Past and Future

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Marilyn har kendt Harry hele sit liv, og har altid været tæt med ham, dramaet mellem dem begyndte først da Harry inden X-factor bad om en enkelt knap så lille tjeneste, nemlig at Marilyn skulle tage hans mødom. Men hvad sker der efter det, hvor Marilyn bebrejder Harry for alt dårligt i hendes liv. Fordi hun hjalp ham, gik i seng med ham og han tog afsted til X-factor, mens hun blev hjemme pludselig dybt forelsket i ham. Vil noget ændre sig når Harry efter 3 år er hjemme til deres skoleafslutning, men ikke alene er han kommet hjem, han har også de andre drenge fra bandet med sig! Kan Marilyn lægge hadet til side, og bruge sin sommer med drengene, uden for mange stridigheder? Følelser? Og savn?

3Likes
1Kommentarer
285Visninger

4. 2

 

Jeg vågner med en kraftig hovedpine, jeg lægger på gulvet i stuen, med et tæppe over mig, uden nogle erindringer fra i går.

Jeg rejser mig langsomt op fra gulvet, vakler lidt på mine svage ben, mit syn er sløret, jeg går med svage skridt ud på badeværelset, på vejen lukker jeg hoveddøren, som åbenbart har stået åben hele natten.

Jeg får tisset, og sukker da min kjole falder helt på gulvet, efter at have børstet tænder osv. går jeg i mit undertøj op på mit værelse, jeg kan høre lyde derinde fra, eller rettere en samtale, med en lille hurtig bevægelse åbner jeg døren, og stirrer chokeret på hele One Direction, som stirrer mindst lige så meget tilbage.

”Øhh godmorgen Marilyn” smiler Harry, og rejser sig op, med dynen han selv havde omkring sig, dækker han min næsten nøgne krop ind, ”Drenge forhelvede, lad vær med at stirre på hende” vrisser han, da de andre stadigvæk nedstirrer mig, jeg rødmer en smule, og tager dynen fra Harrys hænder, jeg har vist selv kræfter til at holde den oppe.

”Jamen godmorgen drenge” mumler jeg, og sætter mig tungt i sengen, hvor de alle sammen, med undtagelse af Harry sidder.

”Vi tænkte det var okay at sove her?” forklarer Louis hurtigt, jeg nikker og sender ham et smil.

”Selvfølgelig, så kan I også hjælpe med oprydningen” mumler jeg, og sukker tungt.

”De tog alle sammen hjem for et par timer siden” siger Zayn prøvende, jeg kigger på ham, med et undrende blik, så trækker jeg på skulderne.

”Alle pigerne, hvad med Klaus?” spørg jeg, Harry griner hæst af min forvirring.

”Hvor meget kan du egentlig huske?” spørg Liam bekymret.

”Jeg kan huske min eftersidning, og samtalen med Harry på skolen ” siger jeg tonløst.

”Du var fandeme også fuld i går!” griner Niall, og klapper mig på skulderen, jeg nikker roligt.

”Er der nogen, som har set min telefon?” spørg jeg hurtigt.

”Nej, vi finder den nok hurtigt, når vi er gået i gang med at rydde alt det her op?” smiler Liam opmuntrende, jeg nikker kort og rejser mig, men glemmer dynen, så jeg endnu engang står i undertøj foran dem alle.

”Marilyn!” siger Harry hurtigt, og inden jeg ved af det, trækker han mig tæt ind til sin krop, for at skjule mig for de andre. ”Drenge, smutter ikke ned og finder noget at spise?” De går alle sammen ud, Harry kysser blidt min pande, og kigger nedtrykt på mig.

”Du burde få noget tøj på” mumler han, jeg smiler roligt, og finder en T-shirt i skabet og trækker den over hovedet.

”Kan du huske hvad Adriana fortalte dig om hende og Jason i går?” spørg han, jeg sluger en klump, ved tanken der nu komme tilbage, jeg nikker.

