Stone Cold Killer

I denne historie skriver Mille (whovianen) fra én synsvinkel og jeg (The-wolf-lover) fra en anden. Udfordringen bliver så, at vi ikke må snakke sammen. Mille starter og så fortsætter jeg osv. så vi har ingen anelse om, hvad der kommer ud af det. :D Nu har vi skrevet et par kapitler, og jeg kan lige så godt skrive lidt ud fra det vi har: Ved et tilfælde møder to teenagere hinanden og havner i underverdenen. Det hele bliver vendt på hovedet. Bogstavligtalt. Byer og lande hedder det samme, bare omvendt, og montre lever nu iblandt dem. Det hele begynder dog først at blive mystisk, da de finder ud af, at de er legender og at selveste Pluto, underverdenens hersker, nu vil have fat i dem. Ikke nok med at de må flygte og finde ud af ting fra deres fortid, de må også bekæmpe alle former for ondskab. Om det så er monstrene eller deres kærlighed for hinanden, må deres beslutninger blive truffet hurtigt, men også tænksomt...

2Likes
5Kommentarer
365Visninger
AA

2. Dawn/The-wolf-lover

Regnen plaskede ned på de tomme gader. Jeg gned mig i øjet og rettede lidt på min hætte. Min tøj-stil var ikke ligefrem normal. Jeg levede nærmest i byens gader og kroge, så der skulle specielt tøj til det. Min kappe, af en art, gjorde, at jeg nærmest blev usynlig i gyderne, som der forresten var mange af i byen. Mine støvler var tætsiddende, så de ikke forstyrrede mig i mit forsøg på at løbe og springe.
"Denne vej" hørte jeg pludselig manden, med den dybeste stemme, sige. Jeg havde fulgt dem hertil, og kendte efterhånden deres stemmer. Jeg stod på den anden side af gaden, gemt bag en stillestående bil. Nemt at følge med i deres bevægelser, og uden at blive set. Ud kom der en pige med sort hår bagved mændene. Hun så ikke skræmt ud på nogen måde. Ikke ligesom de to andre personer, som mændene havde hentet. Sig mig... Ved hun overhovedet hvad hun er igang med? De satte sig ind i en sort bil med tunet ruder og begyndte straks at køre. Pokkers. Det var svært at følge efter dem, da der hverken var trafik, eller nogen bil jeg kunne følge efter dem i. Alligevel kravlede jeg op af et nedløbsrør, og op på husets tag, hvorefter jeg begyndte at springe fra tag til tag efter bilen. Det hele gik meget langsommere da regnen gjorde det svær for mig, at få ordentlig fodfæste. Nogle gange gled jeg lidt, men lod det ikke gå mig mere på end et hurtigt suk, og så videre. Min, bue som var fastspændt over min skulder, slog ind på min hofte for hvert skridt jeg tog. Jeg var begyndt at vænne mig til at den sad der, da jeg aldrig lagde den fra mig. De folk som jeg mødte gennem mine... Aktioner, gjorde grin med mig... Altså indtil de så mig skyde med den. Jeg var jo et naturtalent - som de sagde. De andre i mit lille team, som bestod af omkring tre drenge, hvis man talte mig med, var som regel gode med dolke eller andre små knive. Jeg var førehunden som de kaldte mig, og bestemte, hvilket passede mig fint da jeg måske godt kan være lidt dominerende. Men kun lidt. Jeg fik et smil på læben sådan som jeg hoppede rundt og jagtede en mystisk bil. Mystikken fulgte mig tit, eller også var det bare mig som søgte den, ihvertfald kan jeg aldrig få nok af det. Pludselig drejede bilen ind i en lille gård på den anden side af vejen, hvilket ville sige, at jeg skulle over gaden og atter op på husets tag, for at følge med. Det gjorde jeg så, nemt og hurtigt, og kom lige til da de steg ud af bilen. Pigen så sig lidt omkring. Tydeligvis mere forvirret end da hun steg ind. Hun så op ad husende og holdte blikket stille ved mig. Jeg dukkede mig lidt, men var ikke sikker på, om hun havde fået set mig. Da jeg rettede mig op for at følge med igen steg de to andre personer også ud. Meget mere skræmte end da de satte sig ind. Hvad sker der dog i den bil? De to andre personer var en dreng og en pige. De undersøgte ikke stedet som pigen havde gjordt, de holdte bare blikket fast mod den store port af en dør ind til et af husene. Endnu en person steg ud af bilen, som straks vækkede mit opmærksomhed. 
