Past and Future

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Marilyn har kendt Harry hele sit liv, og har altid været tæt med ham, dramaet mellem dem begyndte først da Harry inden X-factor bad om en enkelt knap så lille tjeneste, nemlig at Marilyn skulle tage hans mødom. Men hvad sker der efter det, hvor Marilyn bebrejder Harry for alt dårligt i hendes liv. Fordi hun hjalp ham, gik i seng med ham og han tog afsted til X-factor, mens hun blev hjemme pludselig dybt forelsket i ham. Vil noget ændre sig når Harry efter 3 år er hjemme til deres skoleafslutning, men ikke alene er han kommet hjem, han har også de andre drenge fra bandet med sig! Kan Marilyn lægge hadet til side, og bruge sin sommer med drengene, uden for mange stridigheder? Følelser? Og savn?

3Likes
1Kommentarer
288Visninger

2. 1

 

”Marilyn vent på mig!” råber Christabel et stykke bag mig, jeg vender mig hurtigt og sender hende et lille smil, hvad jeg har brug for er at være alene, alene med mine tanker, uden forstyrrelser, som fx Cristabels mange spørgsmål.

”Har du hørt om de nye Harry rygter?” spørg hun ivrigt, da hun når min side og vi igen begynder at gå mod skolen, jeg trækker kort på skulderne.

”Jeg lytter ikke til sladder, desuden er det ikke sandt” mumler jeg, og sætter farten op, i et ivrigt forsøg på at undgå emnet.

”Hvordan kan du være så sikker? Det er 3 år siden han tog af sted, måske har han forandret sig mere end du tror? Og du har jo ikke engang hørt rygtet endnu?” siger hun snerpet.

”Det er ikke for at være ond Christabel, men det eneste jeg vil med i dag, er at have den overstået! Jeg er ikke i humør til at høre om One Direction og deres piger! Det er vores afslutning, i dag er vi endelige færdige, og at Harry ikke er her til at fejre det med os, er bare hans tab.” siger jeg hårdt, og svinger ind på skolens parkerings plads.

I dag er vores afslutning, efter 3 hårde år er vi endelig færdige med gymnasiet, og jeg kan ikke vente med at slippe væk fra den her by, hvor alt handler om byens eneste store talent, nemlig Harry Styles, det giver mig stress.

”I orden, desuden jeg hørte om Jason, det jeg ked af” smiler Christabel undskyldende.

”Christabel, gå, nu!” halvråber jeg hårdt af hende, og vender mig om og sætter kursen mod en flok af de andre fra min årgang.

Jason er min kæreste, eller var, faktisk slog han op i går, vi havde været sammen i 2 år, han er ældre end os 25 år, men jeg har nydt min tid med ham, jeg har altid vist det ikke ville holde, for Jason var den perfekte fyr, som alle ville have, og alle kæmpede skam for ham.

”Hey Ma!” siger Jack og snakken i gruppen stopper så snart de alle har lagt mærke til min tilstedeværelse.

”Halløj” siger jeg tonløst, og læner mig op af Jacks side.

”Hva’ snakkede I om før? Det jeg ikke måtte høre?” spørg jeg dødt, og alle stirrer på mig, som om jeg vil springe i luften om et par sekunder.

”Ikke det store, det var bare kedelig snak” siger Jane hurtigt, og kigger på de andre, som hurtigt nikker sig enige.

”Okay, jeg tager bare et vildt gæt, men I har jo allerede hørt Jason og jeg har slået op, så jeg gætter på det var hvad I snakkede om, og venner jeg er fuldstændig okay, lad vær’ med at skåne mig okay?” siger jeg endnu engang tonløst og hæver et øjenbryn, mens jeg kigger rundt på dem alle.

”Undskyld” mumler de i kor, og spreder sig idet klokken ringer.

”Jane” siger jeg hårdt og griber fat i hendes arm inden hun går mod indgangen.

”Ja” siger hun med sin sukkersøde feminine stemme, som jeg altid har beundret hende.

”Prøv ikke at lyv for mig igen” siger jeg, og slipper hende.

”Undskyld Ma, jeg tænkte” mumler hun panisk.

”Lad vær’ med det.” hvæser jeg, og går mod indgangen.

”Skal du ikke med ind? Jeg har gode nyheder, rygterne lyder at Harry kommer til afslutningsfesten i aften!” siger hun spændt.

”Nah, jeg skal lige ringe til Damon, og ha’ nu ikke for store forventninger ang. Harry, han har det med at skuffe” jeg sender hende et lille smil.

”Damon og Harry er da gode venner, kan du ikke spørge ham?”

”Farvel” afbryder jeg hende, og lukker døren foran hende op.

Biiib….biiib.biib, lyder det fra telefonen.

”Forhelvede i satan, tag den dog fede idiot!” vrisser jeg ind i røret.

”Hvad er det for en måde at hilse din storebror på?” joker en hæs stemme i røret.

”Damon!” jubler jeg, glad for endelig at høre min brors stemme igen.

”Wass’up lil´sis?” han lyder glad i dag.

”Heey, vi er tvillinger, du ved ikke hvem, der er ældst” siger jeg tvært, og holder en lang pause.

