd på min skulder. "Hvordan går det med hende?"

     "Hun eh..." Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

     "Anna, gudskelov!" lød en stemme i nærheden, som fyldte mig med glæde. Hans kom nu løbende imod mig, han omfavnede mig, og jeg krøb ind imod hans bryst og mærkede hans varme. "Du kom sikkert hjem."

     "Jeg havde jo Kristoff," mumlede jeg.

     Nu blev alles blikke vendt imod Kristoff, der vinkede kejtet, bag ham stod Olaf og Svend - Olaf forsøgte vist at gemme sig lidt væk.

     "Er det en levende snemand?" hviskede Kaj til Gerda.

     "Hvordan går det med dit ben?" spurgte Hans Kristoff.

     "Fint," svarede Kristoff. "Jeg havde god lægehjælp."

     "Det tør siges. Jeg er taknemmelig for, at du holdt min forlovede sikker."

     "Glad for at kunne være til hjælp," sagde Kristoff og gav os et kort vink. "Jeg må vist se at komme hjem - tilbage."

     "Kristoff," sagde jeg.

     "Ikke tale om," sagde Hans. "Som tak bliver du her og spiser med os."

     Jeg smilede. "Gerda, vil du finde Kristoff et værelse og give ham varmt tøj og vise ham, hvor badekarret er? Han lugter af gammelt mos."

     Lidt befippet nikkede Gerda og trak den endnu mere befippede Kristoff med indenfor.

     "Anna," hviskede Kaj.

     "Ja?"

     "Er det en levende snemand?"

     Jeg vendte blikket imod Olaf. "Åh... ja... det her er Olaf. Han er... en af Elsas skabninger. Kaj, vil du tage Svend - rensdyret - med ind i staldene. Og giv ham nogle gulerødder."

     Kaj nikkede også temmelig befippet og gik med Svend over imod staldene.

     Nu var det kun mig, Hans og Olaf tilbage.

     "Angående Elsa," sagde Hans.

     "Hvad er der med hende?"

     "Det må hertugen vist hellere tale med dig om."

 

Vi gik ind i et af slottets mange lokaler, et lokale, som jeg aldrig havde særlig meget tilovers for. Da jeg var lille var det dér, de voksne gik ind, når de skulle diskutere forretninger. Jeg fik aldrig selv nogle forretninger, jeg skulle tage mig af, så jeg fik aldrig nogen grund til at bruge tid herinde.

     Rummet var stort og højloftet med høje vinduer langs den væg, der vendte imod havet, og resten af væggene var dækket af store oliemalerier af Arendelles tidligere konger og dronninger. Maleriet af mine forældre hang henne ved døren. De stod og så på mig med deres venlige øjne, som jeg altid troede, at jeg kunne regne med. Men på det sidste havde jeg kun sendt onde tanker til dem på grund af det med Elsa. Det syntes jeg egentlig ikke, at de fortjente, når det kom til stykket. De gjorde vel bare, hvad de mente havde været rigtigt.

     Midt i lokalet var der et aflangt mahognibord, og ved det sad hertugen. Han rejste sig straks, da jeg kom ind sammen med Hans.

     "Prinsesse Anna."

     "Væselby."

     "Wesselby," mumlede hertugen, hvorefter han rømmede sig. "Vi er nødt til at snakke om dronningen."

     "Ja, hvad har De da i tankerne?"

     "Jeg mener stadig, at det mest fornuftige vil være at dræbe hende."

     "Under ingen omstændigheder."

     "Hvordan vil prinsessen så foreslå, at vi skiller os af med denne her vinter? Hvis det ikke snart bliver sommer fryser vi ihjel."

     "Jeg ved det ikke," sagde jeg håbløst. "Elsa er umulig. Hun... stoler ikke på mig."

     "Og jeg stoler ikke på hende. Hun er farlig, og det må De forså, prinsesse Anna."

     "Og de gør jeg," svarede jeg. "Men hun er... Det er ikke... med vilje." Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg skulle forsvare hende - om jeg overhovedet havde lyst til at forsvare hende.

     "Jeg går i seng," mumlede jeg bare.

     "Anna," sagde Hans.

     "I morgen, okay? Jeg har brug for noget tid alene til at... tænke over tingene." Med de ord forlod jeg rummet sammen med Olaf.

 

Men vi talte ikke om det dagen efter - hvilket vil sige, at hertugen hele tiden prøvede at få kontakt med mig, mens jeg ignorerede ham. Jeg brugte de næste dage på at lave almindelige ting i det tilfrosne slot. Kristoff og jeg beordrede Olaf til at være udenfor, så han ikke smeltede på grund af alle de tændte pejse, der var over det hele. Han hang bare ud med Svend ude i staldene.

     Jeg brugte aftenerne sammen med Hans, vi sad og snakkede, mens vi betragtede stjernerne. Han var bare rar at snakke med, som om han bare forstod alle de ting, jeg snakkede om.

     Kristoff holdt sig meget med sig selv og sad nede i staldene sammen med Svend og Olaf som en eller anden enspænder.

     Men efterhånden indså jeg, at hertugen havde lagt planer bag min ryg.

     Arendelle havde soldater, en masse af dem, og en morgen stod de bare kampklar. Da jeg spurgte Hans om, hvad der skulle til for, svarede han, at vi var nødt til at stoppe det her en gang for alle.

     "Nej," sagde jeg. "Nej! Vi går ikke i krig imod Elsa! Hun har ikke noget at forsvare sig med!"

     "Ikke noget at forsvare sig med?" lød en stemme bag mig, det var hertugen. "Til Deres information sendte jeg to vagter op i går aftes, og der havde hun en hel hær af de uhyggelige isgiganter, der kalder hende for Isdronningen."

     "Elsa er Arendelles retmæssige dronning! I kan ikke gå i krig imod hende!"

     "Hun er ikke Arendelles retmæssige dronning," sagde Hans trist. "Ikke længere."

    

Der gik nogle timer, hvor jeg bare sad i vinduet og betragtede hvordan soldaterne marcherede væk.

     Kristoff sad sammen med mig, det samme gjorde Olaf. De virkede også nedtrykte.

     "Kom," sagde jeg så til sidst og rejste mig.

     "Hvad skal vi?" spurgte Kristoff.

     "Stoppe det her. Jeg bliver nødt til at tale med Elsa igen og få hende god igen - jeg er nødt til at stoppe det her."

     De fulgte med mig ned ad gangene og udenfor.

     Og der mødte os pludselig en ganske kraftig vind, en snestorm, der gjorde, at vi knap kunne bevæge os fremad.

     "Vi skal bare lige igennem denne her snestorm først," råbte Kristoff.

     "Det er ikke nogen snestorm!" råbte jeg tilbage. Jeg kunne både se, hvor snestormen stammede fra, og jeg kunne mærke det helt inderst inde. "Det er min søster."

 

 

 

    

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...