Stone Cold Killer

I denne historie skriver Mille (whovianen) fra én synsvinkel og jeg (The-wolf-lover) fra en anden. Udfordringen bliver så, at vi ikke må snakke sammen. Mille starter og så fortsætter jeg osv. så vi har ingen anelse om, hvad der kommer ud af det. :D Nu har vi skrevet et par kapitler, og jeg kan lige så godt skrive lidt ud fra det vi har: Ved et tilfælde møder to teenagere hinanden og havner i underverdenen. Det hele bliver vendt på hovedet. Bogstavligtalt. Byer og lande hedder det samme, bare omvendt, og montre lever nu iblandt dem. Det hele begynder dog først at blive mystisk, da de finder ud af, at de er legender og at selveste Pluto, underverdenens hersker, nu vil have fat i dem. Ikke nok med at de må flygte og finde ud af ting fra deres fortid, de må også bekæmpe alle former for ondskab. Om det så er monstrene eller deres kærlighed for hinanden, må deres beslutninger blive truffet hurtigt, men også tænksomt...

2Likes
5Kommentarer
362Visninger
AA

6. Dawn/The-wolf-lover

Jeg fòr ud af skabet og løb ned til kælderen, men hun var allerede væk.
"For fanden da..." Jeg lænede mig håbløst op af dørkarmen og stirrede ind i det tomme mørke kælderrum. Snart var Matt og Lewis ved siden af mig.
"Tog de hende?" Spurgte Lewis, og stirrede ind i rummet.
"Ja" mumlede jeg og gik ovenpå igen, og hen til entreen.
"Vent. Hvad har du gang i?" Sagde Lewis bag mig. Jeg gik med raske skridt, og kunne se, at det var svært for ham at følge med.
"Hvad tror du at jeg har gang i? Jeg vil finde hende"
"Når... Prinsen kommer prinsessen til undsætning var?" Sagde Matt hånligt og havde et drilsk smil på læben.
"Du må til at få styr på de tidspunkter du laver sjov på!" Hvæsede jeg af ham med en pegende finger. Jeg åbnede døren og gik ud. Matt kom lige efter han havde låst døren, mens Lewis bare fulgte med mig ud.
"Helt ærligt Dawn, har du overhovedet nogen grund til at følge efter hende?"
"Jeg følger ikke bare efter hende. Jeg reder hende?" Ordene fløj ud af min mund så hurtigt, at jeg ikke nåede at stoppe dem. Jeg bandede inde i mig selv. Flot, det lyder bare heller ikke særlig bøsset? 
"Hvad er din plan så?"
"Jeg har ikke brug for en før jeg er hos deres skjulested. Og det ved vi alle hvor er."
"Fabrikken" mumlede Lewis og Matt i munden på hinanden. Jeg hoppede op på en skraldespand og fik trukket mig op på husets tag. Jeg ventede ikke på Lewis eller Matt, jeg skulle bare skynde mig inden de begravede hende i stoffer.
Vi var hurtigt fremme, og i al den tid brokkede Matt sig, mens Lewis bare gik tavs i hælene på os. Men så var der det sidste Matt fik sagt, da vi stod stille bag en skorsten, og havde udsigt til hele fabrikken.
"Hvorfor vil du rede hende? Er du nu blevet forelsket? For fanden Dawn, hun er en tøs du har kendt i én dag?"
"Jeg så hendes mærke, okay!" råbte jeg halvt, hvilket jeg fandt ud af ikke var så godt når vi var på fjendens base. Matt og Lewis stirrede med store øjne på mig, og det begyndte langsomt at blive virkelig alvorligt. "Hun har den samme tatovering..." Mumlede jeg, og hev ned i min trøje. Min tatovering formede et underligt lignende kryds i midten, med 8 tykke streger udfra. I midten af det stod der '2'. Det mest skræmmende var, at jeg havde haft den fra jeg var spæd, og den lignede noget fra en tattoosalon. "Hun har det helt samme. Jeg så bare ikke hvilket tal." Jeg så koldt ind i Matts øjne. Han var mundlam. Det var Lewis som brød stilheden: 
"Har du set hendes bryster!?" Matt og jeg så undrende på ham.
