Valerie's Kamp

Valerie bor i Danmark med din mor og far. Valerie's forældre har intet arbejde, i bor i et meget lille hus og i har stort set ingenting. Der er kun lige råd til regninger og mad. Valerie går i 8 klasse og har ingen venner. Hun er Belieber og Justin kommer til Danmark om en måned, men Valerie har ingen penge til en billet, som hun vil gøre alt for at få. Valerie har anoreksi, så hun er indlagt på sygehuset, hvilket hun har været i omkring 3 måneder, men det er ikke på den måde et sygehus. Valerie er indlagt på en psykiatrisk afdeling, da hun har prøvet at begå selvmord og derefter fik hun anoreksi. Selvmordet finder du ud af inde i historien......

19Likes
18Kommentarer
776Visninger
AA

1. Mødet med familien

Du åbnede øjne kort, men lukkede dem hurtigt igen. Du håbede at du ville falde i søvn og aldrig vågne. Du åbnede øjne med et set og satte dig op. Du havde drømt om det igen. Du drømte tit om dit selvmordsforsøg, der ikke lykkedes. Du ville stadig have ønsket at det var lykkedes. Du ville virkelig ikke være her, og du ville så gerne væk fra alt det her. Du havde tit overvejet, om det ville hjælpe at komme i en plejefamilie og måske enda i et andet land eller bare en by langt fra København. Du kiggede på klokken, den var kun 3 om natten. Du var sulten, men der var lang tid til at morgenmad blev serveret. Du rejste dig og gik ned mod opholds rummet, hvor der var noget mad. Eller, kiks, men det var stadig mad. Du tog et par stykker og gik tilbage til din stue. Du havde været her i snart 4 måneder og du hadet at være her. Men det var trods alt bedre end at være der hjemme. Her havde du det bedre, men ikke godt nok. Du havde intet indhold i dit liv. Du var ikke ude og shoppe, du gik ikke i byen eller kiggede efter drenge med dine veninder. Fordi, du havde ingen veninder. Ikke engang en eneste. Du pjækkede altid fra skolen, fordi du ikke følte dig velkommen i klassen og du skulle slet ikke tilbage dertil efter alt det her, da du vidste at hele skolen allerede vidste det og du ville bare dø. Du smed dig i sengen, som var en lorte seng. Sygehuset havde de mest lortede senge du nogensinde havde ligget i. Du tog fat i den bærbar du havde fået at sygehuset, da du lavede skole arbejde på den, og du brugte den også til alt muligt andet. Fx. Gik du på Twitter, hvor du læste hvad Justin lavede. Du virkede ikke som sådan en, men du var utrolig stor Belieber. Justin var det eneste her i livet der gjorde dig glad. Alt andet var ligemeget. "See u in a month Denmark!" Havde han skrevet for 7 timer siden. Justin kom til Danmark om en måned, men du havde ikke penge til en billet. Du ville gøre alt for at få en billet, eller bare se et glimt af ham ville også være okay. Du vidste bare ikke hvordan du skulle få nogle penge. Du kunne ikke låne nogle af dine forældre, så du havde ikke mulighed for at få nogle penge. Du lukkede computeren og lagde dig ned. Du var lys vågen og klokken var kun omkring halv 4, og du ville bare så gerne dø. Du ved godt du tænkte sådan hele tiden, men du ville ikke være her, du ville ikke være der hjemme, du vil slet ikke være i skolen og du ville faktisk ikke være nogle steder, så himmelen var det eneste sted du ville hen. Dine forældre besøgte dig aldrig, og du havde været på kommunen og spurgt om det var muligt med en plejefamilie, men de sagde det ville tage lang tid og at de først skulle finde nogle der kunne tage et stort ansvar, når du havde været gennem alt det her. Du håbede snart de fandt nogle, så du kunne komme væk her fra og forhåbentlig for et normalt liv og venner. Og bare en rigtig familie.

 

Det bankede på døren, og ind kom en sygeplejerske med en mand. Du havde ikke set manden før, men det var den samme sygeplejesker som der altid kom ind til dig. "godmorgen Valerie. Dette er Martin, og han kommer fra kommunen" sagde hun og Martin gik tættere på dig. "Hej" sagde han og gav dig hånden. Du tog hans hånd og smilede. "Jeg vil lade jer være lidt af alene" sagde sygeplejersken og gik. Martin satte sig på en stol og havde blikket rettet mod dig. "Jeg ved du har været på kommunen, og spørge om det var muligt med e plejefamilie. Vi har søgt længe, fordi vi gerne vil have at du får det godt. Det er så lykkedes os at finde en familie, og de vil gerne have dig. De ved godt alt det her der er sket med dig, men de er rigtig søde og klar til at hjælpe dig og tage imod dig. Jeg kan fortælle dig lidt om dem, hvis du har lyst?" Sagde han og du nikkede. "Okay. De bor i Aarhus, så du skal flytte til Jylland. De er ret velhavende og skal muligvis flytte til England. De hedder Maria og Jan, og de har en datter på din alder. De har før haft en pige i pleje, så de ved hvordan det er og at du kræver lidt mere end de andre har gjort. Men vil du møde dem, og se hvordan de er?". "Ja, det vil jeg meget gerne" sagde du og smilede. Endelig en familie der ville have noget med dig at gøre. "Hvornår kan jeg møde dem?" Spurgte du ivrigt og fortrød lidt at du spurgte så pludseligt. "Jeg kan ringe til dem nu, da jeg ved de er i København" sagde han og rejste sig. Han gik ud fra rummet, sikkert for at snakke i telefon. Du kiggede ind i væggen. Du håbede inderligt de kunne komme i dag, at de var søde og at du hurtigst muligt kunne flytte hjem til dem. Han kom ind af døren og satte sig igen på samme stol som før. "De kan være her om ca en halv time" sagde Martin og smilede. "Okay, så vil jeg få lidt tøj på" sagde du og rejste dig. "Okay. Jeg venter ude på gangen" sagde han og rejste sig. Du havde ikke så meget tøj, men du tog det pæneste på du havde. Det var en nederdel der var sort, som sad oppe på maven, en skjorte der var lilla og ret slidt, samt et par gamle, meget gamle sneakers. Du redte dit hår, men make up gik du aldrig med. Mest fordi at i ikke havde råd til det, og du kunne godt undvære det, så det ikke var det i skulle bruge penge på, når i kunne bruge dem på så meget andet. Du satte dig på sengen og regnede med, at Martin, manden fra kommunen, kom ind igen når de var kommet. Du håbede at deres datter var som dig og at hun var Belieber. Eller i det mindste en fan. Ligesom du trak vejret, blev døren åbnet. Ind kom Martin, efterfulgt at en dame, en mand og en pige du ikke havde set før. Det var sikkert den familie du måske skulle bo hos. Du rejste dig og gav dem hånden. "Valerie" sagde du og smilede til dem. Deres datter var rigtig flot. Meget pænere end dig. Hun var høj, havde blondt hår og havde et smukt ansigt. Du var høj, havde mørkebrunt hår og brune øjne. Og du så utrolig kedelig ud, men du kunne heller ikke gøre så meget ud af dig selv. "Nå, Valerie. Kunne du tænkte dig at bo hos os en uges tid og se om det er noget du har lyst til?" Spurgte Maria, som var damen. "Ja, det ville være rart" smilede du og satte dig i din seng. "Okay, Valerie, du er godt klar over.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...