Når mørket falder på (Menneskets bedste ven - Del 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Madeline var en helt normal pige, der var vant til at rejse meget med hendes familie. En dag besluttede hendes forældre sig for, at de ville flytte til en lille by i England, kaldet Polkway. De havde boet der før, da Madeline var mindre. Men da Madeline havde boet i byen i bare to år, og skulle starte i High school, blev tingene pludselig anderledes. Hendes to bedste veninder, Kate og Victoria var forsvundet, og drengen, Seth, gjorde det hele meget mere underligt.

18Likes
10Kommentarer
1241Visninger
AA

6. Faret vild

Klokken var 8.00, og jeg ventede stadig på mine forældre skulle komme hjem. Jeg var totalt smadret, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, for nogensinde at sove igen. Uden mareridt. Jeg ville ikke sige det til mine forældre, for de ville bare syntes det var fjollet og lade mig sove. Mine forældre forstod mig ikke altid. Jeg besluttede mig for at tage noget vand i hovedet, så jeg blev mere frisk. Jeg så mig selv i spejlet. Det lignede, at mine blå øjne var blevet dyppet i salt vand. Jeg havde altid været noget af en sovetryne, så det var ret svært for mig at holde mig vågen. Jeg hørte låsen gå på hoveddøren, og Riley begyndte at gø. Jeg løb ned for at se hvem det var. Inderst inde vidste jeg godt hvem det var, men jeg skulle bare være sikker. Riley logrede med halen.

”Hej mor, hej far!” Sagde jeg så friskt jeg nu kunne. Min far smilede.

”Hej Ella, var det fint at være alene hjemme?” Spurgte han. Jeg nikkede. Min mor stak hovedet ind i stuen.

”Nå, du har ikke lavet ballade?” Spurgte hun, med et smil.

”Nej, mor! Du kender mig jo!” Grinte jeg.

”Det er godt, Madeline! Har du hørt fra Kate?” Spurgte hun, mere alvorligt. Jeg fik store øjne, mon hun havde hørt fra hende? Jeg håbede det sådan.

”Nej, har du?” Spurgte jeg overrasket, men på den gode måde. Men hendes reaktion var ikke den jeg håbede. Hun sukkede.

”Det er mærkeligt, hvor mon hun er blevet af?” Sagde min mor. Hun lod mærke til mit ansigt.

”Hvad er der sket? Du ser helt smadret ud.” Sagde hun. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

”Jeg gik bare sent i seng i går, fordi jeg så en film til sent ud på natten.” Svarede jeg hende, men jeg lød ikke helt overbevisende. Men min mor lod til at hoppe på den, og noget af det var jo også rigtigt.

”Du skal nok op og sove nu, tror du ikke?” Sagde hun.

”NEJ!” Udbrød jeg. Min mor kiggede undrende på mig.

”Jeg… Jeg har mange lektier  for til i morgen, som jeg bliver nød til at lave.” Forklarede jeg. Jeg hadede at lyve, men det var nødvendigt. Hun nikkede.

”Men du skal tidligt i seng i aften.” Sagde hun. Jeg nikkede, og løb op på mit værelse. Jeg vidste ikke hvad jeg havde tænkt mig, jeg kunne jo ikke være oppe for evigt. Jeg søgte på internettet om hvor lang tid man egentligt kunne holde sig vågen. Jeg så, at en mand havde holdt sig vågen i 11 døgn. Der var ingen tvivl om, at jeg aldrig ville kunne klare det, når jeg allerede var ved at falde sammen, men kun havde været vågen i få timer. Jeg ville prøve at holde mig vågen, men jeg vidste at jeg en dag ville falde i søvn, og drømme det sidste af min drøm. Jeg havde bare ikke lyst. Jeg fandt ud af, hvordan man havde sværere ved at falde i søvn. Jeg skulle bare sidde og kigge ind i min mobil skærm, så det irriterede øjnene. Det ville blive sværere for mig at falde i søvn, men ikke umuligt. Jeg havde bare lyst til at smide mig i sengen, og drømme en søvnløs drøm. Min mor bankede på.

