Græskarret Derrick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er på vej hjem fra en fødselsdagsfest hos min ven Freddy da jeg taber min mobil. Lige da jeg skal til at træde ud på vejen for at samle den op, kommer der en bus og kører den over. Sådan er mit liv. Der kommer altid et eller andet i vejen og ender med at køre lidt af min værdighed over. ------------ Morten er klassens nul. Han bliver altid overset eller mobbet af de ældre elever men det skal hurtigt ændre sig. Hele hans tilværelse skifter som et tryk på en kontakt da han en dag får en ny ven. Han går fra at være usynlig til kendt i hele byen på grund af en talende frugt - også selvom naboen insisterer på at det er en grøntsag. ....................... 'Græskarret Derrick' startede som en halloweenhistorie jeg skrev for min lillebror da jeg gik i 6. klasse. Senere besluttede jeg for at skrive videre på den og siden har den udviklet sig til hvad den er nu. Min personlige favorit blandt mine historier.

16Likes
24Kommentarer
840Visninger
AA

3. Tirsdag (Listen)

Næste morgen vågner jeg i min sovepose under det store træ som står i vores have. Jeg ser forvirret fra træet og hen til teltet.

Har jeg gået i søvne igen?

Derrick kommer glad hoppende med en masse frugt og bær til mig. Jeg ser overrasket på ham. ”Hvor kommer alt det der fra? Hvad laver jeg her?”

Han forklarer mig at han i anledning af min fødselsdag har sørget for at jeg ville vågne i behagelige omgivelser med morgenmad på sengen. ”… men din mor ville ikke lade mig stege bacon og jeg kunne ikke finde en palme i jeres have.”

Da vi har spist frugten og bærrene, fortæller han stolt at han har været rundt i alle haver og supermarkeder og taget lidt af hvert de forskellige steder. Jeg ser på det jordbær, jeg skulle til at spise. ”Så du har stjålet det?” spørger jeg. ”Hvordan fik du overhovedet fat i jordbær?”

Derrick ser mig alvorligt i øjnene. ”Hvis jeg fortalte dig det, ville jeg blive nødt til at slå dig ihjel.”

Jeg nikker bare og spiser mit jordbær. ”Hey, Derrick? Ved du hvornår november er?”

Han tænker sig om og siger at det kommer lige efter kvadratroden af to. Jeg nikker og klapper ham på hovedet. ”Okay. Så prøver vi det på en anden måde. Jeg. Har. Ikke. Derrick, hør efter! Fødselsdag. I. Dag,” siger jeg langsomt. ”Men tak for frugt og bær.”

Derrick ser forvirret ud. ”Men din mor sagde at din familie kommer på besøg i weekenden fordi nogen har fødselsdag.”

Jeg trækker på skuldrene. ”Nå. Det har jeg ikke hørt om.”

Derrick ser surt på mig. ”Det passer altså! Jeg hørte det selv!”

”Okay, Derrick,” siger jeg. ”Slap af. Vi finder jo ud af det hvis du har ret. Det er tirsdag i dag så weekenden kommer snart.”

Jeg ved ikke om han kan dagene men det er da et forsøg værd. Vi går ind i køkkenet hvor min mor er i gang med at vaske op efter Derrick fra da han smurte min madpakke i går. Han sætter sig på hendes skulder. ”Du tager børsten… du lader den køre rundt på tallerkenen… du vifter irriteret med børsten… jeg fik vand i munden… du vender dig om… du trækker luft ind…”

”Se så for helvede at komme i skole!” brøler hun arrigt.

Derrick springer ned i baljen med et stort plask. Jeg skynder mig at hente ham inden hun finder blenderen frem. På vej til skole møder vi Freddy.

”Hej, Morten, hva’ så?”

Jeg trækker på skuldrene og kigger på Derrick. ”Det er ligesom at have en hund og et lille barn på en gang,” svarer jeg træt. Derrick ser på os med et stort smil.

I skolegården står skolens fodboldhold og snakker lidt for tæt på døren. Freddy og jeg ser nervøst på hinanden og kommer på planer for hvordan vi kan komme uset forbi dem. Derrick hopper bestemt hen til dem og fortæller dem at deres tykke hoveder spærrer udsigten til skolen for de almindelige borgere. Hele fodboldholdet ser på os på en gang. Derrick råber: ”DET VAR SÅ LIDT, KEVIN!” og vinker til mig.

Freddy og jeg løfter akavet en hånd som hilsen inden vi vender om og spæner væk fra skolen og hen mod skoven. Fodboldholdet følger efter. Derrick udbryder: ”Hov! Vent på mig! Det var ikke meningen at I skulle indlede en jagt! Kom SÅ tilbage! Det er ligesom at passe på en flok vilde hunde! HØRER I? VILDE HUNDE!”

