Når mørket falder på (Menneskets bedste ven - Del 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Madeline var en helt normal pige, der var vant til at rejse meget med hendes familie. En dag besluttede hendes forældre sig for, at de ville flytte til en lille by i England, kaldet Polkway. De havde boet der før, da Madeline var mindre. Men da Madeline havde boet i byen i bare to år, og skulle starte i High school, blev tingene pludselig anderledes. Hendes to bedste veninder, Kate og Victoria var forsvundet, og drengen, Seth, gjorde det hele meget mere underligt.

18Likes
10Kommentarer
1239Visninger
AA

9. Transformation

Det blev aften, og jeg havde en mission sammen med Riley: Vi skulle redde ulvene fra at blive myrdet af min far tidligt lørdag morgen. Klokken var mere end jeg havde forventet, men det betød intet. Jeg skulle redde de ulve, som de reddede mig. Der var ingen undskyldninger for at afbryde missionen. Riley afledede mine forældres opmærksomhed, som planlagt, og jeg listede mig ned i stuen. Mine forældre sad stadig helt stille i sofaen og så tv. Hvis ikke snart de vendte sig om, ville min mission blive ødelagt. Riley kæmpede for at få deres opmærksomhed, men de ignorerede hende. Der stod i en bog om hunde, at hvis de var helt ustyrlige, skulle man bare ignorere dem. Så det gjorde de selvfølgelig. Heldigvis var Riley kløgtig, og stjal min fars sokker, som min mor havde strikket til ham. I kan nok tro de fik benene på nakken, og styrtede efter hende. Så havde jeg chancen. Jeg løb ned af trapperne, og skyndte mig ud af døren. Jeg lukkede døren forsigtigt, og så var jeg på pletten. Jeg løb ned i skoven, for ikke at blive opdaget af nogle naboer. Jeg følte mig næsten kriminel. Det var mørkt, og lygterne var gået ud der hvor jeg løb. Det var lidt uhyggeligt, men det gik.

 

Da jeg ankom til skoven var der ingen ulve at se. Pist forsvundet var det. Yes! Tænkte jeg. Så behøver jeg ikke at jage dem ud af skoven, og så er det bare hjem og slappe af. Idét jeg tænkte det, dukkede der pludselig et par øjne op. Jeg kunne for alt i verden genkende de smukke lyseblå øjne. Den sorte ulv. Han var her. Hans øjne var så blå, at de næsten kunne lyse i mørke. Det var som om man kun kunne se hans øjne. Alt andet var for mørkt. Hans pels lyste ikke ligefrem op. Han fnøs da han så mig. Efter ham, dukkede der en masse øjne op. Fire par nøddebrune øjne. Jeg gik ud fra at det var de to grå ulve, der lignede tvillingers’ øjne. De var jo næsten ens udseendemæssigt, så hvorfor ikke også i øjnene? To uvirkelige grønne øjne dukkede op. Jeg havde aldrig set en ulv med grønne øjne. Eller havde jeg? Det var svært at lægge mærke til øjnene når der var lyst, men når mørket faldt på, var deres øjne meget mere oplysende, hvis man kunne sige det sådan. Grå øjne tittede også frem. Lysegrå øjne. Jeg kunne sagtens se, hvor de øjne kom fra. Alfahannen. Hans kridhvide pels afslørede ham. Grå øjne passede meget godt til ham. Han kunne ligeså godt have haft hvide. Den hvide ulv gik uden tøven hen til mig. Jeg blev nervøs. Jeg krydsede bare fingre for at det ikke var et tilfælde at de reddede mit liv sidst. Den hvide ulv så barsk ud. Den sorte plet rundt om hans øje, fik mig til at tænke på Victoria. På den måde hun blev tæsket hver evig eneste dag, af to idioter, der ikke havde andet at tage sig til. Den sorte plet mindede mig om et sæbeøje. Victoria kom altid ind fra et frikvarter med sådan et. Det var ikke en behagelig oplevelse som ven. Og så kunne jeg ikke engang gøre noget for at stoppe det.

