Græskarret Derrick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er på vej hjem fra en fødselsdagsfest hos min ven Freddy da jeg taber min mobil. Lige da jeg skal til at træde ud på vejen for at samle den op, kommer der en bus og kører den over. Sådan er mit liv. Der kommer altid et eller andet i vejen og ender med at køre lidt af min værdighed over. ------------ Morten er klassens nul. Han bliver altid overset eller mobbet af de ældre elever men det skal hurtigt ændre sig. Hele hans tilværelse skifter som et tryk på en kontakt da han en dag får en ny ven. Han går fra at være usynlig til kendt i hele byen på grund af en talende frugt - også selvom naboen insisterer på at det er en grøntsag. ....................... 'Græskarret Derrick' startede som en halloweenhistorie jeg skrev for min lillebror da jeg gik i 6. klasse. Senere besluttede jeg for at skrive videre på den og siden har den udviklet sig til hvad den er nu. Min personlige favorit blandt mine historier.

16Likes
24Kommentarer
834Visninger
AA

2. Mandag (Barnevognen)

Dagen efter tager jeg Derrick med i skole. Jeg kunne ikke bare lade ham blive hjemme. Så ville der bare opstå en borgerkrig med mennesker på den ene side og en hær af Derricks venner på den anden. Mine klassekammerater vil alle sammen gerne prøve at holde Derrick. De synes at han er vildt cool. Jeg bliver bare skubbet til side og får at vide at jeg er en taber. Jeg stiller mig i et hjørne mens Derrick soler sig i deres beundring. Pludselig får han øje på mig og begynder at hvæse og spytte efter folk. Han holder en lang tale om at jeg er den sejeste taber på jorden og at de skal behandle mig godt. Pludselig er alle venlige imod mig.

Da timen begynder, kommer der en vikar ind ad døren. Han starter med at sige: ”Hej alle sammen, jeg hedder...” men så snart han ser Derrick, vender han om og går ud ad døren igen.

Derrick erklærer timen for frikvarter. Jeg er glad for at vi skulle have haft vikar så vores historielærer ikke skulle se Derrick. Han har ca. samme personlighed som min mor.

I næste time siger vores lærer at det er på tide vi lærer noget om brøker. Jeg kan godt lide min matematiklærer. Hun er flink. Derrick kan ikke lide hende. Han er overbevist om at hun planlægger at slå hele klassen ihjel. Det kan jeg ikke forstå. Hun er den første voksen som ikke har sagt noget til at han er et talende græskar.

Derrick gør hvad han kan for at modarbejde hende. Da hun finder limstifter frem, og skal til at fortælle os om en genial måde at lære om vinkler på, spiser Derrick dem og siger anklagende at han er meget ked af at have ødelagt hendes leg. Matematiklæreren sukker bare.

Da Derrick ser at hun ikke har tænkt sig at give op, sætter han sig på et bord og råber ud over klassen: ”UDFLUGT! 6. KLASSE SKAL HAVE IS! FØLG EFTER DET TALENDE GRÆSKAR! KOM SÅ!”

Vores lærer er begyndt at skule lidt efter ham nu. Derrick fryder sig. Jeg er bare spændt på at se hvem der ender med at betale for isen.

Hele klassen jubler og følger efter Derrick. Alle der møder os på gangen, undrer sig men ét blik fra Derrick får dem til at forholde sig helt stille.

Da vi endelig når hen til parken hvor der er en isbod, går det op for Derrick at han ikke har nogen penge. Det lykkes ham at få alle mine klassekammerater til at betale deres is selv. Jeg køber en til mig selv og en til Derrick. Han bliver lidt skuffet da han opdager at man ikke kan få is med olivensmag. ”Næste gang vi kommer så forventer jeg at du har rettet op på fejlen, min fine ven!” snerrer han ad ismanden.

