Når mørket falder på (Menneskets bedste ven - Del 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Madeline var en helt normal pige, der var vant til at rejse meget med hendes familie. En dag besluttede hendes forældre sig for, at de ville flytte til en lille by i England, kaldet Polkway. De havde boet der før, da Madeline var mindre. Men da Madeline havde boet i byen i bare to år, og skulle starte i High school, blev tingene pludselig anderledes. Hendes to bedste veninder, Kate og Victoria var forsvundet, og drengen, Seth, gjorde det hele meget mere underligt.

18Likes
10Kommentarer
1240Visninger
AA

1. Skolebussen

Jeg var omgivet af røg. Jeg kunne se en lille sprække med lys, og jeg kæmpede for at komme derhen. Men jo mere jeg løb, jo længere væk kom jeg fra den lille sprække. Jeg kunne mærke at jeg blev trukket tilbage af en person. Der var for meget røg til at se hvem det var der hev mig tilbage. Jeg begyndte at sparke, og banke personen der hev i mig. Lige pludselig blev alt sort. Jeg kunne fornemme stemmer der talte omkring mig, men jeg kunne ikke høre hvem det var. Alt forsvandt, og jeg blev trukket tilbage til det helt sorte. Der var nogen der kaldte på mig.

”Madeline, Madeline!” Jeg åbnede øjnene. Det var min mor.

”Godmorgen skat! Er du klar til at begynde i skole igen?” Jeg kiggede mig omkring. Forvirret. Men så kom jeg i tanke om det. Jeg skulle starte i skole igen. Men jeg skulle ikke tilbage til de samme gamle lærere, eller gamle venner. Jeg skulle begynde i High school. Det var noget jeg havde set op til hele sommeren. Men lige nu kunne jeg ikke tage mig sammen til at tænke på det. Jeg satte mig op og sukkede.

”Jeg har lavet morgenmad til dig.” Sagde min mor opmuntrende. Sådan var min mor. Altid glad og opmuntrende. Jeg elskede hende for det. Så var der min far, altid så hjælpsom. Jeg havde været heldig med mine forældre. Der var aldrig nogen problemer med dem. Jeg strækkede mig og rejste mig fra min store drømme seng. Jeg overvejede nogen gange at få mig en ny, og mindre barnlig seng. Men jeg elskede min seng, som jeg havde haft siden jeg var 4 år, fordi jeg havde set min veninde Kate også havde sådan en. Nu havde hun en seng, som kunne give massage når hun ville have det. Jeg havde ondt af hende. Det må gøre ret ondt at sove på de bolde, der giver hende massage, for de forsvinder jo ikke når hun skal sove. Men hun havde ikke fået en ny, så hun klarede den nok. Jeg åbnede mit tøjskab, og fandt min yndlingsbluse. En T-shirt, som var rød og hvid stribet. Jeg fik den da jeg var 10. En alt for stor T-shirt dengang. Jeg købte den på et marked på Mallorca, i Palma, dengang jeg rejste meget sammen med mine forældre. Nu var vi stoppet med at rejse verden rundt. Nu boede vi så her i en lille by i England, kaldet Polkway. Polkway havde ikke mere en 5.000 indbyggere, og alle kendte alle. Jeg syntes der var rigtigt hyggeligt, og jeg ville gerne blive gammel her. Men mine forældre havde andre planer. De ville rigtig gerne flytte til New York, inden for det her år. Jeg magtede bare ikke at flytte igen. Nu havde vi boet her i 2 år, og jeg havde allerede fået en hel masse venner her. Jeg ville ønske mine forældre ville vente med at flytte til jeg var fyldt 18, så jeg selv kunne bestemme om hvor jeg ville bo. Vi havde, jo altid haft det her hus, og jeg boede her faktisk indtil jeg blev 6 år, hvor mine forældre begyndte at flytte hele tiden. Heldigvis havde vi ikke solgt det her hus, så det er derfor at vi er kommet tilbage hertil. Det er også derfor jeg stadig havde min drømme seng. Mine bedste venner her, var min barndoms veninde Kate, og en pige der også havde boet her hele sit liv, som jeg bare ikke havde lagt mærke til før jeg flyttede hertil igen, hendes navn var Victoria. Kate var meget fremme og moderne, imens Victoria var mere en stille pige, og talte kun med sine nærmeste venner som mig, og hendes tvillinge søster Claudia, jeg faktisk aldrig havde snakket med. Man kunne ikke sige, at Kate og Victoria, var verdens bedste venner. De sendte hele tiden hinanden onde blikke i skolen, og Kate bagtalte altid Victoria når hun ikke var der.

 

Da jeg havde fundet det tøj jeg skulle have på i dag, gik jeg ned af de gamle slidte trapper, og spiste min morgenmad.