”Så er der mad!” Sagde hun. Det var allerede aften. Hvis tiden blev ved med at gå så hurtigt, kunne det være at jeg ville klare mig. Men jeg kunne selvfølgelig ikke holde mig vågen i 80 år, men jeg ville alligevel prøve. Da vi spiste, var jeg ved at falde i søvn, ned i maden.

”Er du okay, Ella? Skal du ikke bare i seng lige efter maden?” Spurgte min far. Jeg nikkede.

”Men har i for resten nogle sovepiller?” Spurgte jeg. Jeg havde hørt, at de fik en til at sove uden nogen drømme.

”Jo, men hvad skal du bruge dem til? Ella, hvad er der galt?” Spurgte min far. Jeg rystede på hovedet.

”Ikke noget, jeg har bare… søvnproblemer…” Svarede jeg.

”Virkelig? Hvad er der galt?” Spurgte han. Han var stædig.

”Det er også lige meget.” Sagde jeg. Jeg var skuffet.

”Prøv nu uden, skat. Du var også sent oppe i går, så det går nok.” Sagde min mor.

”Ja!” Sagde jeg træt.

”Godnat!” Sagde jeg, og gik op på mit værelse. Det ville blive umuligt for mig at holde mig vågen. I samme øjeblik døren op. Det var Riley. Hun havde åbnet døren med sine poter. Jeg var imponeret.

”Hvad kan du egentligt ikke, hva’ hund?” Spurgte jeg. Hun logrede med halen. Jeg lagde mærke til noget i hendes mund.

”Hvad er det, Riley?” Spurgte jeg bekymret. Jeg tog det ud af hendes mund.

”Sovepiller!” Sagde jeg forbavset.

”Hvor fik du dem fra, din skøre hund!” Sagde jeg glad. Jeg slugte pillen, og lagde mig til at sove.

 

Det føltes rart næste morgen. Jeg følte mig frisk. Min mor bankede på for at vække mig, da jeg opdagede at jeg ikke havde gemt sovepillerne væk. Riley havde væltet glasset imens jeg sov, så der lå piller ud over hele gulvet. Jeg sprang op, og prøvede håbløst at samle pillerne sammen. Mit hjerte hamrede da jeg hørte døren gå op. Jeg smed hurtigt min dyne ned over pillerne på gulvet.

”Godmorgen, skat! Er du allerede vågen?” , Spurgte hun. Jeg nikkede.

”Hvorfor ligger din dyne nede på gulvet?” , Spurgte hun undrende.

”Øh… jeg er i gang med, øh, morgenyoga!” Forklarede jeg usikkert. Endnu en løgn. Jeg hadede det. Hun rynkede et bryn.

”Og det bruger du en dyne til?” Spurgte hun. Jeg var ikke specielt god til at lyve, men jeg gjorde mit bedste.

”Så jeg ikke falder og slår mig!” , Svarede jeg.

”Aha… Nå, men vi må hellere samle den op, så den ikke bliver snavset af støv.” , Sagde hun. Jeg bed mig i læben, jeg gik i panik.

”NEJ! Øh, jeg mener bare, at det kan jeg godt selv gøre. Du har også så travlt, så du kan bare gå ned igen.” Sagde jeg smilende. Hun nikkede, men vidste at der var noget jeg skjulte. Jeg gjorde tegn til at hun kunne gå. Hun gik langsomt ud. Da hun var ude, skyndte jeg mig at samle pillerne, og lægge dem i glasset. Jeg gik sneg mig ud på badeværelset, så min mor ikke opdagede mig. Jeg lagde forsigtigt glasset på plads, og tog derefter tøj på, og redte mit hår.

 

Da jeg kom i skole, var tingene ikke som de plejede at være: Claudia var der ikke. Hun var næsten altid i skole, jeg kunne faktisk ikke huske en dag, hvor hun ikke havde været i skole. Men i dag var hun her ikke. Læreren råbte os op. Hun forventede ikke noget svar, da hun kom til Claudia, men hun kiggede alligevel rundt i klassen.

”Er der nogen der ved hvor Claudia er?” , Spurgte hun ud i klassen. Alle kiggede på hinanden, men der kom ikke noget svar. Ingen vidste det.

