Når mørket falder på (Menneskets bedste ven - Del 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Madeline var en helt normal pige, der var vant til at rejse meget med hendes familie. En dag besluttede hendes forældre sig for, at de ville flytte til en lille by i England, kaldet Polkway. De havde boet der før, da Madeline var mindre. Men da Madeline havde boet i byen i bare to år, og skulle starte i High school, blev tingene pludselig anderledes. Hendes to bedste veninder, Kate og Victoria var forsvundet, og drengen, Seth, gjorde det hele meget mere underligt.

18Likes
10Kommentarer
1240Visninger
AA

2. Et nyt ansigt

Imens jeg tænkte, på alt det der var sket dengang, var vi allerede ankommet til min High school. Det var en lille rød bygning, med skævt mørkebrunt tag. Alle de andre elever steg af, så det samme gjorde jeg. Jeg rejste mig op for at gå ud af bussen, og den eneste der var tilbage var Claudia.

”Skal du ikke af her?” spurgte jeg. Hun nikkede, rejste sig, og tog sin taske. Det var som om der var en stemme i mit hoved, der sagde:

Jo, men jeg kan jo ikke komme forbi dig, når du sidder foran, og fylder det hele. Det lød som en pige på 10 år der sagde det, i et drilsk tonefald. Jeg var begyndt at høre stemmer. Jeg tænkte, at jeg sikkert var ved at blive skør. Jeg begyndte at høre stemmer, siden jeg var flyttet hertil igen. Det var ved at bekymre mig, jeg overvejede nogen gange at gå til psykolog. Jeg gik ud af bussen med Claudia lige i hælene. Vi nærmede os den store dør ind til mit nye liv. Jeg kunne bare mærke, at så snart jeg trådte ind af den her der, ville mit liv ændre sig. På den gode måde. Og det siger jeg, som hørte stemmer. Der ville sikkert ikke ske noget særligt. Jeg drømmer altid om der vil ske noget stort for mig en dag. Men alligevel, var der noget specielt, ved den her High school, ved den her by. Da jeg gik ind igennem døren, vrimlede det med elever. Jeg kendte næsten alle ansigterne. Dem jeg gik i klasse med før, dem der gik et klassetrin eller to over os. Det var næsten som at gå i skole. Der var bare lige det, at det her var en High school, og det ville blive anderledes her. Jeg så hen på Claudia. Hun så ud som om hun havde været her før, som om hun så tilbage på dengang hun var mindre. Men hun kunne ikke have været her før, medmindre hun havde ældre søskende, som havde et arrangement i skolen, som hun havde været med til sammen med hendes forældre. Men hun havde ingen ældre søskende, det vidste jeg fra Victoria. Jeg havde faktisk aldrig været hjemme hos Victoria før. Hun havde været hjemme ved mig én gang, lige da jeg var kommet til byen igen, og mødte hende for første gang. Men når jeg spurgte om jeg måtte komme hjem til hende, spurgte hun om jeg ikke hellere vil med i skoven. Hun var virkelig et natur menneske. Hun var nok en af de bedste til biologi. Og fordi hun var det, blev hun kaldt en nørd. Jeg sagde næsten ja hver gang hun spurgte. Men lige pludselig stoppede det. Hun spurgte mig ikke længere, om jeg ville med ud i skoven, og jeg spurgte ikke hende om vi skulle derud. Det skete, da jeg og Victoria, en fredag ville ud i skoven. Vi klatrede i træer, og løbede om kap. Men pludselig kunne vi høre en høj, skinger lyd. En lyd, der lød lidt som en… En ulv! Vi fór sammen. Jeg havde lært, at man ikke skulle være bange for ulve, for de var mere bange for mennesker. Men det var de her ulve ikke. Vi kunne høre grene knække, og hurtige åndedræt komme nærmere. Og pludselig var de der. Ulvene. Der var fire af dem. Man kunne sagtens se hvem der var alfa hannen. Det var den ulv, der stod foran alle de andre. Han var større end de andre, og de så også ud som om det var ham der havde fået mest at spise. Han var stor, og ligeså hvid som sne. Det eneste der ikke var hvidt på ham, var en sort plet, han havde rundt om øjet. De ulve bag ved, var mindre, og så svagere ud. De 2 af dem, lignede næsten tvillinger. De havde den samme grå pels på ryggen, og den samme hvide pels på maven. Så var der ulven, som stod allerbagerst. Det var den flotteste ulv af dem alle sammen. Han var sort på ryggen, gråhvid på maven, havde de smukkeste ulve øjne jeg nogensinde havde set i mit liv, de var lyseblå, bare helt lyseblå, og så var hans pels virkelig stor og prægtig. Han havde et blik i øjet, der virkede helt menneskeligt. Jeg nåede kun at se de fire ulve i et kort øjeblik, før jeg løb. Victoria, løb ikke med. Jeg var bange for, at hun var gået i chok, og derfor ikke kunne bevæge sig. Jeg havde været egoistisk, og bare lod hende stå alene sammen med de fire store ulve. Jeg kunne ikke nå tilbage til hende. Der var for langt, til at redde hende. Jeg kunne mærke tårende trille ned af mine kinder, ved tanken om, at hun var død, så jeg stoppede op. Jeg vendte om, og løb så imod skoven, så hurtigt jeg kunne. Jeg løb, så mine lunger brændte. Men da jeg var noget halvvejs ind til der hvor vi havde været før, hørte jeg et højt skrig. De var Victoria. Den første tanke der kom igennem mig, var, hun er død. Men jeg måtte ikke opgive håbet om at redde hende, og jeg løb videre. Da jeg var noget ind til hende, var ulvene væk. Det samme var Victoria. Jeg havde opgivet håbet, og tog grædende hjem. Men hun var helt uskadt dagen efter. Jeg ringede til hende, for at høre om hun var i live. Det var hun. Hun forklarede, at der ikke var sket noget da ulvene kom. Hun var bare så bange, at hun skreg.

