Anything but Human

Har du monstre under sengen? Eller er du monstret selv? For vi kan lige så godt erkende det. Monstre er en del af livet, og vil følge os resten af vore dage. Men hvad der måske ikke ligefrem er tydeligt, er at monstrene ikke blot er et symbol for os egne dæmoner. De er skam rigtige nok. Dog ikke blot monstre, men også de overnaturlige væsner følger med. Og det kan Lily være enig i. Som en Cerva, er hun ikke blot nød til at se dem i hverdagen, men også have dem under kontrol, så de ikke ender med at være til skade for mennesket. Men som hun troede at presset, som en af menneskets beskytter, var stort, mister hun nøglen, som sikrer at overnaturligt og menneske er adskilt. Som straf mister hun sin status som Cerva og sit hjem, og i sin egen desperation søger hun hjælp hos en varulven Josh, som mener at kunne give en hånd. Men måske er det allerede for sent, for adskillige dæmoner har fundet deres vej ind i menneskets liv, og selv Cerva'erne virker døende. Noget der burde være umuligt.

5Likes
0Kommentarer
266Visninger
AA

2. Giving My Thanks, Darling

Hans øjne mindede mig om maling. Altså på den måde at den blå farve og det hvide der omgav, blev blandet i så meget sort, at der ikke længere var tegn på den forrige farve.

Dæmon.

Blot den tanke, fik ham til at vende hovedet. Hans øjne søgte mine, for derefter at hans øjenfarve skiftede tilbage til blå, for nærmest at tirre mig.

Han gav et skævt smil mod mig, og hvis han blot var et menneske, ville jeg have antaget det som flirtende, men som hans virkelige jeg så ud, var det næppe det, der var hans indsigt.

Og jeg måtte indrømme det. Hans udseende var tiltrækkende. Ikke kun på begrundelse af hans øjne og det blonde hår, men måden det hele var sat sammen på. Man kunne kalde det ‘en dæmons kunstværk.’

For det var ikke engang en anelse overraskende for mig, at han havde valgt sit udseende, efter hvad mennesket fandt attraktiv. Sådan var dæmoner bare. Aldeles afhængige af skønhed samt samleje, hvis man skulle sige det professionelt. Nærede dog ingen ‘positive’ følelser, men ellers ret så menneskelige igen med tankegang og udstråling - når de altså ikke var i deres oprindelige form.

Jeg vendte mig om, og gik i retningen væk fra ham. For selvom at det var en dæmon, og det var min opgave at sikre, at han ikke ødelagde noget - hvilket de nærmest altid gjorde - havde jeg andre planer. Og jeg havde i den grad ikke meget tilovers, hvad angik tålmodighed.

Mine gang blev hurtigere, for hvert skridt jeg tog, men som jeg drejede ind i en gyde, for at undgå hans blik, mærkede jeg skyggerne trække i mig som en stærk vind.

Jeg vendte hovedet og knugede hænderne om kæden som lå om min hals.

Han gav mig et selvsikkert smil.

“Mit navn er Jack.” Med en hånd i den ene lomme, nærmede han sig langsomt, hvilket bare fik mig til at tage et skridt tilbage. Og enten havde han ikke set det, eller også kunne han ikke være mere ligeglad.

Jeg fremtvang et smil, som sikkert var mere falsk end hans menneskeform. Dog godtog han det ved at tage en hånd frem, og tanken om at tage imod den, tværet det falske smil af ansigtet. Hvilket voldte mig en del besvær, for dæmoner har denne tendens til at manipulere med folk. Overnaturlige som mennesker.

“Du kan ligeså godt droppe facaden,” sagde jeg koldt og gav slip på kæden, for så at lade hænderne falde ned af siden. “Jeg ved udmærket godt, hvad du er.”

Han smil blev alligevel større. “Du har attitude. Det kan jeg lide.”

Kommentaren fik mig til at rynke brynene. Han tog hånden til sig og puttede også den i lommen, og stod i den perfekte modelstilling - dæmoner elsker virkelig at vise sig frem.

“Yeah? Skab nu ingen problemer, for ellers kommer du i den grad til at se min attitude.”

“Jeg skaber ingen problemer, hvis du bare giver mig nøglen.” Hans øjne blev en anelse mørkere bare ved at sige det sidste ord.

“Nej. Det er onsdag, og om onsdagen benægter jeg alt.”

“Hør her søde… Nok med legene. Giv mig nøglen.

Jeg tog få skridt imod ham, så vi havde en halv meters ansigt. Selve tanken om hvad han havde af intentioner af afstraffelse på mig, mindede mig om kniven i bæltet. Man skal stort set altid være bevæbnet eller beskyttet af lignende art, når man som en mig begiver sig ud i det offentlige. Mine fingre fik fat om skæftet.

“Aldrig.”

Dæmonen bevægede sig i sekundfart, og kort tid efter havde fået sine krogede fingre om min hals. Nu da den havde mistet kontrollen, den tidligere havde, virkede den nærmere sin rigtige form. Den var mere smidig i kroppen, som var han egentlig af modellervoks, og selve hans bevægelser var blevet mere dyriske. Selv den blå farve var forvandlet til den originale sorte.

Jeg placerede kniven midt i dens vom, men han gav ikke nogen ydeligere tegn på smerte. For så derefter at hamre mit hoved ind i væggen. Under normale omstændigheder ville jeg have mistet bevidstheden, men mine instinkter gav mig til at blive ved.

“Nøglen.”

Hans stemme var hæs og befandt sig nu i sindet, men jeg rystede blot på hovedet. Han blottede tænderne og gentog ordet, men jeg nægtede endnu engang. Øjnene glimtede svagt til mig, som havde jeg gjort noget uforventet.

Han hvæsede af mig og gav slip på struben, for i stedet at tage om min krave.

“Hvis du ikke giver den, så-”

“Tag tilbage til skyggerne.” Afbrød jeg koldt, og trak kniven ud af maven på ham, for så derefter at lade den hvile imellem hans krageben. “Det er en befaling fra en Cerva… Din overordnede så om sige.”

Dæmonen så ud til at tøve for en stund, som hans blik flakkede. Men som regnet gled jakken ud af hans fingre, og han trak sig tilbage. Og med et svagt smil blev hans menneskeskikkelse forvandlet til den skygge, den i virkeligheden blot bestod af, og som en blid vind, gav den sig tilbage hen til mørket, hvor den hørte til.

"Tak for hjælpen min kære."

De få ord fik sandheden til at ramme mig. Den var væk.

Jeg rev jakken op og kikkede ned af mit bryst, men som regnet lå den ikke længere om min hals. Og blot det at indse, at nøglen ikke længere var i min varetægt, fik jorden til at bevæge sig under mig, som bølgerne på stranden. 

Mit blik søgte op, hvor han før havde stået, som jeg skreg efter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...