”Nå, men så må vi vel bare gå videre uden hende.” , Sagde hun. Hun skulle lige til at råbe en anden op, da Seths’ hånd fløj op.

”Ja, Seth?” , Spurgte hun.

”Claudia kan ikke komme i skole i dag, fordi der er opstået nogle… private problemer.” , Forklarede han. Hvor vidste han egentligt det fra? Var de i familie eller sådan noget? Jeg havde aldrig været den skarpeste kniv i skuffen, men jeg vidste at der foregik nogen mærkeligt. Var Claudia ikke skole pga. Det med Victoria? Jeg måtte spørge Seth i pausen, selvom jeg var sikker på at jeg ikke fik noget svar. Jeg ville gerne lave en sag om Victoria og Kate. Jeg kunne ikke forstå hvorfor der ikke var nogen der havde efterlyst dem. Kate havde både en mor og far, der passede på hende. De burde da efterlyse deres lille hjælpeløse datter. Det lignede dem ikke at ignorere det. Men Victoria havde da mange venner, hvis både Seth, Claudia, og de to drenge i bussen var bekymret om hende. Og det var de. Det vidste jeg. Victoria havde da også forældre der bekymrede sig om hende, havde hun ikke? Jeg havde godt nok aldrig set dem, men jeg vidste da at hun havde nogen, ellers ville hun bo hos hendes onkel eller sådan noget. Jeg følte virkelig at jeg skulle lave en sag. Jeg vidste bare, at det ikke ville lykkedes for mig.

 

Da klokken ringede ud til frikvarter, gik jeg hen til Seth. Han rykkede sig lidt væk. Han vidste godt hvad jeg  ville spørge ham om. Eller det troede han i hvert fald.

”Hvor kender dig og Claudia hinanden fra?” Spurgte jeg. Hans bekymrede ansigt flød ud i lettelse.

”Hvor vi kender hinanden fra? Det er en lang historie. Der tager for lang tid at forklare.” , Sagde han. Jeg blev forundret. Seth svarede mig rent faktisk. Han havde ikke talt til mig i flere uger. Jeg håbede at han havde glemt alt om Michael Hunter, men det så ud som om at han kom i tanke om ham i samme øjeblik som jeg tænkte på ham. Han rystede på hovedet og gik.

”Vent! Seth, jeg mener det!” , Sagde jeg, og løb efter ham. Han gik hurtigere og hurtigere.

”Hvorfor er det at jeg ikke må sige noget om Michael Hunter? Jeg sagde ikke engang noget om ham nu!” , Sagde jeg. Han var fem meter væk fra mig, men der gik ikke lang tid før han var helt tæt på mig.

”Aldrig nævn det navn! Jeg vil ikke mindes om ham, og vil du ikke nok lade mig være?” , Spurgte han irriteret. Der var så meget jeg ikke havde fået opklaret, så jeg blev ved.

”Jeg kunne jo ikke vide at du ikke kunne lide ham. Du kan ikke altid tale dig uden om dine problemer. Jeg skal nok lade vær med at nævne ham, hvis du fortæller mig hvorfor du ikke kan lide ham!” , Sagde jeg. Jeg begyndte også blive irriteret.

”Du er virkelig nysgerrig, hva’?” , Sagde han og smilte. Han gik væk, og jeg stod alene tilbage. Det var ikke engang det jeg ville have svar på. Jeg havde det med at klokke i tingene. Jeg slog mig selv i hovedet. Jeg kunne bare være så dum nogen gange.

 

Timerne gik, og jeg blev nød til at spørge Seth om det jeg egentligt ville. Jeg vidste ikke om jeg skulle spørge ham i dag, men jeg blev nød til at spørge på et tidspunkt. Hvor kendte de hinanden fra? Måske det kunne være lige meget, men jeg var virkelig nysgerrig.

Klokken nærmede sig frihed, og jeg tog mod til mig, og besluttede mig for at spørge ham igen i dag. Klokken ringede, og vi fik fri. Seth var næsten ude af klasse lokalet 5 sekunder efter vi fik fri. Jeg tog en dyb indånding.

”Seth! Vent, der er noget du må svare mig på!” , Råbte jeg efter ham. Han vendte sig hurtigt om, og kiggede på mig, men vendte sig hurtigt tilbage for at gå igen.