”Der er ikke sket noget, Maddie. Jeg er hjemme nu, og har det helt fint.” Fortalte hun mig.

 

Jeg gik ind i det klasselokale, jeg skulle være i. Lokalet var fyldt med ansigter, jeg havde set før. Dem jeg gik i klasse med på skolen, og dem jeg gik på årgang med på skolen. Men der var ét ansigt jeg ikke kunne genkende. Eller så trængte jeg bare til briller. Han sad jo også allerbagerst i lokalet. Vores nye lære kom ind. Hun præsenterede sig selv.

”Hejsa nye elever, på Polkway High school. Håber i vil få et godt år, og en god uddannelse. Jeg er jeres lære Mrs. Smith. Og jeg kan jo ikke alle jeres navne, så lad os tage en navneleg. Jeg kaster en bold til jer, og så siger i jeres navn” Det var som at gå i første klasse igen. Jeg tror jeg ville kunne lide vores nye lære. Hun kastede bolden til en af pigerne fra min gamle klasse. Hun havde brune øjne, og lyst hår, hun var vældig venlig. Men jeg havde aldrig rigtigt snakket med hende før, så jeg kendte hende ikke rigtigt, udover fra skolen.

”Mig? Jeg hedder Josefine.” Fniste hun. Så blev bolden kastet hen til Claudia. Der var et glimt af panik i hendes øjne. Jeg begyndte virkelig at tro, at hun ikke kunne tale.

”Hallo? Må vi så høre hvad du hedder?” Spurgte Mrs. Smith. Claudia, så et kort sekund hen på mig. Og så rystede hun på hovedet.

”Du skal sige hvad du hedder, eller vil du gerne have en eftersidning?” Sagde Mrs. Smith, virkelig irriteret. Og uden at tænke over det, udbrød jeg:

”Hun har halsbetændelse! Hendes læge har sagt, at hun ikke må snakke før betændelsen er over! Ellers risikere hun at blive stum for evigt!” Der lavede jeg lige en kæmpe fejl, jeg troede læreren ville blive sur på mig, men i stedet spurgte hun Claudia:

”Er det rigtigt? Må du ikke tale for din læge?” Spurgte Mrs. Smith hende. Claudia nikkede og sendte mig et taknemmeligt blik.

”Så lad gå! Men er der nogen der ved hvad hun hedder?” Ingen vidste det. Utroligt, efter alle de år de har gået i klasse, eller årgang med hende. Jeg havde kun været på skolen i 2 år, og havde aldrig talt med Claudia før. Kun hendes søster. Drengen fra min parallel klasse i skolen, rakte hånden op.

