Stone Cold Killer

I denne historie skriver Mille (whovianen) fra én synsvinkel og jeg (The-wolf-lover) fra en anden. Udfordringen bliver så, at vi ikke må snakke sammen. Mille starter og så fortsætter jeg osv. så vi har ingen anelse om, hvad der kommer ud af det. :D Nu har vi skrevet et par kapitler, og jeg kan lige så godt skrive lidt ud fra det vi har: Ved et tilfælde møder to teenagere hinanden og havner i underverdenen. Det hele bliver vendt på hovedet. Bogstavligtalt. Byer og lande hedder det samme, bare omvendt, og montre lever nu iblandt dem. Det hele begynder dog først at blive mystisk, da de finder ud af, at de er legender og at selveste Pluto, underverdenens hersker, nu vil have fat i dem. Ikke nok med at de må flygte og finde ud af ting fra deres fortid, de må også bekæmpe alle former for ondskab. Om det så er monstrene eller deres kærlighed for hinanden, må deres beslutninger blive truffet hurtigt, men også tænksomt...

2Likes
5Kommentarer
359Visninger
AA

4. Dawn/The-wolf-lover

"Døde? Hvordan det?" Spurgte hun.
"Af sådan nogle mænd som også hentede dig."
"Er du sikker? Så du det?"
"Nej... Men de kom hjem til mit hus og tog mine forældre. En dag vågnede jeg midt om natten og følte, for første gang, siden de gik ud af døren, at der var noget som manglede. Som om noget var blevet glemt eller revet fra mig. Det føltes som om, at mit tynde bånd af håb om, at de stadig var i live, blev klippet midt over."
"Men så kan de jo stadig være i live?" Sagde hun og så medfølende på mig. Jeg kneb øjnene lidt sammen, og væmmedes mig ved den kærlighed hun prøvede at sende mig. Hun lavede en akavet bevægelse med hånden. Det var som om at hun ville prøve at berolige mig ved, at lægge en hånd på min skulder. Men jeg knyttede mine næver og så vredt på hende så hun fortrød det.
"De er døde. Punktum. Ikke mere at sige" jeg var træt at følelsessnak. Tøser var ubrugelige og lod deres følelser forhindre deres handlinger. Åndssvagt. Jeg ville aldrig lukke mig op for noget medmindre det var strengt nødvendigt. Ingen behøver at vide noget om min fortid, det der er nu er vigtigere. Det tror jeg også hun fik fat i. "Jeg må tilbage til Lewis" sagde jeg og gik ind i den lille entre. Jeg tog fat om håndtaget men gik så i stå. Det var alligevel ret imponerende at hun kunne finde ud af så meget om mig på så kort tid. På mindre end en dag vidste hun nærmest mere end mit team nogensinde skulle have af vide. Hun var klog, og kunne sikkert komme til hjælp. "Vil du med eller hvad?" Sagde jeg med sammenbidte tænder. Jeg anstrengte mig for at holde ordene tilbage, men de slap ud. Jeg skulle ikke vente længe, før hun blev vækket fra sine egne tanker, og sprang ud i den lille entre. 
"Ja!" Sagde hun munter, greb sin jakke, som lå på gulvet, og smuttede ud af døren. Hvad skete der lige for hende?