”Du snakkede med Jason på skolen, I kyssede, jeg ved ikke hvad I fandt frem til, i hvert fald kom han her i går, eller for morgen af, I kyssede igen, du græd, I snakkede, også begyndte I at råbe og kaste med ting, vi smed ham ud, og valgte at overnatte, I skræmte alle fra vid og sans” mumler han, jeg nikker kort.

”Undskyld” hvisker jeg.

”Du behøver ikke undskylde” siger han roligt, og krammer mig, denne gang lader jeg ham gøre det, uden at sige noget som helst.

”Alt forandrede sig da du tog af sted, jeg skylder dig en undskyldning, jeg har givet dig skylden for alt! Det var ikke fair, og lussingen i går var heller ikke fair, det er jeg ked af Harry.” mumler jeg.

”Det er okay, du skal ikke tænke på det! Lad os gå ned og spise med de andre!” siger han roligt og trækker mig ind under armen, mens han fører os begge ned.

”Wow” mumler jeg da vi kommer ned af trappen og jeg endelig kan se alt rodet, engangsglas og flasker, smidt over det hele, møbler og glas smadret, og rester hist og her.

”Ja I var vilde i går” griner Niall.

”Mmmh, I burde feste med sådan nogle som os noget oftere” smiler jeg kækt.

”Så er der maad” nærmest synger Liam fra køkkenet.

”Kom” hvisker Harry ved mit ører og følger mig derud, som en rigtig gentelmen, trækker han stolen ud for mig, og jeg sætter mig og snart sidder han ved min side, jeg har Louis på den anden side, Niall overfor, Zayn og Liam på hver sin side af ham.

Vi spiser i stilhed, og efter en halv times tid er vi ved at være færdige, med undtagelse for Niall.

”Har du planer for i dag?” spørg Louis mig efter lidt stilhed, jeg ryster kort på hovedet.

”Nej skal lige have ringet rundt til nogle folk, og gjort rent” smiler jeg.

”Er det okay vi bliver og overnatter igen?” spørg Louis, jeg trækker kort på skuldrene.

”I gør bare som i selv vil, hvis vi bare lige hjælper hinanden med a finde min fandens mobil!” smiler jeg, og rejser mig roligt op og går i gang med at lede.

”Harry, må jeg låne din?” spørg jeg efter nogle minutter, han er hurtig til at nikke og kaster den over mod mig, jeg løber op af trapperne og ind på mit værelse, og trykker hurtigt det velkendte nummer ind.

”Jason” mumler en søvnig og hæs stemme.

”Jason” siger jeg tørt.

”Marilyn, babe” hans stemme lyder med et meget friskere.

”Lad vær’ med at kalde mig det, kan vi mødes i dag?” spørg jeg hurtigt.

”Selvfølgelig, skal jeg komme over til dig nu?”

”Nej, nej, vi mødes i parken om 30 min okay?” siger jeg hurtigt og lægger på, dette er måske min værste ide nogensinde, men jeg er nød til det, jeg er nød til at se ham.

Jeg hopper hurtigt i bad, derefter får jeg mig tørret, og trækker et par jeans op over min ben, og tager en stor trøje fra sengen på.

 ”Hey det er min!” udbryder Louis i det jeg kommer ned af trappe, jeg kigger ned af min selv, og finder ud af han hentyder til trøjen.

”Den var på mit værelse” siger jeg i forsvar.

”Bla bla” siger han flabet, og giver sig til at rydde op igen.

”Her, tak for lån” smiler jeg til Harry og rækker ham hans telefon.

”Selv tak da” smiler han og kigger undrende på mig.

”Jeg smutter lige ud hurtigt, bare lige for at snakke!” siger jeg hurtigt og skynder mig ud af døren, den halve time fra opkaldet er allerede gået, så jeg er lidt i tidsnød, endelig når jeg parken, og allerede ved indgang kan jeg se Jasons skikkelse.

”Marilyn!” råber han og vinker til mig, og først der går det op for mig jeg er stoppet op.

Med tøvende skridt går jeg mod ham, og stopper op, da vi står overfor hinanden.

