Djævlespilleren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2014
  • Status: Igang
Nittenårige Mélissa Alix kommer på sin fødselsdag et sted hen, hun kun ønskede at glemme. Sidste gang hun var der, fandt hun nemlig ud af en hemmlighed om hendes mor og hende selv, der for evigt ville kunne ændre, ikke kun hendes eget liv, men skæbnen for de liv hun står over. De liv hun kender gennem en bog. Så da hun mod sin vilje bliver suget tilbage for at kæmpe om sit liv, som djævlens deltager, i hans såkaldte 'Skyggespil', kæmper hun for at komme væk. Men hun finder snart ud af at det hæslige land gemmer på en hemmlighed der kan redde hende. Og hun har aldrig været god til at holde sig væk fra hemmeligheder...

4Likes
2Kommentarer
300Visninger

1. Begyndelsen

Kapitel 1

"At læse denne bog, er ligesom at blive trukket ind i et eventyr. Det føltes så realistisk."- Dana Summers 'The New York Times'


Det var tidligt, og de fleste i huset var ikke stået op. Det var jeg nu heller ikke, men det var fordi jeg ikke orkede det. Men at ligge i sengen, uden noget at lave, var nu heller ikke så fedt. Mor havde sagt jeg ikke måtte se tv, for så vækkede jeg bare min søstre, Clair og Melanie, inde ved siden af, og de var ikke så gamle og vågnede ganske let. Og så var væggen indtil også utrolig tynd, så hvis jeg skulle ud, måtte jeg passe på, det gamle trægulv ikke knirkede.
Jeg slog dynen til side, og svang benene over sengekanten. Jeg tog halskæden på, den der havde ligget på mit natbord ved siden af. Mor havde sagt den bragte held, så jeg tog den altid på som det første om morgen. Jeg stak forsigtigt mine fødder ned i de lodne hjemmesko, og listede hen til sengekanten, hvor jeg tog min blå morgenkåbe på. Min seng var lavet af gammelt egetræ, og der var fire søjler, en ved hvert hjørne, med en kugle ovenpå. Der havde kåben hængt roligt i nat.
Da jeg gik ud af døren, ænsede mine trætte øjne slet ikke mørket der samlede sig bag mig, og lige nåede ud, før jeg lukkede døren efter mig.
Fra en slags balkon, der gik rundt i en firkant, hvor der var gelænder til den ene side og vægge til den anden, hvor fem værelser og to badeværelse havde en dør hver fordelt, kunne man se ned til vores entre, som ledte ud i køkkenet, stuen, spisestuen og yderligere tre toiletter. Der var en dobbelt trappe der snoede lidt ved enden. Her gik jeg ned og ind i stuen.
Der var en firkantet bue for, og et trin op. Ved den samme væg, var der også en kort bogreol med ældgamle bøger og en pejs ved siden af.
Jeg tog en af de ældste eventyrs bøger jeg kunne finde, og lagde mig ved pejsen med den. Jeg slog op på den side hvor jeg sidst havde sat den gamle, blå snor ned, og læste videre.
'Cassidy så forvirret op. Den dreng hendes søster havde afvist så mange gange, for så mange år siden, hvor hun kiggede på fra hjørnet af huset lige ved siden af, hvor de ikke kunne se hende, stod nu høj, charmerende og smuk. Han var som taget ud af et eventyr. Hans mørke hår blafrede i vinden, som det ikke havde gjort tidligere. Hans mørkebrune øjne var dybere og vildere, fulde af beslutsomhed og, mest af alt, bekymring for om hun, en han aldrig snakkede med da de var yngre, da hans forældre tog ham med til Cassidys kongerige, for at lære mere i deres store biblioteker, hvor han ellers bare havde været en smule efter Pamela, hvor hun havde beskyldt ham for noget meget værre, var kommet til skade.
Hun rakte forsigtigt ud efter hans hånd, som hun var bange for, at han bare var en hallucination. Men det var han ikke, og han trak hende op. Da han var fuldkommen sikker på, at hun havde fået balancen igen, slap han hende, og en varme, som tidligere havde kildret i hendes mave, da han stod med hans hænder om hendes skuldre, forsvandt.'
En underlig lyd trak mig tilbage til virkeligheden. En lyd jeg genkende, men ikke kunne placere. Det lød lidt ligesom en vind, der fløj igennem lokalerne, bare dybere. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvad det var, så jeg vendte tilbage til bogen.
