Græskarret Derrick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er på vej hjem fra en fødselsdagsfest hos min ven Freddy da jeg taber min mobil. Lige da jeg skal til at træde ud på vejen for at samle den op, kommer der en bus og kører den over. Sådan er mit liv. Der kommer altid et eller andet i vejen og ender med at køre lidt af min værdighed over. ------------ Morten er klassens nul. Han bliver altid overset eller mobbet af de ældre elever men det skal hurtigt ændre sig. Hele hans tilværelse skifter som et tryk på en kontakt da han en dag får en ny ven. Han går fra at være usynlig til kendt i hele byen på grund af en talende frugt - også selvom naboen insisterer på at det er en grøntsag. ....................... 'Græskarret Derrick' startede som en halloweenhistorie jeg skrev for min lillebror da jeg gik i 6. klasse. Senere besluttede jeg for at skrive videre på den og siden har den udviklet sig til hvad den er nu. Min personlige favorit blandt mine historier.

16Likes
24Kommentarer
839Visninger
AA

4. Onsdag (Slået ned i skoven)

Næste morgen tager vi i skole tidligt så min mor ikke kan nå at skælde ud over larmen fra i går aftes.

Jeg når lige at sætte mine ting i klassen og så er Derrick blevet væk. Jeg leder over det hele. Der er ingen der har set ham. Pludselig kommer der en gammel, krumrygget vikar ind ad døren. Hun går underligt. Derrick sidder på et stort computerskab. Da han får øje på mig skriger han tværs gennem lokalet: ”KEVIN SE! VI FÅR COMPUTERE!”

Jeg krymper mig lidt og beder ham om at komme tilbage på sin plads.

Han råber alt for højt at vi kan gå ind på Netflix og se Barbie færdig. Folk fniser rundt om mig. Jeg bliver rød i hovedet. ”Derrick. Ti stille.”

Vikaren går rundt med hænderne på ryggen og studerer vores skærme intenst. Derrick kan ikke lide hende. Han er sikker på at hun vil forvandle sig til en giftig slange og slå os alle sammen ihjel. Jeg beder ham om at slappe lidt af og lader ham se Barbie uden lyd på. Pludselig kastes der en skygge over vores bord. Jeg går hurtigt ind på et tekstdokument og beder Derrick remse nogle ord op. Han begynder at stave til ’sær og underlig’. Vi sidder i meget lang tid og skriver tilfældige ord i det her tekstdokument. Til sidst vender Derrick sig om og spørger hvad hun har gang i. Vikaren retter straks blikket mod et andet sted i klassen og går op foran for at stirre på en anden pc skærm.

”Hvad er der galt med hende?” hvisker Derrick til mig.

”Jeg ved det ikke,” hvisker jeg tilbage. ”Hun er fra Jylland.”

”Dét forklarer jo alt!” udbryder Derrick. Jeg tysser på ham.

”Undskyld,” hvisker han tilbage og kommer med en teori om at man ikke kan stole på ’jyskere’. Da jeg fortæller ham at min mor er fra Jylland, bryder han ud i en høj latter.

Resten af dagen er lige så kedelig. Vi har den samme vikar hele dagen. Da vi får frikvarter, åbner hun alle vinduerne i klassen og slår lejr under bordet med et tykt tæppe. Hendes stemme klaprer da hun siger at vi skal ud og nyde den friske luft. Derrick snerrer ad hende at hun ikke kommer til at æde klassen mens han er på vagt. Vikaren kigger bare på ham og fortæller ham at orange får ham til at se tyk ud. Derrick eksploderer og kalder hende alle mulige onde ting. Jeg skynder mig at tage ham med hen til kantinen. Han giver sig straks til at fortælle alle mine venner om hvor frygtelig vikaren var.

Freddy er helt enig i hans teori om at hun forvandler sig til en slange lige så snart folk ikke kigger. Jeg himler med øjnene. Rasmus, Felix og Alexander holder med mig.

”Det er for langt ude, Derrick. Hun er bare gammel og underlig,” prøver jeg. Derrick ignorerer mig og snakker videre om rumvæsener og slanger med Freddy. Derrick trækker mig med udenfor hvor han finder en masse småsten. Så forklarer han mig en meget detaljeret plan over hvordan han vil få skovlen under hende. Jeg advarer ham om at det ikke er en god idé. Freddy dukker op og siger at han støtter Derrick 100 %. Så det ender med at min bedste ven tager mit græskar med indenfor. Mindre end 10 minutter senere er et af toiletterne eksploderet. Der er også på mystisk vis gået ild i vikarens tæppe. Jeg skynder mig at finde dem. Derrick ser meget fornærmet ud. ”Hun tog mine småsten og min plan,” mugger han og ser på Freddy. ”Du er en elendig bodyguard!”