Vi kom tilbage til mit team og jegs mødested. Jeg måtte nærmest dukke mig for at komme gennem den lille kælderdør. Det var rimelig mørkt og meget beskidt. Hvis det skulle beskrives med ét ord ville det nok være: klamt.
Lewis stod og lænede sig op af det der engang havde været et smalt køkkenbord, men nu var forrådnet, snavset og for ikke at sige ulækkert. De to personer, pigen og drengen, sad ned på to halv slidte stole overfor ham. De alle tre stirrede på os, da vi kom ind. Det var også umuligt at liste, da døren larmede som en gal. Lewis kom stormende hen til mig.
"Dawn! Hvor vover du, at efterlade mig med de... Scarlett?" Han lagde hovedet let på skrå og så på pigen bag mig. Så dét var hendes navn. Hans ansigt var først forvirret, men forandrede sig så til en sær vrede. "Hvad laver hun nu her! Jeg troede i det mindste, at du havde fulgt hende hjem så vi kun har to på nakken." Han skulle til at gå tættere på Scarlett, men jeg trådte et skridt frem mod ham, og knyttede næverne. Lewis bakkede tilbage da jeg skærmede for hans offer.
"Hun kan hjælpe os." sagde jeg.
"Kan hun?" Sagde han og så undrende på mig.
"Kan jeg?" Det var Scarlett som sagde det. Jeg vendte mig om.
"Ja... Det tror jeg ihvertfald" jeg trak på skuldrene. Jeg var ikke sikker i mit valg, men hvad kunne det gøre skade. Jeg havde bare lyst til at have hende med. "Vis ham det" sagde jeg og rakte hånden hen mod Lewis. 
"Hvad?" 
"Dine evner."
"Mine hvad for noget?" Jeg himlede med øjnene og gik hen til hende.
"Din klogskab, pigebarn" sagde jeg og lagde roligt to fingre ved hendes tinding.
Hun så på mig som var jeg sindsyg, men langsomt begyndte det at gå op for hende hvad jeg mente. Hun kom hen til Lewis og kiggede forsigtigt på ham. Hun tog en rundet om ham som hun også havde gjordt ved mig, og stillede sig foran ham til sidst. 
"Du må være den mindste af Dawns følgere, da du tydeligvis har respekt for ham."
"Hvem?"
"Lederen, altså Dawn. Du er enebarn, for du virker bevidst i dine valg, og du længdes efter en bror. Hvilket du vil få her ved Dawn. Du er snu nok men har en lidt for stor mund"
"Hvad siger du?" Lewis knyttede næverne og lænede sig lidt ind over Scarlett, men hun lod det ikke påvirke. Hun fortsatte bare som et vandfald. Det var ikke nemt at slukke for sådan et, først når der ikke er mere vand tilbage, stopper det.
"Du er ikke bange for at slå fra dig, hvilket godt kan give problemer, for du vil nemlig gøre det hele selv. Mit gæt vil være, at du vil vise at du er noget, og måske er værdig til at blive i jeres lille team eller hvad I nu kalder det." Hun åndede lettet op. Jeg troede først at hun ville besvime. Hun talte hurtigt og på nogle tidspunkter kunne det ligne, at hun ikke engang trak vejret.
"Godt. Det er vidst nok..." Sagde jeg og måtte ligge en hånd på hendes skulder for, at hun ikke fortsatte. Til gengæld frøs hun fast da jeg rørte ved hende. Jeg valgte dog at lade det passere. "Ser du Lewis... Klog" jeg plejede på Scarlett da jeg sagde ordet 'klog' langsomt, så han fattede hvad jeg mente med det. 
"Fint..." Mumlede han og lagde armene over kors. Jeg henvendte mig til de to andre.
"Er I okay?" Spurgte jeg, men de sagde ingenting. Stirrede bare tomt ud i luften, som om at de havde fundet det samme at lægge alt sin opmærksomhed i. Lewis og jeg vekslede blikke. Det var allerede et dårligt tegn.
Han lænede sig lidt over til mig og hviskede: "De er underlige?" Jeg lagde armene over kors og stirrede på dem. 
"Alt for underlige..."
"Tror du de kan være titaner?"
"Måske. Vi må have fat i Matt" hviskede jeg igen, men jeg måtte ikke have gjordt det særlig godt, for de kiggede begge, på helt samme tid, op på mig. Deres blikke var kolde, men det der irriterede mig mest var stilheden. De var så tavse. 
"Rejs jer." sagde jeg, og de rejste sig øjeblikkeligt. Jeg gik hen og åbnede døren for dem. "Ud." Sagde jeg kort og kontant. Pigen og drengen så lidt på hinanden. Drengen trak på skuldrene og pigen fulgte efter ham ud af døren. Jeg lukkede den først da de var kommet rundt om hjørnet og ude af syne. Jeg rystede på hovedet. "Vi skal hen til Matt" gentog jeg.
"Hvad? Hvad laver du? Du sendte dem lige væk?" Sagde Scarlett, tydeligvis uanende over den verden hun lige var blevet skubbet ind i. "De var titaner." Sagde Lewis og trak på skuldrene som om hun skulle vide hvad han mente med det.
Scarlett rystede på hovedet. "Hvad?" 
"Hun ved det ikke, Lewis." Sagde jeg med et smil. Pigen som var så klog, vidste ikke til den anden verden. Det var helt uforståeligt og underholdende på samme tid. "Titaner er sjæle fra underverdenen. De er ikke farlige og ved ikke hvordan man slås. De er helt igennem dumme og kan kun huske en ting af gangen. De gør hvad der bliver bedt om, så man kan ikke bruge dem til så meget. Jeg ved ikke hvorfor de mænd havde sådan nogle med i deres bil? Det eneste de kan bruges til er, at overvåge nogen." Det var det eneste hun fik. Jeg gad ikke til at fortælle mere om dem. Hun prøvede at protestere, men jeg fik heldigvis gennet hende ud af døren, og med Lewis i hælene.