"Nej! Jeg har det på mit bryst, men hun har det længere oppe af håndledet. Jeg så det i starten, da jeg trak af sted med hende efter, at have skudt de underlige mænd."
Matt gav Lewis et klap i baghovedet og sagde: "De behøver jo ikke at have dem det samme sted, tumpe." Lewis gav ham et skummelt blik og gned sit baghoved.
Jeg fik en kuldegysninger, så det løb koldt ned af min ryg. Drengene måtte tro, at jeg var underlig. "Kom" sagde jeg så efter at have set ud over fabrikken. Jeg svingede mig ned af huset og landede solidt på jorden. De to andre kom dumpede ned ved min side. 
"Hvad er planen så, Sherlock?"
"Bare følg efter mig" var mit hurtige svar, men jeg var bange for, at de var begyndt at finde ud af, at jeg sagde det når jeg ikke rigtig havde nogen plan. Jeg sneg med hen til de kolossale rør som forbandt nogle af tankene. Jeg sprang mindre elegant hen over de to rør og stødte ryggen ind mod tanken. Jeg viftede med hånden til mine kammerater, og de fulgte med. Inde i midten var der et slags lager hus. Det var mit mål. Efter utallige spring og duk var vi kommet over, eller under, rørene og stod nu henne ved huset. Jeg lagde mit øre mod væggen da jeg syntes at høre musik. De råbte og snakkede i munden på hinanden. Har de fest? Og så uden at invitere mig? Jeg fik et smil på læben, og fik kravlet op på taget ved hjælp af et af de store rør. Jeg sagde at Lewis og Matt skulle vente, da taget var rigtig tynd og det måske kunne larme for meget. Der var selfølgelig et vindu her oppe, og jeg begyndte at studere dem. De dansede rundt omkring med øl og anden sprudt i hånden, men det der fangede min opmærksomhed var pigen på stolen i hjørnet. Scarlett. Hun så ud til at være mega træt, og var blevet bundet med hænderne i skødet. De havde sikkert givet hende et eller andet, så hun ikke engang orkede, at prøve på at flygte.
"Det er jo næsten for nemt det her" smålo jeg og tog forsigtigt min bue over hovedet uden at larme for meget. Det var heldigt at musikken overdøvede mig, da jeg tog fire pile op af min taske. Deres metalspidser fik dem til at klinge en smule, da de slog sammen, mens jeg spændte den femte pil. Jeg tog en dyb indånding, lod alle tanker forsvinde og beroligende mit sind, inden jeg skød. De tre første pile gik så hurtigt, at de andre mænd ikke engang nåede at opdage dem falde om. Jeg havde lidt problemer med den fjerde, men fik også den skudt i ryggen på en anden. Der var nok fjorten til femten ældre fyrre der, og så mange pile havde jeg heller ikke. Jeg skød den femte på en mand som kiggede op på mig. De andre løb bare forvirret rundt mellem hinanden, som små myrer. Jeg slog albuen ned i glasset så det splintede, og med mine hænder havde jeg et fast greb om kanten af vinduet, hvorefter jeg svingede mig ud over og slap, så der ikke var så langt til jorden. Mændene var halvfulde og kom løbende imod mig. Et held at de kun er dødelige. Jeg svingede min bue i skridten på en, og det endte med at der kom en anden fra den modsatte side, som jeg kunne slå i hovedet. Mit blik flakkede rundt imellem alle mændene, men jeg syntes hele tiden at få øje på Scarlett i hjørnet. Hende øjne var smalle, men jeg troede at hun iagttog mine handlinger så godt som hun nu kunne. Jeg greb fat om en pil i min taske og stak den i maven på en som kom imod mig. Jeg trak pilen ud igen og der stod cirka syv foran mig nu. Jeg kunne ikke lide at se blodet på min pil men alligevel spændte jeg buen, og sigtede mod den midterste. "Giv mig pigen" sagde jeg forpustet. Mændene mumlede lidt mellem hinanden, men det så ud til at deres blik landede bag mig. Inden jeg nåede noget blev min taske med pile flået i stykker, og kastet på gulvet af en anden mand. Jeg væltede ned på gulvet, men idet hen bøjede sig forover for at tage ved mig, tog jeg fat om hans krave, fik plantet mine føder i maven på ham og rullede ham rundt på jorden, så jeg sad oven på ham og fik slået en knyttet næve i fjæset på ham. Jeg rejste mig, tog min bue og sigtede som jeg havde gjordt før, endnu mere forpustet. Jeg tjekkede bag mig, men denne gang var der ingen. Mit hjerte hamrede i brystet på mig, så jeg måtte gentage med en rystende stemme: "Giv mig pigen." Jeg lukkede det ene øje i, så mit sigte var bedre. Mændene flyttede sig til siden og jeg løb hen til Scarlett. Imens løb alle mændene ud af døren, og lidt efter kunne jeg høre deres harlyer drøne af sted.
