Broken Heart - Justin Bieber +12

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2014
  • Opdateret: 1 jul. 2014
  • Status: Færdig
Det er aldrig let at slå op. Man skal igennem en svær periode, i sit liv. Der er op og ned ture. Man mister den person man elsker højst. Sydney Mandela har mistet son kæreste Justin Bieber. De havde været sammen i 4 måneder. Men et skænderi ødelægger alt. Eller er det nu også kun det skænderi der er skyld i det. Mon der ligger mere i det jalousi, had, kærlighed, venskab og meget mere. Hvordan vil det gå for Sydney og Justin, og bliver de nogensinde lykkelige igen. Vil de nogensinde kunne elske hinanden igen, eller er kærlighed imellem dem brændt ud? Find ud af det i Brokken Heart. Den første af mange nye movellaer. 'Justin er ikke kendt'

21Likes
14Kommentarer
1318Visninger
AA

2. Kapitel 2

Justin's synsvinkel:

"Hey så du lige Sydney i torsdags" jeg vendte mig om og mødte nogle blå øjne "hun var helt knust"

Jeg ved han talte om den måde jeg havde såret Sydney på. Den måde jeg havde råbt at jeg hadede hende, at jeg havde spildt min tid sammen med hende. Alt det jeg havde sagt alle de løgne. Men der var en ting, som ikke var løgn. Mine følelser til Sydney. 

"Ja, ja jeg så hende" jeg havde knækket hende. Aldrig havde jeg haft det dårligt af at udnytte en piges følelser. Men der var bare sket noget med mig. Hun havde ændret mig. Til noget bedre.

"Jeg troede helt ærligt ikke du kunne klarer det" nej det troede jeg heller ikke. Jeg havde været med til mange væddemål, men aldrig et der varede så længe. 4 måneder, det er fandeme lang tid, og så endda når man udnytter en uskyldig pige.

"Men jeg klarede det, så kan du ikke bare holde kæft" Wate kunne bare ikke holde kæft. Han skulle hele tiden fable op om alt muligt, også selvom der ikke var nogen der lyttede. Men alligevel var vi venner.

Jeg sad sammen med Wate, Ryan og Chaz. Først var vi bare fire drenge der hængte ud men nu var vi pludselig skolens badass. Hvordan kan det ende på den måde. 

Okay stop dig selv Justin. Du lyder slet ikke som dig selv. Hvad fanden var der sket med mig. Okay jeg blev nødt til at have en smøg, og det kunne kun gå for hurtigt. Jeg rejste mig fra sofaen, og gik ud af døren, og smækkede den i.

Jeg fiskede ned i lommen på mine hængerøvsbukser og fandt min pakke smøg. Jeg åbnede den og stak en i munden, og fandt lighterens og tændte. 

Efter et par minutter kunne jeg hører fortrin bag mig. Jeg vendte mig om og så arena komme gående hen mod mig. Han havde en smøg i hånden og rakte sin hånd hen mod mig som tegn på at jeg skulle række ham lighteren. 

"Du elskede hende virkelig gjorde du ikke" han stak smøgen i munden og tændte den. Det kunne godt være jeg havde skjult min sorg. Men han var min bedste ven, siden 3 klasse. Han kendte mig næsten bedre end jeg kendte mig selv. 

"Nej, nej" jeg prøvede at lyve mig ud af det, men jeg vidste allerede inden jeg begyndte at tale at jeg havde tabt "ja det gjorde jeg, men det var et væddemål, jeg kunne ikke tabe"

"Hvad fabler du om Justin" han kiggede hårdt på mig. Jeg vidste jeg havde sagt noget jeg ikke skulle have sagt "det er squ da dit liv for fanden, det er dig der bestemmer"

Måske havde han ret. Det var jo mit liv. Jeg var ikke bundet af noget væddemål, jeg kunne gøre hvad jeg ville. Jeg nikkede til ham. Det kunne godt være han var ligesom mig, og sårede piger, og alt det der, men han vidste også hvornår han skulle lade vær, og hvornår jeg skulle, igen han kendte mig næsten bedre end jeg kendte mig selv. Hvis det altså gav mening.

Jeg besluttede mig for at jeg ville finde Sydney så snart jeg fik chancen i skolen. Det ville ikke blive nemt, men jeg skulle prøve, hun skulle have en forklaring, hun fortjente det ikke, det var hun for god til.

Resten af aftenen sad vi og spillede pokker, og lad mig bare sige det lige ud, Jeg vandt. Jeg havde fået skrabet lidt penge til mig, og smøger og lidt af det ulovlige hvis du ved hvad jeg mener.

Men det var da også blevet røget luge så hurtigt det var havnet i bunken. Jeg var ikke en der holdt mig tilbage med den slags. Der var faktisk meget jeg ikke holdt mig tilbage med, jeg var bare en meget hurtig person.

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

Jeg havde ledt efter Sydney siden klokken 08:00, hvor fanden kunne hun være. Var hun ikke i skole. Endelig når jeg beslutter mig for at gøre det godt igen er hun der ikke. 

