Græskarret Derrick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er på vej hjem fra en fødselsdagsfest hos min ven Freddy da jeg taber min mobil. Lige da jeg skal til at træde ud på vejen for at samle den op, kommer der en bus og kører den over. Sådan er mit liv. Der kommer altid et eller andet i vejen og ender med at køre lidt af min værdighed over. ------------ Morten er klassens nul. Han bliver altid overset eller mobbet af de ældre elever men det skal hurtigt ændre sig. Hele hans tilværelse skifter som et tryk på en kontakt da han en dag får en ny ven. Han går fra at være usynlig til kendt i hele byen på grund af en talende frugt - også selvom naboen insisterer på at det er en grøntsag. ....................... 'Græskarret Derrick' startede som en halloweenhistorie jeg skrev for min lillebror da jeg gik i 6. klasse. Senere besluttede jeg for at skrive videre på den og siden har den udviklet sig til hvad den er nu. Min personlige favorit blandt mine historier.

16Likes
24Kommentarer
832Visninger
AA

1. Søndag (Fødselsdagen)

Jeg går alene hjem selvom det er ved at blive mørkt. Mine forældre gider som sædvanlig ikke at hente mig. De har sikkert glemt at jeg eksisterer igen. Min bedste ven holdt fødselsdag. Alle mine andre venner kom. De har hele ugen snakket om at det ville blive en vildt fed fest, men da det kom til stykket, endte vi bare med at spille brætspil og drikke kakao.

Pludselig er der en stor bus der dytter bag mig. Jeg snurrer forskrækket rundt og taber min mobil i farten. Der er en kat som løber hen over fortovet og ind i en busk. Det må være den som bussen dyttede af. Inden jeg når at orientere mig om hvor min mobil blev af, hører jeg en knasende lyd og bussen er kørt videre. Da jeg ser ned, går det op for mig at jeg nok bare skal skrive med Freddy over nettet. Jeg sukker irriteret og fortsætter med at gå. Det er begyndt at støvregne lidt nu. Katten fra før er åbenbart fulgt efter mig for pludselig springer den frem fra busken og hvæser af noget længere fremme. Jeg går tættere på det og griner lidt.

”Det er bare et græskar, dumme kat,” mumler jeg og skal til at gå uden om det.

”BARE ET GRÆSKAR! Nu sårer du altså mine følelser!”

Jeg stirrer målløs på græskarret. Det stirrer tilbage på mig med store øjne.

Det kan ikke være rigtigt! Der må være en logisk forklaring.

Det er der tilsyneladende ikke. Det sidder bare der og ser forarget på mig. ”Jeg er MEGET MERE end BARE et græskar! Nu skal du høre, makker! Jeg har faktisk næsten været i militæret! Vil du slås?!”

Jeg blinker og overvejer at snige mig forbi det og løbe resten af vejen hjem.

”Hvad er der nu i vejen? Har jeg noget mellem tænderne? Får den her skal mig til at se tyk ud? Uanset om den gør så er det altså uhøfligt at stirre! Hvad hedder du, knægt?”

Det er en drøm, det er en drøm, det er en drøm, messer jeg for mig selv i mit hoved. Det kan simpelthen ikke være rigtigt!

”Haloooooo? Hvorfor svarer du ikke? Er du død?”

Jeg tager et skridt til siden og går uden om græskarret. Irriterende ting på gaden plejer at gå væk hvis bare man ignorerer dem så jeg fortsætter hen ad fortovet.

”Hey!” råber han efter mig. ”Det er UHØFLIGT at ignorerer folk! Jeg er lige så meget menneske som du er! Eller måske ikke… men du kan stadig godt vente på mig!”

Jeg kan høre nogle dunk på fliserne bag mig.

Det må være græskarret som hopper for at indhente mig.

Pludselig får jeg et eller andet skudt i nakken. Jeg vender mig undrende om og der sidder græskarret og ser triumferende på mig. ”Ja. Jeg skød en kerne lige i bærret på dig. Hvad vil du gøre ved det? Slås? Du taber!”

Jeg sukker. ”Prøv at høre her, græskar. Jeg må ikke have kæledyr for min mor. Ja, hun vil betragte dig som et kæledyr. Så vi kan ikke være venner. Ærgerligt. Vi ses.”

Græskarret ser fornærmet på mig og trækker luft ind. Jeg forbereder mig på at stikke af.

”HØR HER, MAKKER! JEG HAR ET NAVN! JEG HEDDER DERRICK OG DU HAR BARE AT KALDE MIG DERRICK FRA NU AF. DU ER IKKE DEN DER BESTEMMER OM VI SKAL VÆRE VENNER!”

