Når mørket falder på (Menneskets bedste ven - Del 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Madeline var en helt normal pige, der var vant til at rejse meget med hendes familie. En dag besluttede hendes forældre sig for, at de ville flytte til en lille by i England, kaldet Polkway. De havde boet der før, da Madeline var mindre. Men da Madeline havde boet i byen i bare to år, og skulle starte i High school, blev tingene pludselig anderledes. Hendes to bedste veninder, Kate og Victoria var forsvundet, og drengen, Seth, gjorde det hele meget mere underligt.

18Likes
10Kommentarer
1254Visninger
AA

3. Kælenavn

Tiden gik, og vi fik endelig fri. Det havde været en fin dag, men alligevel også meget mystisk. Et nyt ansigt i byen, Victoria og Kate, var ikke i skole på samme tid, og det var som om Claudia og jeg, ligesom var på bølgelængde med hinanden. Jeg kunne ikke finde ud af, om vi var venner. Jeg kunne jo ikke ligefrem gå hen og spørge hende. Men jeg gad godt, at have hende som ven. Victoria og Kate var forsvundet, og uden dem havde jeg faktisk ingen venner. Claudia virkede rar, og det kunne være spændene at høre hende sige en lyd, hvis altså hun kunne tale. Mon hun kunne tale? Hun var så speciel, på så mange måder. Jeg kunne se den nye dreng snakke med Claudia. Jeg spekulerede på om Claudia, også snakkede med ham. Jeg kiggede på dem imens den nye dreng, Seth, snakkede med hende. Jeg holdte øje med, om Claudia bevægede munden. Men det gjorde hun ikke. Alligevel lignede det en rigtig samtale, imellem to helt normale personer. Seth kiggede hen på mig, og opdagede jeg så på. Han og Claudia, gik et andet sted hen. Jeg tror, de troede jeg lyttede med. Men det gjorde jeg ikke. Jeg var alt for optaget af, at se om Claudia åbnede munden. Der var kun ét ord jeg hørte. Ordet var et navn, navnet var Victoria. Og da jeg hørte det, blev jeg nysgerrig, og prøvede at høre hvad det egentligt var de snakkede om. Men der var det så, at de tog mig i at kigge på, og gik. Jeg ville bare så gerne vide hvor Victoria var henne. Jeg havde trang til at følge efter dem, men det ville bare virke sært, og irriterende.

 

Jeg gik ned til busstoppestedet, og ventede til bussen kom. Imens jeg ventede, dukkede Claudia pludselig op. I det ene øjeblik var hun her ikke, og i det andet var hun.

”Hvor kom du lige fra?” Spurgte jeg hende. Hun smilede. Bussen ankom, og vi steg ind. Bussen var næsten tom, der var kun to andre derinde. En lyshåret, og en mørkhåret. De sad allerbagerst i bussen, og Claudia satte sig hen ved siden af dem. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned, sammen med hende og de to andre. Jeg gik nervøst derned. Jeg satte mig ved siden af Claudia, helt tavs.

”Hvem er det, Cloudy?” Spurgte den mørkhårede. De to drenge virkede bekendte, ligesom Seth gjorde. Jeg vidste virkelig ikke hvorfor.

”Er hun ikke Victorias bedste veninde? Eller, var det ikke Victorias bedste veninde?” Spurgte den lyshårede. Var Victorias bedste veninde. Hvad mente han med det? Hvad foregik der? Claudia så strengt på ham.

”Hvad? Hvad sagde jeg forkert?” Spurgte han. Claudia lavede himmelvendte øjne. Det var som om, at Claudia bare så på ham, og så forstod han.

”Nårh ..” Der var noget jeg ikke vidste, som jeg burde vide, noget de ikke har fortalt mig, det kunne jeg mærke.

”Hvad snakker i om?” Spurgte jeg irriteret og forvirret.

”Ikke noget, der er ikke noget” svarede den mørkhårede. Men der var jo noget de holdte skjult. Jeg orkede bare ikke at diskutere det. Bussen stoppede, og Claudia og de to drenge steg ud. De gik imod skoven, og straks tænkte jeg på Victoria. På hvordan hun elskede skoven, og alt liv der fandtes. Jeg havde nogle teorier, om hvor hun kunne være. Jeg havde en meget forfærdelig teori. Den var, at Victoria, så sød hun var, prøvede at hjælpe en ulve unge i skoven, fra at sidde fast i nogle torne og grene, og dø af sult. Imens hun prøvede at hjælpe den, kom ungens mor, som var kæmpe stor, med knivskarpe tænder, og lange klør, forbi, og blev vred på Victoria over at hun rørte ved hendes unge, så moderen åbnede sin mund fyldt med knivskarpe tænder, og bed hendes hoved af, eller noget i den retning. Jeg vidste godt det lød ret sært, men det lød Victoria agtigt. Det kunne sagtens ske for hende, selvom det ville være det værste der kunne ske. Hun kunne ikke have været syg, for hun havde aldrig været syg før. Den eneste gang hun ikke have været i skole, i hvert fald imens jeg havde været her, var dengang hun brækkede ryggen. Men Kates forsvindingsnummer, var ikke ligeså mystisk. Der var tit hun ikke havde været i skole, pga. Sygdom, ferie, eller fordi hun pjækkede. Jeg var mere nervøs for Victoria.

