Når mørket falder på (Menneskets bedste ven - Del 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Madeline var en helt normal pige, der var vant til at rejse meget med hendes familie. En dag besluttede hendes forældre sig for, at de ville flytte til en lille by i England, kaldet Polkway. De havde boet der før, da Madeline var mindre. Men da Madeline havde boet i byen i bare to år, og skulle starte i High school, blev tingene pludselig anderledes. Hendes to bedste veninder, Kate og Victoria var forsvundet, og drengen, Seth, gjorde det hele meget mere underligt.

18Likes
10Kommentarer
1253Visninger
AA

7. Eftersidning

Min far begyndte at gå meget op i at skyde de ulve. Han havde talt meget med politiet på det seneste. Jeg ville ikke have ulvene skudt, de reddede mig ud af skoven, jeg vil ikke have været noget hjem uden dem. Ikke engang Riley kunne finde ud af skoven, og så er det altså alvorligt. Jeg havde ellers altid været bange for ulvene, man havde godt hørt rygter om at ulvene ude i vores skov havde slået mange mennesker ihjel. Det begyndte man at sige efter det der skete med Victoria, men hun overlevede, og hun havde ikke engang taget skade af det. Eller det ved man selvfølgelig ikke med sikkerhed når man taler om Victoria. Det så i hvert fald ikke ud som om hun havde taget skade af det. Hun skreg, men hvem ved hvad der skete? Jeg gjorde ikke, men jeg var sikker på at ulvene ikke gjorde så meget skade som folk gik rundt og sagde. Jeg prøvede at overtale min far til at lade være, men det var som om han ikke hørte efter.

”Ikke lige nu, Ella! Vi kan aftale det, når ulvene er væk fra denne planet.”, Sagde han. Han forstod ikke noget, hvorfor fortalte jeg det også til dem. Jeg vidste bare at de ikke ville forstå mig. Min mor ville selvfølgelig heller ikke have at de skulle overfalde mig, men hun syntes at det var lidt overdrevet at slå dem ihjel. Det var det også. I den grad. Min far var ikke som den han plejede at være. Han plejede at lave jokes, og høre på mig. Nu sendte han mig knap nok et blik. Jeg vidste godt at han bare gjorde det for min sikkerhed, men jeg begyndte at savne min far, som han var for bare et døgn siden. Jeg havde ingen anelse om hvad der var blevet af ham, og jeg prøvede hårdt at få ham tilbage. Måske han ville blive sig selv efter ulvene døde, men så ville jeg ikke være mig selv, fordi jeg vidste at jeg var skyld i at dræbe de smukkeste og største ulve verden nogen sinde havde set.

 

Jeg var på vej hen bussen. Jeg orkede ikke at komme i skole. Jeg var træt, efter at have været oppe til klokken et om natten dagen inden. Bussen ankom og jeg steg ind. Da jeg kom derind, så jeg et ansigt jeg ikke havde set før i bussen. Det var Seth. Han sad nede allerbagerst i bussen sammen med Claudia. Seth og Claudia. Der foregik et eller andet imellem dem. Jeg ville ikke sige at jeg var jaloux, men det føltes bare underligt, at Seth og Claudia var sammen. Det var i hvert fald det jeg troede. Claudia fik øje på mig, og klappede på sædet ved siden af hende. Jeg smilede og nikkede. Jeg smed mig ned på sædet.

”Nå, hvad foregår der så mellem jer to?”, Fløj det ud af mig. Jeg havde lyst til at tage hænderne for munden, men det ville bare virke tumpet. Claudia skar ansigt.

”Hvad mener du? Der foregår ikke noget. Hvorfor spørg du?”, Spurgte han forvirret. Jeg befandt mig i en virkelig pinlig situation. Hvorfor spurgte jeg overhovedet? Jeg følte mig dum, men jeg var endnu dummere, hvis jeg ikke svarede ham.

”Nå, det er bare fordi i altid er sammen og sådan noget. Så jeg ville bare høre om du ved… I var et par?”, Svarede jeg. Jeg havde lyst til at forsvinde ned i et stort sort hul. Seth brød ud i latter. Jeg blev overrasket over hans reaktion.