'Han smilede til hende, og hun smilede tilbage.
"Tak," sagde hun. Han skulle til at sige noget, men en stemme der kaldede på ham, fik ham til at vende hovedet, og derved også sin opmærksomhed på en pæn rødhåret pige. Det begyndte at stikke i Cassidys hjerte.
Da de var yngre, havde hun ikke vidst hvad hun følte, men det kom alt sammen tilbage, da pigens stemme tog hans opmærksomhed. Og nu forstod hun hvad det betød.
"Er du okay?" spurgte han, for at være sikker på det, før han ville tage hen til den anden pige. Hun nikkede. Han smilede igen til hende, og skulle lige til at løbe hen mod den anden, da Cassidy tog fat om hans arm, og han vendte opmærksomheden mod hende.
"Cassidy," sagde hun.
"Logan," svarede ham, og hun slap sit tag i ham. Han løb hen mod den rødhåret, og lagde armen om hende.
Cassidy kæmpede imod tårerne. Det var åndssvagt, for hun havde jo ikke mødt ham i næsten otte år. Han kunne sikkert ikke engang huske hende.'
"Åh, men det gjorde han," sagde en ond og uhyggelig  stemme bag mig. Også den virkede bekendt. Jeg vendte mig om med et sæt, og i hjørnet var mørket pludselig blevet meget mørkere og dybere. Luften blev kold, som om hele rummet fyldtes med is. Vinduerne blev hurtigt dækket af is, og døren gik i med et kæmpe brag. Et tykt islag voksede foran den. Pejsen gik ud, og jeg følte et koldt, men tungt åndedræt mod mit ansigt. Det hele virkede bare som noget jeg havde oplevet før. Måske i en drøm, jeg havde haft da jeg var yngre. Jeghar altid haft de vildeste drømme. Det bevægede sig fra min kind, til min nakke. Jeg var som frosset fast til gulvet.
"Og han havde ingen anelse om hvad han følte efter den dag. Jeg plantede ny groede mareidt i hans hovede, som vores fader havde givet mig. Lavet specielt til ham. Hun døde. Ved min hånd. Og hvad hende den kære Lina ikke vidste, var, at hendes forlovede havde disse...mareridt."
Et ondt smil formede sig foran mig. Pludselig skubbede to kolde og usynlige hænder mig, og på en eller anden måde, faldt jeg igennem bogen og ind i en anden verden.

"Cassidy," sagde hun. Det var det første jeg hørte. Jeg faldt igennem en skov af sider, hvor jeg så hvad der var sket og hvad der ville ske. Det gav mig en masse papirsnit og rev min fletning op. De forskellige monstre, der optrådte deri, prøvede at kradse mig med deres lange, spidse klør, men det var kun de mindre dyr der virkelig fik fat på mig. Heldigvis.
Lange grene af papir snittede mig, og rev min morgenkåbe af, og lige ved enden, hvor jeg hang langt oppe ved himlen, greb jeg fat i en gren med min ene hånd. Hvordan det mon måtte være at kigge op nu?
Der var langt ned, og min arm gjorde ondt. Min hånd var ved at glide, og jeg prøvede at holde fast, og kast min anden arm op, men den hang kun og slaskede. Den havde fået en kæmpe rift, og den bankede hårdt, som om mit hjerte var gledet ned fra mit bryst og ned i min arm. Uheldigvis var det den højre arm, og jeg er højrehåndet, så jeg hang ikke fast lige så længe som jeg kunne have gjort med min højre hånd, som jeg gjorde med min venstre.
Så faldt jeg ned fra himlen, og ned i en skov lige uden for en middelalder landsby. Jeg dumpede ned på græsset med maven først. Mit hår hang løst ned over mit ansigt, og jeg børstede det væk med min venstre hånd, siden min højre var ude af stand til at kunne bruges i et stykke tid. Jeg kæmpede for at komme op og sidde. Det lykkedes mig endelig, og jeg tog mig til maven. Da hørte jeg hendes sige sit navn, og jeg kravlede hen bag en busk. Jeg så Cassidys ryg, og fronten på en utrolig lækker fyr. Savlede jeg? Ja, jeg tror næsten jeg savlede.