Vi var kommet hen til Matt da jeg bankede på hans dør. Hans forældre var uhyggelige, derfor holdte vi os til mobilen, men dette var vigtigt og kunne ikke diskuteres over mobil. Matt kom og åbnede døren. Han var kun lidt højere end mig og alligevel et år yngre. Det var næsten pinligt for mig. Men jeg elskede ham som min egen bror, altså som en af de der søde brødre. Lewis var nok mere en af de brødre man syntes er irriterende, men stadig ikke kan leve uden.
"Dawn! Sikke en overraskelse" sagde han og smilede. Hans blik landede på Scarlett. "Har du tabt et væddemål til en frisør?" Sagde han stadig ned et smil på læben som viste, at han lavede sjov. Men det fandt Scarlett åbenbart ikke sjovt. Måske syntes hun bare det var 'typisk drenge' som en hver anden pige nok ville kalde det.
"Undskyld mig?" Sagde Scarlett og hvis jeg ikke havde taget over var jeg sikker på, at hun ville have sprunget på ham.
"Hold hellere mund og luk os ind brormand" sagde jeg og gik sådan set ind uden tilladelse først. Matt lo stille bag mig.
Vi satte os ved hans bord. Jeg og Scarlett på den ene side, og Lewis og Matt overfor.
"Hva så? Det må være vigtigt?" 
"Titaner.." Sagde jeg og vidste at han ville begynde at tage det lidt mere seriøst.
"Deres leder må være blevet stærkere? Der kommer flere og flere" sagde han overraskende hurtigt efter min mening. Jeg troede nu han ville lægge ud med et spørgsmål først.
"Apropos lederen. Har du fundet ud af hvem det er?"
"Pluto." Sagde han hurtigt og fortsat som om vi ikke hørte det: "han må stoppes, men jeg ved ikke hvordan. Han er stærk og..." 
"Vent, vent, vent... Siger du, at lederen af underverden og hans håndlangere som kan overtage hele verden... Er en Disney figur?" Jeg hørte en stønnen fra min venstre side.
"Flot. Du ved hvem pluto fra Mickey mouse er, men ikke robinhood?" Der bredte sig en akavet stilhed i huset. Jeg stirrede på hende. Det var som om tiden frøs fast, og jeg skulle lige samle noget i hovedet før jeg kunne svare hende igen.
"Kan vi komme tilbage til den virkelige verden... Var, Scarlett?" Hun slog ud med armene og trak på skuldrene for at vise, at hun ikke havde gjordt noget. Jeg vendte tilbage til Matt.
"Nå... Fortæl videre... Hvad har du fundet ud af?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...