 

Hans tænder var skarpe som spyd. Et lille bid, og han ville kunne flå mig fra hinanden. Hans kløer var skarpe som køkkenknive. Det ville ikke være rart at få en lussing med den pote, som han havde. Ikke fordi det som sådan ville være muligt for en ulv, men i ved hvad jeg mener. Han var både stor og kraftigt bygget. Hans øjne var sammenknebne, og det gjorde ham ikke mindre skræmmende. Jeg kiggede panisk tilbage, og vidste at det ville være dumt at løbe væk. For hvis først jeg gjorde det, ville han tro det var en leg, og løbe efter mig, og ved et uheld, slå mig ihjel. De andre ulve dannede en rundkreds rundt om mig. Det var næsten umuligt at se hvem der var hvem. Jeg havde heldigvis et godt overblik over deres øjne, og gik ud fra at de nøddebrune øjne var ”tvillingernes”. De blå var uden tvivl den sortes. Det kunne ikke være andres. De grønne var garanteret den lille hun ulv jeg reddedes øjne. Hendes øjne så på ingen måde farlige ud. Nærmere venlige. Jeg var panisk. De så på mig som jeg var deres næste måltid. Jeg stod bare helt stille i både frygt og nervøsitet.

”Jeg gør jer ikke noget.”, Stammede jeg. Ulvene kiggede på hinanden, men nærmede sig stadig mig. Ville jeg mon blive deres aftensmad? Var de virkelig så slemme, som min far fortalte? Var der en grund til at de skulle skydes? Jeg håbede det ikke var sandt. Idét jeg troede de ville sætte tænderne i mig, satte de sig, til min overraskelse, ned. De sad alle fem ned, selvom det ikke så ud som om den hvide brød sig særligt meget om det. Han var vant til at andre skulle give efter for ham. Men han gjorde det, ligesom de andre fire ulve gjorde.

”Okay! Hør, jeg er måske kommet til at fortælle mine forældre om jer. Jeg prøvede at forklare dem, at i reddede mig fra at fare vild i skoven, men min far hørte det som om i overfaldt mig. Han har arrangeret en jagt efter jer i morgen tidlig. Han vil slå jer ihjel. Hvis ikke i flygter væk i nat, vil i alle sammen dø. Jeg lover jer, at jeg siger sandheden.”, Forklarede jeg. Ulvene lagde bare hovedet på skrå. De forstod mig ikke. Det virkede håbløst. Det hele. Pludselig begyndte ulvene at kigge på hinanden, bange. Forstod de mig alligevel? Det så sådan ud. De gik rundt i cirkler, og vidste ikke hvad de skulle gøre. Alle ulvene gik pludselig i en rundkreds om den sorte ulv. Som om de pressede ham til noget. Han lagde ørerne tilbage, og krøb sig sammen. Den hvide ulv knurrede af ham, og den sorte ulv gav efter. Han løb lidt ind i skoven. Der gik lidt tid, men han kom ikke tilbage. I stedet kom et ansigt jeg med det samme kunne genkende. Seth. Jeg gjorde store øjne. Hvad lavede han i skoven? Var han i virkeligheden en varulv? Mit hjerte bankede, og jeg forstod intet. Jeg stod helt tavs og gjorde ingenting. Ikke så meget som at trække vejret. Seth opdagede min reaktion, og skyndte sig hen til mig.

”Træk vejret, Madeline! Det nytter ikke noget at du besvimer igen, træk nu vejret!”, Sagde, nærmest råbte han. Jeg kunne selvfølgelig ikke være sikker på at han var en varulv, men det tydede det i den grad på. Jeg tog imod hans ordre, og kunne næsten ikke trække vejret hurtigt nok.

”Rolig, Madeline. Det nytter ikke noget at hyperventilere. Det glippede for mine øjne. Jeg kunne fornemme følelsen. Jeg ville falde om. Besvime. Forsvinde fra omverden i et par minutter. Det mørknede for mine øjne, og jeg ramte den kolde skovbund, fyldt med efterårs brune blade.

 

”Madeline? Madeline, er du okay?”, Lød en velkendt stemme. Jeg åbnede øjnene, langsomt, og fik øje på Seth. Han sad på knæ ved siden af mig. De andre ulve stod bagved ham. De åndede lettet op da de så mine øjne åbne. Seth vendte sig mod de andre.

”Jeg sagde jo hun ikke var død.”, Fortalte han dem. Hans smil fyldte hele hans ansigt.