”De smager rigtigt godt mor! Hvad har du puttet i dem?” Spurgte jeg min mor, da jeg spiste mine vafler hun havde lavet til mig.

”Du ved, det sædvandlige, syntes du virkelig de er så gode?” Spurgte min mor. Hun var normalt ikke så god til at lave mad, for det meste brændte det på eller blev ødelagt, så min mor lyste helt op da jeg sagde det.

”Det smager super mor!” Svarede jeg hende. I år ville jeg være venlig, og gøre folk glade. Jeg havde altid været venlig, men i år kunne jeg godt tænke mig at være ekstra venlig, især fordi, jeg gerne ville gøre indtryk på de nye elever og lærere på min High school. Min mor gik hen til mig, og kyssede mig på panden.

”Ha’ en god dag i High school, min skat.” High school. Jeg gentagede det ord inde i mig selv mange gange. Tænk at jeg er blevet så gammel, at jeg skal i High school. Jeg glædede mig ret meget, selvom jeg var træt, og skulle vænne mig til at gå i skole igen. Jeg tænkte, at det her år, ville blive helt specielt. Måske ville det ændre mit liv, hvem ved? Selvom jeg havde rejst meget, og jeg stadig gjorde, ville jeg gerne have gang i noget i den her by. Jeg ville ikke til New York, Madrid, eller endda LA. Jeg ville blive boende, i denne lille by, som har betydet så meget for mig, siden vi flyttede hertil. Den havde en vis charme over sig, som man ikke kunne forklare. Det var som om denne by, var som en magisk film jeg havde set, eller noget lignende.

 

Jeg gik ud af vores lille dør, og så videre hen til et busstoppested. Vores by var virkelig lille, men den havde plads til en skole, en High school, og et center. Selvom vores by var lille, var der alligevel langt til skole, at gå. Det var derfor jeg tog bussen. Jeg var nervøs for, at jeg stod af forkert, men jeg vidste nogenlunde hvor jeg skulle af. Ellers kunne jeg bare stige af, hvor de andre elever stod af. Jeg kunne se, den store, gule bus, køre hen til busstoppestedet. Dørene åbnede, og jeg gik ind. Jeg kunne se en masse ansigter, som jeg kunne genkende. Dem der gik et klassetrin under mig. Jeg kunne ikke se Kate eller Victoria nogen steder. Mon de ville være udvekslings studenter i et fremmed land? Jeg tvivlede på at Victorias forældre havde råd til det. Men Kates forældre, ville sikkert gerne betale for Kate, men Kate var ikke den store eventyre, men det kunne da godt være at hun ville tage til et andet land, for at blive bedre til et andet sprog. Jeg tvivlede. Jeg kunne se Claudia, Victorias tvilling søster, i bussen. Det var sjovt. Claudia og Victoria, lignede slet ikke hinanden. Claudia havde store, skæve blå øjne, og lange lyse fletninger, imens Victoria, havde nougat farvet, løst hår, og store, runde, grønne øjne.

 

Jeg kiggede efter en ledig plads i bussen, men jeg kunne kun se én plads, og det var ved siden af Claudia. Ikke at jeg havde noget imod hende, hun var sikkert meget sød, og sådan. Det var bare det, at jeg aldrig havde snakket med hende før. Og på den måde lignede hun Victoria. De var enægget i deres personlighed. Fuldkommen ens. De var mystiske, sagde næsten aldrig noget, og de var virkelig generte. Jeg havde aldrig snakket med Claudia før, jeg tror ikke engang jeg havde hørt hende snakke. Man skulle næsten tro hun ikke kunne snakke. Jeg havde ondt af hende og Victoria. Da vi gik i skole blev de altid mobbet. Det var ikke fordi de var grimme, slet ikke. Deres tøj var bare ikke ”den seneste mode”, og værst af alt; de brugte ikke make-up. Jeg var også i en periode blevet mobbet, fordi jeg hang ud med Victoria. Men det stoppede Kate heldigvis. Kate var en af de mest populære piger på skolen. Alle var vilde med hende. Hvis jeg ikke havde kendt hende siden vi var 4, ville jeg tænke hun var noget af en bitch. Men hun var en fantastisk ven når det kom til stykket. Hun hjalp mig altid igennem de svære perioder i skolen.

