Stone Cold Killer

I denne historie skriver Mille (whovianen) fra én synsvinkel og jeg (The-wolf-lover) fra en anden. Udfordringen bliver så, at vi ikke må snakke sammen. Mille starter og så fortsætter jeg osv. så vi har ingen anelse om, hvad der kommer ud af det. :D Nu har vi skrevet et par kapitler, og jeg kan lige så godt skrive lidt ud fra det vi har: Ved et tilfælde møder to teenagere hinanden og havner i underverdenen. Det hele bliver vendt på hovedet. Bogstavligtalt. Byer og lande hedder det samme, bare omvendt, og montre lever nu iblandt dem. Det hele begynder dog først at blive mystisk, da de finder ud af, at de er legender og at selveste Pluto, underverdenens hersker, nu vil have fat i dem. Ikke nok med at de må flygte og finde ud af ting fra deres fortid, de må også bekæmpe alle former for ondskab. Om det så er monstrene eller deres kærlighed for hinanden, må deres beslutninger blive truffet hurtigt, men også tænksomt...

2Likes
5Kommentarer
355Visninger
AA

7. Scarlett/Whovianen

"Underverden?" spurgte jeg forsigtigt, med en rusten stemme. Min krop var øm, og jeg havde kvalme og hovedpine. Lige nu længdes jeg bare efter et stort glas iskoldt vand.
"Ja, hørte du mig ikke eller hvad?" vrissede Dawn tvært, mens han traskede frem og tilbage foran mig. Kvalmen blev værre.
"Jo. Men det kan ikke være sandt," begyndte jeg, da min mave trak sig sammen. Jeg sank sammen i en krampe og stønnede lavt. Min mave testede mig ligenu.
"Er du okay?" spurgte Dawn, mens han satte sig på hug foran mig. Jeg skævede op på ham, men drejede mit ansigt væk fra ham. Smerten stod malet i mit ansigt, og det måtte han ikke se. Dawn, der aldrig følte smerter..
"Ja," stønnede jeg lavt, mens jeg lagde mit hoved op af den ru murstensmur, som jeg allerede sad lænet opad. Hele verden svimlede om mig, jeg følte mig som et skib på havet, og mine vejrtrækninger blev hæse. Hvad fanden havde de sprøjtet i mig?!
"Sikker?" Spurgte Dawn igen, og fik mig til at kigge på ham.
"Nej," hvæsede jeg vredt, inden jeg lod mig synke sammen på jorden. Asfaltens kulde overraskede mig, det var nærmest som kolde små fingre, der løb under mit tøj og trak i min hud. Jeg satte mig op på albuerne, men Dawn pressede mig ned igen. Han kiggede på mig, med et bekymret blik. Det var første gang jeg havde set sådan et malet på Dawns ansigt.
"Jeg har det bedre," forsikrede jeg Dawn, mens jeg for anden gang prøvede at komme op. Han sukkede, men fjernede modvilligt presset fra mine skuldre. I samme øjeblik bestemte min mave sig for et forsøg på at skille sig af med smerterne. Jeg rullede om på mine knæ og stønnede, da min mavesæk tømtes ud over hele gydens vej. Dawn tog langsomt fat i mit hår, og jeg kunne mærke et lille sus i maven. Typisk..
Da jeg stoppede med at kaste op, rejste jeg mig langsomt op og begyndte at gå mod gaden.
"Hvad har du gang i?" udbrød Dawn, og studerede mig tørre mine mundvige i min læderjakkes ærme.