”Det må du undskylde, de andre har ikke særlig meget forstand på mennesker. De kan ikke se forskel på en besvimet person, eller en død person.”, Sagde han. Jeg tog mig til hovedet. Det gjorde ondt.

”De kan vel lugte om det er dødt?”, Spurgte jeg. Jeg vidste ikke præcis hvad han talte om, men jeg svarede bare. Seth grinede lidt.

”Det har du vel ret i, men disse fyre er ikke særlig skarpe.”, Sagde han, med glade øjne. Det var lang tid siden jeg havde set ham smile. Hvis han nogensinde havde gjort det. Jeg prøvede at rejse mig op. Håbløst. Jeg var for svimmel. Klokken var mange, og det havde været en hård dag.

”Her, lad mig hjælpe dig op.”, Sagde Seth, og rakte mig hånden.

”Tak…”, Sagde jeg. Jeg havde ikke så meget at sige, som jeg plejede. Jeg var alt for træt. Jeg kunne ikke få et ord mere ud af min mund, så jeg nøjedes med at pege. Jeg pegede på ham, og derefter på ulvene. Han nikkede. Seth tog en dyb indånding, og lagde sin hånd på min skulder.

”Okay… Jeg, eller vi er ikke rigtige mennesker… eller, jo det er vi, men ikke mennesker ligesom du er, vi er…”, Forklarede han, men jeg afbrød:

”Varulve.” Han smilede, og fortsatte sin sætning.

”Ja, det kan man vel godt kalde os. Det er et gammelt ord for hvad vi i dag kalder ”Forst.” Det er et mærkeligt ord for det, det ved vi godt. Det er en forkortelse, men vi ved endnu ikke hvad det står for. Grunden til at jeg formerede mig om til menneske, er at jeg må tale med dig om at rykke et andet sted hen. Det kan vi ikke. Det er så pokkers umuligt for os. Vi tænkte på, om vi skal angribe jægerne i morgen. Der er ingen vej udenom.”, Sagde han. Jeg rystede på hovedet.

”Det kan i ikke. Min far er der også. Hvis i dræber ham, skal jeg nok sørger for at i forsvinder fra denne skov i løbet af ingen tid. Hvorfor kan i for resten ikke gå et andet sted hen? Det er da sikrest.”, Sagde jeg. Seths’ ansigt så lidt skræmt ud, efter det jeg truede dem med. Han rystede det af sig, og fik et mere normalt ansigtsudtryk.

”Vi kan ikke flygte fra skoven fordi -”, Han stoppede sig selv, og kiggede hen på den hvide ulv. Den knurrede og rystede på hovedet. Seth nikkede, som tegn på at han alligevel vil gøre det. Den hvide ulv viste tænder, og Seth fortrød at han havde sagt ham imod.

”Hør, det kan vi bare ikke. Kan du ikke få din far til at skifte mening?”, Spurgte han. Jeg kiggede på ulvene. De så alle sammen bedende på mig.

”Jamen… Hvorfor kan i ikke bare skifte jer til menneske form?”, Spurgte jeg. Seth grinede.

”Har du hørt myterne om varulvene? Jo, vi formere os jo ved fuldmåne, ikke også? Der er fuldmåne i morgen, og vi kan ikke styre om vi vil være mennesker eller ulve. Dyret tager over os, og vi er ikke som vi plejer at være. Vi kan ikke styre os. Det vil også sige, at vi ikke kan formere os til menneske. Hvis din far bare kom søndag i stedet. Så ville vi kunne formere os til mennesker og gå ud af skoven.”, Fortalte han mig. Jeg overgav mig.

”Okay, jeg vil prøve at få ham til at komme på søndag i stedet. Men jeg kan ikke love noget, så det er ikke min skyld hvis i bliver skudt.”, Sagde jeg. Jeg virkede ligeglad med dem. Men det var jeg i den grad ikke. Den nougatbrune ulv, begyndte at pibe lidt.

”Det må i undskylde. Det var ikke min mening at såre jer. Jeg vil selvfølgelig gøre alt for at i ikke bliver skudt. Jeg er bare virkelig træt, og jeg har det også en smule dårligt.”, Undskyldte jeg. Mit hoved gjorde ondt, efter alle de gange det havde ramt jorden i dag. Jeg var for træt til at gå hjem, og jeg overvejede om jeg bare skulle sove i skoven.