Jeg holder hænderne op som i forsvar. Derrick spytter flere kerner efter mig. Vi går langsomt mod mit hus. Derrick ser ud til at være glad igen nu. ”Såeh… du sagde noget om din mor. Er hun god til at lave mad? Bager hun kager? Bliver hun nemt sur? Hvorfor kan hun ikke lide kæledyr? Synes du at jeg ligner et kæledyr? Skal jeg måske begynde at gø, hva’??”

Det er en meget lang tur hjem. Han fortsætter med den slags spørgsmål hele vejen og jeg forsøger at svare på dem før jeg får smidt nye efter mig.

Bilen mangler i indkørslen. Jeg ånder lettet op da jeg ser det.

Så har de virkelig glemt mig. For en gangs skyld er det en god nyhed.

Jeg lukker døren op for Derrick og skal til at vise ham rundt da jeg bemærker at alt lyset er tændt i huset.

Det var underligt…

Jeg kan høre nogen stå og råbe et sted ovenpå. Kort efter dukker min mor op oven for trappen. Hun råber noget med at sagsøge nogen ind i telefonen inden hun lægger på. Min far kommer ud til os inde fra køkkenet. Han forklarer kort at en af deres venner lånte bilen og kom til at køre den i havnen. Min mor tramper rasende ned ad trappen men sætter farten ned da hun ser mig. Pludselig smiler hun stort, giver mig et knus og spørger ind til om jeg havde det sjovt hos Freddy.

Prøver rigtig at dække over at hun glemte mig… glemt det. Jeg falder ikke for den.

Jeg når ikke at svare før Derrick dukker op bag mig og skriger: ”HEJ KEVINS FORÆLDRE! JEG HEDDER DERRICK!”

Min mor træder et par skridt tilbage og peger på Derrick mens hun skriger: ”HVAD I HIMLENS NAVN ER DET?!”

Jeg forsøger at forklare at jeg har fundet et talende græskar som af en eller anden grund er rigtig glad for småkager. Imens går jeg hen og lukker døren.

”Nej, du skal da ikke tage den med ind!” vrisser hun forfærdet og træder et skridt længere op på trappen.

”Jeg er altså en han,” siger Derrick småfornærmet og skuler til hende.

Jeg ser på min far i håb om at han kan hjælpe men det går op for mig at han er besvimet. Han ligger lige ved siden af trappen. Det er længe siden det skete sidste gang.

Måske er han ikke helt tryg ved mit talende græskar…

Derrick hopper hen til trappen og siger: ”Bøh!” til min mor. Hun skynder sig væk fra trappen og han fortsætter opad. Jeg trækker på skuldrene og følger efter. Da vi passerer min far, siger Derrick skuffet til ham: ”Jeg er altså rigtig flink!”

Inde på mit værelse får Derrick møvet sig op i den øverste køje af min seng og falder i søvn. Jeg ser opgivende på ham.

Så var der da noget godt ved at jeg ikke har taget mig sammen til at få en anden seng endnu.

Efter noget tid råber min mor fra køkkenet om jeg vil have resterne af aftensmaden. Min mave knurrer. Det vækker Derrick. ”Hvad? Sagde hun lige rester? Jeg ELSKER rester!”

Vi skynder os ned i køkkenet og ser at der står en halv græskartærte på bordet. Jeg kan mærke spændingerne i rummet og træder et skridt tilbage så jeg i det mindste ikke står imellem dem. Derrick stirrer på tærten et øjeblik og hvisker noget med at han nok skal hævne sin onkel. Han har fået tårer i øjnene og ser han op på min mor med mord i øjnene. Hun smiler hånligt til ham og skal til at sige noget. Det når hun ikke før Derrick spytter en masse græskarkerner direkte ind i hendes mund. Jeg kan ikke lade være med at smile så jeg ser bare ud som om jeg er blevet meget interesseret i den bregne vi har stående ved hoveddøren.

Min mor giver sig til at spytte alle kernerne ud i vasken og jager Derrick op ad trappen med en grydeske. Jeg kan høre en dør som låses ovenpå og kort efter min mor som banker hårdt på den og råber. Jeg skynder mig ovenpå og får hende beroliget. Derefter lytter jeg til min dør og kan høre noget tungt blive væltet. Kort efter lyder der et bump og en knasende lyd. Den gentager sig tre gange inden der bliver stille. Jeg låser døren op med en ekstra nøgle og ser Derrick sidde på tre pakker kvaste chokoladekiks – mit nødsituationslager til hvis min mor enten ikke gider at lave mad eller laver et eller andet klamt.

