Stone Cold Killer

I denne historie skriver Mille (whovianen) fra én synsvinkel og jeg (The-wolf-lover) fra en anden. Udfordringen bliver så, at vi ikke må snakke sammen. Mille starter og så fortsætter jeg osv. så vi har ingen anelse om, hvad der kommer ud af det. :D Nu har vi skrevet et par kapitler, og jeg kan lige så godt skrive lidt ud fra det vi har: Ved et tilfælde møder to teenagere hinanden og havner i underverdenen. Det hele bliver vendt på hovedet. Bogstavligtalt. Byer og lande hedder det samme, bare omvendt, og montre lever nu iblandt dem. Det hele begynder dog først at blive mystisk, da de finder ud af, at de er legender og at selveste Pluto, underverdenens hersker, nu vil have fat i dem. Ikke nok med at de må flygte og finde ud af ting fra deres fortid, de må også bekæmpe alle former for ondskab. Om det så er monstrene eller deres kærlighed for hinanden, må deres beslutninger blive truffet hurtigt, men også tænksomt...

2Likes
5Kommentarer
360Visninger
AA

1. Scarlett/Whovianen

Forsigtigt lod jeg mine ben svinge ud over sengekanten. Min lejlighed lå badet i stilhed og mørke, kun min lænestol, som stod ved vinduet, var badet i lyset fra gaden. Hurtigt lod jeg blikket glide rundt, for at sikre mig alting stod som det skulle. Alt stod normalt, selv tæppet foran min hoveddør som ellers altid gled rundt når folk kom ind. Så jeg var stadig alene.
Hvad havde så vækket mig? Det kunne ikke være Mrs. Hamish eftersom hun aldrig sov hjemme. Det var kun derfor, at jeg fik lov at leje hendes øverste sal, som min egen lejlighed. Hun gjorde det næsten gratis, eftersom jeg kunne hjælpe hende, når hun en sjælden gang i mellem smed noget væk. Det var en nem opgave, specielt fordi hun var gammel og ubegavet. Uanset hvad hun manglede, lå det altid tæt på hendes seng. 
Træpladerne på gulvet knagede under mine bare fødder, da jeg gik hen til vinduet ud mod gaden. Ud af vinduet kunne jeg næsten ikke se noget, for regnen trommede kraftigt mod ruden, men jeg anede alligevel gaden. Der var næsten ingen biler, hvilket så betød at klokken var over 2.57, for der kørte den sidste taxa sin ledige rute her. 
Jeg forstod stadig ikke, hvorfor jeg havde vågnet nu. Regn plejede aldrig at vække mig, tvært i mod beroligende det mig. Træt rettede jeg mit blik mod mit spejlbilled i ruden og sukkede lavt. Mine lange, sorte krøller strittede i alle retninger, inden jeg trak en hånd igennem dem, for at styre dem lidt. Forsigtigt rykkede jeg så mit ansigt tættere på ruden og studerede mine øjne. Jeg havde aldrig brudt mig om mine øjne og deres farve, fordi normale mennesker kunne ikke beskrive farven. 
"En miskmask af grøn, blå og grå," sagde de normale mennesker. De havde jo også ret, men det var sådan en kedelig måde at beskrive det på..
Jeg rettede blikket ned på mine læber og sukkede lavt igen. De var store og buen på min overlæbe var endnu større. Jeg hadede dem. 
Det flotteste ved mit ansigt, var nok mine kindben. De var ikke specielle, men de var det pæneste ved det hele, det alle lagde mærke til når jeg kom stormende.
Med et suk lod jeg mig synke ned i min lænestol, lagde min arm på armlænet og trak mine bare ben op til mit ansigt. Lænestolens stof var køligt, men blødt, mod mine bare ben og tæer. Jeg støttede mit ansigt med den ene arm, mens jeg holdte fast om mine ben med den anden arm. 
Mine tanker var klare nu, på en helt anden måde end i dagstimerne. Folk snakkede ikke rundt om mig, folk dømte mig ikke og jeg kunne kun høre mig selv tænke. Når folk gik rundt om mig, kunne man nærmest se hvad de tænkte, på den måde de kiggede på mig. Nogle troede jeg var hjerneskadet, andre at jeg var en løgner, og få mennesker troede at jeg selv havde gjort uanset hvad jeg blev sat til af opgaver, som politiet ikke kunne løse. Jeg havde set de barskeste mord, de mest utænkelige tyverier og de værste overgreb på andre. De første mange gange jeg blev tilkaldt, var folk forarget over det, over at sådan en ung pige fik adgang. Selv de fleste i politiet havde været i mod mig længe, og nogle var det stadig. 
Det havde aldrig været nemt, tvært i mod. Men et eller andet skulle jeg lave, ellers blev jeg sindssyg. Mine tanker pressede på, min hjerne kedede sig, jeg blev SINDSSYG.
Sukkende kastede jeg hovedet op af lænestolens ryglæn, lukkede mine øjne og lod tankerne fylde mig. Det sitrede svagt i mine fingre, der løb kuldegysninger ned af min ryg og den sædvandlige kolde fornemmelse bredte sig i min krop. Mine tanker kredsede om mit søvnproblem, men ingen tanker kunne blive enige. De fik mig til at undre mig endnu mere.
Sukkende rejste jeg mig, gik hen til mit anlæg og tændte for musikken på lav volume. Det hjalp mig til at styre tankerne og slappe af.
Så listede jeg ind mod min seng igen, for at sove lidt videre.

Det bankede voldsomt på min dør, og rev mig ud af min urolige søvn. Jeg satte mig op med et gisp, og så på min dyne der lå på gulvet.
"Kom ind," sagde jeg højt, og frygtede kort at de ikke kunne høre mig. Men så åbnede døren sig, og to par støvler gik ind og stoppede midt på mit gulv i stuen. Det lød som to voksne mænd, ret store typer, og deres sko lød som et par tunge støvler, måske militærstøvler. Forsigtigt trak jeg ned i min nattrøje så den dækkede mine underbukser, inden jeg gik ind til dem.
"Kan jeg hjælpe jer med noget?" Spurgte jeg, mens jeg lænede mig op af dørkarmen til mit soveværelse.
"Ja. Er du Scarlett Hilson?" Spurgte den højeste af mændene. At dømme ud fra hans måde at læne sig lidt mod den anden, viste at han klart var lederen af de to andre. Ud fra deres sorte bukser og mørkeblå jakker, arbejdede de for offentlig sektor, mens deres militærstøvler antydede at det var et stillestående arbejde, det vil sige de havde nogen under sig. Mit gæt var specialstyrker.
Jeg nikkede til deres spørgsmål og afventede så resten.
"Vi skal bruge din hjælp. Vil du være venlig at følge med os?" Sagde den samme mand som før.
"Kan jeg pakke først?" Fløj ud af mig, som det eneste svar.
De nikkede til mig, mumlede at jeg skulle skynde mig, og gik så ud i gangen igen. Mens jeg pakkede det tøj der lå først i mit skab, kunne jeg ikke lade være med at undre mig. De skulle hente en til, ellers ville de ikke bede mig om at skynde mig. Det var et tegn på en tidsplan, og hvis jeg var den eneste eller den sidste, plejede planen ikke at være presset. Men hvem? Og hvorfor? Hvad skulle vi?
Jeg trak i et par jeans der lå smidt på mig gulv, trak en børste igennem mit hår inden jeg smed den i tasken, og gik så ud til dem med min taske over armen.
De nikkede til mig og førte mig ud af min lille, hyggelige lejlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...