Bussen kørte videre, og til sidst, holdte den der hvor jeg skulle af. Jeg steg ud af den, og gik ind i huset. Riley gøede, men da hun opdagede, at det var mig der kom hjem, var hun helt rolig. Jeg satte mig ned for at nusse hende, og hun lagde sig helt tæt ind til min krop. Det lignede næsten hun smilede. Riley, var en siberian husky. Hun var utroligt kælen, og en fantastisk vagthund. Hun var sort på ryggen, og hvid på maven. Hun havde katte øre, og de mest utrolige blå øjne. Jeg vidste godt, at næsten alle siberian husky’s, så sådan ud, men hende her var noget særligt. Jeg havde haft hende, så lang tid jeg kunne huske, vi havde hende med overalt vi boede. Mine forældre havde fortalt mig, at hun blev født samme dag som mig. D. 21/2. Hun var 15 år, ligesom mig. Mine forældre sagde, at det var et spørgsmål om tid, før hun gik bort. Jeg ønskede ikke hun skulle dø. Hun var fantastisk. Den bedste hund der fandtes, hvis nogen skulle spørge. Mine forældre fortalte, at når hun døde, ville de købe en ny hund til mig. En jeg selv måtte vælge. Jeg var enebarn, og mine forældre ville ikke have jeg skulle føle mig ensom, når jeg var alene hjemme. Og det var ikke mere end to timer, hvis det skete. Men jeg ville ikke have en ny. Jeg elskede Riley, som var hun min søster. Vi var virkelig nære venner, hvis man kunne være det med en hund. Da vi boede i Irland, var jeg på et tidspunkt ude i skoven sammen med mine forældre, og Riley. Jeg spurgte mine forældre, om jeg ikke lige måtte lege sammen med Riley derhenne, hvor der var mange gode klatretræer. De sagde ja, men at jeg skulle passe på, med at falde ned. Jeg prøvede at klatre i dem, men de var for svære at klatre i. Jeg så mig over skulderen, og fik øje på et endnu bedre klatre træ. Riley, og jeg spurtede derhen for at klatre i de høje træer. Det vil sige, Riley og jeg spurtede derhen, for at jeg kunne klatre i de høje træer. Men desværre gled man i de træer, fordi de var alt for våde. Men heldigvis fik jeg øje på et fantastisk klatre træ. Jeg løb derhen. Der var alligevel langt derhen, men ikke så langt, at jeg ikke kunne løbe derhen. Det her træ var perfekt, og jeg kom helt op i toppen af træet. Jeg klatrede ned igen, og pludselig slog det mig. Hvor var mor og far henne? Var de bare gået uden mig? En masse tanker fløj igennem mig, og jeg kunne mærke tårende trille ned fra mine kinder. Jeg var forret vild, og mine forældre var væk. Jeg satte mig ned ved siden af Riley, og begyndte at græde. Riley slikkede mine tårer væk. Jeg holdte om hende. Pludselig rejste hun sig op, og virkede søgende. Hun begyndte at snuse, og så gøede hun. Hun skubbede til min arm, med snuden, som om hun ville have, at jeg skulle følge efter hende. Jeg rejste mig op, børstede jorden væk, og fulgte efter hende. Hun begyndte at løbe, og jeg var lige i hælene på hende. Hun satte farten op, og det var lige før jeg ikke kunne følge med. Men pludselig var de der. Mine forældre. De så bekymrede ud, men da de så mig, forvandlede bekymringen sig til lettelse, og derefter, glæde.

”Hvor var du dog henne, skat? Vi har været så bekymret!” Sagde min mor.

