Græskarret Derrick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er på vej hjem fra en fødselsdagsfest hos min ven Freddy da jeg taber min mobil. Lige da jeg skal til at træde ud på vejen for at samle den op, kommer der en bus og kører den over. Sådan er mit liv. Der kommer altid et eller andet i vejen og ender med at køre lidt af min værdighed over. ------------ Morten er klassens nul. Han bliver altid overset eller mobbet af de ældre elever men det skal hurtigt ændre sig. Hele hans tilværelse skifter som et tryk på en kontakt da han en dag får en ny ven. Han går fra at være usynlig til kendt i hele byen på grund af en talende frugt - også selvom naboen insisterer på at det er en grøntsag. ....................... 'Græskarret Derrick' startede som en halloweenhistorie jeg skrev for min lillebror da jeg gik i 6. klasse. Senere besluttede jeg for at skrive videre på den og siden har den udviklet sig til hvad den er nu. Min personlige favorit blandt mine historier.

16Likes
24Kommentarer
838Visninger
AA

5. Torsdag (Ikke en grøntsag)

Næste morgen vågner jeg i Fru Moustaches sofa. Derrick sidder stadig og ser Barbie. Han fortæller stolt at han har startet serien forfra. Jeg ryster på hovedet og går ud i køkkenet. Fru Moustache sidder og sover ned i sin kaffe.

Hun har vist ikke fået så meget søvn, tænker jeg og håber på at kaffen er kold.

Jeg rister et stykke brød og henter Derrick. Vi lægger en seddel og går over til vores telt. Derrick gisper højt da han ser at det er væltet. Han skynder sig hen til det og skriger efter mig at jeg skal finde en hjertestarter. Jeg sætter farten op og spørger hvad der er sket. Derrick tager ulykkeligt sin ødelagte tunsandwich frem. Da jeg foreslår at vi laver en ny, begynder han at græde i vilden sky. Jeg holder mig for ørene og spekulerer på hvad jeg skal stille op.

Min mor dukker op i døren og vifter med en kost mens hun råber efter mig at jeg skal få ham til at holde sin kæft.

Jeg råber: ”Hvaaad?!” for at få mere tid til at finde på noget. Hun forsvinder indenfor et øjeblik inden hun dukker op med en blender og en forlængerledning. Jeg spærrer øjnene op og råber på Derrick. Han er meget svær at overdøve men til sidst får jeg hans opmærksomhed. Da han ser blenderen, stopper han sin sandwich i munden og i det øjeblik jeg er om at blinke er han forsvundet. Jeg ser mig febrilsk omkring. Min mor griner som en heks. Panikken spreder sig. Jeg er et kort øjeblik bange for at Derrick bare var en drøm. Pludselig falder der noget tun ned på min skulder. Jeg ser op. Derrick sidder og hvisker til sin sandwich. Hvis jeg ikke tager meget fejl, hvisker han at det hele nok skal gå. Jeg giver op og lægger mig på græsset et stykke væk fra træet. I lang tid ligger jeg bare og ser på at Derrick snakker med sin mad. Så begynder han at nynne en godnat sang og jeg mærker mine øjenlåg blive tunge.

”KEVIIIIN!”

Jeg slår øjnene op og lytter efter tændte køkkenredskaber med hjertet helt oppe i halsen.

”Nej, herovre, din idiot!” vrisser Derrick. Man kan høre på tonefaldet at han himler med øjnene. Jeg rejser mig op og følger lyden af kritik der hagler ned over mig. Da jeg endelig finder ham, sidder han i en busk. Han skynder sig at trække mig med ind i busken. Jeg venter pænt på at han forklarer hvad der foregår. Derrick siger ikke noget. Det er lige før jeg tror han har glemt mig.

”Derrick… hvorfor sidder vi i en busk?” spørger jeg tøvende.

Han tysser hidsigt på mig og peger ud gennem den anden side af busken. Jeg følger fingerens retning og får øje på Fru Moustache. Hun går tur med en lille hund.

”Rottehund,” snerrer han. Jeg giver ham en albue i siden og beder ham om ikke at dømme hunde på udseendet. Han fnyser fornærmet og trækker mig med ud af busken. Vi skynder os efter Fru Moustache og forfølger hende hele vejen hen til supermarkedet. Hun binder sin hund til et cykelstativ og går indenfor. Derrick stopper op og stirrer på mig. ”Noget meget vigtigt går lige op for mig,” siger han overrasket. Jeg spørger bekymret hvad han mener.

”Dine røde mærker er blevet blå.”