"Logan," sagde han, og hun gav slip. Cassidy vendte sig om, og jeg troede for et øjeblik at hun havde set mig. Men så så jeg en smerte i hendes ansigt. Jeg havde nok læst bogen tolv gange før, og jeg havde altid vidst at hun måtte have det forfærdeligt indeni, men jeg havde aldrig tænkt man kunne se det på hende.
Så rev noget bag mig, fat i min natkjole, og trak mig bagud. Jeg skreg så højt jeg kunne, men ingen virkede til at kunne høre mig. Dyret var en sølv-hvid hund, lavede dybe kradsemærker i min hud, og jeg blødte voldsomt. Jeg kæmpede imod, slog og sparkede, men ulven virkede ikke til at mærke det overhovedet.
Så sprang en skikkelse frem fra busken bag mig. Det var en jægerinde med blond hår. I ansigtet lignede hun lidt Lina, Will's forlovede, som den usynlige mand derhjemme, havde snakket om, som jeg havde forestillet mig hende, men den blonde pige, der lige nu havde stukket sin kniv dybt ind i ulvens ryg, uden at det dræbte den, så bare en smule ældre ud.
Kampen var egentlig ret kort, og pigen fik dybe flænger ned langs armen, men hun vandt dog alligevel, og ulven lå ved hendes fødder, livløs og uden den mindste bevægelse.
"T-tak," fremstormende jeg, men hendes øjne var fæstnet på ulven. Hun virkede ikke til at kunne høre mig.
"Hallo," prøvede jeg, og hun kiggede i min retning, men over mig, ind mod landsbyen.
"Hvorfor var den her?" spurgte hun sig selv. Hun talte engelsk, men heldigvis var min mor englænder, og hun havde nægtet at give op før jeg havde lært det. Jeg talte det næsten flydende, dog med fransk accent. "Hvorfor angreb den bare ud i luften?"
Hun begyndte at søge med armene rundt omkring sig, som om hun prøvede at finde noget der ikke var der. Og så slog det mig.
Ingen hørte mig da jeg skreg. Ingen lagde mærke til at jeg faldt ned hårfarve himlen. Pigen her, som sikkert var Lina's storesøster, Hannah, som kom med lidt senere inde i bogen, kunne hverken høre eller se mig, selvom jeg var lige foran hende.
Jeg hørte ikke til i den her verden, så derfor var jeg her heller ikke. Ikke helt i hvert fald.
Hannah lagde sig på knæ foran mig, og ledte nede ved jorden. Så fik hun fat på min fod. Det kildede, og jeg skulle lige til at grine, men så lagde hun begge hænder på, hvad hun var kommet frem til måtte være mine arme. Hun gik op mod skulrene og søgte, med en hånd, min hals. Der fandt hun halskæden, og hun trak den af i et ryk.
"Hey!" udbrød jeg, men nu kiggede hun direkte på mig, og så ned på halskæden. Hun smilede for sig selv.
"Typisk Lorien at give sådan en til hendes barn." Det der kom mest bag på mig, var, at hun kendte min mors navn. Mit ansigtsudtryk gik fra vred, til forundret.
"Det...det hedder min mor," sagde jeg, og pigen smilede til mig.
"Jeg tror du skulle være mere forundret, hvis du mødte en der ikke gjorde, omkring her," sagde Hannah. "Du er ligeså gammel som hun var, da hun kom hertil første gang. Du ligner hende ret meget."
Jeg forstod stadig ikke hvad hun talte om, så hun forklarede det hele fra begyndelsen: "Engang var alt hvad du ser her mørke. Alle du ville møde, ville enten være dæmoner, eller noget langt, langt værre.
Ser du, guderne eksisterede ikke, og derved eksisterede menneskerne heller ikke. Men det gjorde Ûman. Den værste djævel, troldmand og paimient du nogensinde vil bare høre navnet på."
"U-hvem og pay me-hvad?" afbrød jeg.
"Ûman er lidt ligesom djævlen i din tro. Paimienterne er synderne. Når man ender dernede, bliver ens sjæl så vendt i uskyldiges blod, at deres hud bliver grå og ulækker. Der vokser svømmehud imellem deres tær og fingre, når de svømmer. De gå væk fra alt de engang var, og bliver til alt hvad de frygtede." Hannah så håbefulde på mig, og jeg nikkede, som for at sige, at jeg forstod. Hun fortsatte.