Jeg går i gang med en lang tale om at det ikke er i orden at ødelægge nødsituationslagre og nævner at han bliver nødt til at kunne forliges med min mor. ”Hun har adgang til alle køkkenredskaberne, Derrick. Hvis hun bliver rigtig sur kan det være at hun henter blenderen!”

Derrick sidder i vindueskarmen og kigger mistænksomt på min nabo. ”Hvem er det, der?”

”Det er fru Moustache. Hun bor alene og er lidt underlig,” forklarer jeg og går hen til ham. Fru Moustache går rundt i sin have og vander græsset med en meget lille vandkande. Derrick skubber til vinduet så det åbner helt. ”Hey, dame! Hold op med at vande alferne! De drukner!”

Hun retter sig op med et ryk og ser mig direkte i øjnene. ”Du holder bare din mund, Morten! Ellers skal jeg nok fortælle dine forældre om den ødelagte havestol!”

Jeg skynder mig at lukke vinduet igen. ”Okay… lad os ikke genere naboen igen… Hun er lidt gammel og ret senil. Lad hende bare vande græsset hvis hun har lyst til at bruge sit liv på det.”

”MEN SÅ DRUKNER GRÆSALFERNE!” hyler Derrick.

Ud af øjenkrogen kan jeg se at Fru Moustache har taget sin sweater af og nu går rundt i en ærmeløs top. Da Derrick ser det, siger han: ”Bingovinger! Hurtigt! Træk gardinerne for så du ikke får ar på øjnene, Kevin!”

”Morten. Kan du sige Morten?” spørger jeg mens jeg trækker gardinerne for.

Derrick tænker sig om og klør sig i baghovedet. Det er først nu jeg lægger mærke til at han rent faktisk har arme. De er sorte og virkelig tynde. Det ligner noget fra en tegnefilm.

”Hmm… Morten. Det passer ikke rigtig ind i mit ordforråd. Kan jeg ikke bare kalde dig Kevin?”

Jeg lægger armene over kors. ”Nej. Mit navn er Morten. Du skal kalde mig Morten.”

”Okay, Kevin. Hør her. Du er en taber, din mor kan ikke lave mad og din nabo planlægger at overtage verden. Vi er nødt til at gøre noget. Du kan ikke basere dit liv på chokoladekiks! Tænk i større perspektiver!”

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal reagere på det så jeg siger bare at jeg går ned i køkkenet efter et glas vand. Derrick jubler og råber noget med en udflugt. Da jeg er ved at fylde glasset op, hopper han op på bordet og ser mig alvorligt i øjnene. ”Vi bliver nødt til at flytte hjemmefra så vi kan lære dig at være en mand.”

Jeg ser skeptisk på ham og lukker for vandhanen. Derrick ser irriteret på mig. ”Kevin. Opmærksomhed. Se på Derrick.” Så knipser han foran mit ansigt. ”OPMÆRKSOMHED TIL DERRICK!”

Jeg tysser på ham og peger på min mor som sover i sofaen inde i stuen. ”Stille.”

Derrick tager mit glas og hopper ind i stuen med det. Jeg finder en klud og tørrer op efter ham så jeg når ikke at stoppe ham før han har tømt glasset lige i ansigtet på min mor. ”Din søn har svært ved at give plads til andre. Han er opdraget dårligt. Gør noget ved det!”

Min mor tager en meget stor kniv frem og sætter sig op i sofaen. Derrick ser på mig. ”Okay ny plan. Find et telt, vi flytter ud i baghaven! Så kan vi nemlig bo alene, spytte på naboen og spise din mors afskyelige mad.”

Jeg ser på kniven i min mors hånd og måler afstanden hen til døren med øjnene. ”Okay,” siger jeg og vi styrter om i baghaven.

Vi går over til min sure nabo men på vejen falder jeg over alt muligt fordi jeg har fået bind for øjnene. Derrick vil klage over hendes påklædning men han vil ikke risikere at jeg får livsvarige mentale skader. Da jeg må tage bindet af, sidder hun i en havestol med et glas iste.

Okay, forår er ikke det samme som sommer. Det må vi forklare hende en dag.

I starten ænser hun os ikke men da Derrick begynder på sin tale om passende påklædning, ser hun op og begynder at skrige højt og kaste glasset med iste efter os. ”HVAD I HIMLENS NAVN ER DET!?"

Derrick betragter tålmodigt det smadrede glas som nu ligger i et bed med tulipaner og siger at det er uhøfligt at genbruge andres sætninger. ”Og så lige en ting til. JEG ER ET TALENDE GRÆSKAR! Det sårer mig dybt at du ikke kan se det,” snøfter han og vi går hjem igen. Fru Moustache er besvimet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...