”Var det bare det?” spørger jeg og himler med øjnene. Derrick udbryder forarget at det var en meget vigtig oplysning. Han hopper fornærmet ned ad bakken igen og sætter sig i busken. Jeg er ikke sikker på at jeg gider følge efter men ender med at gøre det alligevel. Hellere tilbringe dagen med et talende græskar end en lille hidsig hund.

Han nåede ikke engang at fortælle hvorfor vi skulle følge efter dem… Det får jeg nok aldrig en forklaring på…

Derrick snuser til luften og ser længselsfuldt på huset. ”Jeg kan lugte bacon. Kom!”

Han skynder sig ind i køkkenet og ser sig omkring. Kort efter får han øje på en stor tallerken med bacon på. Han gemmer sig bag en plante og overvåger tallerkenen. Min mor står i køkkenet og er ved at lave røræg. Jeg signalerer meget tydeligt til Derrick at han skal holde sig væk. Han signalerer at jeg skal blande mig uden om og være stille. Frustreret slår jeg ud med armene og kommer til at ramme en vase. Vi stirrer på den i det sekund den er om at ramme gulvet og gå i tusind stykker. Derrick slår sig i panden og mimer at jeg er en idiot. Min mor vender sig om med et sæt og peger på mig med sin spatel. ”KEVIN! HVAD HAR JEG SAGT OM AT SMADRE MINE VASER?!”

Derrick fniser. ”At han skal sove i hundehuset hvis han ødelægger noget.”

Jeg myrder ham med øjnene. Min mor fnyser og fortsætter sin madlavning. Derrick sniger sig hen til spisebordet mens hun har ryggen til og springer lydløst op til tallerkenen. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Han ser mistænksomt på tallerkenen med bacon og tager langsomt et stykke i munden. Der går ikke lang tid før han har tømt tallerkenen og tilmed spist den også.

Jeg går i panik. Det var min mors yndlingstallerken og min fars livret. Derrick hopper ned fra bordet og går ud ad hoveddøren. Min mor vender sig om og jeg stivner. Hun ser på det tomme bord og trækker luft ind. Jeg spærrer øjnene op og stormer ud af døren. Bag mig kan jeg høre noget ramme væggen hårdt. Jeg kalder panisk på Derrick. Han slæber mig med op i et træ. Min mor står kort efter under træet og råber ad os.

Derrick mumler at han bare ville tjekke at det virkelig var bacon. Hun stirrer på ham i et par minutter. Jeg skal lige til at sige noget da hun kommer tilbage til virkeligheden og hvæser: ”Hvad skulle det ellers være, din lille rotte!”

”Når du har lavet det? Tja, det kunne lige så godt være giftigt,” svarer Derrick og jeg kan mærke at der er en spydig kommentar om min mors madlavning på vej.

Jeg håber ikke hun kan klatre i træer.

Hun går indenfor og henter en stavblender og en forlængerledning. Derrick styrter hen til teltet, finder min skoletaske frem og børster lidt skidt af den. ”Kom. Vi er kun et par timer for sent på den.”

Jeg trækker på skuldrene. Jeg har endnu ikke fundet ud af om vores lærere eller min mor skræmmer mig mest. Vi kommer lige til frikvarteret og styrer mod kantinen. Ingen af mine venner sidder ved vores stambord. Jeg sætter mig tungt og skæver til Derrick.

Gad vide om de har droppet mig på grund af ham? Tænker jeg. Nah… de så da ud til at kunne lide ham… de kommer nok.

”Hvor er alle dine sjove venner henne?” spørger Derrick trist.

”Jeg ved det ikke,” mumler jeg.

Det er underligt. De plejer at være de første og nu er de her slet ikke.

Jeg opgiver at spekulere nærmere over det og tager min sandwich frem.

Derrick tager den ud af hånden på mig og tager en bid af den. ”Den mangler salt,” siger han og smider den ud.

Pludselig kommer mine venner styrtende og gemmer sig bag mig. Jeg ser forvirret på Derrick som ser lige så forvirret på mig.

Forklaringen kommer da skolens fodboldhold kommer gående hen imod os.

Derrick sætter sig på bordet og smiler venligt. ”Neeeeeej, se hvem vi har her! Kevin, se! Jeg sagde jo at de ikke kunne undvære os! Kevin? Hold op med at gemme dig under bordet og hils på vores nye venner!” vrisser han og trækker i min trøje. Jeg retter mig forsigtigt op og sørger for ikke at se dem i øjnene.

Det provokerer hunde… jeg tager ingen chancer.

”Derrick! Kom ned derfra og hold din bøtte,” hvæser jeg dæmpet.

”Hvad skylder vi æren?” fortsætter han flabet.

”Giv os jeres madpenge, så kommer I ikke til skade,” snerrer lederen af holdet.

”Oh ve, oh skræk! Vi har ingen penge, vær sød at lade os gå,” udbryder Derrick og laver store, dramatiske armbevægelser.

