Græskarret Derrick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er på vej hjem fra en fødselsdagsfest hos min ven Freddy da jeg taber min mobil. Lige da jeg skal til at træde ud på vejen for at samle den op, kommer der en bus og kører den over. Sådan er mit liv. Der kommer altid et eller andet i vejen og ender med at køre lidt af min værdighed over. ------------ Morten er klassens nul. Han bliver altid overset eller mobbet af de ældre elever men det skal hurtigt ændre sig. Hele hans tilværelse skifter som et tryk på en kontakt da han en dag får en ny ven. Han går fra at være usynlig til kendt i hele byen på grund af en talende frugt - også selvom naboen insisterer på at det er en grøntsag. ....................... 'Græskarret Derrick' startede som en halloweenhistorie jeg skrev for min lillebror da jeg gik i 6. klasse. Senere besluttede jeg for at skrive videre på den og siden har den udviklet sig til hvad den er nu. Min personlige favorit blandt mine historier.

16Likes
24Kommentarer
837Visninger
AA

7. Lørdag (Kusine Mandy)

Næste morgen vælger min mor at spolere min morgenmad med den værste nyhed i århundreder. ”Morten, jeg har inviteret din kusine, Mandy på be-”

Jeg spærrer øjnene op og hoster voldsomt da jeg får min morgenmad galt i halsen. De ser alle sammen forskrækket på mig mens jeg kæmper for at få vejret.

”Kevin, hvad er det dog du laver?!” udbryder Derrick. ”Sådan reagerer man ikke når man får at vide at der kommer en dame på besøg! Du skal gøre sådan her:” Han tager sit sugerør i munden og suger alt indholdet i sit glas ind for så at oversprøjte spisebordet med mælk og se stolt ud.

Mine forældre stirrer målløst på os begge to og ser så på deres mad som nu er dækket af mælk. Bob ser på Derrick og hæver et af sine buskede øjenbryn. Da jeg igen kan få luft, ser jeg også på Derrick.

”... søg,” afslutter min mor uden at tage blikket fra Derrick. ”Du får tre sekunders forspring inden jeg tænder blenderen og smider dig derned.”

”Kom så knægt! Tre sekunder er nok til at rode alt hendes tøj igennem og flænse kjolerne,” siger Bob og styrter sammen med Derrick ovenpå.

”Åh gud, nej!” skriger min mor og skynder sig efter dem.

Jeg vender hovedet mod min far og skal til at komme med en sjov kommentar da jeg opdager at han er forsvundet. Forvirret undersøger jeg omgivelserne. Det viser sig at han er besvimet under bordet. Jeg lægger mærke til at han fik noget af mælken i ansigtet og går ud fra at det er derfor.

Jeg udnytter min tid uden opsyn til endnu en gang at hente alle de skarpe genstande fra køkkenet og smide dem i en bunke i baghaven.

Fru Moustache ser træt på mig gennem hækken. ”Nu igen? Har du ikke andet at lave end at lege med knive?”

Jeg kommer i tanker om hvad vi opdagede i går og siger: ”Jeg sikrer mig bare at vi ikke bliver overfaldet af noget.”

Hun himler med øjnene, kalder mig underlig og går indenfor igen. Jeg følger hendes eksempel og går tilbage til køkkenet. Så snart jeg træder indenfor kommer Derrick glidende ned ad gelænderet, lander på gulvet med et bump og springer videre ind i stuen. Tæt bag ham løber min mor med kosten og mord i øjnene. Til sidst kommer Bob og svinger sig i det reb som af en eller anden grund hænger ned lige foran trappen. Da han flyver forbi mig, ser jeg at han har krigsmaling i hovedet og hans kampskrig minder lidt om en gris der bliver slagtet. Han flyver lige ind i min mor og vælter hende. Kort efter er de oppe igen og jagten bliver genoptaget - denne gang husker de bare hvem der jager hvem. Alt det sker mens min far ligger og sover under spisebordet - krøllet sammen til en kugle.

Jeg tager et skridt frem og i det samme flyver en stol tæt forbi mig inde fra stuen og lander i køkkenet. Forsigtigt ser jeg til begge sider inden jeg spæner op på mit værelse og låser døren. Derinde flyder det med kvaste chokoladekiks som der er blevet taget en bid af. Da jeg ser nærmere efter, finder jeg også en lagkage hvor glasuren er en tegning af et surt ansigt. Der står Kevin på den.