Freddy ser lige så forvirret ud som mig. Han prøver at forklare hvad der skete men det giver ingen mening. Derrick bekræfter ham i at det var en blomst i en urtepotte. Jeg beslutter at lade det ligge og tager Derrick med hen i parken. Det er bedst at være så meget under radaren som muligt.

Vi får nok skylden alligevel men man har vel lov at håbe?

Vi bliver ikke så længe i parken. Da der er gået et par timer, passer det med at vi har fri. Derrick synes at vi skal tage hen til skoven ved skolen inden vi går hjem. Jeg klager over at det er i den modsatte retning men følger alligevel efter.

Ellers begynder han bare at græde eller noget.

Vi går næsten helt hen til skolen ind i skoven. Derrick gør sig stor umage med at fare vild så han kan blive der længere. Han finder også en stor gren som han absolut vil have med. Jeg synes ikke at det er en god idé og spørger hvad han skal med den.

”Vi skal lave et bål og jeg kan sagtens bære den,” vrisser han og koncentrerer sig. I starten slæber han bare grenen efter sig men lidt efter lidt får han den løftet op så den hviler på det der ville have været hans skulder. Spidsen af grenen går lidt op over mit hoved. Det er jeg ikke helt tryg ved.

”Derrick? Kan du ikke bare slæbe grenen efter dig? Det virkede da fint,” foreslår jeg nervøst.

”Hmm?” mumler Derrick. Han skal lige til at se på mig men får så øje på et egern og drejer sig brat i den anden retning.

”Nej, Derrick! Sto-”

Grenen rammer mig lige i tindingen og vælter mig omkuld. Derrick vender sig undrende mod mig. ”Hvorfor ligger du og roder rundt nede på jorden?”

Han betragter mig forvirret. Jeg stirrer irriteret på ham og tager mig til hovedet. ”Det ved jeg virkelig ikke. NOGET ramte mig i hovedet!”

Derrick ser sig opmærksomt omkring. ”Det er vikaren igen!” hvisker han.

Jeg prøver at forklare ham at det var hans gren, men bliver afbrudt.

”JEG VED DU ER DERUDE! KOM TILBAGE SÅ JEG KAN GIVE DIG NOGLE BANK, DIN USLE, LILLE, KRUMRYGGEDE-”

”Derrick!” udbryder jeg.

Han løfter armene i forsvar. ”Hvad? Jeg vil bare gerne snakke med hende!”

”Kom nu. Vi skal nå hjem inden det begynder at regne,” siger jeg træt og rejser mig op. Derrick kender en ’genial genvej’ som er fyldt med tæt krat og grene med torne. Igen får han løftet sin gren i højde med mit hoved. Vi skal på et tidspunkt igennem et sted hvor vi ikke kan gå ved siden af hinanden. Derrick siger at han nok hellere må gå forrest i tilfælde af at slangevikaren dukker op. Jeg spørger hvorfor han ikke tror at jeg ville kunne klare hende.

”Kevin. Ikke for noget men du er altså ikke ret god til at håndtere sådan noget. Du kunne ikke engang tage en baby op af en barnevogn,” siger Derrick træt. ”Jeg er her for at passe på dig. Ti nu stille så jeg kan gøre mit arbejde!”

Jeg himler med øjnene og følger efter ham. Pludselig hænger hans gren fast i en gren fra et lille træ. Han bander lavmælt og kæmper for at få den fri. Jeg går lidt tættere på for at hjælpe ham. Pludselig får han sin gren fri. Den anden gren flyver lige ind i hovedet på mig. Endnu en gang bliver jeg væltet. Mens jeg ligger og ser stjerner, kommer Derrick og ser anklagende på mig. ”Hvorfor er du så handicappet til at gå?” spørger han irriteret.

Jeg myrder ham med øjnene i nogle sekunder inden jeg rejser mig op. Da vi endelig er kommet ud på vejen igen, viser det sig at vi er gået i ring og nu står præcis samme sted som da vi startede.

”Ved du hvad, Kevin? Det her er alt sammen din skyld. Hvis du ikke var begyndt at tage en lur på jorden så var jeg ikke blevet forvirret og så ville vi være hjemme nu! Hvorfor har du to røde mærker i ansigtet?”

”Jah... det kunne jo være fordi du slår mig ned med en gren hele tiden.”