Jeg kom hen til hende, men det var som om at hun prøvede at sige noget: "Stop." 
Jeg tog fat i hendes skulder, men inden jeg vidste af det, befandt vi os på et helt andet sted. Der var en slags rød farve over det hele. Som hvis man istedet så sort og hvid, så man sort og rødt. Jeg gned mig i øjnene, men farven gik ikke væk. Scarlett sad stadig helt smadret i stolen, og med lukkede øjne. Det var et meget lille rum vi var endt i, og der var ikke noget lys. Kun... Rødt.
Jeg kunne mærke frygten krybe op i mig. Med en hast fik jeg brugt spidsen af den eneste pil jeg havde tilbage, til at få rebene skåret op. Jeg kunne ikke kontrollere min vejrtrækning, og længdes efter en stort glas vand. Jeg fik kastet Scarlett op over min skulder og gik ud af døren, med et lille håb om, at farven var normal deruden. Men det var den ikke. Vi var i en slags gyde med alle mulige forskellige væsner som gik ude på gaden. Jeg satte Scarlett op af muren og gik hen til enden af gyden, så jeg kunne se ud. Det lignede lidt Londons gader. Det var bare lidt smallere, og der hvor vi havde veje til biler, var bare en gågade med masser af folk... Eller mere væsner. Husene var nogenlunde normale, efter min egen mening. Scarlett mumlede lidt og rørte på sig. Jeg gik hen til hende og lagde hånden under hendes hage. "Scarlett?" Hviskede jeg, og hun åbnede øjnene. Jeg sprang tilbage ved synet af de røde øjne, og det så ud til, at Scarlett så ligesom skræmt ud. Vi pegede begge på hinanden og råbte i kor: "Hvad sker der med dine øjne!" Hun fik kæmpet sig på benene og så rundt omkring. "Hvad er det her for et sted?"
"Det bude du fortælle mig. eftersom det var dig der bragte os her til!" Sagde jeg skingert som var min stemme ved at gå i overgang. Jeg kørte hånden gennem mit mørke hår og stirrede ud mod gaden. Og så på Scarlett, so. Lignede en 2-årig som lige havde opdaget, at hun havde fingre.
"Hvad laver du?" Sagde jeg da hun så helt fascineret på sine hænder.
"Er det kun mig som ser rødt?"
"Nej... Jeg tror det er meningen her."
"Der må være en logisk forklaring på alt det her. Måske er der nogle som vil hjælpe?" 
"Har du set de væsner som går rundt på gaden!? Det er level 4 monstre!"
"Level?" Jeg stønnede tungt. Hvis bare hun havde lyttet til Matt.
"Det var det her Matt fortalte. Han har fundet en liste over monstrene." Sagde jeg og tog en krøllet seddel op af lommen. Den lyserøde farve sedlen havde, fik mig til at være flov. "Alle monstre som arbejder for pluto i underverdenen kaldes for titaner og giganter. Titaner og væsner fra level 1-5 og giganter, som er de farligste, er fra level 6-9. Alle de væsner hedder ikke noget bestemt, de har bare et tal. Som for eksempel..." Jeg så ud mod gaden og pegede på et væsen med horn i panden og nogle heste tænder. Han havde fire arme og var skaldet, hvilket fik hans horn til at træde frem. "Han bliver kaldt for en titan 0.4. Hvilket ikke er særlig højt. Og siden vi har røde øjne og der er så mange titaner her..." Jeg trak vejret dybt, og var klar til Scarletts reaktion. "Må vi være i underverdenen..."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...