"Ûman skabte dæmonerne, fordi han ville have mere magt. Men hans søster, Ímina, gik imod ham. Her skabte hun mennesket, til at kæmpe imod hendes bror.
Det minder egentlig ret meget om deltajanernes tro, om stjernerne og Moder Jord."
"Hvordan ved i så hvilken én er den rigtige?" spurgte jeg.
"Vores tro blev skabt først." Hun sagde det med sådan et had i stemmen, at hun ikke kunne andet end at havde dem. Imens hun fortalte, bandt hun helende blade om mine sår.
"Deres konge er intet vær. Han har godt nok arrangeret en stor fest for hans datters fødselsdag, men alle ved, han ville gøre hende arveløs, hvis hun ikke får den Phoenix, hvis det ikke var fordi hun er hans eneste barn." Hannah spyttede ned i græsset.
"Blev du færdig med historien?" spurgte jeg. Hun lo.
"Næ," sagde hun. "Det blev jeg vist ikke." Hun bandt et reb stramt om bladene på min hud, før hun fortsatte. Hun satte sig tilbage i græsset.
"Så Ímina tildelte vores nye konge et sværd. Dette sværd ville kunne gennemborde al verdens ting. Men han måtte være forsigtig. Sværdet ville nemt kunne friste ham til, at dræbe uskyldige for penge og magt, og skete det først, var det ude med ham. Kongen lovede at han kun ville bruge det til det gode, men ak! Han tog fejl, da han troede han kunne styre det ene mand. Hans sind styrtede i gruset, og han dræbte alt og alle der stod i hans vej, mod magt over alt.
Ímina besøgte derfor en dreng, der hed Renner. Han var en fattig bondes søn. Han var, åh, så forelsket i prinsessen, der ønskede det bedste for sin fader. Men hun vidste dog selv hvad måtte gøres.
Hun ledte tit efter én til at hjælpe, og på en af hendes ture rundt i byen, i søge. Efter en fornuftig mand, stødte hun på Renner. Hun så noget i ham, men vidste ikke hvad det var. Men det gjorde Ímina.
Hun lovede Renner sin kærlighed, da kongen havde forbudt dem, at bruge tid sammen. Til gengæld skulle Renner besejre kongen på den ene eller den anden måde.
Drengen blev ført ind til kongen, og prøvede at tale ham til fornuft. Men det virkede ikke. Kongen svang sværdet mod ham, og Renner løftede beskyttende armene. Og da  beviste både prinsessen og Ímina, at de havde haft ret. Sværdet stoppede lige foran ham, og blev til støv. Kongen var forundret, og to vagter greb ham, og førte ham i fangekælderen.
Renner giftede sig med prinsessen, og blev selv konge. Han landsforviste den gamle for evigt. Ímina gav ham sværdet, og Renner beordrede sine vagter til at begrave det så dybt under jorden som muligt. De gravede så kanaler til at lave en flod, med det stærkeste vandfald, og den stærkeste strøm. Det gjorde vagterne, og idag er der ingen der helt præcist ved hvor det er."
"Wow," mumlede jeg. Hannah nikkede.
"Ja," sagde hun. "Cassidy er efterkommer af Renner, og du er efterkommer af den general, der stod i spidsen for nedgravningen af sværdet. Det hold kaldes De Første."
Jeg så forundret på hende. Umuligt.
Hun lagde åbenbart mærke til mit ansigtsudtryk, for det næste hun sagde var: "Din mor tænkte det samme. Hun troede ikke på nogen af os, da vi fortalte hende det. Men den skygge, der skubbede dig ned, den testede dig. Og du bestod."
"Hvordan kender du til skyggen?" spurgte jeg.
"Jeg ville nu hellere spørge, hvordan ved 'du' det?" Hun havde nok ret. Det skulle i hvert fald ikke undre mig, hvis den havde været én af de der paimienter. Hun rystede kort på hovedet.
"Du har ubeskrivelige kræfter," sagde hun. Jeg spærrede øjnene op, og hun fortsatte. "Der flyder en strøm igennem din sjæl. Den hedder 'Timan', og betyder 'Den Lysende'. Du har magt til at skræmme mørket, og alt og alle der venter derinde. Du kan vende krigen. Du er Mesteren vi har ventet på."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...