One Last Dance // Niall Horan fanfiction (One Shot)

Et minde kan være hvad som helst. Godt, dårligt, betydningsfuldt, fantastisk, alt. Selv det mindste kan være der for evigt inde i en. Cailyn og Niall har siden afgangsballet i high school været sammen. Den ene dans de dansede sammen fik dem sammen. Siden har de været sammen igennem tykt og tyndt. Intet kunne skille dem ad. Men der tog de fejl. Cailyn bliver ramt af kræft. Hun ligger for døden og er klar til at stille skoene. Men det forhindrer dog ikke Niall i at forevige deres kærlighed.

21Likes
21Kommentarer
1105Visninger
AA

2. Do you remember?

Cailyns synsvinkel

”Kan du huske den aften? Aftnen vi kom sammen? Det var fantastisk.” Mumlede Niall til mig og strøg en tot hår omme bag mit øre. Svagt nikkede jeg og vandrede mig tilbage til den tid. Den tid hvor der ikke var problemer med at bevæge mig, hvor jeg ikke var syg, hvor jeg var lykkelig og ikke havde sygdommen i baghovedet hele tiden.

”Bare én dag ville jeg gerne genleve det.” Sagde jeg hæst og lod billederne flyve rundt i hovedet på mig. Siden den aften havde det været et stærkt minde for os begge. Niall elskede at tage mig ud til en eng, eller dreje mig en enkel gang eller to rundt i stuen, bare for at minde os begge om den aften. Det var fundamentet for vores kærlighed, den dans vi dansede den aften. Den startede vores forhold, den fik gnisten frem i os, og lige siden har vi været sammen.

”Jeg ved godt det hele ser sort ud, men jeg er her med dig. Det er det der betyder noget. Efter alle de år er vi stadig her, sammen, intet har skilt os ad. Jeg er ligeglad med at du snart forlader mig, du vil altid være hos mig,” han tog min hånd og førte den op til hans hjerte, ”herinde.” En tåre gled ned af min kind og landede på mit patienttøj. Han tørrede hurtigt den næste tåre væk med sin tommelfinger, og lod hans hånd stryge let over min kind.

”Jeg ville bare ønske der var en mulighed for at vi stadig kunne være sammen. Der er så meget vi stadig ikke har nået.” Mumlede jeg, mens tårerne tog over, og denne gang var de ikke til at stoppe. Der var så meget vi stadig gerne ville opleve sammen. Som at tage på en rejse, kun os to, møde vores børnebørn sammen, blive bedsteforældre, sidde gamle foran pejsen og give gaver til vores familie, alt det nåede vi ikke. ”Jeg ved godt vi ikke kan ændre skæbnen, men vi kan altid tænke på de ting, sammen. Tænke på hinanden og de ting vi gerne ville, det må da være det næstbedste.” Sagde han og kyssede min hånd kort.

Et smil dannede sig på mine læber, indtil min brystkasse igen gjorde ondt. Niall var heldigvis hurtig til at reagere, og straks havde han en skål fremme som jeg kunne hoste ned i. Blodet røg op fra min hals og ned i skålen. I et halvandet år havde jeg haft kræft nu, og med tiden var hosteanfaldene, blodet som nemt røg ud af mig og smerterne blevet værre. Men med tiden blev Niall mere og mere vant til det, og tacklede hurtigt situationen. Han var ligeglad med at jeg kunne kaste min mad op og halvdelen af det var blod, han hjalp mig gennem det. Det var nok grunden til jeg stadig var her, han hjalp mig igennem det.

Men tiden var inde til at sige farvel. Hele dagen havde min familie været på besøg. De kom med blomster. Græd. Fik et smil fremkaldt for min skyld. Selvom de alle nok inderst inde vidste den her dag ville komme, så havde de nok ikke forventet det så hurtigt. Min mor håbede på jeg kunne overleve med det i nogle år, men så længe varede det desværre ikke. Min far satsede på de kunne kurere mig, men desværre ikke. Jeg var nået til det punkt hvor de var nødt til at acceptere det. Acceptere skæbnen, indse at det var sådan livet skulle gå, forstå at jeg var nødt til at tage af sted.

Men stadig var det svært at forstå jeg skulle forlade Niall. Jeg havde troet vi skulle være sammen til vi var gamle og gråhåret. Nogen siger 'livet er hvad man gør det til'. Spørgsmålet var bare om det var mig selv der havde sørget for jeg lå her? Om det var min egen skyld min familie var i sorg, om det var min egen skyld jeg mistede Niall.

