Når mørket falder på (Menneskets bedste ven - Del 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Madeline var en helt normal pige, der var vant til at rejse meget med hendes familie. En dag besluttede hendes forældre sig for, at de ville flytte til en lille by i England, kaldet Polkway. De havde boet der før, da Madeline var mindre. Men da Madeline havde boet i byen i bare to år, og skulle starte i High school, blev tingene pludselig anderledes. Hendes to bedste veninder, Kate og Victoria var forsvundet, og drengen, Seth, gjorde det hele meget mere underligt.

18Likes
10Kommentarer
1241Visninger
AA

8. Slankekur?

Jeg stod senere op end forventet. Sovepillerne havde virket lidt for godt. Bussen ville komme om 10 minutter, så jeg gik lidt i panik. Jeg skyndte mig at få noget tilfældigt tøj på, og styrtede ind på badeværelset for at børste tænder. Mine tænder havde et underligt rødligt skær. Jeg lagde det bag mig, og skyndte mig ned for at spise et æble. To minutter til bussen kom. Jeg tyggede i det som en gal, for man måtte nemlig ikke have mad med i bussen. Bussen var ankommet. Jeg satte mig ind ved siden af Claudia. Da var det at det slog mig: Jeg havde glemt at smøre en madpakke. Jeg spiste normalt ikke mad fra kantinen, da der tit var hår i maden. Jeg gjorde det i starten, men ikke mere.

”Hej, Claudia! Går det godt?”, Sagde jeg forpustet. Hendes hoved, der var rettet mod vinduet, vendte sig mod mig. Hun smilede til mig, og trak på skulderene. Det var ikke et godt tegn. Når man trak på skulderene, betød det at man ikke vidste det, som oftest betyder nej.

”Hvad er der galt?”, Spurgte jeg hende. Hun smilede, og rystede på hovedet. Hendes hoved rettede sig mod vinduet igen. Nu var jeg i tvivl. Betød det, at hun trak på skulderene, et ja? Det var vel godt. Jeg behøvede ikke at være så bekymret for hende hele tiden, hun virkede bare så skrøbelig. Bussen ankom til skolen, og jeg vidste der ville være en lang dag forude. Da vi var midt på skoledagen, fik jeg det dårligt. Jeg havde ikke fået noget at spise i mange timer. Min mave rumlede, og jeg havde det som om jeg skulle besvime og kaste op på samme tid. Jeg følte mig svimmel, og kunne ikke se klart. Og bonk. Jeg havde mistet bevidstheden, og besvimede. Jeg kunne kun se sort. Jeg havde ikke fået noget at spise, så det var nok årsagen til at jeg besvimede. Jeg havde ikke fået nok energi. Min mave føltes tom inden jeg besvimede. Jeg kæmpede for at åbne mit ene øje. Det lykkedes mig. Hele klassen stod i en rundkreds omkring mig. De kiggede ned på mig, jeg følte mig ydmyget. Jeg havde lyst til at sige til dem at de skulle gå, men der kom ikke en lyd ud af min mund. Læreren stod lige ovenover mig. Det var vores biologi lære, Mrs. Clark. Seth stod i baggrunden sammen med Claudia. Langt væk fra de andre. Han fortalte hende et eller andet. Alle de mennesker gjorde mig svimmel, og jeg besvimede igen. Alting blev sort igen. Ikke en rar fornemmelse. Jeg vågnede op igen, hos skolesygeplejersken. Alting blev hvidt i stedet for mørkt. Det gjorde ikke ligefrem situationen bedre. Den kridhvide farve gav mig ondt i hovedet. Jeg lovede mig selv at jeg ikke ville besvime igen. Sygeplejersken kom til syne.

”Du besvimede. Har du en idé om hvorfor?”, Spurgte hun. Jeg nikkede, men mit hoved gjorde ondt når jeg gjorde det, så det blev bare til et lille ryk ned. Heldigvis forstod hun det.

”Hvorfor tror du?”, Spurgte hun. Jeg lå ned, og kunne ikke selv komme op. Hun hjalp mig op.

”Tak.”, Sagde jeg og smilede. Hun kiggede på mig. Jeg skulle svare.

”Jeg har bare ikke fået nok at spise. Jeg glemte min madpakke i dag.”, Sagde jeg.

”Du ved godt der er en kantine, ikke?”, Spurgte hun. Det vidste jeg godt, men jeg turde ikke sige at jeg ikke brød mig om maden derhenne.

”Jo, men jeg har ingen penge med.”, Sagde jeg. Jeg håbede ikke at hun spurgte mere ind til det.

”Du kunne have lånt penge af dine klassekammerater.”, Sagde hun. Jeg tænkte over hvad jeg mon skulle sige til det.

”Jo, men…”, Sagde jeg. Jeg kunne ikke komme på noget.