Hans arme trækker mig indtil ham, i et kærligt kram, efterfulgt af et varmt kys på mine læber, selvom jeg utrolig gerne ville beholde mit stoneface, kan jeg ikke lade vær’ med at smile, da mine øjne møder hans, kort efter kysset.

”Undskyld, det er vist blevet en vane” siger han hæst.

”Du behøver ikke undskylde” mumler jeg og trækker mig væk fra ham.

”Skal vi gå en tur?” spørg han hurtigt, inden stilheden bliver fra overvældende, jeg nikker hurtigt.

”Det her er ligesom i gamle dage” siger jeg lavt, og kigger op på ham, mens vi går, han smiler stort til mig og nikker.

”Jeg har savnet det” siger han roligt.

”Hvad skete der? Hvorfor stoppede vi med det her?” spørg jeg.

”Jeg ved det ikke, forholdet blev vel bare til så meget andet?”

”Du har ret, var det, det, der ødelagde det?” spørg jeg, men fortryder med det samme.

”Er det virkelig ødelagt? Jeg mener, vi går som vi gjorde for præcis 2 år siden?” siger han overbevisende.

”Du har ret, men det bliver jo bare aldrig det samme, hvad snakkede vi egentlig om dengang?”

”Livet, planer og kærestesorger” sukker han.

”Måske var det allerede der det gik galt? Vi blev hinandens erstatning, vi begge drømte om en anden” mumler jeg lavt.

”Hmm, jeg glemte hende i det sekund du åbnede dig for mig” siger han og sender mig et ærligt smil.

”Jeg, Jason, du ved jeg har følelser for dig, og de var ubeskrivelige dengang, men jeg glemte ham aldrig, han var altid et sted i mine tanker, uanset hvor meget jeg hadede ham, elskede jeg ham en lille smule mere, men du kunne, hvis du havde givet det længere tid, fået mig til at glemme ham, glemme ham helt, men nu, nu.” siger jeg stille.

”Jeg ved det godt, jeg ødelagde det for alvor, og jeg ved ikke engang hvorfor jeg var sammen med hende, det skete bare” siger han med en stemme fuld af skam, jeg nikker roligt.

”Men at han kom tilbage gjorde det jo ikke nemmere for mig at få dig til at glemme ham” siger han hurtigt, jeg sukker højlydt og kigger strengt på ham.

”Du var mig utro længe før Harry vendte hjem” sukker jeg.

”Jeg ved det, jeg forstår det bare ikke, hvorfor lige ham?”

”Jeg kan ikke forklare det, jeg kan ikke være sur på ham, han kender mig, mine dårlige, nej mine mest forfærdelige sider, jeg har ydmyget ham så mange gange, ligesom han har gjort med mig, og den aften jeg var sammen med ham, det var specielt og gav mig noget at huske, det er ikke til at forklare, men har du nogensinde haft følelsen af at miste en del af dig selv til en person, hver gang du så dennes smil? Hver gang han eller hun græder, føler du, at du mister en del af din sjæl med hver eneste tåre? Det, det er bare noget specielt, noget der er ubeskriveligt.” forklarer jeg dumt.

”Jeg forstår, jeg har oplevet det, med dig” hvisker han, og en enkelt tåre triller ned af hans kind.

”Og jeg oplevede det med dig, men ikke nær så stærkt!” siger jeg hurtigt og stopper op.

”Hvorfor kan du så ikke vise det? Vise følelser? Hvorfor skal du altid være så kold?” halvråber han mig op i ansigtet, jeg trækker mig hurtigt et par skridt tilbage.

”Det var ikke fair” hvisker jeg med rystende stemme, og mærker tårerne forme sig i min øjenkrog.

”Vil du gerne have jeg græder? Viser følelser? Åbner mig?” halvråber jeg tilbage.

”Ja for fanden, du har aldrig vist hvad jeg betød for dig!”

”Gæt hvorfor? Fordi jeg rent faktisk ejer en form for selvkontrol! Hvad fanden er det du forventer af mig?” skriger jeg af ham, og retter alles opmærksomhed mod os.

