Without you i'm nothing - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Igang
Elizabeth har i flere år prøvet på at flygte fra sin fortid, og nu lykkes det. Hun bliver flyttet over til en ny familie i Stratford. Bieber familien. Noget af det første hun gøre er at låne deres søns computer, for at tjekke nogle websider. Men det gøre hun ikke. I stedet går hun ind og læser i hans private mappe, bare med et kig ved hun at Justin er mere farligere end hun i sin fantasy kunne forstille sig. Hemmeligeheder kommer ud, bånd bliver brudt og kærlighed vokser.

127Likes
181Kommentarer
7803Visninger
AA

9. ”Hej snut, har du savnet mig?”

Justins synsvinkel

 

”Hvor skal vi mødes denne gang?” Spurgte jeg Ryan, som stadig var på sin mobil.

”Den gamle papir fabrik.” Sagde han, mens han stadig kiggede ned på sin mobil. Jeg nikkede, selv om jeg var ret sikker på han ikke så det. Vi satte os ind til bilenerne, og kørte af sted. Klokken var 06:02, jeg hader at de her mennesker ikke kan finder et normalt tidspunkt.

Papir fabrikken var ikke så lang væk, men var faktisk ret tæt på. Vi gik alle ud af vores biler, og mod den gamle slidte dør. Jeg gik først som altid, med drengene bag mig. Min håndflade rørte håndtaget, som var ret rustent. Døren knirkede højt, men det gjorde mig ikke rigtig noget. Jeg gik med hurtige skridt hen til mødelokalet, mens jeg tænkte over hvad jeg skulle sige. Jeg skulle jo have min facade på.

 

Elizabeth synsvinkel

 

Lyden af min mobil kunne høres. Jeg sukkede irriteret, og vendte mig mod den. Jeg kiggede hurtigt på skærmen. –Ukendt. Af ren refleks lavede jeg en grimasse, men tog den alligevel.

”Hallo..” Mumlede jeg utydeligt, mest fordi jeg lige var vågnet.

”Hej snut, har du savnet mig?” Jeg stivnede, og jeg tror jeg stoppede med at trække vejret. Jeg troede aldrig jeg skulle høre hans stemme igen, det var derfor jeg flyttede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, eller sige for den sags skyld.

Han begyndte at grine, kunne jeg høre på den anden ende.

”Mundlam var?” Grinede han håndeligt.

”Bare rolig, du bliver mere mundlam når jeg kommer og finder dig. For det gøre jeg.” Sagde han hård, og håndeligt på samme tid. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, det begyndte at prikke i øjne.

”Vis jeg var dig ville jeg sove med et øje åben i nat.” Grinede han og lade på. Jeg tabte mobilen, mens jeg stirrede i væggen. Tårerne gled ned af mine kinder, om og om igen. Men jeg gjorde ikke noget ved det. Mine vejrtrækninger var dybe og hurtige. Pludselig rejste jeg mig hurtigt op, og løb ind i Justins værelse. Jeg havde ikke tænkt over mine bævelser før jeg stod inde i Justins værelse. Men der var ingen.

”Justin!” Råbte jeg, men ingen svarede. Jeg løb ind i alle værelserne, men ingen var der. Jeg løb ned af trappen, stadig ingen. Et ukontrollerede hulk, kom ud af mine rystende læber. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han kunne komme når som helst. Jeg løb op på mit eget værelse igen, og kiggede rundt. Jeg måtte ikke være alene, det kunne jeg bare ikke. Mine øjne landede på min mobil, Justin. Justin havde givet mig hans nummer. Jeg løb over til den, og tog den op. Med mine rystede hænder, gik jeg ind i kontakter. Justins navn kom frem, og hurtigt ringede jeg ham op. Han skulle bare tage den.

 

Justins synsvinkel       

    

”Aftalen var at vi skulle have pengene i dag.” Sagde jeg hård, mens jeg stirrede surt på Brent og Daniel. De kiggede begge bange i mod mig, det var jo også klart.

”J-ja det ved vi, men..” ”Vis i ved det hvorfor har i dem så ikke?” Afbryd jeg Daniel. De gav begge hindeanden et blik, og jeg kunne ane de begge havde rystende hænder.