”Nah... det siges at være sundt at få en gren i hovedet en gang i mellem. Og det er forresten en kæp.”

”Helt sikkert,” mumler jeg og begynder at gå hjemad.

”Nej, se, Kevin! En kat!” skriger Derrick. Kort efter bliver jeg ramt af grenen igen og knalder hovedet lige ned i fortovet.

”Seriøst, Kevin? Jeg vender mig om i to sekunder og så sover du igen. Jeg bliver nødt til at tale med din mor om det her!”

Jeg når ikke at svare før det begynder at regne voldsomt.

Da vi endelig er kommet hjem er jeg blevet ramt af den irriterende kæp 7 gange mere og ligner efterhånden én som er blevet kørt ned af en lastbil, trukket igennem tykt krat, smidt i havet og til sidst slæbt ind ad en kattelem.

Min mor kommer med et håndklæde, en bøtte med varmet lasagne og en paraply. Hun minder os om at vi er flyttet ud i baghaven og beder mig om at gå hjem. Jeg vender irriteret om og går hen til vores gennemblødte telt. Derrick synes at det er synd for mig. Han lover at han vil lære mig at gå rigtigt i morgen. ”Ih, tak,” siger jeg sarkastisk og spiser lasagnen. Hun har i det mindste kommet en gaffel ned i bøtten.

”Kevin. Jeg kan fornemme at du ikke er glad…” begynder Derrick.

”VIRKELIG?” svarer jeg og spiser videre.

Derrick fortsætter uforstyrret og foreslår at vi overnatter hos Fru Moustache. Jeg afviser idéen lodret. ”Hun hader os og det ved du godt. Hvis vi nærmer os hendes grund efter det der skete i mandags så ENDER vi faktisk med at blive solgt på eBay!”

Derrick trækker mig med over til hende alligevel. Fru Moustache ignorerer dørklokken som forventet. Jeg er lige ved at gå da Derrick lukker døren op og kalder på hende. Hun råber at vi skal skrubbe af. Derrick oplyser hende om at vi låner nogle tæpper og overnatter i kælderen. Fru Moustache skriger at hun vil ringe efter politiet.

”MEN KEVIN ER VED AT DØ!” skriger han tilbage. Fru Moustache står straks på trappens øverste trin med et forventningsfuldt smil. Da hun ser mig, holder hun op med at smile. ”Han kan højest dø af forkølelse,” fnyser hun. ”Det tager i hvert fald en uge!”

Jeg spørger om vi ikke bare må sove i kælderen med nogle varme tæpper. Det lyder åbenbart meget ynkeligt. Både Derrick og Fru Moustache ser på mig og kalder mig en stakkel. Vi ender med at få lov til at bruge hendes badeværelse og sove på sofaen. Jeg tager et bad mens Fru Moustache fikser mit tøj. Derrick keder sig rigtig meget imens. Det viser sig at Fru Moustache har både en vaskemaskine og en tørretumbler. Jeg har fået lov til at låne hendes afdøde mands jakkesæt mens mit tøj tørrer. Det føles underligt. Det er alt for stort. Derrick synes at det er vildt uhyggeligt at jeg går rundt i en død mands tøj. Han kigger i alle spejlene og leder efter ånder men finder ikke nogen. Langt om længe får jeg mit eget tøj tilbage. Fru Moustache fortæller om dengang hendes mand døde. Hun påstår at det var i 1. verdenskrig. Derrick siger en triumferende lyd. ”JEG VIDSTE DET! Hun HAR levet siden 1. verdenskrig.”

Fru Moustache ser forvirret ud. Jeg forklarer at vi væddede om det. Hun skuler til os et øjeblik. Så finder hun et brætspil frem. ”Midlertidig våbenhvile indtil i morgen fordi det har slået klik for Mortens mor. Er det en aftale?” spørger hun og ser strengt på Derrick. Han nikker ivrigt og smiler stort.

Vi spiller alle mulige forskellige brætspil og Derrick bliver ved med at snyde. Til sidst gider Fru Moustache og jeg ikke mere. Jeg går hen til hendes tv og logger ind på min Netflix-konto. Derrick skynder sig hen i sofaen og sætter sig i midten. Fru Moustache laver varm kakao og slutter sig til os. Derrick får lov til at bestemme at vi skal se Barbie igen og det viser sig at Fru Moustache også er helt vild med den. Jeg lader bare som om jeg er faldet i søvn så de ikke hele tiden spørger om jeg ikke synes at den er fantastisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...