Stone Cold Killer

I denne historie skriver Mille (whovianen) fra én synsvinkel og jeg (The-wolf-lover) fra en anden. Udfordringen bliver så, at vi ikke må snakke sammen. Mille starter og så fortsætter jeg osv. så vi har ingen anelse om, hvad der kommer ud af det. :D Nu har vi skrevet et par kapitler, og jeg kan lige så godt skrive lidt ud fra det vi har: Ved et tilfælde møder to teenagere hinanden og havner i underverdenen. Det hele bliver vendt på hovedet. Bogstavligtalt. Byer og lande hedder det samme, bare omvendt, og montre lever nu iblandt dem. Det hele begynder dog først at blive mystisk, da de finder ud af, at de er legender og at selveste Pluto, underverdenens hersker, nu vil have fat i dem. Ikke nok med at de må flygte og finde ud af ting fra deres fortid, de må også bekæmpe alle former for ondskab. Om det så er monstrene eller deres kærlighed for hinanden, må deres beslutninger blive truffet hurtigt, men også tænksomt...

2Likes
5Kommentarer
366Visninger
AA

3. Scarlett/Whovianen

"Hvad hedder du?" Prøvede jeg at afbryde stilheden. Han fortrak ikke en mine, og jeg forstod, at han ikke var typen, der ville snakke. Jeg prøvede at trække min arm til mig, men han strammede bare grebet og trak i mig. Det var ikke fordi, at han var stærk, men det var jeg heller ikke. Han var normal højde, omkring 1.75 ville jeg skyde på, men det var også 20 centimeter mere end mig. I forhold til mig virkede han stor, ikke kun højdemæssigt, men også bygningsmæssigt. I forhold til ham den anden, som havde råbt på hjælp, virkede han normal vel. Det vidste jeg ærligtalt ikke, det var ikke noget jeg havde studeret.
"Du slog en far ihjel," mumlede jeg spagfærdigt og mærkede, at han løsnede sit greb kort. Jeg trak min arm til mig og stoppede op.
"Hvordan ved du det?" Spurgte han, efter han også var stoppet og havde drejet hovedet hen mod mig. 
"Det er jo åbenlyst? Han er far til en lille pige," hviskede jeg lavt, mens jeg stirrede på ham.
"For det første, hvem snakker vi om? Og for det andet slog jeg ikke nogen af dem ihjel," konstaterede han vredt.
"Den lave af de to mænd," svarede jeg træt, det var jo åbenlyst.
"Hvordan ved du det om han er far? Fortalte han dig det?" spurgte han, og kiggede hen på mig. Jeg rystede på hovedet.
"Han behandlede mig mere forsigtigt end ham den underlige type, der kendte dig. Det er tegn på at han har respekt for piger, og han kender sikkert en pige. Hans telefon vibrerede flere gange, hvor han tjekkede den og så lagde den væk uden at svare. Det er tegn på en person han ikke gider svare. At gætte ud fra ringen på hans hånd og dens tilstand, sikkert hans kone. På grund af ringens tilstand, går det ikke særlig godt. Han har derfor ikke sin respekt fra sin kone. Men hvis det går skidt, hvad holder dem så sammen? Min første tanke var penge, men det kan det ikke være, for han har mærkevarer på i form af ur, sko og parfume. 
Derfor må de have et barn der holder dem sammen," fløj ud af mig, mens jeg studerede drengens ansigt. Jeg var i tvivl om det var på grund af hvad jeg sagde, eller hvor hurtigt jeg sagde det.
"Hvordan ved du at det er en lille pige?" hviskede han. Var han bange for mig?
"Han kiggede ømt om på mig, da de nævnte mine forældres og mit forhold. Derfor har han et barn. Hvis han havde en dreng ville han ikke tage det så tungt, derfor en pige. Da jeg råbte af dem tog han det værst, hvilket tyder på han ikke har en teenager. Piger bliver pigesure i en tidligere alder end drenge, derfor en pige under 10 år. Folderne på hans skjortekrave viser at en har hængt op af ham, ikke en tung person. Der var ingen hår fra dyr, hvilket understreger det nok er et menneske. Derfor en lille pige på maks 5 år," smilede jeg, og begyndte at gå igen.
Han gik efter mig, og jeg studerede ham kort. 
"Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg ham, og håbede at jeg fik et svar.
"Mødestedet," svarede han kort og greb fat om mit håndled.
"Nej. Jeg vil gerne hjem i min lejlighed," vrissede jeg vredt, og trak min arm til mig. Han så vredt på mig, og jeg sendte ham et lille skævt smil.
"Dawn! De kommer igen," lød et råb oppefra, og jeg kunne regne ud at Dawn var ham der holdte mig. 
"Kom," hviskede han og greb fat i mig for tredje gang. Han hoppede op på en skraldespand, som stod på gydehjørnet, og trak mig med.  Min taske smed han op på taget, så sprang han efter, og rakte sin hånd ned efter mig. Det hele gik så stærkt, han var virkelig øvet i det. Jeg hoppede op og greb hans hånd, hvorefter han halede mig op på taget. Så greb han min taske og småløb videre.
Af frygt for at miste min taske fulgte jeg efter, selv da han sprang fra tag til tag. Han var øvet..

