Når mørket falder på (Menneskets bedste ven - Del 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Madeline var en helt normal pige, der var vant til at rejse meget med hendes familie. En dag besluttede hendes forældre sig for, at de ville flytte til en lille by i England, kaldet Polkway. De havde boet der før, da Madeline var mindre. Men da Madeline havde boet i byen i bare to år, og skulle starte i High school, blev tingene pludselig anderledes. Hendes to bedste veninder, Kate og Victoria var forsvundet, og drengen, Seth, gjorde det hele meget mere underligt.

18Likes
10Kommentarer
1250Visninger
AA

4. Michael Hunter

Klokken var ved at blive mange. Faktisk var den 23.05, for at være helt præcis. Jeg ventede stadig på, at Victoria skulle svare. Jeg var træt, og jeg tog mig i at lukke øjnene sammen, flere gange. Til sidst kunne jeg ikke mere, og jeg faldt i søvn med min mobil i hånden.

 

Jeg drømte. Det var den samme drøm som natten før. Jeg drømte om røg, mørke, smerte. Det var ikke en drøm, snarere et mareridt. Jeg vågnede med et sæt. Jeg kiggede på uret, der hang over min seng. Den var fem om morgnen. Jeg prøvede at ligge mig til at sove igen. Uden held. Jeg vendte og drejede mig som en sindtsyg, men det kunne bare ikke lykkes for mig at falde i søvn. Jeg gik ned i køkkenet, for at tage noget vand, og se om det hjalp mig med at falde i søvn. Men tværtimod. Det gjorde mig bare frisk, og jeg opgav missionen, med at falde i søvn igen. Jeg gik op på mit værelse og tændte lyset. Jeg kiggede om Victoria måske havde svaret mig. Det havde hun ikke. Men Kate havde skrevet til mig.

Hej søde! Jeg kommer desværre ikke i skole i dag! Sorry! Knus <3” Jeg læste beskeden igennem, og sukkede. Ingen Victoria, ingen Kate, ingen venner. Hvad skulle jeg gøre? Jeg måtte vel bare finde nye venner, selvom det var ret svært for en som mig. Man kunne jo ikke ligefrem sige, at jeg var den mest populære i skolen. Jeg blev aldrig mobbet, som Victoria blev, men jeg blev mobbet på en måde, som ikke var særlig behaglig. Folk ignorerede mig, som om jeg ikke var til stede. Jeg var den nye pige, der havde været alle mulige steder henne, og de havde aldrig været længere væk, end til landets hovedstad. Min mor sagde altid, at de bare var jaloux. Det var der noget om, men det er aldrig sjovt at blive ignoreret. Men så var det, at jeg blev gode venner med Victoria. Kate havde altid været min ven, men hun havde for travlt med at spille lækker over for drengene på vores skole. Så jeg plejede at sidde alene ved et bord. Men en dag, så jeg Victoria, sidde ved siden af hendes tvilling, Claudia, rejse sig op, og gik hen til mig og sad. Vi var begge to virkelig tavse. Men pludselig var der en der brød tavsheden. Det var hverken mig, eller Victoria. Det var Kate. Hun stirrede ondt på Victoria, og Victoria, stirrede ondt på hende.

”Hej, Maddie! Hvad laver du med en nørd? Kom lad mig sidde ved siden af dig, i stedet for hende, tumpen.” Sagde Kate, og skubbede Victoria ned fra bænken, så hun tabte sin mad ned over sig selv, og havde alt muligt mad i håret. Jeg kendte ikke Victoria så godt, men jeg vidste, at det ikke var okay at skubbe hende ned, eller nogen ned overhovedet, fra deres plads, så de fik mad i håret og ned af tøjet. Jeg vidste, at hvis det var Kate det var gået udover, var hun ikke kommet i skole i en hel uge efter det. Så jeg sagde til hende,

”Kate, du er min bedste ven, men jeg syntes ikke det der var i orden, og jeg vil gerne have du siger undskyld til hende.” Alle stirrede hen på os nu. Kate så sur ud. Hun hvæsede af mig, og gik videre. Hun talte ikke til mig i tre dage efter.

”Tusind tak, Madeline, så var der endelig nogen der sagde noget til hende.” Victoria kendte mit navn. Måske var jeg ikke så upopulær endda.

”Det var så lidt. Hun er min bedste ven, men nogen gange er hun ret for meget.” Svarede jeg. Siden den dag, var mig og Victoria bedste veninder. Kate var selvfølgelig stadig også min bedste veninde, men Victoria var mere behaglig at være sammen med, hvis man kunne sige det sådan.

 

Jeg tog tøj på, og gik ned for at spise morgenmad. Min mor havde lavet vafler, som hun plejede at gøre.

”Tusind tak, mor!” Sagde jeg til hende, med et smil på læben.

