Noveller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 14 apr. 2014
  • Status: Igang
Alt det, jeg lige får ud af en skriverus xD Mange af teksterne vil faktisk nærmest bare være uddrag, da det bare er alle de ideer, som jeg ikke rigtig har en begrundelse til at have, som kommer herind xD Derfor er der heller ikke noget af dette, der er renskrevet ;D

1Likes
0Kommentarer
124Visninger
AA

2. This. Is. War.

Sveden faldt ned over hans beskadige ansigt. Rifter strakte sig hele vejen fra hans pande og ned til den ene skulder, som var blevet blottet af en revne i den normalt pæne skjorte. Og det var kun det synlige. Han stod med spredte ben og et skinnende sværd holdt ud foran sig. ”Løb nu for helvede!” kom det hvæsende fra ham, og han skævede bagud, hvor en skrækslagen pige befandt sig. Hun sad bare på jorden, der primært bestod af gløder, og stirrede skrækslagent på sceneriet foran sig. Eller nærmere foran drengen, som havde stillet sig som en beskyttende mur foran hende. Hendes brune hår sad i en løs fletning. Eller det var faktisk ikke sikkert, at det var brunt. Flager af mudder skallede af hendes ansigt omkring øjnene, da hun endelig flyttede dem op mod drengen, som stod med ryggen til hende. Hele vejen ned af hans ryg skar en flænge igennem skjortens beskidte hvide stof. Hans lyse hår havde stænk af rødt i sig, men det var ikke efter hans eget blod. Det var efter fjenderne.

”Men jeg kan ikke forlade dig!” skar pigens stemme igennem larmen, der foregik inde i hendes hoved. Stemmerne var for fuld styrke, selvom hun prøvede at holde dem væk. Det hjalp dog ikke. De blev ved med at diskutere. Du kan ikke redde ham, så få nu din røv væk fra dette sted! sagde den ene, mens den anden var imod dette. Du KAN ikke efterlade ham. Ikke efter alt, hvad han har gjort! Det var ikke så underligt, at hun var forvirret.

”Du bliver nødt til det! Jeg finder dig en dag, men hvis du ikke løber nu, så er det ude med os begge! Løb så!” Det var tydeligt at fjendes tilbageholdenhed gjorde drengen nervøs. Hvorfor fanden angreb de ikke bare? Der var jo ingen tvivl om at pigen og drengen var godt trængt op. Han flyttede lidt på fødderne, for at være sikker på, at de var klar til at bevæge sig, når det gjaldt. ”Løb Diana!”

Pigen og hendes stemmer var stadig ikke enige. Overhovedet. Men alligevel trådte overlevelsesinstinktet længst frem, og fik hende til snublende at rejse sig fra den varme jord. ”Hvis du ikke finder mig, finder jeg dig. Du vil ikke kunne slippe for mig så nemt.” Hun vidste ikke, hvorfor hun sagde det. Hun ville bare være sikker på, at han forstod, at det ikke var med egen god vilje, at hun nu handlede efter hans ordrer. Hun kastede et sidste blik på den brændende skov foran sig, og fjenderne, der stod glødende foran dem. De ventede på et eller andet. Og det gjorde også hende nervøs.

En kort trækning kom frem på drengens skadede læbe, over pigen, Dianas, ord. Det var typisk hende. Da han kunne høre hendes skridt begynde at bevæge sig, først langsomt og derefter i løb, hviskede han: ”Det havde jeg heller ikke regnet med.” En svuppende lyd lød bag ham, og i det øjeblik sprang de glødende væsner imod ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...