”Ja, et øjeblik overvejede vi, at ringe efter politiet.” Sagde min far. Jeg slog armene om min mor, og hun løftede mig op. Jeg kunne mærke tårende trille ned af min kind. Jeg ville altid huske den dag, hvor Riley reddede mig. Selvom jeg nu var ret sikker på, at jeg var blevet fundet alligevel. Men det vidste jeg jo ikke, da jeg var syv. Det ville være den sørgeligste dag i mit liv, hvis Riley dødede, og det ville hun jo på et tidspunkt. Måske på nær, da min farfar døde. Han døde for et år siden. De sagde, at han var ude at gå i skoven en dag, og pludselig blev han angrebet af noget der lignede en kæmpe ulv. Det var en af grundene til at jeg var så bange for ulve. Jeg havde godt nok en hund, der lignede en ulv, men hun opførede  sig ikke som en. I hvert fald ikke efter de historier jeg havde hørt om ulve. Jeg kunne virkelig ikke fordrage ulve.

”Hallo? Er der nogen hjemme?” Spurgte min mor. Det var sådan et åndsvagt spørgsmål, for selvfølgelig er der nogen hjemme, for hvis ikke andet, så var hun i hvert fald hjemme.

”Hey!” Sagde jeg.

”Åh, hej skat! Ved du hvor far er henne?” Spurgte min mor. Hun var en meget forvirret kvinde, hun var ikke særligt god til at holde styr på tingene.

”Ja, skulle han ikke arbejde sent i dag?” Svarede jeg hende. ”Åh jo, det er rigtigt. Hvordan gik den første dag?” Spurgte hun mig. Jeg havde lyst til bare at sige ”fint”, men det kunne ikke beskrive den. Jeg blev nød til at fortælle hende om Victoria og Kate.

”Den gik okay. Men Victoria og Kate var ikke i skole i dag.” Svarede jeg. Jeg sparede på det med Claudia, Seth og de to drenge i bussen, jeg aldrig havde set før, og så alligevel.

”Var de ikke? Det var da mystisk, har du skrevet til dem?” Spurgte hun mig. Der gav hun mig lige en god idé! Hvorfor havde jeg ikke tænkt over det?

”Det var faktisk en rigtig god idé! Tusind tak mor!” Sagde jeg, og smuttede op på mit værelse. Jeg fandt min mobil frem, som lå på mit skrivebord, som sædvandlig. Mine forældre brokkede sig tit over, at jeg aldrig havde den på mig, når de gerne ville have fat i mig. Men sådan var det. Jeg brugte den næsten aldrig, så den kunne ligeså godt ligge hjemme ved mig selv. Jeg skrev til Kate først. I beskeden stod der:

Hey, Katie! Hvorfor var du ikke i skole i dag? Er du syg eller sådan noget?” Og i den til Victoria stod der: ”Hey, Victoria! Du var ikke i skole i dag! Hvorfor ikke det? Du er ikke kommet noget til, vel?” Jeg var mest nervøs for Victoria. Hun er en stærk pige, og kan næsten holde til alt. Hun gjorde alt for at komme i skole, dagen efter de to drenge havde banket hende synder og sammen. Grunden til, at hun ikke kom i skole i en måned efter, var pga. Lægen sagde det. Hvis det havde stået til hende, var hun kommet i skole.

To minutter efter fik jeg en besked fra Kate. Selvfølgelig svarede hun lige med det samme. Hun var ved sin telefon 24/7. Hun havde skrevet:

Hej, Maddie! Grunden til, at jeg ikke var i skole, var fordi der var opstået nogle private problemer. Er ked af, at jeg ikke kom i skole i dag! Var det nogle gode lærere, ellers? Miss you <3” Typisk hende at sende hjerter. Det virkede sært. Men det mest sære var, at hun ikke fortalte hvad det var der var sket. Vi plejede at dele alt sammen. Men jeg skrev bare til hende, at det havde været en fin dag, men jeg savnede hende, og om hun kom i skole dagen efter. Jeg undlod, at skrive, at jeg også savnede Victoria. Jeg vidste godt at, Kate, ville blive ret irriteret over, at jeg skrev om hende. Kate sendte mig en besked med lynets hastighed, om at hun nok heller ikke kom i skole dagen efter. Var der mon opstået nogle ”private problemer” i morgen også? Men jeg det orkede jeg ikke skrive. Det var forfærdeligt at blive uvenner med Kate. Hun tændte fuldstændigt af, og talte ikke til en i tre dage. Hun fik alle hendes venner til at hade en. Det havde jeg prøvet før, og tro mig, det er ikke et kønt syn. Men i sidste ende er hun god nok. Jeg ventede i lang tid, på at Victoria skulle svare på min besked. Der gik flere timer. Jeg begyndte at blive rigtigt utålmodig. Pludselig hørte jeg en lyd. Det var ikke min mobil der bibbede, det var bare min far der kom hjem. Klokken var ved at være 19.00, og ingen var begyndt på maden endnu. Jeg gik ned i stuen, for at hilse på min far. Han arbejdede som psykolog. Han lod til at nyde sit job. Han var væk hver dag, fra kl. 8.00 til klokken 18.00. Nogen gange arbejdede han længere. Min mor var forfatter. Hun var tit inde på sit kontor for at skrive bøger. Hun havde skrevet fire bøger indtil videre. Desværre var der ingen forlag, der gad at have hendes bøger. Det var en skam, for de var faktisk virkelig gode. Jeg blev engang taget i, at sidde og læse en af hendes bøger. Det var en krimi jeg læste. Hun skrev kun krimier. Det var hun bedst til. De var virkelig gode, og jeg tiggede min mor om at få lov til at læse flere. Men hun sagde bare ”Når forlaget ikke kan lide dem, kan du heller ikke.” På det punkt var hun ret barnlig.