"Kan jeg få min taske nu, Dawn?" Spurgte jeg, da han stoppede op og hoppede ned på gaden. Han rystede på hovedet og begyndte at gå videre. Hvordan skulle jeg dog komme ned?! 
"Dawn?" Råbte jeg efter ham, og han kom tilbage til mig med et lille smil. Jeg stirrede ned på ham, mens jeg kunne mærke koldsveden ned af min ryg.
"Spring," råbte han tilbage. Jeg sendte ham et dræberblik og kiggede rundt. Der stod en skraldespand på hjørnet, der hang en tøjsnor lidt længere inde, og der var en brandstige. Langsomt rakte jeg ud efter brandstigen, men den var langt nede for mig.
"Kom nu tøs. Det er kun to etager. Bøj i knæene, så slår du dig ikke," vrissede han utålmodigt. Jeg rullede øjne af ham, mens jeg satte mig på kanten.
"Spring! Jeg griber dig," prøvede han igen, efter han havde smidt min taske på jorden. Frygten for at falde fyldte mig, men jeg gjorde som han sagde. Satte mine gummisko mod muren, plantede mine håndflader på kanten, lukkede øjnene og skubbede mig væk fra muren. Jeg kunne mærke jeg fløj igennem luften, i det der virkede som evigheder, inden jeg landede i et par arme. Da jeg åbnede øjnene igen, kiggede jeg direkte ind i Dawns øjne. De var virkelig anderledes, fuldstændig som en galakse. Jeg måtte have stirret, for han kiggede ned og slap mig så. 
"Hvordan ved du at hans pige ved fem år eller yngre?" spurgte Dawn så, da han havde samlet min taske op, og var begyndt at gå. Jeg fulgte efter ham ind mellem den stinkende, mørke, smalle gang.
"Han har rygproblemer, og folk over den alder kan han ikke bære," svarede jeg, mens jeg pillede ved en af mine krøller. 
"Hvordan ved du sådan noget?" Udbrød han, og kiggede forvirret på mig.
"Hvordan kan du ikke vide det? Det er lige for næsen af en? Han går sjovt bøjet frem over, tegn på øm ryg. Når han ikke bliver bedt rette sig op, er det tegn på, st han ikke kan gøre det. Derfor rygproblemer," forklarede jeg, hvorefter jeg rakte ud efter min taske. Han gav mig den, og jeg stoppede op.
"Det var hyggeligt at møde dig Dawn, nu vil jeg smutte hjem," sagde jeg træt. Han kiggede forvirret på mig, inden han rakte ud efter mig. Jeg vendte lynhurtigt om og begyndte at gå beslutsom ud fra gyden.
"Nej! Du går ingen steder uden mig," råbte han efter mig, og løb op på siden af mig.
"Så må du jo tage med mig?" Grinede jeg bare, inden jeg trykkede på en af knapperne, der hang på murene. London var blevet udstyret med dem for længe siden, og de gjorde egentlig ikke andet end at tilkalde en taxi til stedet.

