Stone Cold Killer

I denne historie skriver Mille (whovianen) fra én synsvinkel og jeg (The-wolf-lover) fra en anden. Udfordringen bliver så, at vi ikke må snakke sammen. Mille starter og så fortsætter jeg osv. så vi har ingen anelse om, hvad der kommer ud af det. :D Nu har vi skrevet et par kapitler, og jeg kan lige så godt skrive lidt ud fra det vi har: Ved et tilfælde møder to teenagere hinanden og havner i underverdenen. Det hele bliver vendt på hovedet. Bogstavligtalt. Byer og lande hedder det samme, bare omvendt, og montre lever nu iblandt dem. Det hele begynder dog først at blive mystisk, da de finder ud af, at de er legender og at selveste Pluto, underverdenens hersker, nu vil have fat i dem. Ikke nok med at de må flygte og finde ud af ting fra deres fortid, de må også bekæmpe alle former for ondskab. Om det så er monstrene eller deres kærlighed for hinanden, må deres beslutninger blive truffet hurtigt, men også tænksomt...

2Likes
5Kommentarer
355Visninger
AA

5. Scarlett/Whovianen

Matt begyndte at forklare noget til Lewis og Dawn. Nok også mig, men jeg lyttede ikke. I stedet tog jeg hænderne om på ryggen, og begyndte at gå rundt i Matts rum. Der fandtes ikke overnaturlige ting, det var løgne. Jeg var overbevist indtil videnskab beviste andet.
"Scarlett?" Halvråbte Dawn, da han så jeg stod i den anden ende af rummet. Jeg drejede kun hovedet svagt, før jeg fortsatte med at kigge rundt omkring. Drengene kedede mig ligenu, og jeg overvejede kort mulighederne for at komme ud derfra.
"Scarlett. Kom nu herhen," beordrede Dawn nærmest, og jeg gik trodsigt hen mod ham.
"Hvad?" Spurgte jeg irriteret, mens jeg slugte alle detaljer og indprintede dem i min hukommelse. 
"Hvis du ville sætte dig ned og lytte med, ville det være rart," svarede Dawn, og trak stolen til højre for ham ud. Jeg rystede på hovedet og bakkede et skridt.
"Jeg tænker bedre stående," svarede jeg bare tilbage. Dawn sukkede lavt, mens Matt og Lewis undertrykte et grin. Han havde trods alt selv inviteret mig med?
"Så lyt lige med?" Vrissede han, hvortil jeg rystede på hovedet.
"Jeg tror ikke på det der. Der må være en naturlig forklaring," hvæsede jeg igen, og lagde mine arme over kors.
"Tror du selv på det? Hvad skulle det så være?" Blandede Lewis sig og prøvede at brillere. Alle tre rettede nu deres blikke i mod mig, og jeg sukkede tungt.
"Hvor er i ignorante. Hvad sker der i jeres små hjerner?! Det må være kedeligt," brokkede jeg mig, inden jeg vendte ryggen til dem og fortsatte med at studere rummet.
Dawn sukkede højlydt, og Matt begyndte at forklare videre. Jeg greb en bog fra bogreolen ved væggen og bladrede kort i den. Min koncentration var væk, men jeg ville ikke forlade rummet. 
"Er der mulighed for et glas vand?" Afbrød jeg Matts talestrøm, inden jeg kiggede hen på dem.
Matt nikkede, rejste sig og gik ud efter noget vand. Lewis kiggede på mig, mens Dawn stirrede ned på bordpladen.
"Keder du dig?" Mumlede Dawn, og jeg kiggede på ham. Måden hans skulder var trykket sammen på, og hans nakke bulede op fortalte hvor vred han var.
"Ja," svarede jeg bare tvært, mens jeg studerede hans kropsprog. 
"Så læs i en bog. Eller gå udenfor. Lav noget andet end at forstyrre," hvæsede han, og jeg rakte tunge af ham. Han så det ikke, men det gjorde Lewis, som ikke kunne lade være med at grine lavt. Hvis Dawn var så barnlig, så var jeg også barnlig.
"Dit vand er her," mumlede en stemme ved siden af mig, og rakte mig et glas vand.