”Jeg er træt…”, Sagde jeg. Seth nikkede.

”Jeg følger dig hjem. I andre bliver her til jeg kommer, forstået?”, Spurgte han. Det lød som om han var chefen, og det gik også den hvide ulv på.

”Du ved da ikke hvor jeg bor?”, Spurgte jeg Seth forbavset. Han rystede på hovedet.

”Nej, sådan er jeg ikke, jeg forfølger ikke nogen. Men det kunne måske være en hjælp, hvis du viste mig vejen?”, Spurgte han. Jeg følte mig flov. Selvfølgelig vidste han ikke hvor jeg boede. Hvorfor troede jeg at han forfulgte mig? 

”Jo, det vil jeg selvfølgelig, undskyld.”, Sagde jeg. Han smilede,

”Det er okay.”

 

Vi havde gået i et stykke tid, og mine ben var ved at falde sammen.

”Undskyld jeg går så langsomt. Jeg er bare søvnig.”, Undskyldte jeg. Han grinede lidt.

”Det skal du da ikke undskylde for. Du har højst sandsynligt reddet vores liv! Tusind tak. Her, nu skal jeg bære dig.”, Sagde han. Jeg skar ansigt til at han skulle bære mig. Det kunne han ikke holde til. Det kunne godt være at han havde mange muskler, men han var ikke stærk nok til at bære en 62 kilo tung pige på 15 år.

”Jeg mener det. Jeg skal nok bære dig hjem.”, Sagde han. Jeg rystede på hovedet.

”Sæt hvis mine forældre ser os.”, Sagde jeg. Seth grinte højt. Jeg blev forskrækket over hans pludselige udbrud.

”Jeg skal nok sørge for at de ikke ser os.”, Sagde han, og kastede sig ud i luften. Hans solbrune hud, blev dækket af kulsorte hår. Efter ingen tid var han den smukke, kulsorte ulv, med den gråhvide pels på maven, og de fantastiske lyseblå øjne, jeg havde set tidligere i aftes. Jeg kiggede omhyggeligt på ham.

”Og du tror ikke at de opdager os?”, Spurgte jeg. Han rullede øjne, og gav tegn til at jeg skulle hoppe op på hans ryg.

”Det kommer aldrig til at fungere.”, Sagde jeg, men gik alligevel hen til ham. Jeg gav tilløb, og hoppede op på hans ryg. Han var kæmpe stor, ikke større en den hvide ulv, men stadig stor. Jeg havde ikke lagt mærke til det før nu. Han var højere end mig i hans ulveskikkelse. Det virkede umenneskeligt.

 

Seth gik langsomt med mig på ryggen. Jeg holdte fast i hans pels så godt jeg kunne. Jeg kunne mærke at han bevægede sig hurtigere og hurtigere. Til sidst var det helt afgjort, at han løb. Han løb ikke så hurtigt som man tit høre i myter, men det var hurtigt nok for mig. Jeg havde aldrig siddet på et dyr før, så det var svært for mig at holde fast.

”Kan du ikke sænke farten en smule?”, Spurgte jeg. Han satte farten op i stedet. Han gjorde det for at lave sjov. Det var bare ikke sjovt for mig.

”Sig mig, er du ude på at slå mig ihjel?”, Spurgte jeg. Han bremsede op.

”Tak.”, Sagde jeg. Det gik op for mig, at det ikke var fordi han havde hørt hvad jeg sagde, men fordi vi kun var 200 meter fra hvor jeg boede. Jeg sprang af hans ryg.

”Tak for liftet.”, Sagde jeg. Han nikkede, og jeg gik ud fra at det betød

”Det var så lidt.”. Han vendte sig, og løb i en retning mod skoven. Jeg var helt alene nu. Jeg bevægede mig hen til mit hus, og havde ingen anelse om hvordan jeg skulle komme ind uden at blive opdaget.

 

Jeg havde en masse at tænke over, da Seth jo forvandlede sig fra ulv til menneske. Forst. Det var det de kaldte sig. Hvad mon det stod for? Og hvordan kunne jeg på nogen måde overtale min far til at vente med sin jagt. Han skulle jo også få jægerne til at ændre mening. Det var en svær situation, og jeg havde kun én nat til at tænke over det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...