Vi bruger rigtig lang tid i parken og kommer først tilbage da der er spisefrikvarter. Vores lærer prøver at forklare inspektøren at der var et talende græskar som overtog undervisningen. Det hjælper ikke på inspektørens humør. Jeg synes at det er synd for hende at han ikke tror hende så jeg går en tur med Derrick. Vi kommer tilfældigvis forbi deres diskussion og Derrick råber som sædvanlig hej til alle han møder. Da vi er gået forbi dem, kan jeg høre et krus blive smadret. Derrick fniser og siger at inspektøren står og ligner en melon mens kaffen er ved at sive ind i hans sko. Vi er på vej mod kantinen for at få noget mad. Derrick sætter sig på kantinedamens skulder og skriger: ”Næste!” hver gang hun har givet nogen en portion mad.

Da jeg har fået, sætter vi os ved et bord sammen med mine venner og han ”hjælper dem med at spise”. Det går især ud over Freddy. Derrick sidder foran hans tallerken og mader ham. Når Freddy så har maden i munden, tager Derrick fat i hans kæbe og siger: ”Langsomt… langsomt… lidt hurtigere... langsommere… MEGET HURTIGT… synk!” 

Efter skole vil Derrick have mig med på udflugt - igen. Først synes han at vi skal prøve at køre mine forældres bil i havnen men så minder jeg ham om at det allerede er sket. Derrick tænker lidt: ”Du har ret. Det skal være noget originalt… men hvad…”

I samme øjeblik sejler der en lille fiskekutter forbi den bro vi står på. Derrick lyser op i et stort smil.

”Derrick,” siger jeg advarende. ”Nej.”

Derrick skubber til mig så jeg kommer til at hænge ud fra broen. Jeg bliver gennemblødt af iskoldt vand helt op til knæene men det er da altid lidt bedre end hvis han havde skubbet mig helt i. Det ville også være lidt pinligt at skulle bede sit græskar om hjælp fordi man ikke kan svømme. Derrick skynder sig at råbe om hjælp så højt han kan. Fiskekuttermanden kommer hurtigt tilbage til os og hjælper mig op på broen igen.

Derrick går hen til manden og spørger med bedende hvalpeøjne om vi ikke nok må låne hans båd. Jeg ånder lettet op. Jeg havde frygtet at han ville være mere voldelig. Vi får et ja og Derrick sejler os rundt. Efter lidt tid stopper han og siger: ”Så, Kevin. Nu er vi midt ude på havet.”

Jeg har ingen idé om hvor vi er men jeg er ret sikker på at det ikke er et hav.

Der sejler på et tidspunkt en stor fiskerbåd forbi os. Jeg beder Derrick om at lade være med at råbe efter dem. Så skriger han at Kevin gerne vil tale med dem om deres borgerpligt. De sejler tæt på os og peger truende en fiskestang mod os. ”Hvor kommer du fra, knægt? Og hvad fanden tror du, du laver her?”

Jeg får fremstammet noget med at jeg bare gerne vil hjem. Derrick skriger at vi kommer fra Rusland og at vi skal have deres båd hvis de ikke vil have at vi bomber dem. Derrick er bange for at de vil forfølge os og flytte ind. Da jeg spørger om han mener ligesom han selv gjorde, får jeg en kerne i panden. Vi sejler længere ud på ’havet’ og Derrick snakker meget om en stor kartoffel. Vi venter på denne kartoffel i to timer før min mave begynder at rumle.

”Kevin! Shh! Din rumlen forstyrrer roen. Den store kartoffel kan kun rejse sig fra regnbuen hvis der er ABSOLUT RO! Drik noget havvand.”

Jeg lover at jeg nok skal lade være med at rumle igen men Derrick ser ikke ud som om han tror på mig. Han sidder og nidstirrer mig mens han samtidig forsøger at holde udkig efter en regnbue og en stor kartoffel.

Jeg kan ikke overtale ham til at tage hjem så jeg tager styringen og sejler os selv hjem efter bedste evne. Derrick sidder foran på båden og hyler hele vejen. Han er dybt ulykkelig over at han ikke har fået lov at se Den store kartoffel rejse sig fra regnbuen. Jeg spørger ham frustreret hvor gammel han er og sammenligner ham med en på to.