”Nej, ikke gå. Jeg vil virkelig gerne have svar, ellers hænger intet sammen.” Sagde jeg. Han vendte sig irriteret om.

”Måske behøver tingene ikke altid at hænge sammen”, Sagde han. Jeg forstod ikke hvorfor Claudia gad at være sammen med ham hver dag. Han var ret… provokerende og provokeret. Man skulle ikke regne med svar når man spurgte ham. Han gik ud af klassen med hastige skridt. Jeg løb efter ham. Han stoppede pludseligt op. Han vendte sig langsomt om.

”Hvad vil du mig? Jeg har ikke noget at fortælle!” , Sagde han.

”Hvor kender dig og Claudia hinanden fra?” ,Spurgte jeg. Han havde et irriteret blik i øjnene.

”Det har jeg sagt, lang historie! Du vil alligevel ikke tro på mig!” , Sagde han, og gik sin vej. Jeg gav op. Der kom ikke noget svar ud af ham. Jeg kunne heller ikke spørge Claudia, da hun ikke kunne tale.

Da jeg kom hjem, kom Riley gøende hen til mig, som hun plejede. Mine forældre var ikke hjemme, så jeg skulle gå med hende.

”Skal vi gå en tur?” , Spurgte jeg hende. Hun løb rundt i cirkler med logrende hale, og tungen ude af munden, som tegn til, at det ville hun gerne. Jeg fandt hendes snor frem, og satte den fast til hendes halsbånd. Vi gik ud af døren, og ned imod gaden, men Riley trak i snoren i den anden retning. Imod skoven. Jeg opgav og vi gik ned imod skoven. Riley blev tilfreds.

”Hvad skal vi derude?” , Spurgte jeg. Hun blev ved med at gå i retning imod skoven. Jeg gik ikke tur med hende, hun gik tur med mig. Hun var temmelig stærk, og hun var virkelig svær at holde tilbage. Hun begyndte at løbe, og jeg følte mig fortabt. Jeg løb bare med.

”Hvad er det vi skal, Riley?” , Spurgte jeg. Vi løb hurtigere og hurtigere, til vi nåede skoven.

”Så er vi her, Riley. Hvad skal vi?” , Spurgte jeg, men hun begyndte bare at snuse. Hun lignede en rigtig politihund, den måde at hun snusede. Pludselig gøede hun.

”Shh, Riley! Hvad er det galt?” , Spurgte jeg hende. Så begyndte hun at løbe igen. Hun løb og gøede. Jeg fulgte bare med, for jeg var for slap til at holde hende tilbage. Vi nåede ud til midten af skoven. Jeg hørte pludselig nogle hyl. Riley hylede også med. Ulve. Det var helt sikkert. Hylene blev højere og højere. Det betød højst sandsynligt at de kom tættere på, og det var ikke helt forkert gættet. Fire ulve stod omkring mig. Det lignede dem jeg havde set den gang, da jeg og Victoria var ude i skoven.

”Er det dem?” , Hviskede jeg for mig selv. Den smukkeste ulv af dem alle, den sorte med det gråhvide på maven, knurrede af Riley. Riley peb, og lagde sig ned. De var der alle sammen, de to grå ulve, med det hvide på maven, den store, snehvide ulv, med det sorte rundt om øjet, og så selvfølgelig den smukke sorte ulv med det gråhvide på maven, som knurrede af Riley. Pludselig kom der en ny ulv til syne. En ulv jeg aldrig havde set før. Den var lysebrun, men kridhvid i ansigtet. Den var den mindste af dem alle. Jeg opdagede at den humpede. Den var kommet til skade. Dens venstre ben var smurt ind i blod, og jeg vidste at hvis man ikke stoppede forblødningen ville den dø. Jeg overvejede at hjælpe den, men så kom jeg i tanke om hvad der skete med Victoria. Jeg løb væk, så hurtigt jeg kunne. Riley stoppede mig. Hun begyndte at knurre. Hun ville have mig tilbage til ulvene.