”Det var så lidt, men jeg syntes snart du skulle til at lave din egen mad.” Sagde hun. Jeg kom til at smile, for jeg havde spurgt hende så mange gange, om jeg skulle lave maden for hende. Men hun svarede altid bare,

”Nej, det går fint, bare du klare dig godt i skolen, er jeg glad.” Jeg lavede aftensmad, men morgenmad, ville hun bare ikke lade mig lave. Det var nok også det eneste hun kunne lave. Det med varm mad, var bare ikke hende. Jeg spiste op, og tog min taske på ryggen. Klokken var mange, og bussen skulle lige til at køre.

”Stop, stop!” Råbte jeg efter den, og den stoppede. Jeg løb ind i bussen. Claudia var der. Hun smilede. Jeg smilede tilbage, og satte mig ved siden af hende. Hun kiggede på mig med hendes store, blå øjne. Hun prøvede at se ud som om hun var glad, men jeg kunne se at der var bekymring i hendes øjne. Jeg ignorerede det og kiggede ud af vinduet. Jeg havde virkelig lyst til at spørge hende om hvor Victoria var, men jeg vidste at det ville være dumt. Bussen stoppede og vi steg af. Vi skulle have Mrs. Smith i dag.

”Nå, elever! Jeg vil gerne have at vi fortsætter hvor vi slap. Madeline, du læser op!” Sagde hun og smilte. Ikke godt. Jeg tænkte på at korte det ned, for jeg troede jeg ville bruge timen på det.

”Øhm… Ja!...” Sagde jeg nervøst. Jeg prøvede kun at sige så lidt som muligt, men det var ret svært. Jeg brugte 20 minutter på den, og Mrs. Smith var irriteret over den tog så lang tid, men samtidigt imponeret over at jeg kunne skrive så meget, på så kort tid.

”Okay, flot, Madeline… Vi kan lige nå én mere. Hvem har lyst?” Spurgte Mrs. Smith. Ingen rakte hånden op.

”Okay, så vælger jeg bare en.” Sagde hun. Claudia var bange for at det blev hende. Men Mrs. Smiths finger pegede på en anden. Det var Seth. Han nikkede og begyndte at læse.

”Mit navn er Seth. Seth Canis. Jeg har lige haft fødselsdag, så jeg er 16.” Fortalte han. Jeg var nysgerrig, og ville gerne vide hvor han stammede fra, og hvem han var i familie med. Han undlod at fortælle det. Jeg blev skuffet.

”Okay, Seth. Til jer der ikke har fremlagt: I skal gå rundt i klassen og fremlægge jeres præsentation for mindst 3 i klassen. I har 30 minutter. Og hvad Seth og Madeline angår, i skal gå ud på gangen og give hinanden respons for jeres opgaver. Jeg blev nervøs. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle tale med ham. Han var virkelig mystisk. Vi gik ud på gangen og satte os. Til min redning, startede Seth ud med at tale.

”Nå, du var Victorias bedste veninde, var du ikke?” Spurgte han høfligt. Var. Hvorfor sagde de alle sammen var? Jeg begyndte at blive lidt bekymret.

”Hvad mener du med var?” Spurgte jeg stille. Seth fik et panisk blik, og skiftede emne.

”Jeg syntes din præsentation var… Overraskende.” Sagde han. Jeg orkede ikke at kommentere han lynhurtige emne skift, så jeg nikkede bare.

”Jeg vidste ikke hvad jeg skulle skrive om, så jeg beskrev tingene meget.” Forklarede jeg ham.

”Hmm, jeg syntes nu du var meget godt omkring det hele.” Sagde han venligt. Det var måske ikke så svært endda, at tale med ham.

”Jeg er især meget interesseret i det med Victoria. Hvordan så dem der mobbede hende ud? Hvordan var de? Høje eller lave?” Spurgte han. Hvorfor skulle han vide det? Men jeg forklarede det alligevel.

”Tusind tak!” Sagde han og rejste sig for at gå.

”Vent!” Sagde jeg, og afbrød ham i at liste væk.

”Jeg skal også give respons til din fremlæggelse.” Sagde jeg.

”Nårh ja” Sagde han, som om han havde glemt det. Han satte sig ned, og jeg begyndte.

”Altså din fremlæggelse… Jeg syntes den var god. Men jeg syntes også du manglede din familie og hvor du stammer fra.” Sagde jeg til ham.

”Jamen, jeg fortalte også det, du hørte nok bare ikke efter på det tidspunkt.” Sagde han nervøst. Jeg vidste det var løgn, men sagde ikke noget til det. Mrs. Smith kaldte os ind.

”Nå, nu til det seriøse. Jeg vil gerne have at i skriver en stil om en kendt person. Den skal være på præcis 500 ord. I må selv vælge hvem i vil skrive om. I har til på fredag.” Sagde hun.