Freddy finder en skrænt som vi gemmer os bag ved. Vi håber på at fodboldholdet opgiver os og finder på noget mere interessant at foretage sig.

Pludselig står Derrick foran mig og råber noget med hvad vi laver bag ved en skrænt så tidligt på dagen. Jeg er efterhånden begyndt at tænke at det er hans almindelige støjniveau. Jeg skriver det på min mentale liste at jeg vil udfordre ham i at hviske.

Fodboldholdet dukker også op kort efter. De ser ret vrede ud. Derrick bemærker langt om længe den fare han har sat os i og begynder at råbe trusler til fodboldholdet. De griner ad ham. Så bliver Derrick sur. ”INGEN SKAL GRINE AF KEVINS GRÆSKAR!” Han finder en stor gren som han slår dem med mens han spytter kerner efter dem. Så er det pludselig fodboldholdet som flygter – fra et talende græskar.

Det er ikke noget man ser hver dag.

Da vi endelig kommer ind på skolen er halvdelen af første time gået. Vores lærer gider ikke engang at brokke sig. Hun sukker bare og beder os om at finde vores pladser. Da hun fortsætter undervisningen, finder Derrick ud af at vi har engelsk. Han bliver vildt glad og annoncerer højlydt at han kan tale engelsk flydende. Der kommer skeptiske blikke alle steder fra i en cirkel rundt om os. Derrick bliver fornærmet. ”DET ER ALTSÅ RIGTIGT!”

Derefter begynder han at snakke en blanding af fransk, spansk og noget selvopfundet. Hele klassen begynder at grine og vores lærer ser ret fornærmet ud.

”Hey, prøv at se! Det er som om hendes øjenbryn falder længere og længere ned i panden!”

Nu griner klassen endnu højere. Vores lærer rejser sig op og går hen til vores bord. Det var meget svært at overtale vores lærere til at Derrick også skulle have et bord og at det skulle stå ved siden af mit. I starten sagde de lodret nej men så begyndte Derrick at komme med onde trusler om at spytte i deres kaffe og det hjalp. Engelsklæreren stiller sig foran Derrick og lægger armene over kors. Hun ser afventende på ham og vipper med foden. Normalt bliver folk stressede når hun gør det her. Derrick hoster nogle kerner op i hænderne og rækker dem frem mod hende som en gave. Hun siger frustrerede lyde og tager ham op som om han er en løssluppen kat. Han bliver smidt et sted ude på gangen og hun låser døren da hun kommer ind igen. Derrick får hurtigt stablet et par stole og kigger ind ad vinduet i døren. ”Hør her, dame! Det kan du ikke gøre! Jeg har ret til undervisning! Du SKAL lukke mig ind! Jeg ringer til myndighederne!”

I næste time har vi historie igen. Derrick er vildt spændt på at møde min historielærer. Han er helt sikker på at det vil være ligesom at få undervisning af min mor. Jeg har allerede bange anelser. Da vores lærer kommer ind i klassen, stiller han sig op foran tavlen og spidder mig med sit blik. ”Hvem snakker?”

”Der gør du,” siger Derrick flabet og klassen griner. Vores lærer slår kosteskaftet ned i lærerbordet og alle er stille.

”Wow,” siger Derrick fascineret. ”Det er ligesom at være med i en hær.”

Jeg sender ham alle mulige advarende blikke men han er enten for dum til at lægge mærke til dem eller også gider han bare ikke. Vores lærer er på vej hen mod vores bord. Derrick begynder at præsentere sig og fortælle om sin familie. Læreren tager fat i ham og kyler ham uden for døren som om han bare var et græskar.

Jeg rejser mig halvt op og udbryder: ”Hey, pas lige på ham! Han er mere værd end du er!”

Læreren sender mig et iskoldt blik. ”Sagde du noget, Morten?”

Jeg sætter mig ned igen. Derrick ser ind ad vinduet ligesom i sidste time. Jeg kan se på ham at han er skuffet.

Årh, det kan da også være lige meget. Jeg er allerede kendt som ham den sære med det talende græskar.

Jeg tager en hurtig beslutning og rejser mig igen. ”Ja, jeg sagde noget! Han er MIT græskar og du skal behandle ham ordentligt. Han er accepteret af ALLE ANDRE END DIG!”

Derrick jubler uden for døren. Vores lærer er blevet rød i hovedet. Han skal til at råbe men lader være. Hele klassen sidder med deres mobiler fremme og er klar til at filme det. I stedet for at råbe, peger læreren bare på døren og jeg går ud af den.