Lederen af holdet går helt hen til os og lægger sine kæmpe lapper på bordet. Jeg stirrer forskrækket på ham. Han ser på mig med øjne der indeholder en masse trusler.

”Jeg advarer dig, din klump. Jeg bider. Og hvis du gør Kevin noget skal jeg personligt sørge for at du mister alt huden på din højre arm,” knurrer Derrick og kniber øjnene lidt sammen.

”Åh nej,” griner ’klumpen’ og klapper Derrick på hovedet. ”Hvad skal jeg dog stille op mod et græskar?”

Derrick vipper hovedet opad i et ryk og fanger hånden med munden. ’Klumpen’ skriger så højt at alle i kantinen vender sig og ser forskrækket på os. Jeg forsøger at gå i et med omgivelserne ved at sidde helt stille. Derrick giver langt om længe slip på hånden og efterlader fire små huller i hånden: To på oversiden og to på undersiden.

Han har da i det mindste ikke bidt helt igennem.

”Derrick! Du må altså ikke spise fodboldholdets hænder,” udbryder jeg forskrækket. Hele kantinen griner højt og jubler og klapper ad os. Derrick sidder og ser stolt ud. Fodboldholdet skynder sig væk i håb om at bevare bare lidt af deres værdighed.

”Jeg spiste ikke hans hånd. Jeg bed ham bare så det begyndte at bløde,” siger Derrick irettesættende.

Efter frikvarteret sætter vi os i klassen. Derrick gider ikke være i skole. Han har fået øje på et egern som han vil udspørge om alt muligt. Jeg siger til ham at vi kun mangler to timer og så kan vi gå hjem. Derrick ser på mig som om jeg er en idiot. ”Kevin. To timer. DET ER LANG TID!!”

Jeg finder et stykke papir og en blyant frem. ”Her. Tegn dit humør eller noget.”

Derrick tager en stor bid af papiret og knækker blyanten. ”Her er mit humør. Jeg vil hjem. Kan du ikke blive syg eller noget så vi kan komme hjem?”

Vores lærer i kristendom dukker op. Hun er en meget stor person som har det med at råbe ad os. Da hun ser Derrick, eksploderer hun. ”DU MÅ IKKE SPISE I TIMEN!”

Derrick skuler til hende. ”Men jeg har ikke fået morgenmad.”

Hun går hen til ham og flår i papiret. Derrick holder stædigt fast. Det ender med at papiret knækker. Vores lærer flyver baglæns i lokalet. Hun lander med et tungt bump på gulvet og ser fortumlet ud. Derrick griner højt. Vi bliver sendt op til inspektørens kontor resten af timen. Derrick gider ikke være på kontoret så han tager hjem. Jeg følger efter.

Jeg kan jo altid sige at jeg var nødt til det for at sikre mig at han ikke sætter ild til noget…

På vejen spørger Derrick hvorfor Fru Moustache altid er så sur. Jeg foreslår at det kan være fordi han har en vane med at gå rundt i hendes hus midt om natten.

”DET HAR JEG ALDRIG GJORT!” udbryder han. ”Okay… måske… men kun et par gange…” bliver der mumlet som tilføjelse. Jeg sukker.

”Måske fordi hun savner sin hjemplanet? Det kan være hårdt at flytte så langt væk uden kontakt til familien,” siger Derrick eftertænksomt.

Jeg trækker på skuldrene. Da vi er kommet hjem, leder Derrick efter min mor. Hun har taget fri i dag fordi det er min fars fødselsdag.

Det var den vi skulle fejre i weekenden, tænker jeg. Det har jeg spekuleret på længe. Der er ikke nogen i køkkenet. Jeg beslutter at tage alle de skarpeste knive, blenderen, og hvad der ellers kan myrde et græskar, med ud i haven for en sikkerheds skyld. I samme øjeblik, jeg har smidt køkkenredsaberne i græsset ser jeg fru Moustache stå og måbe gennem hækken.

”Hej, fru Moustache,” siger jeg tøvende. ”Er der noget galt?”

”Må jeg spørge om hvad du har gang i? Og hvor er den irriterende lille grøntsag?”

”Mener du Derrick? Jeg er altså rimelig sikker på at græskar er en frugt.”

Hun kniber øjnene i og presser munden sammen til en tynd streg. ”Du skal ikke prøve at forvirre mig! Din ven er en grøntsag og det bliver han ved med at være!”

”Men er det ikke noget med at hvis de har kerner så er det frugter?”

”Tvivler du på min dømmekræft angående frugter og grøntsager?”

Ja.