”Hey, hvad sker der?” spørg han bekymret.

”Jason, han, han slog op i går” hvisker jeg, og mærker tårerne, som begynder at trille ned af mine kinder.

”Hvor er du nu?”

”På skolen, men jeg er alene, de tror alle sammen jeg har det fint, helt okay, kold du ve’ det er mig!” hvisker jeg.

”Godt, sådan skal det også være, vær’ stærk, jeg skal på arbejde nu, det er jeg virkelig ked af, men du fortjener bedre end ham, spild ikke dine tårer skat” beroliger hans stemme mig, jeg sukker hårdt.

”Det er netop derfor jeg ikke fortæller folk hvordan jeg har det, i forstår det ikke, jeg fortjener ikke bedre, vi var perfekte sammen!” hvisker jeg med grødet stemme.

”Jeg ved det, men du kommer over det igen, du har gjort det før”

”Det her er noget andet!” hvisker jeg.

”For at skifte emne, så kommer Harry hjem i aften, han deltager i afslutningen, godt nok dimitterer han ikke selv, men han vil være der!” prøver han at opmuntre mig.

”Farvel” siger jeg hurtigt og smækker telefonen i.

Jeg rejser mig og går hurtigt ind på skolen, finder badeværelset, får ordnet mit ansigt, og skjult mine tårer, et kort blik på uret viser mig jeg allerede er alt for sent på den.

Jeg halvløber gennem gangene, til jeg finder mit klasseværelse, og river døren op og stormer ind, hvilket nok er det dummeste jeg hidtil har gjort i dag.

”Ms. Warny!” skælder min lærerinde ud.

”Undskyld, jeg tænkte bare at nu når det var sidste dag, ville det ikke gøre noget, at jeg, jeg øhh, det er lige meget hvad jeg lavede, jeg tænkte bare at undervisningen i dag ikke var det vigtigste.” forklarer jeg hurtigt, og endnu engang dumt, hvem siger til læren at hendes undervisning er uden betydning?

”Eftersidning Warny!” siger hun hårdt, og vender sig mod tavlen igen.

”Hvad?” udbryder jeg.

”Vil du havde dobbelt?” spørg hun truende.

”Du kan ikke give mig eftersidning, det er sidste dag, festen er i aften!”

”Det tror jeg du skulle have tænkt på før du skaffede dig selv en dobbelt eftersidning!”

Jeg kigger rundt på klassen efter hjælp, men alle sidder med hovederne begravet i deres bøger.

Jeg smider min taske på gulvet, og sætter mig på min plads, det heldigvis er ved siden af Aria.

”Der er vist en, som er i dårligt humør i dag!” hvisker jeg.

”Det kan du tro, Erik kom 3 min. For sent, han var tæt på eftersidning også. Heksen er bare bange for hun ikke kan undvære os næste år, så hun holder os så længe som muligt!” griner hun.

”Ms. James, en time efter, så kan De og Ms. Warny færdiggøre jeres samtale!” spytter vores lærer ud, jeg sukker tungt, men kan ikke lade vær med at grine.

”Går De efter en tredje Warny?” spørg hun truende, jeg griner højt.

”Sorry, men jeg er ret sikker på du ikke kan give mig flere nu, og timen er slut så” siger jeg og rejser mig op, og sætter kursen ud af klasse og mod kantinen, med de andre bag mig.

”OMG, det kan hun jo ikke gøre den sidste dag” udbryder Aria, da vi sætter os ved kantinebordet.

”Teknisk set, så jo, vi går jo stadigvæk på skolen” smiler jeg irettesættende.

”Nu er jeg jo også tvunget til at blive, tak for at få mig til at snakke” siger hun surt.

”Darling, jeg er bare lykkelig over du vil gøre mig selvskabe halvdelen af tiden!” griner jeg.

”Ma, hvad gør vi med i aften?” spørg Jane nysgerrigt.

”Mine forældre rejser over til Damon, I ved han er jo i USA, så de besøger ham de næste 2 uger, de flyver her kl. 13, så kom hjem til mig, med alt alkohol I kan finde, så holder vi fest, og resten af skolen forventer jo vi skaber en efterfest, så hvorfor ikke åbne huset igen senere” griner jeg, og tager en slurk vand.

Jeg rejser mig langsomt fra de andre efter jeg er færdig med at spise, smider resterne ud og stiller bakken på bordet.

”Marilyn Warny” siger en sexet stemme til højre for mig, jeg vender mig og kigger indgående på den unge praktikant, som har været en del af vores timer de sidste mange måneder.

”Ryan” smiler jeg, og læner mig roligt op af muren, med blikket rettet mod ham.

”Jeg burde ikke snakke med dig her” hvisker han, jeg hæver et øjenbryn.

”Du har nok ret, men det er jo ikke fordi der er noget i vejen med at jeg snakker med min kærestes venner, at det så sker han er praktikant på min skole, er jo bare et sammentræf.”

”Ekskæreste Marilyn” irettesætter han mig, jeg sænker kort mit blik, men stirrer ham så såret i øjnene igen.