"Jeg skal væk fra den her gade," fremstammede jeg tvært, mens jeg stavrede langs murens ru overflade. Mine skridt gav genlyd, og jeg kunne høre Dawn traske få meter bag mig. 
Da jeg kom ud på åben gade, stavrede der ting frem og tilbage. Jeg anede ikke hvad jeg skulle kalde dem! Dæmoner? Djævle? Fantasi?
Ingen ænsede mig, selvom jeg vinkede til dem. De skulle hjælpe mig, eller os, til at komme op til den rigtige verden igen! 
Dawn stod bag mig og smågrinede, da en af "dem" kom hen til mig.
"Kan jeg hjælpe dig?" Lød det inde i mit hoved, og jeg kiggede hen på skikkelsen. Det var en høj, tynd dame, med et markeret ansigt. Hun var rigtig køn! Hendes brune hår var redt om i en løs, rodet knold, og hun havde en smule makeup på. 
Ved første øjekast, lignede hun en voksen dame fra jorden. Det var lige indtil hun vendte sig om, og jeg kunne se hendes store flotte englevinger.
"Kan du fortælle hvor vi er?" Fremstammede jeg, da hun vendte sig igen. Man skulle tro hun havde læst mine tanker.
"I er i Nodnol, hvorfor da?" Gentog det sig i mit hovede. Hun bevægede ikke munden, og pludselig forstod jeg det. Det var ikke sandt!!
"Kan du hjælpe os? Vi vil gerne til London," smilede jeg så, og kiggede hen på Dawn. Han havde også hørt hende, det var jeg ikke i tvivl om.
"Dig og din kæreste?" Spurgte stemmen i mit hoved, og pegede hen mod Dawn. Han kiggede bare uforstående på hende, og så slog det mig for alvor. Hun var kun i mit hoved.
"Han er ikke min kæreste," mumlede jeg lavt, mens jeg skimtede hen på Dawn. Han kiggede hen på mig med det typiske overlegne blik.
"Når,  hmpf, men London siger du? Det er jo den rigtige verden," svarede stemmen, lettere utilfreds, og fik mig til at smile.
"Det er også der vi hører til," svarede jeg træt, mens jeg skimtede rundt i gaden. Det tegn.. Jeg skimtede ned på mit brækdækkede ærme og hen på tegnet, som var at finde overalt, igen. 
"Er i.. Mennesker?" Udbrød stemmen, men dæmpede sig "undskyld." Jeg kiggede forvirret op på hende, hvad undskyldte hun for?
"Det er ikke pænt at råbe i folks hovedet. Bogstavelig talt," grinede hun dæmpet, og jeg fortsatte med at betragte gaderne. Tegnet var på murene, det hang som vimpler, og det pyntede alle reklame skilte der hang rundt omkring. Var det en syg joke, udspillet af min fantasi?
"Kan du hjælpe os hjem?" Spurgte jeg så igen. Jeg ville ikke være her et sekund mere!
"I skal bare ud på landet, væk fra Nodnols gader, så kan jeg godt. Men vi kan ikke rejse nu, det er for mørkt," svarede stemmen, og jeg sank sammen i knæene. Jeg ville give alt for at ligge derhjemme, i min lænestol, krøbet sammen over en kop the og en god sag!
"Jamen hvad gør vi så i nat?" Klynkede jeg lavt, mens jeg svor, at jeg snart tømte min mave ud på Nodnols gader.
"Jeg kan finde jer et sted," lød svaret bare, før hun langsomt begyndte at svæve.
"Dawn! Kom," råbte jeg, og begyndte at gå efter min hjælp, som bogstavelig talt var en engel jo.

