Anything but Human

Har du monstre under sengen? Eller er du monstret selv? For vi kan lige så godt erkende det. Monstre er en del af livet, og vil følge os resten af vore dage. Men hvad der måske ikke ligefrem er tydeligt, er at monstrene ikke blot er et symbol for os egne dæmoner. De er skam rigtige nok. Dog ikke blot monstre, men også de overnaturlige væsner følger med. Og det kan Lily være enig i. Som en Cerva, er hun ikke blot nød til at se dem i hverdagen, men også have dem under kontrol, så de ikke ender med at være til skade for mennesket. Men som hun troede at presset, som en af menneskets beskytter, var stort, mister hun nøglen, som sikrer at overnaturligt og menneske er adskilt. Som straf mister hun sin status som Cerva og sit hjem, og i sin egen desperation søger hun hjælp hos en varulven Josh, som mener at kunne give en hånd. Men måske er det allerede for sent, for adskillige dæmoner har fundet deres vej ind i menneskets liv, og selv Cerva'erne virker døende. Noget der burde være umuligt.

5Likes
0Kommentarer
267Visninger
AA

3. The Sentence

Jeg undgik deres hvilende øjne på mig, og i stedet fokuserede på jorden under mine fødder. Han modtog blot et nik.
Der hvor jeg befandt mig, var kendt som Cerva’ernes retssal. Dér hvor at vi selv kunne komme for retten, hvis vi enten havde fejlet eller gjort forkert. Et ret så lille rum, med kun stole og borde til dem, der overværede det eller var dommeren. Dem som blev kaldt ind, skulle blot stå i rummets centrum. 
Jeg forsøgte at få nogle ord ud, men det virkede blot, som havde min hals slået en knude på sig selv. De vidste udmærket at det ikke var min intention, om at dette skulle ske, men det fik mig ikke ligefrem til at se bedre ud. Og hvis jeg undskyldte, forklarede… Så vil det nok virke direkte ynkeligt.
Dog bebrejdede jeg ikke Coyle det mindste. Han var stammens overhoved og derved ansvarlig for personerne indenfor. Hvis en pige havde fejlet så stort, så det betød forfærdelige konsekvenser for mennesket, havde han intet valg. Og jeg måtte tage straffen med løftet pande. For hellere acceptere det, end at blot støde panden mod den kolde mur, som et grædende dyr.
“Jeg fratager dig hermed titlen som Cerva, og fra nu af vil denne stamme ikke længere ville kunne kaldes for dit hjem,” lød hans ord ganske lavt.
Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan det trak i mig. Hvordan realiteten ramte mig. Jeg kunne mærke det hele vejen fra min hovedbund, til inde i selve kraniet, ud til skulderbladene, hvordan det stak i brystet, helt ned til ribbenene og min vom. Tanken gjorde så helvedes ondt.
Endnu engang kom tvangen til at udtale mig. Fortælle om dæmonen, der havde narret mig. Hvordan jeg et øjeblik faktisk havde set noget menneskeligt i dens øjne. Det var ikke en illusion han skabte, men istedet virkede de blå øjne et øjeblik til at være sande. At de var den originale øjenfarve. Dog skulle jeg bruge flere ord, end jeg havde kræfter til.
“Okay.” I stedet for at undskylde, lød der blot et løfte fra mig. “- Jeg skal nok gøre det godt igen.”
Så vendte jeg mig om og lod blikket falde på mine fødder endnu engang. Nu gjaldt det bare om at gå og underligt nok, var det nemmere end regnet.
Men alligevel, fortalte min hjerne mig at vende om. At jeg burde komme tryglende tilbage på knæ og bede om tilgivelse. Men dette var min dom. Min straf. Havde jeg beordret dæmonen noget tid inden, ville situationen nok aldrig have taget sted. Dog ubeskriveligt nok, virkede han så menneskelig, at jeg ikke kunne genkalde hvordan man talte. Jeg havde aldrig mødt en dæmon i levende live, og chokket havde vel gjort mig ude af stand til at handle. Og da jeg endelig gjorde, var det for sent. 
Jeg tørrede frustreret en tåre af kinden og sukkede svagt, hvilket bare fortalte mig at jeg var tæt på gråd.
“Lily?” Stemmen var genkendelig, og mine øjne flakkede, som jeg kikkede på omgivelserne. Selvom at stemmerne inde i salen lød mere dømmende samt voksne, var denne mere beroligende. En stemme du følte dig sikker ved.
Jeg mærkede Sams hånd på min skulder, og jeg vendte ansigtet mod ham, men undgik hans blik. Han var en af tilskuerne derinde, og jeg havde ikke meget tålmodighed tilovers for at forklare, hvad der egentlig skete. I retsalen havde Coyle nemlig ment, at det var unødvendigt med en forklaring. “Dit ansigt har set bedre ud,” sagde han i opmuntrende tone, men det var svært at se sammenhængen mellem opmuntring og fornærmelse. 
“Tak,” svarede jeg lettere irritabel. Lige hvad jeg behøvede. En konstatering om mit udseendes tilstand. Han kunne vel ligeså godt have sagt, at jeg lignede bagsiden af en kat, for jeg regnede heller ikke med andet. Og hvis jeg lignede mit humør, ville jeg let kunne sammenlignes med et abstrakt kunstmaleri. Måske behageligt at kikke på, så længe det var på et lærred og ikke en piges ansigt.
Og i næste sekund tog han mig ind i sin favn. 
Jeg kunne ikke helt definere om det var betryggende eller om det for foruroligende. Faktummet af at han gjorde det, gav mig en rolig fornemmelse i brystet, men tanken om hvorfor mindede mig blot om, hvor meget mudder jeg stod i. 
“Sam?” Sagde jeg i hans bryst, mens han den ene hånd rodede mit hår til. Normalt ville jeg have nævnt adskillige skældsord, men i den givne situation var hans umodenhed, det sidste jeg burde tage stilling til.
“Mhm?”
“Er alt slut nu?” Spørgsmålet virkede til at jage igennem ham, da han knugede mig tættere ind til ham. Han havde vidst godt bemærket at min krop var på nippet til at falde fra hinanden. Han havde vidst andre tanker end jeg, for mens min krop var så kold som vinterens sne, var hans kropstemperatur mere glødende varm.
“Det bestemmer man selv.”
“Ikke ligefrem det svar jeg håbede på,” mumlede jeg tvært. Der lød en svag latter fra ham, men så skubbede han mig blidt væk, og holdte blidt midt hovedet imellem hans hænder, som han tvang mit blik til at møde hans.
“Jeg har mistet alt. Min status, mit hjem-“
“Du har da mig,” jeg gav et skævt smil fra mig, og denne gang var det min tur, til at give ham et kram.
“Tak.”
“Og ved du hvad? Jeg tror endda jeg kan hjælpe dig,” sætningen fik mig til at stivne i hele kroppen. Endda mit hjerte stoppede med at slå for en stund. “Jeg kender en med forbindelser.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...