 

Jeg gik hen til min far, og hilste på ham.

”Hej, far!” Jeg gik hen og krammede ham.

”Hej, Ella, var det en god dag i skole?” Spurgte han. Ella. Det blev jeg kaldt af ham siden jeg var 4, pga. Jeg havde set en film om en der hed Ella, som jeg bare syntes var så pæn, og så sagde jeg til min far, at jeg hellere vil hedde Ella. Siden den dag, er jeg aldrig blevet kaldt andet end Ella af ham. Min mor brød sig ikke om det. Hun sagde:

Når vi har døbt hende Madeline, skal vi kalde hende Madeline.” Noget af det havde hun ret i, men jeg syntes det var i orden at have kælenavne. Min mor havde det også helt fint med at mine venner kaldte mig Maddie, men hun foretrak Madeline. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg helst ville kaldes. Jeg var vant til at reagere på ”Maddie” Eller ”Ella”, men Madeline var for langt et navn, til at reagere på. Eller så var jeg bare doven.

”Ja, far! Men, Victoria, var ikke i skole i dag, kender du årssagen?”  Spurgte jeg ham. Vi var i en by hvor alle kendte alle, og man kendte alle andres hemmeligheder.

”Victoria? Til mig sagde du at det var både, Kate og Victoria.” Sagde min mor, forvirret. Men, nå ja, jeg kunne ligeså godt spørge ham, om han vidste hvorfor det lige var, at Kate ikke var i skole.

”Nå ja, Kate var heller ikke i skole, ved du hvorfor?” Spurgte jeg ham.

”Var Victoria ikke i skole i dag? Der er vel ikke sket noget slemt? Og Kate er nok ikke i skole, pga. Sygdom, eller noget lignende.” Sagde han. Jeg blev nød til at fortælle ham, hvad Kate havde skrevet til mig.

”Jeg håber i hvert fald ikke, at Victoria, er kommet noget til. Men Kate havde skrevet til mig, at grunden til at hun ikke kom i skole, var at der var sket noget personligt, så jeg tror ikke det er sygdom.” Forklarede jeg ham. Han tænkte over det.

”Måske er  der en i familien der er død? Hvem ved?” Sagde han. Han havde sikkert ret. Måske kom hun i skole i morgen, og fortalte os om det. Min mave begyndte at knurre.

”Skal vi ikke snart have noget mad?” Spurgte jeg.

”Hvis du laver den!” Sagde min far. Jeg orkede ikke diskutere om hvem der skulle lave mad, så jeg fandt ingredienser frem. Jeg ville bare lave noget hurtigt og nemt. Jeg ville lave pasta med kødsovs. Min mor og jeg, brød os ikke særligt meget om det, men det var min fars livret. Det kunne godt være, at min far og jeg, lignede hinanden meget, så havde han nogle helt andre smagsløg end jeg havde. Jeg fandt en gryde frem, og hældte koldt vand i den. Jeg lod det koge i ti minutter og derefter puttede jeg pasta i. Vi havde noget frosent kødsovs, fra sidste gang vi fik det, og jeg lod det tø op. Da det tøede op, proppede jeg det ned i en gryde, med kogende vand, og ventede på, at det skulle tø helt op. Da jeg var færdig, kaldte jeg mine forældre til bords. Min mor sukkede da hun så hvad jeg havde lavet, og min far stod med et kæmpe smil på læberne. ”Tak fordi, du gad at lave mad til os, Ella.” Sagde min far. Min mor smilte til mig, og satte sig til bords. Jeg serverede maden for dem, og de begyndte at spise. Jeg satte mig ned, og begyndte at spise. Det smagte faktisk ok, selvom det ikke lige var min favorit ret. Riley kom hen til mig. Hun kiggede op på mig, og begyndte at tigge. Jeg kunne ikke stå for hendes hundeøjne, så jeg gav hende lidt. Min mor hadede når vi gav hende mad, men hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af. Riley spiste som en gris. Hun var virkelig glad for mad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...