”Mig og Claudia?”, Spurgte han. Han havde svært ved at holde masken. Jeg så undrende på ham.

”Så må du hellere tro om igen! Der foregår absolut ingenting imellem mig og Claudia! Det er lang tid siden at jeg har fået sådan en godt grin!”, Sagde han, imens han prøvede at lade være med at grine. Claudia så fornærmet på Seth. Da Seth fik øje på Claudia, måtte han tilføje:

”Altså ikke fordi der er noget i vejen med dig, Cloudy. Du er både klog, og smuk, det er bare… Vi passer overhovedet ikke sammen. Jeg tror faktisk kun vi har én ting tilfælles!” Claudias fornærmede udtryk, lettede sig til et smilende, næsten grinene ansigt. Nu vidste jeg i hvert fald at der under ingen omstændigheder foregik noget imellem dem. Jeg begyndte også at grine.

”Hvad er så den ene ting i har tilfælles?”, Spurgte jeg grinene. Claudia kiggede på Seth, og Seth kiggede på mig med et underligt blik.

”Hvad vi har tilfælles?”, Spurgte han. Han blev helt tavs.

”Vi har samme øjenfarve.”, Sagde han. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle tro. De havde begge to blå øjne, men ikke samme blå farve. Claudia havde klare lyseblå øjne, imens Seth havde mørke, men stadig klare, blå øjne. Det var sjovt, vi havde alle tre blå øjne, men forskellig slags blå. Mine var mere blågrønne. Men selvfølgelig, næsten ingen har den samme øjenfarve, det er i hvert fald ret svært, medmindre man er enæggede tvillinger, eller søskende der ligner hinanden meget. Og alligevel ikke den samme øjenfarve. Måske er der en grøn plet inde i øjet, et andet sted en sin bror eller søsters. Så, så sjovt var det vel heller ikke.

 

I timerne sad Seth helt stille, som om der var sket noget der ikke måtte ske. Jeg ville ikke spørge ham, hvad der var galt, for hver gang jeg spurgte blev han tavs eller gal. Jeg var aldrig rigtig tryg i hans selvskab. Hans lunte var ikke særlig lang, eller så var der noget jeg ikke vidste, og det var der garanteret. Men da vi sad i bussen, og han grinte sit vidunderlige hæse grin, var jeg sikker på, at han ikke kun var ondskab. Han kunne også have det sjovt, ligesom mig. Det var nu at jeg savnede Victoria. Spørge hende om hvem han var, og hvorfor han blev så gal over det mindste, men hun var her ikke. Forsvundet, ligesom Kate, og muligvis død, hvis jeg skulle tro på Claudia, men det gjorde jeg ikke. Det kunne jeg ikke få min hjerne til at tro. Jeg ville se det, før jeg ville tro på det. Det var mærkeligt, for den tankegang havde jeg ikke haft før. Jeg var meget godtroende, men når det gjaldt min bedste ven, kunne jeg ikke tro på det. Jeg skrev med store bogstaver på mit hæfte:

 

Ikke død

 

For det var hun selvfølgelig ikke. Jeg opdagede, at jeg ikke havde hørt efter i timen.

”Nå, Madeline!”, Sagde min matematik lære, Mr. Brown, og slog hånden ned i mit bord.

”Kan du så forklare hvad det var jeg gennemgik for hele klassen lige før?”, Spurgte han irriteret. Mit hjerte bankede som en gal, og jeg så virkelig dum ud.

”Altså… Hvis de andre hørte efter, så behøver jeg vel ikke at forklare det igen. Desuden tager det af din time, Mr.”, Svarede jeg dumt. Jeg vidste godt at det ikke betød at jeg skulle gennemgå det hele for klassen, han ville bare høre om jeg kunne det. Hele klassen begyndte at grine, og jeg følte mig virkelig flov. Jeg tog hænderne for ansigtet, og gemte min flovhed væk. Jeg følte mig ligesom de åndsvage drenge der gik i min klasse sidste år.