”Du skal bare vide jeg aldrig ville glemme dig. Uanset hvad der sker, så vil du altid være en stor del af mit liv. Jeg er den person jeg er i dag, pågrund af dig.” Han placerede blidt et kys på min pande. Selv Niall græd nu. Hans tårer gled ned fra hans ansigt og på mine hænder. Vi græd nu begge. Vores tårer samlede sig og blev til en stor, våd plet på mit tøj.

”Jeg vil så gerne have beholdt dig bare én dag til. Bare én dag for at vise hvor meget jeg elsker dig. Én dag hvor vi kan gøre hvad vi vil. Én sidste dag med dig.” Sagde han og tørrede sine øjne. Vi kunne ikke gøre andet end at stirre hinanden ind i øjnene og prøve at gengive de år vi havde haft sammen.

Engen som vi plejede at ligge på om sommeren i solen. Parken som vi havde sneboldkampe i om vintren. Stuen som vi drak te i til efteråret. Byens gader om natten som vi plejede at danse igennem i foråret. Vores baghave som vi sad i og kiggede på solnedgangen. Nialls koncerter som jeg kom til, bare for at se ham en gang imellem. Tour bussen som vi sov i sammen, mens de andre drenge omkring os larmede. Køkkenet hvor vi plejede at lave mad sammen. Soveværelset hvor vi lå hele morgnen, rullet sammen i en kugle. Og vigtigts af alt, gymnastiksalen på vores high school hvor vi fandt sammen til afgangsballet.

”Jeg vil bare så gerne se sollyset én sidste gang.” Hviskede jeg og kiggede hen mod vinduet, hvor solstrålerne svagt kom ind gennem gardinet. Niall vendte hovedet og så ud af vinduet. ”To sekunder.” Han rejste op og gik ud for at snakke med en af lægerne. Da han kom tilbage hjalp en læge med at fjerne respiratoren og dropsene. De begge hjalp mig op på benene. Niall takkede lægen og støttede mig så hele veje nedenunder.

Udenfor i hospitalets have var flotte blomster, og et majestætisk træ i midten af haven. Niall hjalp mig hen mod en hvid pavillon, hvor roser voksede op af den. Han bare mig i brudestilling op af trappetrinnene og placeret mig blidt på mine fødder igen. Alt omkring os var fantastisk. Duften af roser sneg sig ind i mine næsebor, sommerfugle sad på blomsterne for at få nektar og solen var rundt omkring pavillonen fik det hele til at skinne klart.

”En sidste gang?” Græd Niall og lod sine hænder falde ned på mine hofter. ”Selvfølelig.” Svarede jeg nikkende og lod mine hænder samle sig bag hans nakke. Forsigtigt prøvede vi at tage et enkelt trin ad gangen, men jeg var for svag. Han kunne hurtigt se at det ikke ville gå, så han løftede mig lidt op og placerede mig på hans fødder. Et lille smil dannede sig på mine læber, mens han selv dansede.

For hvert sekund der gik blev jeg svagere, og kunne mærke det var tæt på at være slut. Mit hoved faldt ned på hans skulder, hans hjerte bankede hurtigere end normalt. Det her var vores sidste tid sammen. Vores sidste minde sammen, og det ville jeg beholde for evigt. ”Niall,” svagt løftede jeg hovedet og kiggede ind i hans klare, blå øjne, ”jeg elsker dig. For evigt.” Han prøvede let at grine, så han kunne skjule de tårer der pressede på, men mislykkede.

”Jeg elsker også dig,” mit greb om hans hånd blev svagere, han var nødt til at holde mig oppe, ”for evigt.” Livet i mig forsvandt langsomt. Det var smertefuldt, men beroligende at dø i Nialls arme. Det var sådan jeg gerne ville dø. I min elskedes arme. Til lyden af hans hjerte som slog. Vi nåede det. Vi nåede at have vores sidste dans. Den bedste og sidste. Det var som at genleve sig tilbage i high school. Jeg vil aldrig glemme den aften.

Han placerede blidt et kys på mine læber, mens livet langsomt sivede ud af mig. Mine knæ ramte jorden hårdt, et lille støn slap ud af mine læber mens min krop lod sig falde ned til jorden. Sommerfuglene omkring os fløj hurtigt væk, som var det min sjæl der fløj op mod himmelen. Forsigtigt satte Niall sig ned på knæ og placerede mit hoved i hans skød.

Febrilsk begyndte min vejrtrækning at blive hurtigere, mens verden omkring mig langsomt blev mere sløret. Svagt kunne jeg se Nialls ansigt. De blå øjne. De blå øjne jeg elskede at stirre ind i, og drømme mig væk. ”Tag det roligt. Alt skal nok blive godt.” Hviskede han og kærtegnede blidt min kind.

