Når mørket falder på (Menneskets bedste ven - Del 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Madeline var en helt normal pige, der var vant til at rejse meget med hendes familie. En dag besluttede hendes forældre sig for, at de ville flytte til en lille by i England, kaldet Polkway. De havde boet der før, da Madeline var mindre. Men da Madeline havde boet i byen i bare to år, og skulle starte i High school, blev tingene pludselig anderledes. Hendes to bedste veninder, Kate og Victoria var forsvundet, og drengen, Seth, gjorde det hele meget mere underligt.

18Likes
10Kommentarer
1248Visninger
AA

5. Filmaften

Dagene gik, og hverken Kate eller Victoria havde været i skole. Tingene blev mere og mere mærkelige. Mig og Claudia var blevet gode venner, eller det vil sige det tror jeg. Hun havde ikke sagt et ord. Seth havde ikke talt til mig siden jeg nævnte Michael Hunter. Han værdigede mig ikke engang et blik. Jeg vidste ikke hvad der var med Michael Hunter.

 

Jeg vågnede op klokken 6.30. Jeg skulle til at tage tøj på, da jeg opdagede at det var lørdag. Jeg lagde mig til at sove igen. Jeg drømte sødt. Men min drøm blev hurtigt til et mareridt. Jeg drømte den drøm, jeg havde drømt nogle nætter tilbage. Jeg vendte og drejede mig. Jeg prøvede at slippe ud af drømmen, men det var umuligt. Riley redede mig heldigvis. Hun hoppede op i min seng og slikkede mig i ansigtet. Jeg lukkede øjnene op.

”Tak, Riley!” Sagde jeg lettet. Jeg kiggede på mit ur. Den var allerede 10.30. Jeg var stadig træt, men vidste godt at jeg skulle op. Mine forældre var i London, og kom først hjem dagen efter. Huset var mit. Jeg løb ned af trapperne, og ristede noget toast. Jeg var ikke specielt sulten, så jeg spiste kun et halvt toast brød. Jeg tog et bad. Jeg var totalt smadret, så jeg smed mig bare i sofaen og tændte tv’et. Da jeg havde set tv i en halv time, bankede det på døren. Jeg vidste virkelig ikke hvem det kunne være. Hvem gad lige at besøge mig en lørdag formiddag? Det var der heller ikke. Det var postmanden, der havde en pakke, til mine forældre gik jeg ud fra. Jeg var nysgerrig, og blev nød til at se hvem det var til. For tænk nu hvis den var til mig! Jeg kunne ikke se hvem den var til, men jeg kunne se hvem den var fra. Victoria! Victoria Le Loup, det var hende! Jeg var sikker på at den var til mig. Jeg flåede den op. Jeg kiggede ned i den. Der var intet. Den var tom. Jeg blev hurtigt skuffet. Hvorfor sende en tom pakke? Jeg kiggede i bunden. Der var klippet et hul i den. Hvem kunne dog finde på sådan noget? Hvem end det var der havde gjort det, var jeg virkelig vred på personen.

 

Det bankede på døren igen. Jeg åbnede den, og håbede ikke at det var postmanden igen, for jeg var godt træt af det lille nummer. Det var ikke postmanden, men Claudia. Hun så ikke særlig glad ud. Jeg kunne se at hun havde grædt, men sagde ikke noget til det.

”Hej, Claudia! Hvad vil du?” Spurgte jeg, og smilede. Der var ingen grund til at gøre hende mere trist. Hun prøvede at smile, men det mislykkedes. Hun faldt ned i mine arme. Vi satte os ned, i sofaen.

Hun er ikke længere i blandt os, hørte jeg en stemme i mit hoved sige. Claudia, bed tænderne sammen, og prøvede at holde tårende tilbage. Hun kiggede på mig, fortvivlet. Hun kiggede på den tomme pakke, fra Victoria. Hun brød ud i gråd. Hun grad ganske vist uden lyd. Hun hvilede hendes hoved på min skulder. Min trøje blev gennemblødt af alle de tårer.

For evigt. Sagde stemmen i mit hoved. Claudia blev mere og mere frustreret over, at hun ikke kunne sige noget. Jeg ville hente papir og en blyant til hende.

”Det tager kun et øjeblik.” Sagde jeg til hende. Hun nikkede langsomt. Jeg spurtede op på mit værelse, og fandt et stykke papir, og en blyant. Da jeg kom ned, sad Claudia og Riley sammen. Det så ud som om, at Claudia talte med hende. Men det gjorde hun selvfølgelig ikke.