”Riley, de vil dræbe mig!” , Sagde jeg. Riley løb i den anden retning, og jeg blev nød til at følge efter. Da vi nåede tilbage til ulvene, lå den sårede, lille, lysebrune ulv ned. De andre ulve lå omkring den, så da jeg nåede frem til dem igen så de alle sammen bedende på mig. De ville ikke dræbe mig, de ville have mig til at redde dens liv. Jeg stod bare og stirrede. Hvad skulle jeg gøre. Jeg fik øje på de smukke, lyseblå ulve øjne. Den smukkeste ulv kiggede på mig. Hans øjne var fyldt af sorg. Jeg tog en dyb indånding, og begyndte at samle blade. Jeg lagde dem ned ved siden af den sårede ulv. Jeg fandt det længste blad, og bandt det rundt om dens ben. Det var ikke langt nok til at jeg kunne binde en knude, så jeg brugte de andre blade til at binde knuden. Der gik flere minutter, og jeg vidste at et enkelt minut kunne betyde liv eller død. Det lykkedes for mig at få bundet bladene rundt om benet, og jeg pressede dem sammen, så hårdt jeg kunne. Det så ud som om den fik det bedre. Den begyndte at slikke min hånd. Jeg aede den på hovedet. Jeg kiggede på de andre ulve.

”Hun skal nok klare sig.” Sagde jeg til dem. Jeg gik ud fra at det var en hun, for hun var mindre end de andre. De to grå ulve, rendte rundt i cirkler af glæde. Den store hvide ulv, satte sig ved siden af mig. Den gav mig et taknemmeligt blik. Det var som om de alle forstod mig. De smukke sorte ulv, var gået langt væk fra mig. Den kiggede bare på mig. Den gav mig alligevel et venligt blik. Jeg rejste mig, og gik hen til den. Den kiggede bare på mig, og logrede en smule med halen. Jeg stod på tær, og kløede den bag øret. Den drejede hovedet, og kiggede på mig. Den slikkede mig i ansigtet med dens store tunge, og gik hen til de andre. Jeg havde reddet et liv i dag. Godt nok ikke et menneske liv, men det var et liv og det var det vigtigste. Jeg følte mig som en helt, og ulvene så ikke ligefrem ud som om de ville æde mig.

 

Da jeg skulle til at gå hjem, kom jeg i tanke om noget. Jeg havde ingen anelse om hvor jeg var, og om hvordan jeg skulle komme ud af skoven. Jeg var faret vild, og mørket var ved at falde på. Min mor var garanteret bekymret, og min far blev nok revet med af stemningen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg satte mig op af et træ, og Riley satte sig ved siden af mig. Hun slikkede mig i ansigtet, som om det hele nok skulle gå, og det vidste jeg inderst inde også at det nok skulle. Det var bare angsten der talte til mig. For tænk nu hvis jeg faldt i søvn, og ulvene spiste mig, fordi de var sultne? De havde jo fået fat i Victoria engang. Ulvene begyndte at kigge på mig. Den sorte ulv, bevægede si hen imod mig. Det var måske her mit liv sluttede. Ulvene var over dobbelt så store som de ulve jeg kendte til, og de kunne flå mit hoved af i én mundfuld. Men den sorte ulv, spiste mig ikke, eller noget som helst der mindede om det. Den satte sig bare ned ved siden af mig og Riley. Den begyndte at hyle. De to grå ulve kiggede på hinanden, og overvejede om de skulle gå herhen. De misforstod tydeligt hinanden, og den ene stod bare helt stille, imens den anden gik hen til mig og satte sig, og begyndte at hyle sammen med den sorte ulv. Den anden grå ulv, kiggede sig forvirret omkring, og løb så hen til mig og satte sig. Nu hylede den også med. Den hvide alfahan, var usikker om han skulle gøre det samme som de andre. Det endte med at han fnøs, og bevægede sig væk fra os andre. Pludselig hylede Riley også, og den sårede ulv kom haltende hen til de andre, og begyndte også at hyle. Eller det vil sige, det lød som om hun hylede, jeg var ikke helt sikker på om der kom noget lyd af hende. Den hvide ulv overgav sig, og satte sig også hen til mig. De hylede alle i kor. Det lød uhyggeligt, men jeg havde en idé om hvad de havde gang i. Man havde hørt en masse om at ulvene i vores skov, havde det med at angribe, og politiet ville bare gerne have jaget dem væk. Så når lyden af en masse ulve lød, betød det at politiet ville komme snarest. De ville gengælde min hjælp. Det satsede deres liv for mig. Jeg begyndte at holde af dem. De var ikke så slemme som man gik og sagde. Jeg kunne høre politiet tale, så de var lige i nærheden. ”Tusind tak. Jeg mener det, men skynd jer væk, politiet er her.” Hviskede jeg. De andre ulve løb af sted, og Riley skulle lige til at løbe med, da hun kom i tanke om, at hun tilhørte mig. Politiet kom til syne. De fik øje til mig, og bevægede sig hen imod mig.