”Godt, i skal lave side 18 til 19 i opgave bogen.”, Sagde Mr. Brown. Han vendte sit blik over imod mig. ”Og hvad angår dig, Madeline. Vi to skal lige tale sammen efter timen.”, Sagde han. Eftersidning. Jeg var sikker. Det havde jeg fortjent. Jeg havde bare aldrig prøvet det før. Jeg turde slet ikke at fortælle det til mine forældre. Min far ville bare sige at det var ulvenes skyld, og have en endnu bedre grund til at skyde dem. Min mor ville bare være skuffet. Rigtigt skuffet.

 

Efter timen, tog Mr. Brown mig ud af klassen. Han kiggede mig dybt ind i øjnene.

”Madeline Rose Harper! Hvordan kunne du finde på at give mig sådan et flabet svar tilbage? Du kunne have sagt at du ikke havde hørt efter, og så ville jeg have hjulpet dig. Det her giver konsekvenser, unge dame! Du har eftersidning i en uge!”, Sagde han. Jeg blev overrasket.

”I en uge?!” Spurgte jeg. Jeg vidste godt at det var dumt at svare sådan igen, men hvordan kunne han straffe mig med en hel uge? Da jeg gik i skole i U.S.A, var der en dreng der smadrede en rude, lige for næsen af læren, og han fik en uge. Måske var det en meget gavmild skole jeg gik på, eller så var det bare en virkelig streng lære jeg havde. Han kiggede spydigt på mig.

”Så siger vi to. Skal vi sige fra 15.00 til 17.00?”, Sagde han. Jeg turde ikke sige et eneste ord. 2 timer hver eneste dag i to uger. Hvordan havde han tænkt sig at jeg skulle lave have fritid, og hvordan skulle jeg forklare mine forældre, hvorfor jeg kom så sent hjem hver dag? Mr. Brown, plejede at være en af mine yndlings lærere. Men han forvandlede sig hurtigt til min ondskabsfulde lære. Jeg var lige ved at græde af skam.

 

Tiden gik, og jeg skulle til eftersidning. Jeg gik ind af den store, blå dør. Døren ville blive set som en fængselscelle fra nu af. Da jeg trådte ind, var der noget jeg blev overrasket over. Claudia og Seth var derinde. Claudia havde da slet ikke lavet noget som var i nærheden af slemt, og Seth, han var for høflig til at kunne have gjort noget. De sad allerbagerst i klassen. Ved siden af dem, sad de to drenge, som jeg også så i bussen sammen med Claudia. En lyshåret og en mørkhåret. Jeg vidste ikke engang at de gik på skolen. De gik sikkert et år over os. Der var kun de fire personer, eller vi var fem med mig. Jeg satte mig ved et bord for mig selv, for der var ingen jeg ellers kunne sidde ved siden af. Det havde jeg det også fint med. Claudia rejste fra sin plads, og satte sig over ved mig. Jeg vidste godt at hun ikke ville svare, men jeg spurgte alligevel:

”Hvordan er du havnet her? Hvad kan du have gjort galt?”, Claudia trak en blok op af sin lomme, og fandt en blyant bag hendes øre. Hun tegnede hvad der var sket. Jeg troede altid at hun ville skrive, men hun tegnede det bare. Hun tegnede en tegning af klassen. Hun havde hovedet nede i bordet, og hun så helt livløs ud. Alle i klassen kiggede på hende. Hun tegnede en lære ved hendes side der så sur ud. Det var underligt, jeg havde ikke set Claudia sove i timen. Jeg kunne godt se at det var uhøfligt at sove i timen.

”Så havde du vel fortjent det…”, Sagde jeg. Seth sad over i den anden ende. Han rystede på hovedet.

”Hun sov ikke. Hun besvimede.”, Hviskede han. Hvis hun besvimede, hvorfor fik hun så eftersidning?

”Er det rigtigt? Hvor lang tid fik du? Og allervigtigst, er du okay?”, Spurgte jeg. Hun nikkede, og viste mig to fingre.

