Græskarret Derrick

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er på vej hjem fra en fødselsdagsfest hos min ven Freddy da jeg taber min mobil. Lige da jeg skal til at træde ud på vejen for at samle den op, kommer der en bus og kører den over. Sådan er mit liv. Der kommer altid et eller andet i vejen og ender med at køre lidt af min værdighed over. ------------ Morten er klassens nul. Han bliver altid overset eller mobbet af de ældre elever men det skal hurtigt ændre sig. Hele hans tilværelse skifter som et tryk på en kontakt da han en dag får en ny ven. Han går fra at være usynlig til kendt i hele byen på grund af en talende frugt - også selvom naboen insisterer på at det er en grøntsag. ....................... 'Græskarret Derrick' startede som en halloweenhistorie jeg skrev for min lillebror da jeg gik i 6. klasse. Senere besluttede jeg for at skrive videre på den og siden har den udviklet sig til hvad den er nu. Min personlige favorit blandt mine historier.

16Likes
24Kommentarer
831Visninger
AA

6. Fredag (Fætter Bob)

”Kom nu, Kevin! Jeg er sulten!”

”Derrick, klokken er to om natten. Du bliver fed af at spise natmad.”

”Men KEVIIIIN! Jeg er SULTEN!! Forstår du det? SULTEN! Hvis du ikke giver mig mad så spiser jeg din pude. Er det, det du vil have, hva’?!”

”Okay, okay!” udbryder jeg og holder hænderne i vejret. ”Så går jeg med dig.”

”Jaaaa!”

”Men du skal være stille for mine forældre sover altså,” tilføjer jeg og ser strengt på ham.

”Ja, ja, moar.”

Da vi kommer ned i køkkenet hopper Derrick op på bordet ved siden af vasken og studerer sit spejlbillede i vinduet. Jeg stiller mig bag ham og ser også på mit spejlbillede. ”Derrick?”

”Ja?”

”Hvad laver vi?”

Derrick ser på mit spejlbillede. ”Du har en bums,” kommenterer han.

Jeg stirrer på mit spejlbillede men kan ikke få øje på den. Så vender jeg mig væk fra vinduet. Jeg vil ikke risikere at nogen ser os.

Det ville bare være for underligt.

En lyd får mig til at vende hovedet. I samme sekund skriger Derrick. Med voksende panik går jeg helt hen til vinduet igen. Derricks spejlbillede har fået et overskæg og skriger højest af os allesammen.

”Hvad... er der sket med mig?!” gisper Derrick forfærdet da skrigene ophører.

”Jeg ved det ikke,” svarer spejlbilledet. De tager begge to en hånd op til overskægget.

”Vent lidt!” siger Derrick fornærmet. ”Jeg har ikke et overskæg! Du er ikke mig! KEVIN! Ring efter politiet!”

”Nej, vent! Det er ikke som I tror!”

”Er det ikke?!” råber Derrick. ”Jeg TROR nemlig at du er en klam creep som sidder på Kevins dyrebare havebord og stalker os gennem vinduet!”

Det andet græskar mumler noget med at det måske er som de tror. ”Men det ændrer ikke på at I bør lukke mig ind!”

Pludselig ser det gennemtrængende på mig. ”Kevin, din pjuskede smølf. Luk mig ind. Lige nu!”

”Kevin? Kender du det græskar?” spørger Derrick fornærmet.

”Nej, Derrick. Jeg har aldrig set det før,” siger jeg. Jeg er stadig ved at fordøje at jeg blev kaldt en smølf.

Ikke bare en smølf, en pjusket smølf. Hvem tror han, han er?!

”Okay, så.” Derrick hopper væk fra vinduet og gør tegn til at jeg skal åbne det.

Det gør jeg modvilligt og kort efter sidder der to græskar side om side og kigger på mig. Den nye er lidt større end Derrick og har som sagt et overskæg.

”Såøh... hvem er du?” spørger jeg da tavsheden er begyndt at blive akavet.

Græskarret præsenterer sig som Derricks fætter Bob. ”Jeg fatter ikke at du ikke genkendte mig, stump.”

”Fætter Bob! Så forstår jeg bedre hvorfor der kommer et græskar og kalder Kevin for en smølf.”

”Det gør jeg ikke,” siger jeg forvirret.

”Det behøver du heller ikke,” siger de to i kor.

”Åh, gud! Er der to af dem?” gisper min mor og støtter sig til gelænderet på trappen.

”Jeg køber to kg hovedpinepiller så snart det bliver lyst,” siger min far og stirrer på Derrick og Bob mens han langsomt bakker op ad trappen igen.