”Altså vi prøvede at sælge det, men det gik i-ikke så godt..” Mumlede Brent. Jeg kløede mig i hagen, jeg ved sgu ikke rigtig hvad jeg skal gøre med dem. Jeg åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt af en ringetone. Min ringetone. Jeg vente mig hurtigt om for at se drengene, de gloede bare alle surt på mig. Især Ryan. Jeg tog min mobil frem, for at se hvem det var der ringer klokken 6 om morgen. Elizabeth. Normalt ville jeg bare ligge på, men af en eller anden årsag kunne jeg ikke. Og det var virkelig mærkeligt for jeg ligger altid på. 

”Chaz du tager over.” Sagde jeg og gav ham et blik. Han nikkede forvirret, mest fordi jeg aldrig giver folk lov til at tage over, eller tage min mobil. Jeg halv løb væk fra de andre, da jeg var lang væk nok tog jeg den.

”Hvad vil du?” Sagde jeg hård. Jeg kunne høre hun snøftede og det gjorde at jeg med det samme fortryd at jeg brugte den hårde tone på hende.

”Hvor er du?” Spurgte hun med en blid og græde færdig stemme.

”Det er lige meget. Er du okay?” Hun havde virkelig dybe vejrtrækninger, så jeg regnede med at hun græd. Det gjorde ondt på mig, og jeg kunne mærke hvor hård det endelig tog på mig.

”Vil du ikke please komme..” Mumlede hun, men hendes sætning knækkede over sammen med hendes stemme.

”Jeg kan altså ikke li-” ”Please..” Hulkede hun. Jeg lukkede kort mine øjne, af smerte af at høre hendes gråd.

”Jeg er på vej.” Sukkede jeg og lade på. Direkte gik ind til drenge, som stadig diskuterede.

”Hey i to fyre! Vis i ikke skafter af med det shit, skafter vi os af med jer.” Sagde jeg hård, og kiggede over mod Ryan der så uforståeligt på mig.

”Kom gutter.” Sagde jeg og forlod fabrikken. Jeg halv løb over til min bil, mens de andre kom følgende efter.

”Justin hvad sker dig?” Kunne jeg høre Ryan råbe, men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare hjem, til Eliza og det kunne ikke gå hurtigt nok.

 

Jeg smækkede bildøren, og løb op til hoveddøren. Mens jeg kunne høre drengene råbte. Med hurtige bævelser åbnede jeg døren, og løb op af trapperne. Hendes værelses dør var åben, så jeg gik bare ind. Jeg kiggede rundt, men hun var ikke til at se.

”Elizabeth!” Råbte jeg. Et hulk kunne høre fra min venstre side, og der landede mit blik. Eliza. Hun sad ude i hjørnet med benene ind til sig, og hovedet som hviler på sine knæ. Smerten kom tilbage, og det gjorde ondt. Jeg gik hen til hende og bukkede mig.

”Han kommer efter mig, please du må ikke gå.” Jeg arrede hendes arm, og smilede stille. Hvorfor jeg smilede ved jeg ikke, måske fordi hun ikke ville have jeg skulle gå gjorde mig glad.

”Jeg er lige her. Hvem kommer? Hvem er du så bange for?” Spurgte jeg blidt. Men hun rystede bare afvisende på hovedet. Jeg sukkede, og begyndte at nusse hendes hoved. Jeg tog hendes hoved op, så det ikke lå på hendes knæ. Jeg tørrede hendes tårer af hendes kinder, og smilede blidt til hende.

”Jeg kan ikke hjælpe dig vis du ikke siger det.” Sagde jeg ærligt. Hun lukkede sine øjne, og lignede en der tænkte noget i gennem. Hun åbnede dem igen og de stirrede direkte ind i mine.

”Min far.”   

----

Okay, jeg skylder vidst en undskyldning.. 

Undskyld for den dumme ventetid, men jeg har faktisk fået lidt skriveblockerering. Og overvejer at ligge den her movella på pause. 

Men nok om det.

Så er jeg begyndt på en ny movella!! Den hedder "The hazel eyes" så håber i vil læser den! :D

Og som altid tak for alle favlister, og ville i ikke være søde at give den et like. <3

Okay! Hvem havde gættet at det var hendes far som ringede, og hvorfor tror i hun er så bange for ham? Kommentere!! <3

-Flora A. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...