Endnu engang lyder det som om der bliver slagtet en gris nedenunder og kort efter vælter et eller andet tungt. Derefter er der stille i noget tid.

Pludselig skriver Freddy til mig:

Jeg så lige din mor i nyhederne... hun løb ind i studiet med en kost hævet over hovedet og hun jagtede Derrick. Kort efter kom Bob flyvende og samtidig blev en gris slagtet i baggrunden...

 

Jah... det har været en ret underlig morgen. Min far ligger krøllet sammen under spisebordet og sover..., svarer jeg.

 

Freddy fortæller mig at min familie er på vej hjem igen. Jeg skynder mig nedenunder. Nedenfor trappen ser jeg at stuen ligner et bombet lokum og at min far stadig sover under bordet. Der er lidt savl på hans hånd.

Charmerende…

Pludselig vælter hoveddøren og ind kommer Derrick, Bob og til sidst min mor som ligner at hun er blevet angrebet af en støvsuger. Derrick og Bob griner over hele hovedet mens min mor sætter sig tungt på en køkkenstol og sparker til min far som straks vågner og banker hovedet mod bordet.

”Bob, Derrick. Kom, lad os gå udenfor,” siger jeg hurtigt. ”Mor, alle de ting du kunne finde på at myrde dem med ligger i baghaven. Hvis du vil lave mad så skal du selv hente dem og hvid du vil dræbe Bob og Derrick så har du ikke hørt det jeg lige sagde.”

Mens jeg siger det, går jeg hurtigt hen på døren og forsvinder ud gennem dørkarmen. Udenfor står min 10-årige kusine Mandy og ser på mig gennem sine gigantiske briller. Bag hende ligger der fire kæmpe kufferter som jeg sikkert ender med at skulle slæbe ind i huset. I Mandys briller kan jeg se min mor dukke op bag mig og kort efter lægger hun en hånd på min skuler. ”Nå, drenge. Nu må I passe godt på Mandy. Jeg tager i byen og køber ind til din fars fødselsdag i morgen så han står for madlavningen.”

Jeg når ikke at svare før hun er steget ind i sin bil og er fræset ned ad vejen.

Så hun ved altså ikke at hun ligner noget der har været oppe at slås med en støvsuger - og to græskar… og ingen valgte at fortælle hende det… Ja, det er jo nok lidt selvforskyldt, konkluderer jeg og ser på Derrick og Bob.

”Nå, smukke. Hvad skal vi så lave?” spørger Bob og hopper hen til Mandy.

”For sejt! Har du talende græskar? Jeg har bare en kedelig skildpadde som hedder Polle.”

Jeg ser irriteret på hende og skal til at svare men bliver afbrudt af begge mine græskar. Derrick hvæser og sætter sig på min fod mens Bob siger: ”Polle? Det er da et mega sejt navn! Den må jeg se engang.”

Mandy jubler. ”Fantastisk! Mine klassekammerater synes at det er klamt at kalde sit skildpaddelig for Polle.”

Bobs ansigt krøller sig sammen. ”På den anden side... jeg har ret travlt så jeg har nok ikke tid til at se din.… døde skildpadde som hedder Polle...”

”Det gør ikke noget. Du kan bare se min døde, Sorte Enke og hendes tusind levende unger i stedet. Du er vel ikke allergisk overfor giftige edderkopper, vel?” siger Mandy glad. Derrick hvisker til mig at han er lidt bange for hende.

Bobs øjne vokser til dobbelt størrelse og kort efter stormer han ind i huset mens han skriger: ”Hun er jo sindssyg! Kør hende over, kør hende over!”

Jeg samler Derrick op og bakker indenfor da Mandy begynder at bevæge sig hen mod mig og fortælle mig mere om sine lig.

Resten af dagen bliver brugt på at flygte fra Mandy - som desværre er stærk nok til at flå døre af hængslerne. Selv på fru Moustaches labyrint af et loft har Mandy intet problem med at snuse sig frem til os.

Til aftensmad skal vi have en eller anden grøn mayonaisesuppe. Jeg skubber min skål ind mod bordet, Derrick vipper ved ”et uheld” sin skål på gulvet og Bob kaster sin ud ad vinduet. Mandy spiser 5 skåle og begynder at snakke om døde krabber, hvilket bekræfter at der er noget galt med suppen. Min far øser suppe op i en ny skål og sætter den foran Derrick. ”Spis din suppe eller sov udenfor,” forsøger han.