”Mor, far. Det her er Bob. Derricks fætter.”

”Nej, nej, nej! Er de også i familie?! Jeg flytter hjemmefra!” udbryder hun og tager sig til hovedet.

”Kevin! Har vi ikke snakket om at du skulle opdrage dine forældre? Sådan opfører man sig ikke over for sine gæster,” udbryder Derrick forarget.

”Jeg ved det. Undskyld. Lad os gå op på mit værelse,” siger jeg og går hen mod trappen.

Da græskarrene passerer mine forældre, ligner min far en som skal kaste op og min mor presser sig så tæt op ad gelænderet at det begynder at knage.

Oppe på værelset sætter jeg mig i min kontorstol, Derrick sætter sig på den øverste køje i min seng - hans køje - og Bob sætter sig i vindueskarmen.

”Nå, unger. Hvad plejer I at lave når I keder jer?” spørger Bob og ser spændt på os på skift.

”Uh! Vi kan gå over at spytte på naboen... eller køre ned ad gaden i en barnevogn... eller... tage til Mexico... eller genere Kevins venner...”

Bob klør sit overskæg. ”Hvad med at-”

”Vent lidt, begge to. Derrick, vi skal altså sove,” siger jeg nervøst. Det sidste jeg har brug for er to græskar der hærger byen midt om natten.

”Kevin! Hold op med at være så moragtig! Det er fredag så vi må gerne være længe oppe,” siger Derrick.

”Okay, okay! Så find på noget der ikke er ulovligt og forsøg at lade være med at bringe os i livsfare.”

”Hvad siger du, stump?” spørger Bob henvendt til Derrick. ”Jeg hørte: Find på noget der er ulovligt og forsøg at bringe os i livsfare.”

”Det gjorde jeg også. Lad os gøre det!”

Jeg sukker opgivende og følger med de to græskar om i baghaven.

”Kom så, fedtmås! Vi skal hen og besøge fru Moustache!”

”Derrick! Det kan vi da ikke! Hun sover... Vent lidt, kaldte du mig lige en fedtmås?”

”Ja, det gjorde jeg. Skynd dig nu! Bob er allerede derovre.”

Jeg tager en dyb indånding og løber gennem haven og over til Fru Moustache hvor Bob sidder og venter i tulipanbedet.

Da jeg er kommet derover sætter jeg mig på kanten af trækassen som tulipanerne er plantet i og ser på Bob. ”Hvad skal vi her?”

”Vi tvinger fru Moustache til at vise os hvor Den Store Kartoffel bor,” svarer han som om det er en selvfølge.

”Nej, det gør vi ikke, Bob. Derrick! Tag dig sammen! Den Store Kartoffel findes ikke. Kan vi ikke godt gå hjem og sove nu?”

”Kevin, du er en sur kage, er du. Du lovede at det var sidste gang du sagde det i onsdags og nu er det altså fredag. Men vi kan da godt lave noget andet hvis du er så bange for Den Store Kartoffel.”

”Jeg er ikke bange for Den Store Kartoffel,” siger jeg fornærmet.

Derrick fnyser. ”Nej, nej. Selvfølgelig er du ikke det.”

”Men hvad skal vi så lave?” afbryder Bob.

”Lad os tage rundt i hele byen!” råber Derrick.

Den er Bob med på. Han foreslår at vi finder en pokerklub. Jeg synes ikke det lyder som en god idé. Vi går mod en park i den anden ende af byen. På vejen stopper Derrick op og ser undersøgende på et hus. ”Hvis idé var det at parkere et hus oven på min genvej?!” udbryder han forarget. Bob klapper ham på ryggen og siger at vi hellere må gå videre.

”Okay,” mugger Derrick.

På den anden side af vejen går der en dame med en stor hund. Jeg ser længe på hunden mens jeg prøver at finde ud af hvilken race den er. Pludselig går jeg ind i en parkeret bil.

”KEVIN!” udbryder Derrick anklagende. ”Jeg sagde at du skulle SE hvordan han gik over bilen! Ikke prøve at GØRE det!”

”Hvad?” siger jeg forvirret.

Derrick slår sig i panden og siger at jeg da heller aldrig hører efter. Så giver han sig til at forklare mig hvad de snakkede om meget langsomt. ”Bob gik over en bil. Så sagde jeg: ’SE, KEVIN!’ og så gik du ind i bilen!”

Jeg tager mig til hovedet og kommer på benene igen.