”Værsgo”, Sagde jeg, og lagde papiret og blyanten på bordet. Claudia vinkede farvel til Riley, og hun gik sin vej. Det trick ville jeg også lære en dag. Claudia kiggede op på mig, og smilede. Til min overraskelse, skrev hun ikke noget. Hun tegnede. Hun tegnede en pige, der lignede Victoria, og en ørn, der havde taget hende. Det var ikke bare en ørn. Det var en kæmpemæssig ørn. Mindst 4 gange så stor som de ulve jeg havde set i skoven. Hun tegnede et næb, der borede sig ned i kraniet af Victoria. Jeg gispede. Var det virkelig det der var sket? Claudia tog sig til hovedet. Hun havde grædt i lang tid, så selvfølgelig havde hun ondt i hovedet. Tænk at jeg ikke havde taget hensyn til det.

”Skal du have noget at drikke?” Spurgte jeg hende. Hun kiggede på mig, og nikkede, og smilede. Jeg kogede noget vand, og fandt chili te frem. Jeg hældte også et glas vand op til hende. Vandet var færdigt og jeg hældte det i et te krus, med billeder af hunde. Det var ikke den pæneste kop, hvis du spurgte mig, men det var det jeg lige kunne finde. Jeg serverede det for hende. Hun nikkede taknemmeligt.

”Skal du noget i dag?” Spurgte jeg hende. Hun rystede bedrøvet på hovedet. Jeg ville gerne have hende til at sove hos mig i aften. Hun havde godt af at have nogen ved hendes side. Jeg troede stadig ikke på det med Victoria. Hun var ikke død, hun var her stadig. For der fandtes ikke kolossale ørne, der tog mennesker.

 

Claudia rystede på hovedet. ”Vil du gerne sove her i nat? Mine forældre er ikke hjemme, så det er bare dig, mig og Riley.” Spurgte jeg. Hun nikkede. Det skulle nok blive hyggeligt. Vi skulle godt nok ikke tale sammen om natten, som man plejer at gøre til en overnatning, for hun kunne jo ikke snakke. Men vi kunne bestille pizza, og se en film.

 

Vi tog ned for at leje en film.

”Hvad for en film vil du gerne se?” Spurgte jeg hende. Hun måtte selvfølgelig vælge film, for hun var jo så ked af det. Hun pegede på en action film. Jeg rynkede et bryn.

”Den?” Spurgte jeg overrasket. Jeg havde regnet med at vi skulle se noget mere stille og roligt. Hun nikkede hastigt.

”Okay så”, Sagde jeg. Vi lejede filmen, og gik hjem.

”Skal jeg så bestille den pizza?” Spurgte jeg. Hun nikkede.

”Hvad vil du have på din pizza?” Spurgte jeg. Hun tænkte sig om. Til sidst pegede hun på mig. Hvad betød det? Jeg gik ud fra, at jeg måtte bestemme.

 

Vi spiste pizzaen imens vi så film. Vi havde hver en cola ved vores side. Vi endte med at spise et halvt kilo popcorn. Mit hoved begyndte at sige ting igen.

Hvor er du Cloudy? Var der en nervøs stemme i mit hoved der sagde.

Sig ikke at du leder efter Victoria, vel? Du ved jo at hun ikke har en chance! Sagde stemmen. Cloudy… Claudia? Hvad skete der?

Nej, jeg er her! Sagde stemmen. Claudia sad helt stille. Det så ud som om hun var koncentreret. Jeg forstod det ikke.

”Claudia?” Spurgte jeg.

Her hvor? Spurgte stemmen. Jeg blev forvirret.

”Kan du også høre det, Claudia?” Spurgte jeg. Hun så undrende på mig og rystede derefter på hovedet. Hun pegede på skærmen, som tegn til at jeg skulle følge med.

Shh… Ikke sig mere, hun kan høre os. Sagde stemmen. Claudias øjne var tomme i et øjeblik. Klokken var ved at være mange. Claudia gabte. Der var det at det gik op for mig at hun ikke havde nattøj med.

”Du kan låne mit nattøj hvis du vil.”, Tilbød jeg. Hun viftede bare med hånden, som et tegn for nej.

”Toilettet er ovenpå, og så til venstre, hvis du skal børste tænder.” , Fortalte jeg. Hun nikkede, og løb op. Jeg sad bare og ventede. Der gik en halvtime og hun var stadig på toilettet. Jeg begyndte at blive nervøs. Jeg gik op for at banke på.

”Er alt i orden?”, Spurgte jeg. Hvor følte jeg mig dum, for hun kunne jo ikke svare tilbage. Jeg følte mig uhøflig, men jeg blev nød til at åbne døren. Døren blæste op, men der var ingen Claudia. Vinduet stod på vidt gab. Var hun hoppet ud af vinduet? Jeg kiggede ud. Jeg fik et glimt af hende. Hvordan i al verden var hun kommet derned uden at slå sig? I samme øjeblik bankede det på døren. Jeg skyndte mig ned for at åbne  døren. Jeg kiggede på mit ur. Den var 5 minutter i midnat. Klokken var blevet mange. Jeg åbnede døren. Det var Claudia. Hun smilede og vinkede.

