Forfærdeligt *Oneshot*

Det er en del af livet at dø. Det er sandt, men at blive myrdet, falde mange meter ned på jorden, blive dækket af sten og glas, det er ikke naturligt. Sådan en skæbne burde ikke findes. Forfærdeligt.

6Likes
4Kommentarer
208Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Forestil dig at du står på en gammel balkon sammen med en masse andre mennesker. Der bliver skubbet og bandet. Alle vil frem til stakittet for at se hvad der kommer. Folk ved ikke hvad de skal tænke, nogle griner, andre tænker slet ikke. Folk er tomme for ord. Alles hjerner at gået i stå. Tankerne stoppet. Få griner for at skille sig ud, men hvad de griner af ved de ikke. I ved ikke hvad der foregår. Men alle vil se det.
Det er som om verden er gået i stå for et kort øjeblik. Tiden stoppet. Det er som om man er lukket inde. Inde i et lille, sort rum. Som om man sidder der inde helt alene. Der er helt stille. Ikke engang din egen vejrtrækning kan høres. Som om lyden endnu ikke er blevet opfundet. Men stille kommer du til dig selv igen, du høre de lyde som oprindeligt er der, lydene fra flyene over jeres hoveder.

Det skærer i ørerne. Lyden af fly der suser over jeres hoveder med flere hundrede kilometer i timen. Bryder lydmuren. Kort efter er lyden væk. Endnu engang stille. Ligesom før. Folks munde står på hvid gab, alle er målløse over det de lige har set, men hvad er det de lige har set?

Et kæmpe brag høres. Du kommer til bevidsthed igen. Folk skriger. De folk som før grinte, bare for at skille sig ud, græder nu. Tårerne løber ned af deres kinder. Intet kan standse det. Men du. Du føler stadig intet, for du ved ikke hvad der sker. Kort efter høre du ambulancer, brandbiler og politibiler for fuld udrykning. De styrter igennem gaderne. De blå blink kan ses langt væk fra. De lyser flere gader op, på en ellers højlys formiddag.

Men der føltes stadig mørkt, som om der var sket noget forfærdeligt. Der føltes stadig stille. Ensomt. Endnu et brag lød. Flere folk skriger. De kommer løbene ned at gaderne. Skrækslagende. Frygtende for deres liv. Men hvorfor? Hvorfor er de så bange? Hvad sker der?

Du kigger rundt. Stadig med et tomt udtryk. Du skæver mod de to tårne. Tvillinge tårnene. De styrter i jorden. Ilden slanger sig fra etage til etage. Ser du syner? Du gnider dig i øjnene og blinker et par gange. Kigger igen. Åbner munden. Hvad sker der? Du tænker på din ven. Han arbejder der inde. I tvillinge tårnene, som styrter i jorden. En tårer trykker sig på, du prøver at skjule den, men du kan ikke. Den triler stille og roligt ned ad din kind, imens du står i stilhed og fortvivlelse og kigger.

Kæmpe støvskyer stiger op fra jorden da de mange tusinde bygnings stykker rammer jorden. Du ville ønske at du kunne gøre noget, men det kan du ikke. Det eneste du kan er at kigge på. Stirer på flere hundrede mennskers død. Kigge på at to kæmpe bygninger falder sammen. Tænk hvis du kunne have gjort en ting anderledes, og så var alt dette ikke sket. Tænk hvis det var din skyld. Hvad nu hvis det faktisk var dig der kunne gøre en forskel, men spildte chancen.

Forestil dig at du mister din ven. Forestil dig at du faktisk ser ham dø. Forestil dig den smerte han må lide under. Forestil dig hvilken smerte flere hundrede mennesker må lider under. En smerte som de må indse bliver deres død. Tanken om at de snart tager deres sidste åndedrag.

Forestil dig at det var dig der lagde der. Blandt alle disse mennesker og sten. Hvordan ville du have det? Hvad ville du tænke?

Du lukkede øjnene. Lukkede dig selv inde. Den ven som du nu havde mistet, betød alt for dig. Flere tårer følger med den første, men du prøver ihærdigt at holde dem tilbage. Du vinder kampen mod nogle, mens andre glider forbi dine øjenlåg.

Det er en del af livet at dø. Det er sandt, men at blive myrdet, falde mange meter ned på jorden, blive dækket af sten og glas, det er ikke naturligt. Sådan en skæbne burde ikke findes. Forfærdeligt.

Sandt nok som du troede, skete der noget forfærdeligt den dag. Flere hundrede liv gik tabt, flere tusinde liv blev forandret for altid og flere tusinde mistede en del af deres liv den dag. Den dag I alle stimlede sammen på den gamle balkon, for at se dette ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...