Vi når hen til parken. Der er et lille vandløb med en masse frøer. Derrick og Bob undersøger jorden. Bob siger at der er krybskytter på vej. Jeg spørger forskrækket om de vil gøre frøerne noget.

Derrick beder mig om at forholde mig i ro. ”Jeg har en plan så vi kan undgå at slå dine artsfæller ihjel, bare rolig.”

Artsfæller?

De giver sig til at bygge en lille mur rundt om frøerne. Da muren er færdig, nikker de tilfredst og går videre. Jeg opgiver at stille spørgsmål. Vi når hen til et bord hvor der sidder nogle folk med et lidt råt udseende. Derrick udfordrer dem i et spil poker. De tager imod udfordringen og Bob pakker spillet ud.

Bob og jeg går en tur mens de andre spiller. Jeg forstår ikke deres regler så det er ikke så underholdende at se på. Bob viser mig en masse træer og fortæller at han har haft et forhold til dem alle sammen. ”Hende der var mit første kys,” fortæller han stolt og beger på et stort egetræ. Jeg nikker og går videre. Da vi kommer tilbage til Derrick spørger jeg hvordan det går.

”Jeg har fem tønder land men ikke længere nogen baghave...” siger han eftertænksomt og koncentrere sig om spillet. Jeg tager en pakke chokoladekiks frem og spørger om det vil hjælpe.

”NAMS!” udbryder Derrick og smider sine kort.

”Derrick. Fokuser,” siger Bob og tager kiksene fra mig. Derrick samler sine kort op igen og koncentrerer sig atter en gang.

Bob tager mig med til en brydeklub. Han viser mig frem for alle og går hen til en dygtig bryder. ”Hej, min gode mand. Det her er Kevin. Han er genial.”

Bryderens manager spørger om jeg kunne tænke mig at bryde. Jeg klør mig i nakken og svarer tøvende: ”Øhm… måske senere, aldrig.”

Bob siger at vi kommer tilbage om en time og smadrer dem. Jeg skynder mig at tage ham med udenfor igen.

Vi går forbi Derrick og tager ham med. Det er begyndt at blive lyst igen.

Derhjemme når vi lige at sove kort før mit vækkeur ringer. Jeg sætter mig træt op og slukker det. Bob og Derrick ligger i vindueskarmen og savler på hinanden. Jeg vælger at lade dem sove. Måske kan jeg få en dag uden ballade hvis jeg lader Derrick blive hjemme.

Nedenunder skovler jeg hurtigt en portion havregryn indenbords og går ud ad hoveddøren. Udenfor sidder Derrick med armene over kors. Han spørger meget højt hvorfor jeg prøver at snige mig ud. ”Er der noget du skal som jeg ikke må vide?” fortsætter han.

”Derrick,” prøver jeg.

”Er der en anden?” spørger han. Man kan høre på stemmen at han er dybt såret.

”Nej, Derrick,” skynder jeg mig at sige. ”Du har fuldstændig misforstået det.”

Derrick hyler at han føler sig misbrugt og at han godt er klar over at han ikke er god nok. Han er overbevist om at jeg har fundet et hungræskar som jeg skal giftes med. Jeg prøver igen at forklare ham at det ikke er som han tror. Han snerrer ad mig at jeg godt kan droppe det. ”Du har stuearrest, unge mand. IND PÅ DIT VÆRELSE!!”

Bob dukker op og spørger hvad der er sket. Derrick fortæller forarget at jeg har fundet en dame. Jeg bliver ført ind på mit værelse og lagt i seng. Bob og Derrick giver sig til at spille Ludo. De tør ikke forlade mig af frygt for at jeg stikker af ud gennem vinduet. Der går hele 30 minutter før det er gået galt.

”Neeej! Du snyder! Jeg skulle have vundet, din fedtmås!” skriger Derrick.

”Derrick, lad være med at råbe sådan. Bob vandt fordi han var bedre end dig... og rykkede brikkerne i den rigtige retning,” siger jeg træt.

Derrick fnyser fornærmet og spørger om jeg ikke var i gang med at tage en lur. Han skriver stillingen på et stykke papir. Efter spil nr. 32 har Bob vundet 27 gange. Derrick er oppe på 4 og jeg er på 1. Det lykkedes mig at få lov at være med alligevel. Den ene gang jeg vandt var fordi de to andre fik øje på en due udenfor.

Jeg falder i søvn i løbet af et spil hvor Bob og Derrick har lavet reglerne fuldstændig om og vågner hen på eftermiddagen. De spiller stadig. Nu er Bob på 200 og Derrick på 94. Mit point er blevet lavet om til en tegning af en sur kage.