”Du skal ikke tage dig af ham. Han er bare dum. Kom så Kevin. Vi tager i tivoli.”

”Hva’?” siger jeg. Der er ikke et tivoli i miles omkreds. Derrick sukker. ”Okay. Nu tager vi den langsomt. Kevin. Tivoli. Kom så!”

Jeg trækker på skuldrende og følger efter ham. Derrick viser mig stolt hen til parken hvor vi fik is. Han sætter sig i en babygynge og jeg giver mig til at skubbe ham. Der kommer en masse mødre forbi. I starten smiler de til mig. De synes sikkert at det er sødt at jeg har taget min lillebror med i parken. Da de så kommer tættere på, lægger de mærke til at det er et græskar som er i gyngen. Nogle af dem skriger. Andre fnyser fordi de kan genkende Derrick. Der er også nogle få som ringer til politiet men bliver afvist. Politiet har heldigvis valgt at acceptere ham.

Vi bruger resten af dagen i parken. Derrick skal prøve alle de forskellige ting på alle de legepladser vi kan finde. Vi finder også en lille sø på et tidspunkt. Der er et sted hvor vandet fra søen løber ud i et lille vandløb. Det er Derrick meget fascineret af. Vandet danner nemlig et mikroskopisk vandfald. Derrick finder først en pind som han bruger til at plaske i vandet med. Så prøver han at komme i men jeg griber ham og minder ham om at han nok ikke kan svømme. Det bliver han ret sur over at få at vide. Pludselig flyver der en sommerfugl forbi og Derrick styrter efter den.

Han ER faktisk som et lille barn, tænker jeg træt og skynder mig efter ham.

Vi ender oppe i et højt træ. Derrick fanger sommerfuglen og kigger på den i lidt tid mens han skælder den ud. Så spiser han den.

”Derrick!” udbryder jeg. ”Du kan da ikke bare spise sommerfuglen! Tænk på at du lige har slået et dyr ihjel! Morder.”

Derrick spærrer øjnene op. ”Er jeg en morder nu? ÅH NEJ! HVAD SKAL JEG GØRE, KEVIN!? Kom. Politiet kan være her hvert øjeblik. Vi må gemme os!”

”Hvorfor skal jeg gemme mig?” siger jeg og griner ad ham. ”Det var dig der slog den ihjel.”

Derrick skuler til mig. ”Du skal ikke spille dum! Du er medskyldig. Du kunne have stoppet mig men du gjorde det ikke!”

Det går op for mig at det måske ikke er en så god idé at lave sjov med ham.

Jeg må nok hellere stoppe det her inden han gør noget dumt.

Derrick skynder sig ned af træet og løber rundt mellem folk i parken mens han skriger at han ikke gjorde det med vilje. Folk vender sig undrende efter os og jeg får mumlet ’undskyld’ til størstedelen af dem vi møder. Derrick bryder ind hos Freddy og gemmer sig et sted i huset. Jeg prøver at ringe til Freddy og fortælle ham det men kommer så i tanker om at han har time. Der er heldigvis ikke nogen hjemme. Jeg giver mig til at lede efter Derrick. Det tager lang tid. Han er ikke de åbenlyse steder som køleskabet, badekarret eller under sofaen. Der er heller ikke et langt spor af mad eller ødelæggelse. Nogle gange efterlader han begge dele. Jeg kigger i alle skabene og vover mig endda ind på Freddys lillesøsters værelse. Mens jeg er ved at kigge under sengen, dukker der nogen op i døråbningen. Jeg stivner og skynder mig at rejse mig.

Speak of the devil, tænker jeg træt.

”Hej Morten! Hvad laver du her?” skriger Freddys lillesøster. Hun har altid været vildt glad når jeg kom på besøg. Jeg sukker indvendigt. Nu skal jeg både tage mig af et hysterisk græskar og en hyperaktiv 10-årig.

Og lige om lidt kommer resten af familien vel også!

”Øhm… jeg leder sådan lidt efter mit talende græskar…” siger jeg og håber hun har hørt om ham.

”ER DERRICK HER OGSÅ?!” jubler hun og hopper op og ned. Jeg kan mærke at jeg er ved at få hovedpine.

Selvfølgelig har hun hørt om ham. Hvorfor skulle hun ikke det?