”JEG ER FAKTISK 395 ÅR GAMMEL! Det svarer MINDST til en meget dygtig 4 1/2-årig!”

Da vi er kommet hjem sidder mine forældre ved spisebordet. Min mor er rasende og spørger os om hvor vi har været. Derrick svarer at vi næsten opdagede Amerika. Min mor kaster en gaffel efter os og skriger at vi skal gå op på vores værelse uden aftensmad.

”Se, nu ville det have været dejligt med nogle chokoladekiks, synes du ikke?” siger jeg fornærmet.

”Jo, jeg fatter heller ikke at du åd tre pakker på en gang. Du er så grådig, Kevin. Det må vi have gjort noget ved.” svarer Derrick.

Så foreslår han at vi løber om kap ned ad trappen og siger at den der når ud i live, vinder. Jeg når ikke at fortælle ham hvor dårlig idéen er, inden han er væk. Halvvejs nede af trappen råber han til min mor at hun er dårlig til at lave mad. Han når lige akkurat ud af døren inden der kommer en kniv flyvende forbi ham. Jeg skynder mig at følge efter.

Da vi er nået udenfor, kravler vi ind i teltet hvor jeg finder min skoletaske og en smurt madpakke.

”Du var så langsom at jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne smøre en madpakke til dig,” siger Derrick glad. Jeg ser undrende på madpakken. Han ser tænksom ud et øjeblik, så ser han mig dybt i øjnene. ”Har I egentlig en barnevogn?”

”Synes du at jeg ligner en der har en barnevogn?” spørger jeg fornærmet.

”Jeg har en overraskelse til dig, men det kræver at du giver mig en barnevogn.”

”Men vi har ikke en barnevogn.”

Derrick peger op ad en bakke. ”Dér skal vi hen!”

”Hvorfor det?” spørger jeg undrende. ”Det eneste man finder deroppe er det lokale supermarked.”

”Det er perfekt! Der er altid vildt mange børn i supermarkeder,” siger han glad. Jeg trækker på skuldrende og følger efter ham.

Da vi er uden for butikken, ser Derrick sig omkring og får øje på en barnevogn. Han jubler begejstret og skynder sig hen til den. Han hopper op i den og stirrer på noget der ligger der. En øredøvende lyd af babygråd skærer mig i ørene. Kort efter begynder Derrick at skrige i ca. samme tonefald. ”Kevin! Der ligger en levende dukke i den! Hvad skal vi gøre?!”

Jeg foreslår at vi tager hjem igen. Derrick ruller øjne ad mig og beder mig om at tage den.

”Hvorfor skal JEG tage den? Det var DIN idé!”

Han råber ad mig at han er et græskar og at jeg skal tage mig sammen. Jeg lægger armene over kors og nægter stædigt. Derrick skriger af mig at jeg er en baby og at jeg lige så godt kan tage min artsfælle. Pludselig er der en hidsig mor som står og råber af mig at jeg har vækket hendes baby. Derrick tænker sig om et øjeblik og prøver så at skræmme babyen til selv at hoppe ud af barnevognen. Da moren ser det, begynder hun at skrige højt. Hun ser ud til at prøve at finde ud af om hun tør gå hen til sin baby eller om hun skal kalde på hjælp. Til sidst ender hun med at løbe hen til barnevognen og tage babyen. Så spørger hun hvem vores forældre er. Derrick svarer: ”Fru Moustache,” inden jeg når at åbne munden. Kvinden fnyser og går sin vej mens hun mumler noget med at særhed går i arv.

”Det gik nemmere end jeg troede,” siger Derrick. ”Kevin skub lige barnevognen så den kører ned ad bakken.”

Jeg ser overrasket på ham. ”Har du helt seriøst tænkt dig at køre ned ad en trafikeret vej i en barnevogn?”

”Ja. Det bliver sjovt. Skub så.”