Derrick bliver mega fornærmet, tager min sok og propper den i munden på min far. ”Spis din sok eller sov udenfor,” vrænger han og går fra bordet og op på mit værelse. Bob og jeg lokker Mandy med over til fru Moustache. Vi låser hende inde i en mystisk metalkasse som står i kælderen og skynder os hjem igen.

”Okay, nu hvor Mandy er væk har vi tid til at pakke kufferterne,” siger Bob og fortæller om sin plan om at tage til Rusland. Jeg spørger ham skeptisk hvor han vil få pengene fra.

”Kevin, vi har snakket om det her,” siger Derrick og ser alvorligt på mig. ”Hvis vi fortæller dig sådan nogle ting så er vi nødt til at slå dig ihjel. Forstår du det? Vi. Er. Nødt. Til. At. Slå. Dig. Ihjel. IHJEL BETYDER DØD, KEVIN!”

Bob beder Derrick om at pakke en kuffert. Derrick skriger ad ham at han ikke tager ordrer fra nogen. Bob råber et eller andet om en militærskole tilbage. Jeg himler med øjnene og går min vej. Jeg når helt hen til parken før de indhenter mig og undskylder. De er meget kede af at de ødelagde stemningen og lover at holder op med at skændes så tit. Jeg fortæller dem at de minder mig om et gammelt ægtepar.

Vi sætter os på en bro og ser solnedgangen. Bob har fundet en blomst i en potteplante. Han sidder og snakker kærligt til den. ”Solnedgangen er meget smuk, synes du ikke skat? Den er næsten lige så smuk som dig.”

”Bob?” siger jeg forsigtigt. ”Hvad laver du?”

Derrick gisper højt. ”Du FANDT en talende blomst! Og du sagde det ikke til mig?! Vi to er FÆRDIGE, Bob! FÆRDIGE!”

Han ser på blomsten og så på os og forklarer at den ikke er levende i den forstand vi forstår det. ”Altså hun taler ikke men hun ER levende. Hun har for eksempel brug for vand for at overleve, ik’? Så er hun levende nok for mig,” erklærer han og kysser den. Derrick siger: ”EEEW!!” og ser væk. Vi beslutter at lade Bob og den semi-levende blomst være alene.

Vi sniger os rundt om Fru Moustaches hus og prøver at finde ud af hvad der skete med hendes mand. Derrick finder en masse faldlemme i haven. Jeg lægger mærke til nogle meget underlige planter. Det føles som om de ser sultent på mig. Derrick siger forskrækket at jeg skal gå væk fra dem. Nogle af dem er meget store venus-fluefangere. Jeg holder godt øje med dem. Der kommer en sommerfugl forbi mig. Jeg følger den med øjnene. Den flyver hen til planterne.

Åh nej, tænker jeg forskrækket da en af planterne lukker gabet op og spiser sommerfuglen. Så vender jeg mig mod Derrick og driller ham med at vi har fundet hans artsfæller. ”Se, Derrick. De spiser også sommerfugle. Du må da føle dig hjemme nu,” griner jeg.

Derrick snerrer at det ikke er sjovt og ser nervøst på planterne. ”Jeg vil gerne hjem nu, Kevin.”

Jeg siger at vi er nødt til at skynde os at finde beviser før Fru Moustache står op. Jeg minder ham om at hun nok står op ved midnat. Han vil stadig gerne hjem.

”Derrick kom nu. Klokken er snart ni. Vi er nødt til at skynde os!”

Han sukker og skuler til mig. ”Hvis jeg dør så er det din skyld. Du skal bare vide at der står i mit testamente at du ikke får noget hvis du slår mig ihjel!”