”Hvad laver du herude så sent?”, Spurgte politiet.

”Jeg skulle bare gå en tur med min hund, men jeg fór vild.”, Svarede jeg. Det var jo ikke løgn.

”Er du blevet angrebet af ulvene?”, Spurgte de.

”Nej, jeg har ikke set dem. Det må være min hund i har hørt. Hun kan hyle rigtigt højt.”, Sagde jeg. De kiggede på hinanden. De var ikke helt overbeviste.

”Carl, du køre pigen og hunden hjem, så leder Connor og jeg efter ulvene.”, Sagde den højeste af dem. Han virkede som en smartass, han havde et helt læs voks i håret, og pilot briller på. Han så ikke ud som om han var mere en 25. Jeg hadede sådan nogle typer. Carl var den ældste af dem. Han virkede rar.

”Kom, lad os få dig hjem.”, Sagde han til mig. Han var omkring de halvtreds. Jeg nikkede, og vi gik hen til politibilen. Jeg havde oplevet meget i mit liv, men aldrig at sidde i en politibil. Jeg vidste ikke om det var Rileys’ første gang. Måske hun prøvede det inde vi adopterede hende? Jeg ville ønske at han satte blink til, selvom jeg godt vidste at det ikke var så smart, når der jo ikke var noget fare på fære.

”Så er det bare til venstre, og så kan jeg godt gå hjem derfra.”, Sagde jeg til ham. Han holdte ind, og jeg travede hjem. Der var blevet virkeligt mørkt. Det var underligt, for vi var kun i starten af september, og der plejede at være meget lysere ved denne tid. Jeg trak på skuldrene, og gik hen imod mit hus. Riley fulgte efter. Jeg nåede knap nok at tage i håndtaget, da døren sprang op.

”MADELINE! Hvor blev du af? Vi har været så bekymret for dig!”, Udbrød min mor. Hun gav mig en ordentlig krammer, som pressede alt luft ud af mig. Jeg hev efter vejret.

”Det er også godt at se dig. Jeg tror heller ikke at Riley behøver at gå mere i dag”, Sagde jeg. Hun smilede.

”Kom ind skat, vi lavede aftensmad for lang tid siden, klokken er snart 22.00”, Sagde hun. 22.00?! Hvor lang tid havde jeg lige været derude? Det føltes som ingen tid, jeg troede kun det var maks. 2 timer jeg havde været der. Jeg følte mig heller ikke specielt træt, men sulten, det var jeg!

”Lad hende nu bare få sin mad, Annie. Hun må være hundesulten!”, Sagde han. Jeg smilte. Jeg forklarede mine forældre hvad der var sket, men selvfølgelig ikke alle detaljerne, om hvordan jeg reddede den mindste ulv.

”De ulve skal bare skydes! De burde ikke være her!”, Sagde min far. Måske fortalte jeg ikke sandheden overhovedet. Jeg fik det til at lyde som om at ulvene gjorde mig skade, og det var deres skyld at jeg kom hjem så sent.

”Du kan ikke skyde dem, de gjorde det jo ikke med vilje.”, Sagde jeg. Jeg havde dummet mig. Jeg kom måske til at fortælle at en af ulvene overfaldt mig, men jeg turde ikke fortælle det med hvor menneskelige ulvene var. Min mor ville bare flippe totalt ud, eller så ville hun ikke tro på mig. ”Det kan du lige bande på, Ella!”, Sagde han og bankede i bordet. Hvad skulle jeg gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...