"Hvem bor du med?" Spurgte Dawn, da han havde lukket døren efter sig. Han stirrede rundt, mens jeg gik direkte hen til min lænestol og smed mig i den. Jeg lagde mig på siden med mine fødder på armlænet, mine knæ trukket sammen, og hovedet hvilede jeg på det andet armlæn.
"Mig selv, og Billy derhenne," svarede jeg, og gjorde et kast hen mod den lille figur af en Hawaii danser, som stod på min kaminhylde.
"Hvad med dine forældre? Så gammel er du vel heller ikke?" spurgte han igen, inden han sank sammen i min sofa, henne ved den modsatte væg.
"De hader mig. Og til information, så er jeg faktisk 17," vrissede jeg surt, da jeg havde rejst mit hoved op så jeg kunne se ham. 
Han svarede intet, kiggede bare forvirret rundt.
"Er du sulten?" Afbrød jeg stilheden, mens jeg kiggede hen på ham. Han nikkede og rejste sig op. Jeg forstod hintet og kom selv på benene igen. 
"Mit køkken er her," sagde jeg så, da han var gået med mig igennem stuen og ind i køkkenet. Det var lille, eller det vil sige, det virkede lille på grund af alle køkkenskabene, rodet på bordet og på bordpladen. Det eneste nogenlunde rydelige var mit køleskab.. Det vil sige udenpå..
Dawn åbnede det, og kiggede kort derind. Så kiggede han forvirret hen på mig, og tilbage i køleskabet.
"Er det.. Menneskeøjne?" Spurgte han så, da han havde trukket en pose ud. Jeg nikkede med et smil, hvorefter jeg kiggede ned på det blå og hvidternet gulv der var herude. Han grinede kort, inden han greb noget smør. Så rakte han ud efter toastbrødet ved siden af køleskabet, lukkede køleskabet med sit skulderblad, og gik så ind i stuen igen. Sukkende fulgte jeg efter ham.

"Hvordan kunne du finde ud af alt det om ham manden der?" Spurgte han så, og jeg satte mig op med et ryk. Endelig et ordenligt spørgsmål!
"Det kunne man læse på ham," svarede jeg så, mens jeg kiggede hen på ham med sammenknebne øjne.
"Hvordan? Prøv at læse mig," smilede han, og rejste sig op. Jeg gjorde det samme, gik hen til ham og gik en runde om ham.
"Hmm.. Du er god med din bue og pil, det har jeg set. Ud fra folderne på din kappe, vil jeg sige du har din bue der ofte. Der ud over går du med kappe, hvilket betyder at du lever i skjul, gemmer dig et sted. Dit tøj er mørkt, så du er mest aktiv i nattetimerne. Dit udseende bruger du meget, for du dækker ikke dit ansigt. Siden din ven kaldte på din hjælp, er du den lederen af jer, og nok også den ældste da det er mest typisk. Du kommer ikke i bad hver dag, så jeg fastslår at du ikke bor hjemme, og at tyde på din holdning i min sofa, er du ikke typen der sidder meget i en sofa. Derfor bor du et lille sted, måske med flere mennesker. 
Du nævnte ikke dine forældre, da jeg fortalte om mit forhold med mine forældre, og det tegner på at du ikke vil snakke med dem. Fik jeg noget forkert?" Spurgte jeg triumferende, da min talestrøm var slut. Nogen gange kunne jeg ikke stoppe mig selv.
"Kun en ting," smilede han "mine forældre er døde, jeg har ikke droppet kontakten med dem."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...