”Du må have mig undskyldt, mine venner venter, og du har ret, det virker nok forkert at vi snakker” siger jeg hårdt, og skubber til ham, idet jeg går forbi ham og ned til bordet igen.

”Hvad handlede det om?” spørg Jack hurtigt, jeg trækker kort på skulderne.

”Skal vi komme videre til nogens sidste modul?” spørg jeg hurtigt og smiler sarkastisk til Aria.

”Mit hus, klokken syv, husk det!” råber jeg da, vi siger farvel til de andre, som jo pga. god opførelse har fri nu.

”Ma, vi skal ikke komme for sent til eftersidning, skynd dig!” vrisser Aria bag mig, jeg griner hånligt af hende, før jeg tager hendes arm og løber med hende mod hallen.

Jeg kigger rundt i gymnastiksalen, 13 elever er vi i alt, og jeg gætter på det højst kan være 3 af os, der har dobbelt eftersidning, jeg sukker da jeg ser rektor og Ryan gå rundt, selvfølgelig skulle han have tjansen for eftersidning.

”Tier i lige stille et øjeblik! I skal have sat stole op, retter lys og gjort rent til i aften, planerne lægger på bordet når I er færdige kan I få lov at gå, med undtagelse for Marilyn Warny, Klaus Michaelsen og Adriana Green” råber rektor op.

”Marilyn, har du et øjeblik?” spørg Ryan hurtigt, og inden jeg kan nå at sige nej, trækker han mig ud på gangen.

”Hvad?” spørg jeg hårdt.

”Det er din sidste dag, smil og vær glad, Jason er ikke det værd, lad ham ikke ødelægge det her for dig! Jeg ville bare sige at jeg forstår hvordan du har det, og hvis du for brug for en at snakke med, så er jeg her” siger han hurtigt, jeg sukker dybt, og kigger ned i gulvet før jeg tager mod til mig og ser på ham igen.

”I orden, tak, det sætter jeg pris på, men jeg er nød til at komme ind igen, hvis ikke jeg skal have en tredje time” siger jeg hurtigt, løber ind og går i gang med at hjælpe de andre.

”De første kan gå nu” råber rektor, jeg sukker kort, og siger farvel til Aria.

”Det er vist bare os nu” lyder Klaus’ stemme tæt ved mit hoved, jeg vender mig og stirrer ham i øjnene, han er lækker virkelig lækker, men ikke min type, jeg kigger hurtigt rundt, jeg gætter på at Ryan, rektor og sikkert også Adriana holder pause et eller andet sted.

”Det ser sådan ud ja” mumler jeg, og går udenom ham, hen mod døren.

”Vent lige et øjeblik” siger han langsomt og griber fat i min arm, så min krop igen vender mod ham.

”Jeg er ked af det mig dig og ham Jason fyren” siger han medfølende.

”Arrg forfanden, er der ingen på den her fucking skole, som ikke ved det endnu!” udbryder jeg frustreret.

”Undskyld, jeg ville bare have du skulle vide det. Og hvis du får brug for en ny, så er jeg her” smiler han og kysser min kind, før han går udenom mig og ud af døren.

”Wow” mumler jeg og fører min hånd op til min kind, præcis det sted han kyssede mig.

”Undskyld, men de fortalte mig på kontoret jeg kunne finde rektor her, ved du hvor han er?” lyder en alt for velkendt hæs stemme, med et sæt vender jeg mig, og stirrer ind i et par lysende grønne øjne.

”Harry” hvisker jeg, og går mod ham, uden helt at tro på, han efter 3 år endelig er indenfor min rækkevide igen.

”Marilyn, åhh gud, Marilyn Warny!” udbryder Harry, og inden jeg ved af det står jeg i hans arme, mens han kærligt omfavner mig.

”Det er så lang tid siden” siger han som om det er en god ting, jeg presser mig ud af hans greb, og stirrer på ham, med tårer i øjnene.

”Hvad fanden laver du her!” råber jeg og inden jeg ved af det rammer min flade hånd tværs hans ansigt.

”Du har ikke forandret dig spor.” griner han, mens han ømmer sin kæbe.

”Det har du til gengæld.” snerrer jeg.

”Åhh come on, er du ikke bare lidt glad for at se mig?” spørg han og blinker flirtende til mig.

”Du skred Harry, du stjal min bror, og desuden ja, ikke mere, men du ødelagde alt!” siger jeg hårdt, og krydser mine arme over brystet.

”Jeg skred ikke, jeg kom videre i X-factor, det var min drøm, Damon valgte selv at tage med til London, og er det ikke lidt mærkeligt at min bedstevens søster hader mig for at forfølge mine drømme?” svarer han flabet igen.

”Du er simpelthen for meget, din bedstevens søster, er det alt? Så nu er du tilbage, forandret, rig og eftertragtet, og tror alt er som det plejer, men gæt hvad, det er det ikke, jeg hader dig ikke, jeg havde faktisk glemt alt om dig, før du trådte ind i dette rum, du var ude af min verden!” siger jeg tonløst.

”Så lussingen og vredesudbruddet var ikke tegn på at du havde savnet mig?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...