Through the Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Færdig
Mit liv blev ændret totalt den nat, hvor bilen ramte træet. Jeg sad selv ved siden af føreren. I dag ligger jeg på den lukkede afdeling, mens læger og sygeplejesker prøver at finde ud af, hvad der skete den aften. Nogle gange siger de, at jeg er nødt til at leve i nuet, i stedet for at leve i fortiden, men jeg kan seriøst ikke finde nogen mening med livet efter den forfærdetlige ulykke. Hver eneste nat siden, ja, siden den aften, har jeg haft små erindringer om, hvad der skete. Alt i små bidder. Nogle gange kan jeg ikke finde hale og hoved i det der sker. Jeg håber inderligt, at jeg snart kan komme væk herfra og komme til at leve et normalt liv igen, hvis bare det ikke forbliver en drøm.

6Likes
2Kommentarer
527Visninger
AA

14. Truslen

Louis’ synsvinkel

 

Det er nu snart en uge siden, at Louise fik sit første epilepsi anfald. Det, der gør mig mest trist, er, at hun ikke må komme hjem, eller hjem til hendes midlertidige hjem. Lægerne er kommet frem til, at hun har haft epilepsi i lang tid uden, at nogen har opdaget det, måske er det forsent? Hver gang jeg kommer hen på sygehuset og kommer ind på hendes værelse, ser jeg hendes blå og lilla læber, der ellers plejede at have en smuk lyserød farve som roserne om sommeren. Sidste gang jeg var oppe hos hende, lignede hun næsten et spøgelse. Hendes ansigt var så hvidt, at man næsten kunne se lige igennem. Hver gang jeg har haft problemer eller har haft en dårlig dag, har hun været der for mig, men hvad nu? Når hun kun må være oppe på sygehuset og skal ligge i sin store og hvide hospitalsseng. Jeg har tit siddet ude på terrassen og kigget ud over marken og håbet på, at hun vil komme løbende over til mig og kaste sig i mine arme, men nej, det er og forbliver bare en drøm.

 

Louises synsvinkel

 

Sidst jeg lå her var efter ulykken. Det her er det sted, jeg drømmer mindst om at være. Det er uhyggeligt. Kvinder og mænd, der vader rundt i lange og hvide kitler, med stikkende og borende øjne. Jeg savner Louis. Mere end noget andet. Jeg har hørt nogle læger snakke om, at jeg gerne må komme hjem meget snart og jeg håber virkelig, at meget snart er nu. Lige nu ville være dejligt.

 

Louis’ synsvinkel

 

Få et par dage siden fik jeg denne her underlige besked. Den er fra en eller anden, der kalder sig for A. Jeg kan seriøst ikke finde ud af, hvem A er, og hvad A vil mig. Egentlig tror jeg bare, at det er én, der har sent forkert, men da Louise så var nævnt ændrede hele situationen sig. Det eneste jeg fandt ud af, af beskeden var, at Louises anfald kun vil stoppe, når A siger til, eller det var i hvert fald sådan, at jeg forstod det. Jeg har tænkt på at vise den til Louise, men jeg ved ikke rigtigt, om hun kan holde til det. I hvert fald ikke efter alt det, der er sket for nylig.

 

Louises synsvinkel

 

Jeg ligger midt på det kolde gulv. Jeg vrider mig som en slange, der prøver at komme ud af sit gamle ham. Alt i mit krop er begyndt at sitre, som om det snart vil koge. Mine arme og ben er blevet lige så slappe som kogt spaghetti. Min krop bevæger sig, som om der var en anden, der styrer den. En sort skygge sniger sig forbi vinduet. Jeg prøver at rejse mig op, men mine ben falder sammen under mig. Jeg prøver at råber, men det er som om, der er bundet knuder på den. Alt er håbløst. Lige pludselig begynder en kontrolleret stemme at sprede sig ud i rummet. ”Nå, dér ligger du lille Louise. Midt på gulvet fyldt af en pinefuld smerte. En af de værste du har haft længe. MEN, hvis du vil af med smerten, SKAL du gøre én ting for mig. Du har til i morgen klokken 10. Hvis du vil dig og din lille ven det bedste, skal du stoppe med at se ham. Ikke nok med det, hvis du møder ham, må du ikke snakke til ham. Så, hvad vil du? Have dit sølle liv tilbage eller blive ved med at se ham?” stemmen lyder rusten, da den stopper. Noget skratter og det lyder som om, at det er et bånd, der er ved at slutte, men nej. ”Hvad fu*k laver du?” er der en skarp stemme, der skærer igennem hele rummet. Mine øjne fyldes med vand, og tårer begynder at strømme hurtigt ned af mine æblerøde kinder.

 

Jeg formoder, at jeg bare kunne lade fortid være fortid, tilgive og glemme. Men hvad er det sjove i det? Du fået alt, hvad du nogensinde har ønsket dig, men nu jeg har tænkt mig at sikre, at du får præcis, hvad du fortjener. Betyder det, at jeg er forfærdeligt? Beklager, men som enhver lille løgner ved, er sandheden grim og det altid gør ondt.

Jeg vil holde øje ....

Mwah! - A”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...