”Bare gå i gang nu!” Jeg gad ikke at skrive om en kendt. Hvem skulle jeg dog skrive om? Og på præcis 500 ord. Heldigvis kom Mrs. Smith med idéer. Jeg skulle skrive om byens grundlægger. Ikke fordi det var den letteste person at skrive om. Der stod intet om ham på nettet, eller nogen andre steder. Det eneste jeg vidste om ham, var at hans navn var Michael Hunter. Klokken ringede ud, og vi havde frikvarter.

 

Det blev spise pause og der stod pizza på menuen. Noget af det bedste man kunne forvente på Polkway High school. Claudia blev virkelig glad da hun så menuen. Hun satte sig ved et bord for sig selv, men Seth kom hurtigt over og holdte hende med selvskab. Jeg satte mig også over til Claudia. Da jeg satte mig, smilede hun til mig.

”Hvem skal i skrive om i jeres stil?”, Spurgte jeg, så vi havde et emne at snakke om. Claudia trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke endnu.” Sagde Seth.

”Hvad med dig?” Spurgte han.

”Byens grundlægger. Det er ret svært at finde noget om ham. Ved i noget om Michael Hunter?” Spurgte jeg. Claudia og Seth fik begge to et forundret blik i øjnene. 

”Michael Hunter? Alt for meget, og det vil du ikke vide.” Svarede Seth. Det lød mystisk. Hvorfor ville han ikke fortælle noget om Michael Hunter?

Ikke en god person.

Var der en stemme i mit hoved der sagde.

”Jeg må have det tjekket.” Sagde jeg.

”Tjekket hvad?” Spurgte Seth.

”Stemmerne i mit hoved! Der er nogen der taler til mig, og jeg ved ikke hvem.” Svarede jeg ham. Seth kiggede mærkeligt, men det så ud som om der var noget der gik op for ham. Han kiggede på Claudia og løftede et øjenbryn. Hun smilte bare sit fantastiske smil. Der foregik et eller andet. Måske jeg ikke fik det at vide nu, men jeg ville få det at vide. Jeg vidste det bare.

 

Jeg kom hjem til en møgbeskidt Riley. Jeg kiggede på hende.

”Undskyld. Men vi gik en tur i skoven, og hun fandt en mudderpøl og rullede sig i den. Kunne du eventuelt gøre hende ren?” Spurgte min far fjoget. Han var god til børn, men man kunne ikke ligefrem sige at han var god til hunde. Det var altid mig der vaskede hende, gav hende mad og børstede hende. Men jeg nikkede bare.

”Jo, det skal jeg nok.” Sagde jeg og smilede.

”Kom, Riley!” Sagde jeg til hende. Vi gik ovenpå. Man skulle næsten ikke tro at det var muligt at være så beskidt, som Riley var. Det tog mig lang tid at vaske hende, men det lykkedes.

Jeg skulle lave lektier. Jeg vidste bare intet om Michael Hunter. Jeg var ude på dybt vand, så jeg sukkede bare, og spurgte Riley om hun vidste noget om ham. Hendes reaktion på navnet, var uforventet. Hun lagde ørene tilbage og knurrede.

”Shh, Riley. Hvad er der?” Spurgte jeg hende. Jeg vidste selvfølgelig godt at hun ikke kunne svare mig, men hun var alligevel ret menneskelig. Nogle gange var det som om hun forstod mig. Hun slikkede mig i ansigtet, og løb ned i stuen. Jeg havde ikke tørret hende nu, så hun gjorde hele hendes vej ned i stuen, helt våd. Kate havde boet i byen hele hendes liv. Måske hun vidste noget om ham. Jeg sms’ede hende, og spurgte om hun vidste hvem han var. Jeg spurgte selvfølgelig også om hun kom i skole dagen efter. Hun svarede efter 20 minutter. Hun plejede at svare virkeligt hurtigt, så jeg håbede at det var godt.

 

Hey, Maddie. <3 Jeg kommer desværre heller ikke i skole i morgen, håber du klare dig uden mig. Michael Hunter, sagde du? Ja, han var en fantastisk mand. Nu skal jeg fortælle dig en masse om ham. Han voksede op i en fattig familie. De havde ikke engang råd til et hjem, så de boede i en skov. Rygtet siger at han var vild med ørne, og nogen siger endda at han kunne forvandle sig til en. Det er selvfølgelig noget fis, men det er alligevel interessant. Han var træt af at bo i fattigdom, så da han var 13, bestemte han sig for, at en dag, ville han grundlægge en fantastisk by. Han ville også have sin egen statue, men det forhindrede nogle tåber ham i. Jeg har meget mere at fortælle om ham, hvis du vil vide det. Knus <3

 

Det var en lang besked, men meget interessant. Jeg behøvede ikke at spørge om mere, det var alt jeg havde brug for. Det med ørnen, var nok det mest interessante. Jeg havde hørt om mennesker, der blev til vampyrer, og varulve. Men da aldrig om en ørn. Det var spændene, og jeg var sikker på at jeg ville få en god karakter for det. For hvem vidste lige noget om Michael Hunter?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...