Jeg lover ham at han kommer hjem i god behold hvis han tager sig sammen og følger med. Vi gør os umage med ikke at træde på faldlemmene på vej tilbage til hendes hus. Vi finder en kælderlem som vi ned gennem. Der er mange spindelvæv i kælderen. De gør Derrick bange. Pludselig finder han ud af at han er bange for mørke. Vi går forsigtigt gennem det tætte mørke. Jeg glemte at tage en lommelygte med. Derrick piber at vi bør vende om. Pludselig kommer jeg til at sparke en kat. Den hyler op og hvæser ad mig i mørket. Derrick skriger at han er allergisk over for onde katte. Vi skynder os videre. Langt om længe finder jeg en lyskontakt. Derricks skrig borer sig langt ind i min sjæl da vi finder ud af hvad kælderen indeholder. Jeg skynder mig at slukke lyset igen. Vi styrter hen mod trappen. Jeg gør mit bedste for at komme på en logisk forklaring på alle de skeletter vi lige har set. Oven for trappen er der også mørkt. Derrick spørger om jeg ikke nok vil fortælle ham at han bare har mareridt igen. Jeg tager ham i hånden og går forsigtigt op ad den knirkende trappe. Derrick spørger grædende hvorfor vi er på vej op til løvens hule. Jeg prøver at forklare ham at vi bare lige skal undersøge loftet før vi tager hjem igen. Derrick sætter sig på gulvet i gangen ovenpå og nægter at følge med ovenpå. Jeg trækker på skuldrende og fortsætter op ad stigen til loftet. Deroppe er der også meget støvet. I den anden ende af rummet får jeg øje på en lille kiste. Jeg er overbevist om at den indeholder alle de hemmeligheder vi har brug for at vide. Jeg sniger mig hen til den. Gulvet knirker en gang i mellem. Jeg får et chok hver gang. Månen lyser ind gennem et lille bitte vindue. Jeg kan se i det dunkle lys at der er en flok edderkopper som har sluttet sig til mig. Da jeg endelig er nået hen til kisten, er den låst. Jeg sukker og leder efter nøglen. Edderkopperne vrimler hen mod noget der skinner på gulvet. I midten af flokken ligger der en lille nøgle og skinner i månens lys. Jeg samler den forsigtigt op og er omhyggelig med ikke at komme til at røre edderkopperne. Pludselig skriger Derrick højt. Jeg stivner. Panikken begynder at få et tag i mig.

Jeg skulle aldrig have efterladt ham dernede alene, tænker jeg og lukker øjnene et øjeblik. Så hører jeg en høj og skinger stemme råbe op. Det går lidt efter op for mig at det er fru Moustache. Hun skælder Derrick ud og spørger hidsigt om jeg også er brudt ind i hendes hus. Jeg skynder mig ned ad stien og peger truende på hende med nøglen. ”Du rør’ ham ikke! Jeg sværger at jeg ringer til politiet hvis du så meget som KIGGER forkert på ham!”

Hun ser irriteret på mig og spørger hvad jeg har røget denne gang. Derrick snøfter og anklager hende for at have dræbt sin mand. Fru Moustache fnyser og siger at han vist lider af søvnmangel.

”Det passer,” siger jeg og håber at min stemme ikke ryster. ”Vi så skeletterne i kælderen!”

Hun vrisser at det bare er halloweenpynt. Jeg ser på nøglen og så på hende. ”Hvad er der i kisten?” spørger jeg.

”Hvilken kiste?!” vrisser hun.

Derrick og jeg udveksler blikke. Jeg viser dem op på loftet og hen til kisten. Fru Moustache kaster et blik på edderkopperne som opfører sig som tour guides. ”Fy for pokker! Jeg ringer efter skadedyrsbekæmperen som det første når det bliver lyst!”

Vi låser kisten op og kigger i den. Fru Moustache gisper. Der ligger et krystalkranie i den. Derrick gisper og kalder hende en heks. Fru Moustache påstår at hun aldrig har været på sit loft før.

”Måske var det din mands kranie?” foreslår jeg.

”Ew, Kevin! Nu er du altså for klam! Hvorfor skulle hun gifte sig med en der har et krystalkranie?!”

”Ja,” tilføjer fru Moustache fornærmet. ”Hvad er det egentlig du anklager mig for?”

Jeg slår ud med armene og siger at det ikke var det jeg mente. ”Måske havde din mand den her kiste med kraniet i! Måske var det HANS!”

De forstår stadig ikke hvad jeg mener. Jeg himler med øjnene og låser kisten igen. Derrick og jeg beslutter at tage hjem. Fru Moustache klager over at hun kun har en halv time tilbage at sove i. ”Næste gang i leger hjemløse opdagelsesrejsende så gør det i et andet hus!” råber hun da vi kravler gennem hullet i hækken og skynder os hjem i teltet. Vi lægger os til at sove. Jeg ser på nøglen ingen jeg falder i søvn.

Måske er det ikke en god idé at stjæle hendes nøgle, tænker jeg. Men hvis hun rent faktisk er en heks så må det kranie være vigtigt og hvis hun slog sin mand ihjel med det så er det vist bedst at jeg har nøglen. Bare hun ikke bliver sur og forvandler mig til en frø…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...