”To uger?”, Spurgte jeg overrasket. Hun nikkede igen. Nu var det afgjort: Vi havde den strengeste lære jeg nogensinde havde mødt. Mr. Brown kom ind af døren. Så gik det løs. Han fortalte os hvad vi skulle gøre, men gik hurtigt ud igen.

”Hvor skal han hen?”, Spurgte jeg Claudia. Hun trak på skulderen.

”Han var sgu ikke så svær at lokke ud af klassen!”, Sagde den lyshåret højlydt.

”Hvad så nu?”, Spurgte den mørkhåret. Jeg syntes det var et dumt spørgsmål.

”Lave det vi fik besked på.”, Svarede jeg ham. De to drenge grinede bare.

”Hvem gider lige det?”, Spurgte den mørkhåret. Seth kiggede på ham. Hans blik var skarpt.

”Hun har ret, Elliot. Det bliver ikke bedre af at vi ikke laver noget.”, Sagde Seth. Elliot nikkede forbavset. Seth kendte tydeligvis også de to drenge. Hvor mange kendte han egentligt, eller det var måske lettere at spørge, hvem kender han ikke? Timerne gik, og vi fik fri. Klokken var 17.00, så da jeg kom hjem var mine forældre helt oppe at køre. Min far var sikker på at jeg kom for sent, pga. Ulvene, og min mor var bange for at der var sket noget alvorligt, såsom at jeg blev kørt ned, eller noget i den retning. Min mor gav mig et kæmpe kram.

”Hvor blev du dog af, Madeline? Vi har været så bekymret!”, Sagde min mor. Hvordan skulle jeg fortælle hende, at jeg fik en eftersidning? Det kunne jeg ikke, de ville bare blive sure.

”Football!”, Udbrød jeg. Min mor kiggede undrende på mig.

”Football?”, Spurgte hun.

”Ja! Jeg ville se om det var noget for mig, så jeg træner 2 timer efter skole hver dag! Der er gratis træning i 2 uger!”, Sagde jeg. Personligt syntes jeg selv, at den var godt reddet ind på land. Det så ikke ud som om min mor hoppede på den.

”Amerikansk football i England? Det har jeg aldrig hørt om, og da slet ikke i denne by!”, Sagde hun. Det var så tæt på…

”Jamen det er noget vores skole er begyndt på! Du må til at følge bedre med, mor altså!”, Sagde jeg og grinte nervøst. Jeg begyndte at gnide hænder. Jeg håbede sådan at hun ville hoppe på den.

”Aha…”, Sagde hun og nikkede. Hun troede ikke 100% på mig, men hun spurgte ikke ind til mere. Jeg kunne fornemme en sejr.

”Men vi vil gerne have dig hjemme til normal tid i morgen, for du kan vel godt droppe football, bare én gang?”, Spurgte min mor. Sejr-fornemmelsen forsvandt hurtigt. Jeg skulle finde på noget hurtigt.

”Det er ikke så godt i morgen, vi skal lære det grundlæggende inde for football. Desværre…”, Sagde jeg, men lød usikker. Min mor rynkede et bryn.

”Og det gjorde i ikke i dag, eller…?”, Spurgte hun. Hun havde ret, jeg gjorde bare det hele værre. Jeg kunne ikke redde den ind til land, men jeg prøvede.

”Nej, for i dag skulle vi hilse på hinanden, du ved, en slags navneleg!”, Forklarede jeg. Hun kiggede på mig.

”I 2 timer?”, Spurgte hun. Hun var skarp.