”Nej slet ikke,” siger jeg hurtigt og løber indenfor inden hun når at komme med flere rettelser. Indenfor sidder Derrick og tygger på små fødselsdagsflag. Min mor sidder ved spisebordet. Nu kan jeg se hvad Derrick mener med det med øjenbrynene. Min mors øjenbryn ser også ud som om de er ved at falde ned i panden. Hun knuger hårdt om en kop kaffe og tager dybe vejrtrækninger. Min far ser ikke ud som om han er helt tryg ved at være så tæt på hende. Jeg har det også lidt som om der er en bombe der er ved at gå af.

”Burde I ikke være i skole?” snerrer min mor. Derrick og jeg stivner. Han signalerer med øjnene at vi skal løbe hver sin vej.

God idé. Så bliver hun forvirret og giver nok op.

Vi spæner tilbage til skolen og sniger os lydløst forbi inspektørens kontor. Han flår døren op og trækker os indenfor.

”Og hvor har I så været?” spørger han irriteret. Derrick trækker vejret dybt og ligner en der skal til at indrømme alt. ”Okay,” sukker han. ”Kevin skulle altså virkelig meget på potten men han turde ikke gøre det her. Fodboldholdet var på gangen lige uden for døren til toiletterne og…” Derrick nærmer sig inspektøren og hvisker: ”Kevin kan ikke når han er nervøs.”

Jeg himler med øjnene og sætter mig i en stol. Inspektøren og Derrick ser overbærende på mig. Jeg skuler til dem. Derrick sætter sig i en stor stol og giver sig til at snakke om alt muligt. Inspektøren ser ud som om han brugte hele sin tålmodighed på at høre historien om toiletbesøget. Nu anstrenger han sig meget for ikke at eksplodere. Jeg går på toilettet for ikke at ende i krydsilden. Da jeg kommer tilbage, kommenterer Derrick at jeg burde gå til lægen med det der. Jeg snerrer at han skal holde sin mund. Inspektøren siger vredt at han ikke længere kan acceptere grøntsager som elever.

”HAN ER EN FRUGT!” skriger jeg efter ham da han går. ”Derrick, hvad har du nu lavet?”

Derrick smiler stort. ”Ikke noget. Lad os bare sige at jeg ikke keder mig længere.”

I næste time har vi dansk. Vores lærer er den samme som i historie. I dag er han ikke i godt humør.

Det er han aldrig men det er værre i dag.

Derrick stiller en million spørgsmål om hvad vi skal bruge grammatik til.

”Du har brug for grammatik for ikke at lyde som et lille barn hele dit liv,” snerrer læreren. Både Derrick og jeg bliver meget fornærmet. Derrick finder en masse kopiark med opgaver som han giver sig til at tygge på. Jeg tager en af dem og tager en bid af den. Det er ikke så nemt som det ser ud. Jeg tygger grundigt på papiret. Derrick synker sit. Det kan jeg ikke få mig selv til. Vores lærer går hen til vores bord. Jeg tænker på hvad Derrick gjorde sidst det skete for os. Jeg hoster papirklumpen op i hænderne og giver ham den. Læreren sender mig et ondt blik og siger at han bliver betalt for at undervise eleverne, ikke den talende grøntsag.

Han. Er. Ikke. En. Grøntsag!

Jeg rejser mig op og ser læreren lige i øjnene. ”Hvis du så meget som OVERVEJER at kalde ham en grøntsag EN GANG TIL så lover jeg at du vil komme til at FORTRYDE det.

”GO, KEVIN!” hører jeg bag mig. Jeg flår døren op og går udenfor. Derrick følger efter og kalder mig sin helt. Jeg tager ham op og vi går hen i parken igen. Vi sætter os på gyngerne. Derrick er helt vildt oppe at køre over det jeg gjorde. Jeg trækker på skuldrende. ”Du er lige så meget værd som dem – og deres stemmeret forsvandt da de viste at de ikke kan kende forskel på en frugt og en grøntsag.”

Om aftenen sidder mine forældre og drikker snaps efter maden.

Pludselig skriger Derrick: ”Jeg vil også have noget! Giv mig, giv mig, giv mig!”

Min mor siger at han sikkert ikke kan tåle det og at det kun er for voksne. Derrick udbryder forarget at han er ældre end hendes oldeforældre og at han kan klare hvad som helst.

”Okay,” siger hun. ”Du kan få lov at snuse til glasset.”

Hun drikker det hele i en mundfuld og stikker glasset hen i hovedet på ham. Han inhalerer dybt og skærer ansigt. ”Kevin! Hvad var det vi snakkede om med den opdragelse? Dine forældre sidder og bæller hostesaft!”

Han hopper fornærmet ned på gulvet og marcherer op ad trappen til mit værelse. Jeg følger forsigtigt efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...