"Værelse 124, 1. Sal er jeres. Og forresten hedder jeg Nora," lød stemmen igen i mit hoved, da jeg fik nøglerne overrakt.
"Bliver du ikke hos os?" Spurgte jeg så. Et værelse.. Alene med Dawn..
"Jo. Eller nej. Jeg sover på værelset overfor. Men jeg kommer og vækker jer når det er," svarede Nora, og kiggede hen på Dawn. Han stod med sin sidste pil, og lod sin højre hånd løbe frem og tilbage over spidsen. Aldrig havde jeg set ham så sårbar.
Nora forsvandt op ad trappen, og jeg kiggede ventende hen på Dawn. 
"Skal du med eller hvad?" Udbrød jeg tvært, mens jeg kiggede ventende på ham. Han nikkede træt, og traskede efter mig op ad trappen.

"Hvis du bare sover, skal jeg nok holde vagt," begyndte Dawn, da vi havde åbent døren indtil vores værste mareridt. En enmandsseng og et klædeskab.
"Nej. Nu går vi begge i seng, andet er da latterligt," udbrød jeg surt, og da jeg kiggede op på Dawn, så han overrasket ud. 
Men han trak alligevel på skuldrene og begyndte at tage sit tøj af. Jeg kunne mærke en ukendt fornemmelse i mit ansigt, det nærmest brændte. Pludselig vidste jeg ikke hvor jeg skulle kigge hen.
"Kan man godt drikke vandet hernede?" Spurgte jeg så. Latterligt spørgsmål, men jeg skulle afbryde den akavet fornemmelse der var kommet.
"Sikkert. Prøv! Hvis ikke, kaster du vel bare op?" Spurgte han, og jeg sukkede lavt. Et lille "uheld" og man skulle høre for det igen og igen.
"Jeg springer over, tror jeg," mumlede jeg svagt, inden jeg sank sammen på sengen. Forsigtigt bandt jeg mine Converse op og trak dem af, før jeg skævede over på Dawn. Han havde smidt trøjen.. Jeg kiggede hurtigt væk igen, mens varmen i mit ansigt blev værre. Den dreng, ejede nok den mest trænede mave, som jeg nogensinde havde set.. Men på hans brystkasse. Kunne det være? Jeg vendte hurtigt mit blik mod hans bryst, og ganske rigtigt. Det mærke jeg havde på mit håndled, sad som en nøjagtig kopi på Dawns veltrænede brystkasse. 
Med hæse vejrtrækninger smed jeg min læderjakke, trak min sorte hættetrøje af og åbnede mit bælte. Jeg sad med ryggen til Dawn, men jeg kunne høre at han stod og holdte øje med mig.
Hurtigt vrængede jeg mine jeans af, inden jeg svang benene op i sengen og trak dynen over mig.
"Slukker du lyset?" Spurgte jeg ham, og to sekunder efter lå jeg i mørke. Jeg lyttede til Dawns vejrtrækninger, og jeg kunne fornemme ham lægge sig bag mig. Nærmest lydløst lagde jeg mig med ryggen til ham og ventede på, at han faldt i søvn.
Han gjorde sikkert det samme, for han trak vejret på samme måde, og han vendte og drejede sig lidt konstant.
"Må jeg spørge om noget?" Afbrød Dawn så stilheden efter lidt, og jeg vendte mig, så jeg kiggede på ham.
"Jada. Hvad?" Smilede jeg, mens jeg studerede hans ansigt i mørket.
"Hvordan gør du det der?" Spurgte han, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Dårligt formuleret.
"Gør hvad?" Drillede jeg ham lidt, og studerede hans ansigt. 
"Læser folk så nemt? Du ved jo alt om alle nærmest," forklarede han, og jeg kæmpede mod en trang for at rette på hans hår.
"Det er ret nemt. Jeg observerer folk, hvorimod du som eksempel kun ser folk," prøvede jeg, men jeg kunne se at han ikke forstod.
"Lad os tage trappen derude som eksempel! Vi har begge gået på den, men ved du hvor mange trin der er?" Prøvede jeg forsigtigt, og Dawn rynkede brynene.
"Øh.. Nej," sukkede han, "hvor mange er der?"
"11. For du ser kun trapperne, mens jeg observere dem," grinede jeg lavt, inden jeg vendte mig om igen.
Dawn sagde intet, og luften mellem os blev helt tyk. 

Pludselig skete det bare. Dawn vendte sig om på siden, og lagde sin arm om min mave. Jeg smilede for mig selv, mens jeg rykkede en smule tættere på ham. Han lod sin hånd løbe under min trøje, og forsigtigt nussede han min mave. Jeg gispede lydløst efter luft, mens jeg lukkede øjnene i. Langsomt lænede han sig over mod mig, og kyssede mig let og drillende på halsen. Hans varme ånde kildede på min hals, og sendte kuldegysninger gennem mig. Jeg vendte mig om mod ham, og han kiggede på mig med et lille grin. Hvad skete der lige?!
Inden jeg fik sagt noget, kyssede han mig forsigtigt, og straks smeltede jeg. Mit første kys!
Jeg lod mig langsomt rive med, og lagde mine hænder rundt om hans kinder. På ingen tid vendte han sig, så jeg lå på ryggen og han sad ovenpå mig. Han lagde sin ene hånd under min nakke, og den anden hånd vandrede bevidst op under min trøje. Mine hænder placerede jeg på hans ryg, som jeg automatisk begyndte at nusse. Jeg forstod ikke hvad der forgik, men jeg ville heller ikke afbryde det!
Dawn lod sine lange kolde fingre danse om på min ryg, hvor han åbnede min bh langsomt op. Jeg smilede, og svang mine ben rundt om ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...