Jeg syntes Victoria og Claudia, var seje. De ignorerede dem der mobbede dem, indtil de blev brutalt mobbet, og blev slået og sparket i frikvarterene. Grunden til, at det kom så vidt, var fordi de ignorerede deres onde kommentarer, og det pissede mobberne fuldstændigt af. I starten, da de blev slået var det ikke slemme sår der kom. Så var der et tidspunkt, i det store frikvarter, hvor jeg kunne se, at en af drengene hviskede til ham ved siden af. De grinte og gik hen til det bord, jeg og Victoria sad ved. Jeg kunne se frygten i Victorias øjne. Men hun blev bare siddende. Hun troede bare det var de sædvandlige tæsk hun skulle have. Men denne gang var det værre. De to drenge slæbte hende ud i skolegården, og smed hende ned i asfalten, bag det forfaldne, sorte redskabsskur. Hun kunne godt mærke, at der vil ske noget slemt. Men hun lå bare stille. Så stille, at man skulle tro hun var et lig, der ventede på at blive hentet i en ligvogn. Den største af drengene tog fat i hendes lilla striktrøje, og hev hende op i kraven. Højere, og højere, til sidst var hun så højt oppe, at hun var højere oppe, end drengens hoved. Victoria kiggede på drengens onde øjne. Hun kunne se et glimt af skam i hans øjne. Men det var kun et øjeblik, for så kastede han hende ind i skuret. Der gik hul i det forfaldne redskabsskur, og så lå Victoria som en sten på de træstumper, der var kommet, da hun røg ind i det. Så skulle man tro, at være blevet, kastet ind i et træskur var nok, men nej. Kun fem sekunder efter at hun var blevet kastet ind i skuret, tog den mindste dreng, hendes hoved, og bankede det ned i træet. Begge drenge blev frustreret over hun ikke brød sammen. Så drengene sparkede hende, så hårdt de kunne, i ansigtet, maven, og til sidst kastede de hende ind i det allerede smadrede skur. Hun græd ikke, hun lå bare helt stille. Jeg havde dårlig samvittighed, fordi jeg ikke prøvede at hjælpe hende. Men når jeg spurgte, sagde hun bare:

”Nej, lad være, så bliver du bare blandet ind i det.” Det var hårdt at se ens bedste ven, blev tævet hver dag, i frikvarterne. Klokken ringede ind til time, men Victoria var ikke kommet tilbage, fra hendes ”sædvandlige tæsk.” Jeg blev nervøs, og gik ud til der hvor hun plejede at få tæsk. Men hun var der ikke. Jeg gik i panik, og fik de værste tanker i mit hoved: drengene havde båndet et reb fast til et træ, lavede en lykke, og hang hende. Eller de kunne have haft en kniv og stukket hende med den, til hun var død. Jeg kunne ikke fokusere på noget, men så hørte jeg en svag stønnen. Jeg fulgte efter lyden, bag de gamle skur, og opdagede at det var fuldstændigt smadret. Jeg kiggede ned, og der lå Victoria. Med blod ud over det hele. Ingen havde opdaget hende, endnu. Eller så havde folk ikke turdet, for hun lignede ret meget et lig. Jeg blev bange, men det var som om jeg kunne høre hende i mine tanker, sige:

”Bare rolig, jeg skal nok klare mig. Det var næsten som om hun stod foran mig og sagde det. Men det gjorde hun ikke. Hun lå på jorden. Halvdød. Jeg hentede en lære som kunne se på det. Jeg hentede Mrs. Trickle. Hun var den sødeste lære vi havde på skolen, syntes jeg. Da hun kom hen og skulle se Victoria, blev hendes øjne store. ”Hvad er der sket her?” Jeg ville gerne sige, at Victoria var blevet tæsket og kastet med, af de to drenge, men jeg kan huske hvad Victoria havde sagt om det. Så jeg svarede,

”Det ved jeg ikke, jeg fandt hende bare her.” Mrs. Trickle nikkede, selvom hun godt vidste, at jeg vidste hvad der var sket. Hun ringede til en alarmcentralen, og hun kom på hospitalet. En uge efter, fik jeg lov til at besøge hende. Claudia var der også. Selvfølgelig. Lægen, fortalte, at Victoria, havde brækket ryggen, brækket højre arm, forstuvet hendes venstre fod, og fået en slem hjernerystelse. Lægen bedte mig om at komme ud et øjeblik. Jeg gik derud. ”Jeg ved godt, at det er hårdt at høre, men ..” Han tøvede. ”Men hvad?” Spurgte jeg. ”Din ven står ikke til at redde, hendes ryg er blevet virkeligt alvorligt skadet, og hendes hjernerystelse er virkelig slem. Selvfølgelig vil vi gøre alt for, at hun skal overleve, men vi tror ikke det vil lykkes.” Sagde han. ”I må kunne redde hende, jeg mener, i SKAL redde hende, hun har altid været et godt menneske, hvorfor hende?!” Jeg kunne mærke at jeg græd. ”Desværre.” Svarede lægen. Jeg tog hjem, og græd mig selv i søvn.

 

Men, Victoria, har en eller anden evne, for at være ”heldig” for bare en måned efter jeg havde talt med lægen, var Victoria i skole, helt rask, som om intet var sket. Det var utroligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...