Jeg får hende til at undersøge den modsatte del af huset. Hun finder en stor lommelygte frem og leder efter Derrick som om det er en mission. Hun lover at hun vil lede på alle sine hemmelige gemmesteder. Jeg nikker bare og går i en anden retning. Derrick er ikke nogen steder at se. Jeg begynder at blive bekymret. Pludselig får jeg øje på Freddys lillesøster udenfor. Hun kalder ivrigt på mig. Jeg bevæger mig hurtigt derud. Vi går lidt rundt om huset og finder en kælderlem. Ganske rigtigt sidder Derrick dernede. Han hvæser ad en kat. Den rejser børster ad ham. Vi skynder os at skille dem ad og jeg tager Derrick med hjem. Det passer nogenlunde med at vi ville have fået fri nu. Jeg satser på at mine forældre ikke er hjemme.

På vejen snakker Derrick om at han håber vi får en stil for næste dag.

”Tak Derrick,” siger jeg irriteret. ”Hvorfor har jeg fortjent at få en stil for?”

Han vrisser at det ikke var det han mente. ”Tænk over det. Hvis du skal skrive en halloweenhistorie, kan du skrive om hvordan du mødte mig. Jeg var meget skræmmende da vi mødtes første gang. Og hvis du så skal skrive om din helt, kan du bare genbruge den! Det er genialt! Jeg er din helt, ik’? Kevin? SVAR MIG!”

Vi bruger resten af vejen hjem på at diskutere hvem der er hvis helt. Derrick er overbevist om at han har reddet mit liv op til flere gange og jeg mener at det er omvendt.

Da vi er kommet indenfor, står min mor med et stykke papir i hånden. Derrick er godt i gang med at hviske en flugtplan til mig da hun rømmer sig. ”Kender I noget til der her?”

Derrick skynder sig at sige ’nej’ inden hun når at fortsætte. Min mor skuler til ham og fortæller at hun har fået en samlet liste over alle de uacceptable ting vi har lavet. Hun læser et punkt på listen op: ”Skræmte vikar til at sige sit job op.”

Derrick bliver meget fornærmet. ”Det var ham spaden som skulle være vikar for den anden spade der underviser i historie! Det er DIREKTE chikane! Hvordan ville du have det hvis jeg så på dig, kaldte dig klam og sagde mit job op for at undgå dig?!”

Jeg prøver at berolige dem, men det lykkes ikke så godt.

”Spiste limstifter”

Derrick ser overrasket på hende. ”Hvad? Er DET et punkt? Jeg var sulten! Helt ærligt!”

Min mor ser ud til at overveje om hun skal hente blenderen eller fortsætte. Hun vælger heldigvis at fortsætte: ”Tilbød opkast som en gave og blev smidt uden for døren.”

Derrick gisper forarget. ”OPKAST?! Der hvor jeg kommer fra er det en STOR og VÆRDIFULD gave at få tilbudt græskarkerner!”

Min mor ruller med øjnene. ”Her er også et citat. 'Hey, pas lige på ham. Han er mere værd end du er'.”

Jeg kan mærke varmen stige op i mine kinder og ser på planten ved siden af mig. Min mor sukker. ”Selvfølgelig… Hvis nogen spørger så er du adopteret.”

Hun skælder os ikke ud på noget tidspunkt men hun opfører sig som om hun er personligt fornærmet resten af aftenen. Jeg tager Derrick med op på mit værelse og præsenterer ham for Netflix. Han bliver vildt begejstret og begynder at råbe alle mulige forslag til noget vi kan se. ”… Barbie! Barbie – Life in the Dream House! Kom nu! Barbie! Eller Care Bears!”

Jeg stirrer på ham i nogle sekunder.

Derrick rømmer sig. ”Øhm… Jeg mener noget for rigtige mænd! Lad os se noget med biler… og rå vold og sådan… GIV MIG EN ØL!”

Jeg fortæller ham at det er okay hvis han gerne vil se Barbie og spørger om han vil have kakaomælk.

”JAAAAAAA! MED sugerør! Jeg sværger, Kevin. Du bliver IKKE skuffet! Jeg har set traileren 7 gange!” jubler Derrick og fortæller mig hvor god en ven jeg er. Efter mange lange episoder, hvor jeg er blevet råbt af fordi jeg ikke har fulgt med, råber min mor at der er aftensmad. Derrick kaster et blik på mit tomme lager af chokoladekiks, sukker og rejser sig.

Da vi går ned ad trappen, kan jeg lugte forårsruller. Derrick tager det meget pænt. Jeg hjælper ham op på sin stol med telefonbøgerne og han ser interesseret på maden. Mine forældre snakker med hinanden om hvor fantastisk soyasovs er. Derrick rynker på næsen og gør nar ad dem. Min mor truer ham med en gaffel. Min far ignorerer dem og hælder soyasovsen på sin forårsrulle. Hun vælger at følge hans eksempel men det går ikke så godt. Hun ender med have soyasovs ud over det hele. ”Åh, øv, nej altså! Nu kom der for meget på!”