"Jeg nægter at tro det..." Mumlede jeg til mig selv. En af mine team-medlemmer stod lige så forvirret, men med reb bundet om håndledende foran sig. "...Lewis?" Han havde sikkert gjordt modstand da mændene hentede ham, men hvad skulle de bruge ham til. Det som først var en lusket lille forsøg på at tæmme min nysgerrighed blev hurtigt til en redningsaktion. Ingen skulle gøre noget ved mine medlemmer, og især ikke hvis jeg havde muligheden for at rede dem. Med det samme han var kommet ud af bilen var han begyndt at kigge de steder hvor der var mørkt og smalt. Gemmesteder. Han håbede jeg, eller en af mine andre hjælpere, var her. Han var nu kommet til taget og slog øjnene op da han fik øje på mig. Jeg prøvede ikke at gemme mig, jeg ville vise ham, at jeg var der for ham, og ikke ville lade dem gære noget ved ham, men pludselig, helt ud af det blå, råbte han: "HJÆLP!" Han løb hen mod udgangen af gården og holdte sit hovede lavt.
"For fanden Lewis..." Jeg fumlede med min bue og de hjemmelavede træpile med stål i spidsen, og sigtede. Den ene mand fik øje på mig, men med det samme fik jeg skudt en pil i maven på den ene, og i ryggen på den anden. Deres skrig var som en lille piges. Det skar sig gennem ørene på en, og virkede som om det hang i luften i et stykke tid før det forsvandt. Det som jeg tænkte på først var en ånd. Det føltes som om den pustede mig i nakken og så hver og en af mine bevægelser. Jeg fik hurtigt svinget mig ned på jorden hvor Lewis havde fået bundet sine reb op.
"Dawn! Jeg vidste jeg kunne regne med dig! Hvorfor dræbte du dem ikke?" Spurgte Lewis. Jeg sendte ham et koldt blik, uden svar, og løb hen mod de tre personer.
"Hvad laver du! Du har lige dræbt to mænd! Hvem tror du lige du er, og..." Det var den sorthåret pige. Hun var helt fra forstanden, og gik frem og tilbage som om, at det var et mord hun selv skulle Ryde af vejen. Så kiggede hun på mig, og direkte ind i mine øjne. "Hvad sker der med dine øjne?" Hun rynkede brynene og jeg holdte hendes blik. Jeg vidste at de kunne virke lidt underlige. De fleste sagde at de lignede en galakse, med den mørke farve og de små tegn på lilla og blå. Nogle sagde også, at hvis man så rigtig godt efter, kunne man se hvide prikker som tegn på stjerner. Jeg holdte mig nu mere til genskin.
"Du skulle nødig snakke" svarede jeg hende igen og tog hende ved hånden. Hendes øjne var da også underlige med den grønne og... Jeg ville ikke engang ligge mere i det. "Og jeg dræbte dem ikke.." Jeg vendte min opmærksomhed på Lewis. "Tag de andre." Sagde jeg. Vi kunne ikke efterlade dem her, ikke hos de mænd.
"Hvad hvorfor?"
"De vågner snart Lewis!" Jeg vidste at han ikke kunne stå for pres, og valgte at bruge det imod ham. Han fulgte den anden pige og dreng ud af gården bag mig.
"Du kan ikke bare sådan løbe rundt og lege robinhood, det er år 2062 ikke..."
"Robin-hvem?" Afbrød jeg uden at ligge ret meget mere i det.
"Siger du, at du ikke ved hvem han er?" Sagde pigen som jeg trak afsted med. Hun prøvede at gøre modstand men ærligtalt var hun ikke den stærkeste. Jeg trak lidt mere i hende da hun prøvede at standse. "Av! Hvor skal vi overhovedet hen?" Jeg svarede ikke, selvom at jeg havde trang til at stille hende en masse spørgsmål, måtte det vente til vi var tilbage til mødestedet for mit team og jeg. Også kaldet for en gammel kælder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...