Der er gået en uge siden vores skænderi, hun kunne da ikke stadig være så såret. Eller kunne hun. Jeg spottede et par piger stå ved skabene. Det var hendes veninder, jeg gik hurtigt over til dem. 

"Hey har i set Sydney" de vendte sig alle sammen om imod mig, og så ondt på mig. Okay, okay undskyld jeg taler til jer "jeg skal virkelig snakke med hende"

"Hun gider sikkert ikke at snakke med dig, Bieber" hvorfor skal alle bruge mit efternavn istedet for mit ordentlige navn, det er da utroligt. Hvorfor jeg fatter det bare ikke.

"Ja, ja jeg ved godt jeg har lavet noget lort, men-"

"Men, nej nej Bieber der er ikke noget men her, du har såret hende knækket hende" okay, okay jeg ved jeg har lavet en fejl, men lad mig nu rette op på det igen "kan du ikke bare gå over til dine venner igen"

Okay det var nok. Jeg gad squ ikke at spilde min tid på dem længere. Jeg vendte mig og gik videre ned af gangen. Jeg spottede en puge med langt lyst hår, gå ud på pigetoilettet  Selvom hun havde ryggen til, vidste jeg det var Sydney.

Jeg småløb hen mod pigetoilettet. Jeg åbnede døren, og så det lange hår, og den perfekte krop henne ved håndvansken. Jeg kunne se de dybe blå øjne i spejlet. Jeg gik langsomt hen til hende. 

Hun vendte sig om og fik et chok så hun ramte håndvasken. Hun havde sikkert ikke set mig eftersom hun fik sådan et chok.

"Justin hvad fanden laver du" hun prøvede at kigge væk fra mig, men det gik ikke særlig godt. Jeg gik tættere på hende,mig jo tættere jeg kom jo mere nervøs blev hun "hold dig væk fra mig"

"Lad mig nu bare tale" sagde jeg. Jeg var kommet helt hen til hende og lagde mig finger mod hendes læber for at få hende til at klappe i. 

Hun lagde sine arme over kors og kiggede op på mig "du har 2 min"

"Okay ehm" hvorfor kunne jeg ikke sige noget, det var som om jeg var lammet. Okay tag dig så sammen du skal ikke ligne et fjols "ehm, jeg er virkelig ked af at jeg sårede dig Syd. Det var ikke min mening". Jeg tog en dyb indånding, og lagde min hånd på hendes hofte "jeg er et fjols, vil du ikke bare tilgive mig"

"Justin hvordan kan du tro jeg kan tilgive dig for det du gjorde" Hun kiggede ned i jorden. 

"Jeg ved det, men kan du ikke bare prøve" 

"Det eneste jeg ikke forstår er hvorfor du gjorde det" hun så forvirret ud. Men jeg bebrejdede hende ikke, for det ville jeg også ha gjordt "hvorfor"

"Det var, det var et væddemål" hendes øjne så chokeret på mig, mens de blev fyldt med tårer. Det var nok ikke lige det klægeste jeg kunne ha sagt "men det har ændret sig, jeg elsker dig Syd"

"Var det hele bare et væddemål. Var jeg bare et legetøj, til når du og dine venner kedede jer" hun var såret. Der trillede langsomt nogle tårer ned af hendes kinder "hvordan kan du barebehandle andre mennesker på den måde"

"Du har ret, hvordan kan man bare det, og jeg er ked af det, kan du ikke bare tilgive mig" jeg prøvede virkelig at få øjenkontakt med hende, så hun kunne se jeg ment det jeg sagde, men hendes hovede var rettet mod gulvet. Jeg lagde min finger under hendes hage, og fik hende til at kigge på mig.

"Jeg ved ikke om jeg kan stole på dig Justin" hun kiggede mig i øjnene. Hendes øjne var fyldte, men ikke med tårer men med fortvivlelse "jeg ville ønske jeg kunne"

"Det kan du, jeg lover jeg forandre mig" okay det var non et rimeligt stort løfte jeg lige aflagde, men jeg ville gøre alt for at få hende tilbage "jeg er ikke den samme som for 4 måneder siden, du har forandret mig Syd"

Jeg tog om hendes hofter og løftede hende op, og satte hende på kanten af håndvasken. Hun havde sine hænder om min nakke, og legede med mine nakkehår. Det gav mig kuldegysninger. Hendes små fingre der rørte min hud.

"Stol på mig" hviskede jeg ind i hendes ører, med en så hæs stemme jeg kunne. 

Hun kiggede på mig og et lille smil kørte over hendes læber. Nu kunne jeg ikke vente meget længere. Jeg pressede mine læber mod hendes. Men det var ikke som før i tiden, hvor jeg bare ville udvikle det til et snav. Nej det var et lidenskabeligt kys, læber mod læber. 

Hun rykkede sig væk, og kiggede ned "jeg elsker dig" sagde hun lavt, men lige højt nok til jeg kunne hører hende. Mine hænder gled ind under hendes trøje og kørte op og ned af hendes mave

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...