Min far ser, forvirret op. ”Hva’?”

”Min sovs løber fra mig.”

Derrick fniser. ”Du er altså i dårlig form hvis din sovs løber fra dig.”

Jeg sprutter af grin og skynder mig at stoppe en serviet i munden for at dæmpe det. Min mor stirrer på mig med et iskoldt blik. Derrick ser undrende på mig. ”Kevin, nu er du uhøflig. Det er faktisk din far som har stået for madlavningen. Han har helt selv pakket dem ud og smidt dem ind i ovnen. Du har bare at spise det!”

Min far nævner diskret at han ikke har haft noget med det at gøre og Derrick råber op og beder ham om at holde sin bøtte. ”Hvis du fortæller knægten at den skøre dame har lavet maden så får vi ham ALDRIG til at spise det!”

Min mor bliver ildrød i hovedet og hugger resten af sin mad i sig inden hun hidsigt rejser sig op og går sin vej. På vej ind i stuen siger hun over skulderen at min far lige så godt kan vaske op når nu han skal være så næsvis. Han slår ud med armene og mumler noget om hvor uretfærdig verden er blevet. Jeg beslutter mig for at tage et bad. Der sidder stadig rester af græskarspyt i mit hår. Derrick følger efter og jeg lukker døren lige for næsen af ham. ”Derrick. Jeg er ked af det men du bliver nødt til at vente uden for.”

”Hvorfor det?! Er det farligt derinde?”

Jeg tænker et øjeblik. ”Ja, vildt farligt. Her er en masse ting som græskar ikke kan tåle. Jeg er her for at fjerne dem.”

Lige så snart jeg tænder for vandet, spørger Derrick om jeg er færdig. Jeg ignorerer ham.

”Kevin! Luk døren op! Ellers ringer jeg efter skadedyrsbekæmperen og brandvæsenet så vi kan få dig ud i sikkerhed!”

”Derrick! Stop! Jeg er bare i bad. Kan du ikke bare vente på mit værelse?”

”Er du i bad? Må jeg besøge dig?” råber han på den anden side med en glad stemme.

”Nej!”

Da jeg er kommet ud fra badeværelset bider han mig i foden.

”Av, Derrick! Hvad laver du!?”

”Jeg ville bare tjekke om du har vasket fødderne ordentligt.”

Jeg himler med øjnene og går ind på mit værelse. Igen lukker jeg døren lige for næsen af ham.

”Hov! Hvad gik dét ud på! Kevin! Luk så op!”

”Nej! Genér nogle andre!” råber jeg.

”Må jeg det?” spørger han overrasket.

Jeg ved godt at det ikke er en god idé men jeg svarer alligevel: ”Jeg er ligeglad! Gør som du vil!”

Kort efter hører jeg Derrick skrige nede fra køkkenet. ”Din mad er forfærdelig!” efterfulgt af et højt bump, noget der plasker og min mor som skriger: ”Derrick, for helvede!”

Da jeg kommer ned i køkkenet, flyder det med sæbevand. Min mor er fuldstændig gennemblødt. Der ligger også en masse forskellige køkkenredskaber, smadrede glas, bestik, knuste tallerkener. Det ligner virkelig at der har været en mindre krig i vores køkken. Min far sidder i stuen og ser tv. Han skæver en gang i mellem ud i køkkenet men skynder sig at trække øjnene til sig. Han vil nødig blandes ind i det her.

Jeg forstår ham godt. Jeg sniger mig hen til vasken og snupper Derrick inden min mor har fundet blenderen frem igen. Derrick klager højlydt over at han ikke må lege med vandhanen. Han fortæller mig også på vej ud i haven at det er vildt hyggeligt at sidde under strålen fra vandhanen.

Mangel på situationsfornemmelse… som sædvanlig.

Vi bruger resten af aftenen og det meste af natten på at lave skyggebilleder og høje spøgelseslyde. Til sidst dukker Fru Moustache op og står og råber uden for vores telt. Derrick lyner teltet op og klager højlydt over hendes uforskammede larm. ”Der er altså et barn som prøver at sove her! Nu er lille Kevin vågen! Er du KLAR OVER hvor lang tid det tog at få han lagt i seng?!”

Fru Moustache mumler noget i retning af ’undskyld’ og skynder sig væk. Derefter fortsætter vi med at lave alverdens lyde. Derrick er ret god til at lave parodier af alt muligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...