Mørket

Mørket er en lidt underlig historie om kærlighed. Den beskriver sov, og hvordan man kan have det, når man mister en man holder af. Jeg undskylder på for hånd, der kan godt være mange stavefejl, jeg er ikke så god til at stave.

1Likes
0Kommentarer
53Visninger
AA

3. Lyset

Den dag hun ventede på kom, den dag hvor han så hvor mange hun havde bruge for ham, den dag der skulle redde hende, men kunne han nu det, var der gået for lang tid? Var det for sent for ham at opdagede, at han elskede hende. Hendes hjerte kunne ikke se ham mere, han var der ikke, det var for sendt, han kom for sent, hans kærlighed kom for sent, men han nægtede at give op, han elskede hende for meget til at kunnen give slip på hende, men var han klar til at ændre sig for kærlighed, eller kunne han ikke give slip på den han var, kunne han lære at tænke på hende og ikke sig selv, give slip på alt det han var van til og lære hvad det ville sige at elske en, pas på en, hård af og holde om en, kunne han nu det? Eller ville han svigte hende og forlade hende.

Hun var i et sort hold, der var ikke nogen det kunne nå hende mere, det eneste hun kunne se var sort, hendes øjne var også sorte, når man så på hende kunne man se smerten i hendes øjne, når man selv kiggede på hende så man også selv sort, så mange blev bange for at se på hende, men der var en der sad vid hendes side, han sov på en stol ved siden af hende, han forlod ikke hendes side.

Hun kom ind i et rum, et sort rum, der var ikke nogen væge, rundt var uærlig, men der var et lille lys, et lille lys der lyste i det sorte rum, hun gik mode det lille lys, hun så at han stod ved lyset, ham hun elskede så højt, hun forstod at han var hendes lys, det var ham hun hade manglet, det var hans skyld at hun ikke var blive til en stjern, det var ham der havde redet hende, hun løb hen til ham, men jo tættere hun kom på ham, jo længere væk kom han, hun satte sig ned og græd hun ville kun have ham, hun ville have ham ved sin side, hun råbte så højt hun kunne ’’JEG HAR BRUG FOR DIG HOS MIN SIDE’’ men der var ikke nogen der svarer hende.

Han så på hende, han tog hendes hånd, han viste ikke hvad han skulle gøre, han kunne ikke lide at se på den han elskede så højt ligge og havde sorte øjne og ikke sig noget, han fik tårer i øjne, hans tår var fyldte med farver, lykke og kærlighed til hende, han lag sig på hendes mave, tårerne faldet ned på hendes mave og hendes øjne begyndte at få farve igen og hun begyndte at se verden og ikke sort, hendes lykke kom ud og hendes kærlighed fandt ham, han så hende, hun lignede en engel, hun ståldel af lykke og glæde, hendes mindre kom som solens lys, hun så det minde der betyde alt for hende.                   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...