Måske var jeg ikke klar. Var jeg bange for døden? Bange for hvad der ville være efterfulgt af livet? Eller bange for at miste de folk jeg holdte af? Selvfølelig var det en stor ting at miste dem man holdte af, der kunne gå år før man så dem igen. Bare tanken om Niall der fandt en anden at være lykkelig både knuste mit hjerte, men fik det også til at banke. Selvfølelig skulle han være lykkelig, men spørgsmålet var om jeg kunne holde ud, at se ham med en anden?

”Jeg er bange.” Hviskede jeg. Niall tog min hånd og gav den et svagt klem. Hele min krop rystede af skræk, tårerne stoppede ikke. ”Du skal ikke være bange. En engel som dig hører til oppe i himlen. Du bliver den smukkeste engel nogensinde.” Straks begyndte jeg at slappe lidt af. Men frygten for at miste ham var der stadig. Med min rystende, svage hånd kærtegnede jeg blidt hans kind.

Lysten til at råbe, skrige, fortælle hele verden hvor meget jeg elskede ham var stor. Men ingen ord kom ud af min mund. Som om en sandstorm havde stoppet min hals. Langsomt åbnede jeg munden for at sige noget, men der var stadig ingen ord som kom ud. Han tyssede let på mig og begyndte så selv småt at synge.

”Close the door. Throw the key. Don't wanna be reminded, don't wanna be seen. Don't wanna be without you, my judgement is clouded, like tonight's sky.

Hands are silent, voice is numb. Try to scream out my lungs, it makes this hard girl. And the tears stream down my face.

If we could only have this life for one more day. If we could only turn back time.

You know I'll be, your life, your voice, your reason to be. My love, my heart, is breathing for this. Moments in time, I'll find the words to say, before you leave me today.

Flashes left in my mind, going back to the time. Playing games in the street, kicking balls with my feet. Dancing on my toes, standing close to the edge. There's a pile of my clothes at the end of your bed. As I feel myself fall, make a joke of it all.”

Da sangen sluttede lod jeg mine øjne lukke og ventede på en engel ville komme og hente mig. Det virkede som et perfekt, sidste minde. At ligge i Nialls arme, vores hænder der holdte fast i hinanden, lyden af hans stemme der sang mens jeg langsomt forlod ham.

Nialls synsvinkel

De fleste folk var ved at forlade Cailyns grav. Det sidste jord blev lagt på, imens folk var gået hen til deres biler. Tilbage stod jeg med Cailyns mor og far, samt mine bedstevenner Harry og Liam som ventede på at jeg var klar til at gå. Men det var svært. At tænke på ens elskede lå nede under jorden, død. Det var ikke nemt for nogen af os.

Cailyn var den person som holdte andre sammen. Måske spillede hun ikke en stor rolle hos nogen, men på en eller anden måde ville hun alligevel have en stor betydning, hvis hun forlod os. Forlod os som hun gjorde nu. Måske hvis hendes kræft var opdaget tidligere, kunne det måske kureres? Måske behøvede det kun en dag mere, for at hun blev rask.

”Er du klar til at gå Niall?” Spurgte Liam, mens hans hånd let klappede mig på ryggen. En tåre faldt fra mit øje og ned på jorden, bare ved tanken om at forlade hende nede i den kolde, mørke jord. ”Bare et minut. Så er jeg der.” Hviskede jeg og satte mig på hug. De så vidst ud til at forstå min besked, for hurtigt var de gået over til bilen, og ventede på mig.

Med en let rystende hånd tog jeg et billede op fra min jakkelomme og placerede det ved hendes gravsten. Det forestillede os på vores bryllupsdag. Hun havde sin smukke kjole på der gjorde hende guddommelig, og hendes smukke, sorte hår der let bølgede gjorde hende perfekt. ”Du vil altid være hos mig. De minder vi har sammen kan ingen erstatte. De er vores, og der er heller ingen som skal tage dem fra os.” Hviskede jeg.

Det føltes som om en hånd lagde sig på min skulder. Forsigtigt drejede jeg hovedet for at se om der var nogen, men ingen i sigte. Men det var kun indtil jeg indså hvad det var. Det lød sikkert dumt, men jeg vidste Cailyn stod ved min side. Hun hørte hvad jeg sagde, så hvad jeg gjorde, var der for mig.

”Du ved jeg elsker dig, for evigt og altid. Lige fra første gang jeg så dig, til den sidste gang jeg så dig, har jeg elsket dig, og gør det stadig. Jeg kan ikke vente til at se dig igen, som en engel, endnu mere perfekt og min for evigt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...