Derrick erklærer højlydt at han keder sig. Jeg oplyser ham om at han har spillet Ludo siden kl. 7:30 i morges. Han siger irriteret at jeg ikke skal være flabet. Vi går ud i baghaven.

Derrick har åbenbart glemt at jeg har ’stuearrest’.

Bob læner sig op ad et træ og foreslår at vi finder mine venner. Jeg siger at jeg ikke vil have at de generer mine venner. ”Hvis du skal være i nærheden af dem må du ikke gøre dem noget,” siger jeg strengt til Derrick.

Han ruller øjne. ”Hvorfor tror du altid at jeg vil gøre et eller andet ondt mod dine venner?”

Jeg lægger armene over kors. ”Det tror jeg heller ikke. Jeg oplever det.”

”Nu er du en sur kage igen,” mumler han.

Bob morer sig og siger at vi lyder som søskende. Derrick skriger fornærmet at jeg startede. Pludselig kommer jeg i tanker om noget Derrick sagde tidligere. ”Bob? Hvad er en gnot?”

Han hæver et øjenbryn, tænker sig om og svarer så: ”Det er et eller andet børneprogram som Derrick er helt vild med. Bare søg på ’Gnotterne’ på Google.”

Det noterer jeg på min mentale huskeliste. Derrick synes at vi skal besøge Fru Moustache i stedet for mine venner. ”Når nu mor Kevin ikke tror at jeg kan opføre mig pænt,” vrisser han.

”Hvad hjælper det så at gå ind til heksen?!” udbryder Bob men Derrick er allerede forsvundet. Vi skynder os ind ad den nu åbne dør. Fru Moustache står og råber ad Derrick at han skal forsvinde. Jeg skynder mig at undskylde. Hun snerrer at jeg skal blande mig udenom. Bob charmerer sig ind på hende og får hende til at skifte mening. Pludselig må vi godt ’lege’ i hendes hus. ”Lad være med at larme. Og jeg advarer jer: Hvis I vækker mig så dør I.”

Det er det med søvnmønsteret igen, tænker jeg og er fascineret af hvor godt hun klarer det. Hun ser ud som om vi lige har vækket hende. Hun stopper store vattotter i ørene og forsvinder op ad trappen til sit soveværelse.

Derrick og Bob styrter rundt i huset og skriger ad hinanden. De finder alle mulige sære steder man kan gemme sig.

De spiser hele indholdet i Fru Moustaches køleskab. Der er påfaldende meget kartoffelmos.

Mos i det hele taget. Måske har hun solgt sine tænder eller noget.

Pludselig skriger Bob og Derrick højt. Jeg styrter hen til dem. De står foran en kiste hvor der står: Hr. Moustache på. Jeg siger at der sikkert ikke er nogen i. De åbner den langsomt og finder et skelet. Derrick gisper. ”Jeg VIDSTE at der var ugler i mosen,” hvisker han oprørt.

”Ugler i mosen?” siger Bob og hæver et øjenbryn.

”Hvad?!” udbryder Derrick. ”Det stod i mit blad. Jeg var nødt til at finde en sammenhæng at bruge det i!”

Vi vælger at lade det ligge. Jeg tager Bob og Derrick med tilbage til teltet. Vi snakker om Fru Moustache hele aftenen. De har uendeligt mange teorier til hvad hun kan have gjort mod sin mand. Min mor kommer ud med en bøtte med noget kød i og siger at vi missede aftensmaden. Derrick fortæller med store øjne at vi har opdaget at Fru Moustache er en morder. Min mor griner og siger at det er godt det ikke er hende der skal sove i haven.

”Hvad mener du med det?!” udbryder Derrick.

”Ja, hvis den gamle heks er en morder, tror du så ikke hun vil gå efter små græskar i et telt som det første?” siger hun hånligt og går grinende indenfor.

Derrick skriger øredøvende og hyler i vilden sky. Bob prøver at trøste ham mens jeg spiser min aftensmad. Derrick græder og skriger at han er for ung til at dø. Han har vist mareridt om natten. Han græder og skriger også i søvne og ruller rundt i teltet. På et tidspunkt ligger han ovenpå mig og snotter mig lige i ansigtet. Jeg prøver at skubbe ham væk men så snart jeg lægger en hånd på ham, skriger han. Jeg føler mig mast. Levende græskar er meget tungere end almindelige græskar. Det lykkes mig at vælte ham af ved at vende mig om på siden. Derrick knuger sig ind til Bob. Jeg lister ud af teltet og sover i det store træ. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...