Digtet på bænken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2014
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Igang
Digtelskeren Stella tager bussen fra skole det samme sted hver dag, og en dag opdager hun et digt på bænken hvor hun sidder og venter - samme dag som hun stifter bekendtskab med en sød dreng fra hendes skole som hun aldrig har mødt før. Det viser sig at digtet på bænken er skrevet af ham, men var Stella ikke allerede faldet for ham før hun fandt ud af det? Og er det virkeligt smart at indlede et forhold til en man ikke kender kun baseret på én fælles interesse? Det vil hun finde ud af når sandheden kommer frem.

0Likes
0Kommentarer
183Visninger
AA

1. Stoppestedet

Jeg satte farten op da bussen jeg skulle nå kørte lige forbi mig, jeg kunne kun lige skimte det gule skilt ved busstoppestedet og allerede der vidste jeg at jeg endnu engang ikke ville nå bussen, men mine ben løb stadig. Først da bussen var ude af syne nåede jeg træbænken ved siden af det gule skilt, forpustet smed jeg min skuldertaske op på bænken ved siden af mig, og sad et øjeblik og nød vinden mod mine varme kinder. Vinden bar tusindevis af lyserøde blade fra de blomstrende kirsebærtræer, de svævede forsigtigt rundt i luften og dannede utallige mønstre. En slank skyggelse kom mod mig og jeg rykkede mig lidt for at gøre plads, som skiggelsen kom tættere så jeg på hans uniform, at det var en dreng fra min high school, han smilte til mig og satte sig så ved min side. Jeg følte mig altid akavet i sådanne siutuationer, intet andet end vinden og bladende der strejfede vejen gav lyd fra sig. Jeg kiggede ned på bænken og så at der var ridset noget ind i træet, et digt. Jeg havde hørt det før. I nogle sekunder sad jeg og gentog sætningerne lav for mig selv, da jeg følte øjne kigge på mig. Drengen ved siden af mig smilede lige så behageligt som før, han grinte ikke, han smilede bare. Så slog det mig, jeg hev en bog jeg havde lånt få dage i forvejen, frem fra min taske, og på første side stod digtet præcis som det var skrevet på bænken. Vi sad i stilhed indtil bussen kom, det føltes mindre akavet for hvert sekund, for hver eneste gang jeg så ud af min øjenkrog havde drengen ved siden af mig et så rart smil uanset hvad han kiggede på, selv hvis det var på mig. Vinden rodede hans mørke hår og sendte hans blide duft forbi min næse. Da bussen kom til syne for enden af vejen rejste drengen sig og stillede sig hen ved siden af busstopskiltet i en afslappet position, mens jeg selv var ved at snuble over mine egne fødder i et desperat forsøg på netop at undgå dét, klodsethed var noget der altid havde tilhørt mig. Et fnis undslap i lettelse over at jeg stadig stod på mine fødder, og i det samme kiggede drengens mørkebrune øjne lige ind i mine - hans blændende smil og solen som omringede hans pjuskede hår gjorde det svært ikke at rødme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...