”Der er altså virkelig mange der vil lære football!”, Sagde jeg. Min mor skulle lige til at åbne munden, for at sige noget mere, da hun blev afbrudt af min far:

”Lad hende nu være, Annie, der må da være noget om det. For resten, Ella, så har jeg fået lavet en aftale med nogle jægere. Vi tager ud og skyder ulvene på lørdag.”, Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det. Jeg ville ikke have ulvene skudt, men hvad kunne jeg gøre? Det var fredag i morgen, så der var kun 2 dage til at han tog ud for at skyde dem. Jeg tror faktisk at jeg havde en plan. Jeg måtte snige mig ud fredag aften, og fortælle det til ulvene. Måske ville de ikke forstå hvad jeg sagde, men jeg ville alligevel prøve. Jeg gik op på mit værelse, for at lave lektier. Jeg kunne høre Riley pibe uden for min dør. Jeg rejste mig op, og åbnede den. Riley kom styrtende hen til mig. Hun peb stadig. Jeg kløede hende bag øret. Det så ud som om det hjalp.

”Hvad er der dog galt, Riley?”, Spurgte jeg. Hun rendte hurtigt ud fra mit værelse, men kom tilbage ligeså hurtigt. Hun havde et billede af en ulv, der lignede den smukke sorte ulv, der boede i skoven i munden. Jeg tog det ud af hendes mund.

”Hvad skal du med det?”, Spurgte jeg hende. Hun satte poten på billedet, og peb igen. Nu forstod jeg. Hun ville ikke have at ulvene skulle blive dræbt. Hun havde det på samme måde som mig.

”Shh, Riley. Jeg har fundet på noget, men du bliver nød til at indgå i planen.”, Sagde jeg til hende. Hun slikkede min hånd. Hun forstod mig. Det var utroligt hvor intelligent en hund jeg havde. Jeg aede hendes ryg. Hendes pels var utrolig blød, det føltes som den blødeste pude et hoved kunne lægge på. Det havde jeg ikke lagt mærke til før. Det var også mærkeligt, for vi børstede hende næsten aldrig. Jeg følte mig fortabt. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle redde ulvene, udover at fortælle det til dem. Det var en plan jeg vidste ikke ville lykkes. For selvfølgelig kunne de ikke forstå mig. Jeg var heller ikke helt sikker på om Riley kunne forstå mig. Det var garanteret bare held og god timing. For at være sikker på om Riley forstod mig, måtte jeg teste hende.

”Skal vi redde ulvene i morgen, Riley? Skal vi det?”, Spurgte jeg. Jeg snakkede baby snak. Riley lagde hovedet på skrå. Jeg troede ikke hun forstod mig. Men Riley var uforudsigelig, så 5 sekunder efter hun lagde hovedet på skrå, begyndte hun at løbe i cirkler. Jeg blev ved med at spørge hende om det samme med en babystemme. Efter nogle cirkelture, begyndte hun at gø. Det blev ret højt, så jeg blev nød til at standse hende.

”Shh, Riley! Vi skal nødigt forstyrre naboerne! Du ved hvordan de har de med hunde.”, Sagde jeg beroligende til hende. Hun hoppede op i mit ansigt, og overslikkede det. Nu vidste jeg det. Hun forstod hvert et ord jeg sagde. Det var ret sejt. Man kunne jo tjene penge på hende. Men det var ikke det jeg var interesseret i. Når hun forstod mig, kunne vi redde ulvene på nul komma fem. Det krævede bare også at hun hørte efter. Men det gjorde selvfølgelig.

”Okay, Riley, her er planen: I morgen aften, omkring otte tiden, afleder du min mor og fars opmærksomhed. Du kan f.eks. rende rundt i cirkler, og gø, som du gjorde før. Du må gerne selv finde på noget, men de skal bare være afledt nok til at jeg kan smutte ud af døren uden de opdager det. Jeg sidder oppe på mit værelse, og siger at jeg laver lektier. Så imens du afleder deres opmærksomhed, sniger jeg mig ned af trapperne, og går ud af døren. Det vil nok tage mig cirka en time, at få dem væk, og så er jeg hjemme igen. Tror du at du kan klare det?”, Spurgte jeg hende. Hun rendte rundt i cirkler. Det regnede jeg med betød ja. Da jeg havde spist aftensmad, sneg jeg mig ud på badeværelset for at tage en sovepille, og lagde mig til at sove. Endnu en drømmeløs nat.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...