"Du bliver her denne gang," forklarede Dawn mig for 3. Gang, og jeg nikkede bare til ham. Han rettede kort på sin bue, for udseendets skyld, og strøg så ud af døren. Lewis fulgte efter, og forlod mig så alene i deres hemmelige kælder. 
Deres kælder.. Der lugtede voldsomt af mug, røg, råddent træ og drengesved.. Ikke lige mine yndlingslugte. Gulvet var møgbeskidt, bordet der stod midt i det hele var halvråddent, og vinduerne var dækket med sort stof. Det eneste lys kom fra en pære i loftet, og en smal stribe der kom ud fra døren. Kælderens tilstand, fik mig til at længdes hjem efter min lejlighed. Hjem til min lænestol, hjem til Billy.. Hjem til Mrs. Hamish og hendes the! 
Jeg overvejede længe, om jeg bare skulle gå? Bare tage hjem igen, for Dawn skulle alligevel ikke bruge min hjælp. Eller.. Jeg gad næsten ikke. Titaner? Hvad var det for noget at fyre af. De eksisterede jo ikke! 
Med et suk satte jeg mig på den ene madres der lå på gulvet. Den var gammel og slidt, men det reneste i hele lejligheden. Snavs ville være så tydeligt på mine sorte cowboy bukser.
Mit blik havde vænnet sig til mørket, og jeg begyndte at kigge ordentligt rundt. Der var ridset bogstaver ind i væggene, og mit gæt var at det navne på fjender. 
Derudover kunne jeg se de andre "senge", som lå i den anden ende af rummet. De bestod af tynde underlag, og jeg forstod pludselig at dette her var min madres. Væk fra de ande, bedre end de andres. For jeg var jo ikke en af dem. Jeg var en fremmed, en gæst, en som snart forsvandt igen.
Sukkende krøb jeg sammen, lagde mig med ansigtet mod muren og prøvede på at sove. Jeg var træt, så der gik ikke mange sekunder før jeg følte mig helt væk.

Det bankede på døren, og jeg var overbevist, om at det var Dawn. Jeg åbnede ikke, men satte mig op, og gned mig i øjnene. Heldigvis havde jeg ingen makeup på ligenu!
"Dawn! Vi har fundet dig," råbte en barsk stemme, som tilhørte en fuldvoksen mand. Jeg ville gætte på 45 eller 46 år..
"Hvis du åbner nu Dawn, sker der ingenting," råbte stemmen igen, og fik mig til at kravle hen mod hjørnet. Han lød ikke venlig.
Jeg kunne ane det ruskede i døren, og jeg var bange. Det var første gang længe,at jeg havde følt mig bange. Mit blik søgte efter flugtmuligheder, men døren blev sparket op i samme øjeblik. Ind trådte tre ældre mænd, den yngste var 45, ingen tvivl der. Hans rynker, hans tøj, hans hår, det hele skreg hans alder. Lyset fra den åbne dør oplyste hele rummet, og jeg prøvede at kravle ind i skyggerne og lade dem opsluge mig.
Men den ene mand hørte mine sko skrabe mod gulvet. Han drejede hovedet og fik øje på mig.
"Nej hvad har vi her? Dawns?" Spurgte han. Jeg var i tvivl om han spurgte mig eller de andre, så jeg svarede ikke. Svaret burde være tydeligt for ham!
"Tag hende med! Vi kan sikkert bruge hende," svarede den ældste af dem, inden han vinkede med sin hånd. De to andre gik i mod mig, og jeg følte mit hjerte fløj ud af halsen på mig. Hvorfor skræmte de mig så meget?!?
De greb fat i mig, og jeg kunne mærke en nål i min hals. Selvfølgelig..
Jeg blev slæbt med ud, mens jeg kunne mærke den kølige, afslappende fornemmelse brede sig i mig. Beroligende middel.. Stor nok dosis til at jeg besvimede, ikke stor nok til at slå mig ihjel. Smart..
Min krop sank stille sammen, og jeg kunne intet se, kun mærke at jeg blev flyttet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...