”Det her er alvorligt, Madeline. Jeg bliver nød til at fortælle det til dine forældre.”, Sagde hun strengt. Hun troede jeg prøvede at sulte mig selv. Det gjorde jeg i den grad ikke. Jeg kunne ikke leve uden mad, og nu informerede hun mine forældre om min sultestrejke. Som det ikke engang var. De ville garanteret indlægge mig på sindssygehospitalet, eller proppe mig med mad, til jeg sprang. Hvordan ville min far reagere på dette? Tænk hvis han skød sig selv, i stedet for ulvene, fordi han syntes at han var dårlig til at tage ansvar? Jeg håbede på det bedste. Sygeplejersken, tastede nummeret ind. Det gav en bib-lyd hver gang hun trykkede på et tal. Det var en utrolig irriterende lyd. Jeg fik lyst til at stikke begge fingre i ørene, selvom jeg godt vidste det var uhøfligt. Sygeplejersken tastede nummeret ind, og ringede så til mine forældre. De tog den lige med det samme. De vidste, at når de ringede fra skolen, var det alvorligt.

”Hej, Mrs. Harper,” Det var min mor hun havde i røret.

”Jeg ringer angående din datter, Madeline Harper. Hun besvimede to gange i skolen i dag. Hun havde ikke fået nok at spise, og så undlader hun også at låne penge til kantinen, for at spise mad. Mrs. Harper, jeg er ked af at sige det, men jeg tror at din datter er ved at udvikle anoreksi.”, Jeg havde lyst til at slå mig selv i panden. Jeg kunne lige forestille mig min mors reaktion på dette. Hun havde altid fortalt mig, at jeg aldrig måtte få anoreksi. Jeg havde heller ikke anoreksi, jeg havde bare glemt min madpakke. Hvorfor havde jeg det altid med at udvikle små ting, til en kæmpe sag? Jeg gik en tur i skoven, og blot en time efter var min far helt ude af den, og fik en hel flok jægere til at dræbe de venlige ulve. Jeg skrev en sætning ned, og fik eftersidning i to uger. Og nu dette. Jeg vågnede for sent, glemte min madpakke, og så ender jeg med at gøre mine forældre bekymrede ved at få dem til at tro jeg har anoreksi. Det var helt tåbeligt. Jeg elskede mad. Jeg kunne spise en masse, uden at få det skidt. Det er nok derfor at jeg havde så let ved at besvime. Fordi jeg var vant til at spise alt mellem himmel og jord. Okay, måske ikke alt i verden, men mad. Der gik ikke lang tid før min mor kom. Kun omkring ti minutter efter snakken med skolesygeplejersken. Hun tog fat rundt om mit håndled, og hev mig rundt gennem hele skolen, for at nå ud til parkeringspladsen. Det var en smule pinligt, for nogen fra min klasse stod bare og gloede. Jeg ville helt sikkert høre for det, de næste mange dage. Jeg og min mor satte os ind i bilen. Hun startede bilen, og vi var på vej hjem. Jeg troede hun ville sige noget til det i dag, men i stedet var hun bare helt tavs. Hun var for skuffet over mig, til overhovedet at snakke. Jeg brød mig ikke om når hun gjorde det. Så var det bedre at blive skældt ud.

”Mor?”, prøvede jeg. Intet svar. Jeg tændte for radioen, for at der ikke skulle blive for stille. Det hjalp lidt, men ikke meget. De spillede min mors yndlingssang, og jeg kunne fornemme et lille smil på hendes læber. Men det var kun et lille smil. Ikke større end at jeg vidste, at jeg stadig havde problemer. Kæmpe problemer. Så var det ikke engang sandt. Jeg prøvede ikke at sulte mig selv. Jeg var bare en torsk, at glemme min madpakke. Min mor drejede ind på vores vej, og så var vi hjemme. Hun spændte sig op, og steg ud af bilen. Hun gav tegn til at jeg skulle blive derinde, og kom derefter hen til mig og åbnede døren for mig. Jeg spændte min sikkerhedssele op, og min mor tog fat i mit håndled igen, og trak mig op til vores hus. Mit håndled begyndte at gøre ondt. Det var også blevet helt rødt. Vi var nu inde i stuen. Riley hoppede op af mig. Hun regnede med en gåtur, det var jeg sikker på. Men både jeg og min mor ignorerede hende. Det brød hun sig ikke om, og hun begyndte at knurre af mig.

”Hej, Riley!”, Sagde jeg. Man kunne bare ikke ignorere den hund. Min mor satte sig i sofaen, og gav tegn til at jeg skulle sidde ned sammen med hende. Det gjorde jeg. Hun lagde sin højre hånd på min skulder.