”Går du allerede?” Spurgte jeg overrasket. Hun nikkede ærgrende. Hun kiggede ned i jorden.

”Er der noget galt?” Spurgte jeg. Jeg blev nød til at være sikker. Hvor var jeg dum, selvfølgelig var der noget galt. Hun kom jo grædende hjem til mig i morges. Hendes øjne kiggede i alle mulige retninger. Hun begyndte at trippe. Hun vidste ikke hvordan hun skulle komme væk fra mig.

”Du må gerne gå, hvis du vil.” Sagde jeg og smilede. Hun gav mig et taknemmeligt blik.

 

Da hun var gået, følte jeg to ting: kedsomhed, og en spekulation. Kedsomhed, fordi jeg virkelig ikke havde nogen anelse om hvad jeg skulle lave. Claudia var gået, og mine planer for resten af aften var blevet anderledes end jeg havde tænkt. Men klokken var selvfølgelig også ved at være mange. Spekulation, fordi hun pludselig skulle gå... og  hvordan kom hun overhovedet ud af vinduet? Min hjerne gik i selvsving. Jeg satte mig i sofaen, for at regne det ud. Det var spild af tid, for mine resultater hang ikke sammen. Jeg faldt om i sofaen af træthed. Jeg drømte ikke om min sædvanlige drøm om røg, lys og en person der trak mig væk. Det var noget helt andet.

 

 

 

Det var Victoria og Claudia. De rendte rundt ude i skoven sammen og klatrede i træerne. Victoria stod på en gren øverst oppe i et af træerne. Hun brugte den ene arm til at holde fast i træet med, og den anden strakte hun ud i luften. Victoria tog en dyb indånding, og lod sin anden arm strække sig ud i intetheden. Hun havde strækket begge sine arme ud, så hun lignede en fugl. Hun begyndte at te sig som en fugl, og det lignede hun gjorde grin med fuglene. Claudia, der sad over i det andet træ, grinede et lydløst grin. Victoria gjorde sig skiløjet, hun begyndte også at hoppe. Jeg havde aldrig set hende så useriøs. Pludselig lød der et skrig. Det kom fra en ørn, det kunne jeg høre. Jeg så mig omkring, men kunne ikke få øje på ørnen. Pludselig var det som om jeg svævede. Jeg kunne se Victoria, og jeg prøvede at råbe efter hende. Men der kom ingen ord ud af min mund. Der kom skrig, jeg var en ørn. Jeg gispede, og prøvede at stoppe op. Men min krop fløj lige imod Victoria. Jeg plantede mit elendige næb ind i hendes hovedskal. Jeg vidste ikke hvad jeg havde gjort. Victoria lå bevidstløs i mine kløer, og Claudia forsøgte at råbe efter hende. Jeg prøvede mit bedste for at standse mig selv, men min krop styrede mig i stedet. Jeg fløj hen imod en klippe. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle derhenne, men jeg havde en fornemmelse af hvad der skulle ske. Mine skarpe kløer begyndte at folde sig ud. Jeg skreg. Victoria var ved at falde ned i de skarpe klipper, og hun ville dø pga. Mig. Jeg kunne høre Victoria tale med mig. Men jeg kunne kun høre det svagt. Jeg kunne mærke mine kløer var foldet helt ud, og jeg kunne høre Victoria skrige.

 

Jeg vågnede med et sæt. Jeg kæmpede for at vågne, men det lykkedes ikke før nu. Et mareridt der var værre end det natten før. Det var kun mig der kom til skade i den forrige drøm. Eller det var i hvert fald hvad jeg vidste. I denne, var jeg i gang med at dræbe min bedste ven. Hvad gik der af mig? Jeg følte mig skyldig. Skyldig over alt. Claudia, der kom grædende hjem til mig, fordi hendes søster højst sandsynligt var død. Jeg vidste godt at det bare var en drøm, at jeg dræbte Victoria. Men der var jo en grund til at jeg drømte det, ikke? Jeg kunne mærke at jeg havde grædt. Jeg var blevet rød, der hvor tårende løb ned af kinderne. Saltet fra dråberne, sveg på mine runde kinder. Det var ikke just det skønneste at opleve. Jeg havde prøvet at græde i søvne før, men ikke så meget, at min pude var blevet gennemblødt. Hvad var der galt med mig? Jeg så på mit ur. Den var kun 3 om natten. Jeg blev skuffet, for jeg ville bare gerne op og komme væk med alle de tanker jeg havde. Jeg prøvede at sove igen, men drømmen fortsatte deri, og jeg ville ikke se når Victoria ramte klippernes skarpe kanter. Jeg vidste ikke hvordan jeg nogensinde skulle komme til at sove igen. Det endte med at jeg holdte mig vågen resten af natten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...