”I vores klasse, plejede vi at kalde hende ”Tavs”, fordi ingen vidste hvad hun hed.” Svarede drengen dumt.

”Hmm, så må vi vel kalde hende det, selvom det nu er et drenge navn.” Mrs. Smith kastede bolden videre, og den landede i den ukendte drengs hænder. Han havde stort, sort hår, som dækkede for hans øjne, så jeg ikke kunne se dem. Drengen svarede,

”Mit navn er Seth. Jeg tænker ikke, at der er så mange der har set mig før, herinde. Jeg er ny i byen.” Seth… Det virkede nærmest som om, jeg havde set ham før. Men så alligevel ikke. Bolden blev kastet til mig. Jeg var helt tavs i starten.

”Jeg ved i hvert fald at du kan tale, sig det så!” Sagde Mrs. Smith. Jeg kunne godt mærke, at hun var utålmodig. Hun ville gerne i gang med at undervise. Så jeg svarede hende.

”Jeg hedder Madeline.” Det her var åndsvagt. Hvorfor skulle vi sige vores navne, når hun er den eneste der ikke kender dem. Vi andre har kendt hinanden siden tidernes morgen, eller det vil sige de andre har, men de kan mit navn, og jeg kan deres. Men jeg var nu alligevel glad for at vi skulle sige vores navne højt. For ham, Seth, var jeg meget interesseret i at vide alt om. Han var virkelig speciel og mystisk, på den gode måde. Jeg gad godt kende hans historie.

Navnelegen var slut, og vi skulle i gang med undervisningen.

”Jeg er meget interesseret i hvordan i jer. Jeg vil gerne have at i skriver om jer selv i et hæfte, som fylder mindst 2 sider. Men først skal jeg selvfølgelig lige give jer jeres nye hæfter. I kan skrive engelsk på dem. Og når i er færdige, skal i fremlægge om jer selv.” Sagde Mrs. Smith. Hun delte hæfterne ud, og hun klaskede et stort grønt hæfte ned på mit bord. Jeg fandt en blyant frem, og skrev engelsk uden på hæftet. Vi skulle skrive om os selv. Jeg spekulerede på, hvad jeg mon skulle skrive. Så kom jeg på det:

 

                                                                         

                                 Mit skema:

 

Fulde navn: Madeline Rose Harper

Alder: 15

Familie: Min mor, Annie, Min far, Robert og min siberian husky, Riley.

Bor: Jeg bor lidt udenfor Polkway, men kun et par kilometer.

Yndlingsfag: Fysik

Livret: Efterårssalat

Bedste veninde(r): Kate Malvagitá og Victoria le Loup

 

 

Der var gået en halv time, og de andre var stadig ikke færdige. Jeg kom i tanke om, vores stil mindst skulle fylde to sider, og så havde jeg travlt. Jeg skrev om hvordan min familie var, om hvor lang tid jeg havde haft Riley, og om alle de tricks hun kunne. Jeg skrev om hvordan Victoria blev mobbet i skolen, hvordan hun kom i skole halvanden måned efter hun havde brækket ryggen. Til sidst fyldte det da to sider. Faktisk fyldte det otte.

”Så må i godt lægge blyanten fra jer, og fortælle om jer selv. Vi begynder ved dig, Madeline.” Jeg skulle starte. Ikke godt. Jeg havde skrevet otte sider, de andre elever ville blive sure på mig, hvis jeg tog alt deres tid. Men sket er sket, og jeg skulle lige til at læse op fra mit hæfte, da klokken ringede ud. Den reddede mit skind.

”Okay, elever! Vi fremlægger færdig i morgen, så husk jeres hæfter! I næste time har i Mr. Cooper, til Biologi.” Fortalte Mrs. Smith. Jeg tænkte på Victoria. Hvor mon hun var? Og hvad med Kate? Jeg følte mig så ensom uden dem. Men så ensom følte jeg mig heller ikke, når Claudia var her. Hun mindede så meget om Victoria, at det næsten var som om, hun var til stede. Det kunne godt være at de ikke lignede hinanden, men deres tankegang var præcis den samme. Det var det der gjorde dem så ens.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...