”Lille skat. Du ved godt at det er rigtigt usundt ikke at spise noget. Den måde du laver en slankekur føre til anoreksi. Du er for resten ikke tyk. Du er lige tilpas. Skat, det er en dum ting du har rodet dig ud i.”, Sagde hun alvorligt. Jeg havde på en måde lyst til at grine. Alle troede jeg sultede mig selv. På grund af én dum madpakke, og mig der er vant til at spise meget. Så meget at jeg besvimer. Jeg kom til at smile. Min mor så forarget på mig.

”Du skal overhovedet ikke smile, unge dame! Dette er alvorligt!”, Sagde hun muggent. Hun begyndte at lyde som min lære.

”Nej, undskyld mor. Hør, jeg er hverken på slankekur, har anoreksi eller noget andet der ligner. Jeg glemte bare min madpakke, fordi jeg stod for sent op, og kun havde omkring ti minutter til at gøre mig klar. Under alt det pres, glemte jeg min madpakke. Jeg fik endda et æble til morgenmad! Sundhedsplejersken tror bare jeg har anoreksi, fordi hun ikke er specielt professionel. Undskyld jeg siger det, men dette er sandheden. Hver sød at forstå mig.”, Forklarede jeg hende. Jeg kunne ikke holde alle de løgne ud. Løgne som de troede var sandheden. Min mor kiggede på mig. Først fornærmet, men så forstående.

”Er det virkelig sandheden, Madeline?”, Spurgte hun. Jeg nikkede.

”Ja mor, det er sandheden. Jeg lover dig at jeg ikke lyver. Hvis jeg lyver nu, må du give mig stuearrest til jeg flytter hjemmefra. Aftale?”, Spurgte jeg hende. Hun kiggede på mig med rynket pande. Den rynkede pande forvandlede sig hurtigt til et smil.

”Så kom da her, Maddie!”, Sagde hun, og rakte armene ud for at give mig et kram. Det var utroligt. Det var første gang, hun nogensinde havde kaldt mig andet end Madeline. Hun havde selvfølgelig også kaldt mig skat nogle gange, men det talte ikke. Jeg smed mig i hendes arme. Det var lang tid siden at jeg havde fået en ordentlig krammer af nogen. Det var rart. Jeg fik lyst til bare at smide mig i min seng, og sove hele natten ved min mors side. Det gjorde jeg da jeg var mindre. Imens jeg krammede min mor, kom der alle mulige barndomsminder frem i mit hoved. Jeg kom til at græde. Jeg tænkte på, da jeg var mindre, og ikke skulle tænke over så meget.

 

Da jeg slog mig på knæet, da vi var på ferie på Island. Jeg var omkring fire år gammel, og jeg var nede sammen med mine forældre, i en gammel vulkan. Der var selvfølgelig ikke lava i mere. Jeg løb rundt og indsamlede lavasten. Jeg var så fascineret over hvor lette de var, når de nu var så store. Stenene havde alle mulige forskellige farver og faconer. Men én ting havde de til fælles: De havde alle sammen huller. Virkeligt mange huller. Måske var det en af grundene til at de var så lette? Imens jeg indsamlede dem, kom jeg til at snuble over en kæmpe stor sten. Mine hænder støttede faldet, så mit hoved ikke ramte ned i stenene. Desværre støttede de ikke mit venstre knæ, som ramte alle de hullede lavasten. Jeg havde cowboy bukser på, så jeg kunne ikke se hvor slemt det stod til. Jeg kunne kun mærke det. Som enhver anden fire årig ville have gjort i denne situation, begyndte jeg at græde. Tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Min mor styrtede hen til mig.

”Så så, skat. Hvad skete der?”, Spurgte hun. Jeg snøftede.

”Jeg faldt ned i lavastenene.”, Forklarede jeg, stadig med tåre i øjnene.

”Skal vi se på hvor slemt det ser ud?”, Spurgte hun. Jeg nikkede, og min mor trak forsigtigt op i det venstre bukseben. Der var en lille smule blod på mit knæ, og jeg begyndte selvfølgelig at hyle da jeg så det. Min mor aede mig på kinden.

”Kom her at få et kram!”, Sagde hun venligt. Jeg smed mig i hendes arme. Hendes bluse blev helt våd, af alle de tåre der kom ud af mine øjne.

 

Det var blot ét af de minder jeg fik frem, da jeg krammede min mor. Jeg ved godt at det måske ikke lyder særligt rørende, men det var det for mig. Idét øjeblik jeg krammede min mor, tænkte jeg tilbage. Min mor opdagede jeg græd.

”Hvad er der galt, lille skat?”, Spurgte hun.

”Ikke noget. Jeg elsker dig mor.”, Fortalte jeg hende. Hun blev også selv helt rørt, og gav mig et kram til. Jeg følte mig lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...