Digtet på bænken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2014
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Igang
Digtelskeren Stella tager bussen fra skole det samme sted hver dag, og en dag opdager hun et digt på bænken hvor hun sidder og venter - samme dag som hun stifter bekendtskab med en sød dreng fra hendes skole som hun aldrig har mødt før. Det viser sig at digtet på bænken er skrevet af ham, men var Stella ikke allerede faldet for ham før hun fandt ud af det? Og er det virkeligt smart at indlede et forhold til en man ikke kender kun baseret på én fælles interesse? Det vil hun finde ud af når sandheden kommer frem.

0Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

2. Den efterfølgende dag

Da jeg fik fri fra skole havde jeg svært ved at finde ud af om jeg skulle skynde mig eller gå langsomt hen til busstoppestedet, hvis jeg gik for hurtigt ville jeg måske nå bussen, og så ville jeg ikke se ham.. drengen med det sødeste smil i verden. Mine fødder blev ved med at bevæge sig hurtigt, nok efter flere års erfaring med at komme for sent, men mit hoved ville bare ikke rigtigt med - først da bussen passerede mig satte jeg for alvor op i tempo. Som jeg stavrede hen ad det bulede stenfortorv og tættere på træbænken så jeg et omrids af en slank person, jeg kunne kun håbe at det var ham. Mine knæ skælvede da jeg nåede siden af personen på bænken, selvom han sad med ryggen til var der ingen tvivl, uniformen, det pjuskede brune  hår - det var ham, men han havde ikke lagt mærke til mig, han så ud til at være meget koncentreret om et eller andet. Mine fødder tog et museskridt tættere på ham, og jeg bukkede mig lidt, nok til at kunne høre nøgler der raslede, men inden jeg nåede at se hvad han lavede faldt mit hår ned og skyggede for solen. Han kiggede lidt forskrækket på mig.

'U-undskyld' sagde jeg stille, og uden et ord var hans store smil tilbage.

'Det skal du ikke tænke på' jeg smilte genert og satte mig med lidt afstand til ham på bænken. Jeg var ikke normalt typen der snakkede med fremmede, generelt snakkede jeg ikke med nogen faktisk, men der var bare noget over ham her som der føltes så trygt, så jeg følte mig ikke helt skræmt fra at sige noget som helst som ellers.

'Hvad lavede du?' spurgte jeg, mens han sad og betragtede træerne på den anden side af vejen, svaje stille frem og tilbage. Han rejste sig og børstede noget træstøv af bænken.

'Se!', ikke langt fra digtet jeg havde læst i går stod der nu endnu et digt, jeg var sikker på at jeg også havde læst det i den bog jeg havde lånt.

'Har du også skrevet det her?' spurgte jeg og pegede på det andet digt.

'Jep!'

'Kan du godt lide digte?' spurgte han efter han igen havde sat sig, dog lidt tættere på mig end før - ikke at det gjorde noget. Jeg nikkede bare.

'Også mig'

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...