”Selvkontrol ya right!” mumler han.

”Jeg vil for fanden have du viser jeg ikke har spildt 2 år af mit liv med dig, at jeg rent faktisk har haft betydning for dig, og ikke bare har været stand in for Harry!” råber han igen.

”Spildt? Sagde du spildt? Er det hvad jeg er spild af tid, fordi jeg ikke mener du er mit livskærlighed, fordi jeg ikke tuder når du er syg, eller har gjort noget sødt? Fordi jeg er stærk nok til at stå på egne ben uden at flæbe over hvor hårdt det er, selv når du er mig utro og slår op?” skriger jeg, og endelig triller mine tårer ned af mine kinder.

”Jeg slog kun op får et få en reaktion” hvisker han.

”Og hvorfor var du utro, var det for at få en erektion eller hvad? ” skriger jeg, og vender mig for at gå, idet han hiver fat i mine hænder, og presser begge mod sit bryst, mens han stirrer intenst ned på mig, og jeg stirrer op på ham gennem mine våde øjenvipper.

Vores læber nærmer sig hinanden i slowmotion, få millimeter fra hinanden, bliver vores bevægelser afbrudt af Jason mobil, der ringer, han sukker højlydt og river den op af lommen.

”vad” hvæsee hahvyyyHvad?” hvæser han ind i den, og tager et skridt væk fra mig.

”Det er til dig” siger han irriteret, og kaster nærmest telefonen i hovedet på mig.

”Hallo?” siger jeg med en stille stemme.

”Marilyn?” spørg Harrys undrende stemme, jeg sukker, klart Jason er irriteret.

”Harry” svarer jeg med en neutralstemme.

”Hvor er du?” spørg han.

”I parken med Jason, vi havde nogle ting vi skulle snakke igennem, jeg kommer hjem nu, er I færdige med rengøringen?” spørg jeg drilsk.

”Det finder du ud af når du kommer hjem, vi ses” griner han og lægger på.

”Her” mumler jeg og rækker Jason telefonen.

”Du hader mig” hvisker han, jeg nikker roligt

”Du var mig utro, du ydmygede mig foran alle, eller faktisk var det Adriana, men du hjalp hende godt på vej” mumler jeg.

”Ja” sukker Jason og snøfter højlydt, jeg tager begge hans hænder i mine, og tvinger hans blik til at møde mit.

”Du skal ikke være ked af, jeg hader dig, had er en meget lidenskabelig følelse, du skal først være bekymret når jeg ikke længere bekymre mig om dig, for så er du for alvor ude af mit liv, når jeg hader dig bruger jeg i det mindste tid på at tænke på dig” smiler jeg, og kysser hans kind, før jeg vender mig og går mod huset.

”Jeg er hjemme” råber jeg, og smækker døren, og hurtigt står alle drengene ude i gangen ved mig.

”Goddag love” smiler Louis, før han giver mig et hurtigt kram.

”Wow, stop lige der, Harry har du ikke fortalt dem det?” spørg jeg irriteret.

”Åhh nej, drenge Marilyn er for cool til at kramme” griner han, og de andre sender ham et underligt blik, og derefter glor de håbløst på mig.

”Du havde ellers ikke noget imod at have din krop tæt på min i går” hvisker Louis inden han trækker sig ud af det kram han længe har givet mig, jeg kan ikke lade vær’ med at grine, af det genopfriskede minde fra den forgående aften.

”Wow I er hurtige” smiler jeg, da jeg træder videre ind i huset, og ser at alt rodet stort set er væk.

”Jep, sådan er vi bare” smiler Niall glad.

”At være hurtig er ikke altid en god ting søde” smiler jeg kækt.

”Åhh” udbryder Niall forvirret, og vi andre kan ikke længere holde vores latter tilbage.

”Glem det, søde uskyldige Niall!” smiler jeg og klapper hans kind.

”Ejj for helvede, hvorfor tænker i alle sådan?” klager Niall da det endelig er gået op for ham.