Jeg ryster på hovedet og tager fat i barnevognen for at trække den væk fra vejen. Derrick vrisser af mig at jeg skal give slip men jeg holder godt fast. Pludselig bider han mig i hånden og jeg kommer til at skubbe til barnevognen idet jeg trækker hånden til mig. Derrick jubler da han ser at den begynder at rulle. Jeg går i panik og løber efter den. Jeg kan ikke stoppe den så jeg ender med at springe op i den. Derrick klager over at jeg fylder det hele.

Da barnevognen begynder at tage fart, hviner han højt og løfter armene.

”Derrick! Hjælp mig med at advare folk,” råber jeg men har svært ved at overdøve ham.

”God idé! AF BANEN! TALENDE GRÆSKAR I BARNEVOGN! AAAAAH! DYT, DYT!”

Jeg ser undrende på ham.

”Hvad? Jeg er god til at sprede panik.”

Folk på fortovet er begyndt at filme os med deres mobiler.

Det her kommer til at ligge over alt på internettet, tænker jeg. Hvis min mor finder ud af det, sælger hun os på eBay.

Vi kommer ned for enden af bakken i god behold. Jeg skal lige til at ånde lettet op. Pludselig spørger Derrick hvorfor der står en soltørret tomat længere fremme. Jeg kigger i den retning som han peger og får øje på Fru Moustache. Så går det op for mig at hun bor for enden af bakken. Hun står og vander tulipaner i sin forhave.

”HEJ, FRU MOUSTACHE!” skriger Derrick og vinker. Jeg prøver at råbe noget med at skynde sig væk. Fru Moustache retter sig op. Da hun ser os, begynder hun at skrige og smider vandkanden fra sig. Det næste jeg oplever er at barnevognen vælter. Derrick og jeg flyver ind ad den åbne hoveddør og Fru Moustache springer i dækning i tulipanerne. Jeg rejser mig forsigtigt og vi skynder os væk inden hun kommer på benene. Hun skriger uforståelige ting ned i jorden. Det eneste ord jeg får fat i er ’børnehjem’. Vi låser os inde på mit værelse. Mine forældre er for længst gået i seng. Jeg undrer mig ikke.

Sådan går det når man følges til supermarkedet med én der stopper for at sige goddag til alle de blomster vi møder.

Derrick blev meget skuffet da han ikke fandt én eneste som hilste tilbage. Han brugte lang tid på at forklare mig at der findes talende blomster. Jeg sagde ham ikke imod.

Når der findes talende græskar, hvorfor så ikke også talende blomster?

”Hvad siger du til din fødselsdagsgave, Kevin?”

”Jeg. Har. Ikke. Fødselsdag. I dag.”

Han har sagt ’tillykke med fødselsdagen’ hele dagen. Jeg har forsøgt at forklare ham at det først er i november men det ser ikke ud til at det er sivet helt ind endnu.

”Så siger vi bare at det var min fødselsdagsgave,” siger han og begynder at kigge forventningsfuldt på mig.

”Hvad?”

”Jeg venter bare på det indlysende spørgsmål,” siger Derrick.

Jeg spørger ham tålmodigt hvad dette spørgsmål mon kan være.

”Hvorfor vander fru Moustache blomster om natten?” Derrick lyder lidt som en tv-vært.

Jeg ser uinteresseret på ham. ”Jeg gik bare ud fra at hun forsøgte at vende sit søvnmønster for at slippe for os.”

”Nej, hun kan godt lide os. Jeg tror at hun arbejder for Den store kartoffel og var i gang med at vande hans sommerhus - selvom jeg ikke tror at han kan være der... han er jo 20 meter høj eller sådan noget... ellers ville man jo ikke kalde ham Den STORE kartoffel...”

Jeg bruger den næste halve time på at forsøge at forklare ham at Den store kartoffel ikke findes. Han skriger og snotter ud over det hele den næste time. Pludselig kan vi høre blenderen i køkkenet og så siger Derrick ikke en lyd mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...