Efter en runde i huset, hvor drengene stolt har vist deres rengøring frem, sidder vi alle i stuen og snakker om alverdens ting, mens fjernsynet køre på en musikkanal.

”Ma, kan vi hurtigt snakke sammen?” spørg Harry hurtigt, o inden jeg har svaret er han allerede ude af stuen og på vej ind i køkkenet.

”Hva så?” spørg jeg hurtigt, da jeg når køkkenet, jeg sætter mig op på køkkenbordet foran ham, og sender ham et smil.

”Er alt det her falskt?” spørg han lige ud, jeg hæver et øjenbryn.

”Uddyb venligst spørgsmålet”

”Alt det her, vores venskab, du var sur, ja du hadede mig nærmest da jeg mødte op på skolen i går og jeg kan ikke lade vær med at tro det hele bare er en facade?” siger han panisk, jeg griner hånligt et kort øjeblik.

”Forfanden Harry, du burde kende mig godt nok til at vide jeg ikke laver facader, hvis jeg hadede dig ville du vide det tro mig!”

”Men du sagde?”

”Jeg hadede dig på det tidspunkt, jeg var sur og såret, og ville gøre stort set alt for at ramme dig, på samme måde som du havde ramt mig da du rejste” siger jeg ærligt, og stirrer ned i gulvet.

”Jeg ville aldrig såre dig, det ved du, jeg har altid holdt af dig, og villet dig det bedste.!”

”Du har bare aldrig vidst hvad det bedste var, du rejste efter vi havde været i seng sammen” mumler jeg, Harry hånd lægger sig på min hage og tvinger mit blik til at møde hans.

”Du vidste jeg skulle rejse, det var planlagt, netop derfor gik vi i seng sammen?” siger han og sender mig et smil, jeg ryster kort på hovedet så hans hånd falder.

”Hvis det er sådan du gerne vil have det. Du forstår det vist ikke, med dig rejste Damon, og jeg sad tilbage, tilbage alene, jeg ved jeg havde de andre, men I gav mig en evig følelse af tomhed” siger jeg tonløst, men kæmper med at holde det tonløst, min stemme truer med at knække over, og afsløre mig.

”Det forvirrede også mig at vi var i seng sammen, du tog min mødom, det var min allerførste gang, og du svarede ikke på mine sms’er eller opkald efter?”

”Jeg havde ikke brug for et opkald Harry, jeg havde brug for dig, dig og Damon” hvisker jeg og den første tåre falder fra min øjenkrog.

”Skat, hør jeg.. Græder du, vær’ sød ikke at græde” siger han hjælpeløst.

”For fanden, når jeg ikke græder viser jeg for lidt, når jeg gør, er det for meget?” snerrer jeg og hopper ned fra bordet og går med faste skridt op på mit værelse.

Efter 10 min. Hvor jeg har lagt og stirret op i mit brune loft, banker det på døren.

”Hvis det er Harry så bliv ude” råber jeg, og gemmer mit ansigt under min pude.

”Heldigt det er mig så” siger Louis, og ud fra hans tonefald kan jeg fortælle han smiler, han smiler stort.

”Hey kig lige på mig” siger han bedende og fjerner puden fra mit ansigt, jeg kigger på ham og sender ham et kort smil.

”Hvad sker der?” mumler han, og lægger sig ned i sengen, hans hånd lægger sig på min hofte og tvinger mig om at lægge på min side.

”Ingenting, bare en dårlig dag” hvisker jeg.

”Hmm, hvad sagde Harry?” spørg han, og nusser min hofte hvor min trøje er røget et stykke op, så min hud er bar.

”Er jeg kold? Altså med personlighed?” spørg jeg ud af det blå.

”Du er ikke kold, jeg tror nærmere du er ærlig omkring andre, men fortrækker ikke at få folk for tæt på dig selv” smiler han opmuntrende.

”Du ved, der var engang, hvor jeg altid var smilende og glad, viste mine følelser, og lod alle vide hvem jeg virkelig var” mumler jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...