Through the Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Færdig
Mit liv blev ændret totalt den nat, hvor bilen ramte træet. Jeg sad selv ved siden af føreren. I dag ligger jeg på den lukkede afdeling, mens læger og sygeplejesker prøver at finde ud af, hvad der skete den aften. Nogle gange siger de, at jeg er nødt til at leve i nuet, i stedet for at leve i fortiden, men jeg kan seriøst ikke finde nogen mening med livet efter den forfærdetlige ulykke. Hver eneste nat siden, ja, siden den aften, har jeg haft små erindringer om, hvad der skete. Alt i små bidder. Nogle gange kan jeg ikke finde hale og hoved i det der sker. Jeg håber inderligt, at jeg snart kan komme væk herfra og komme til at leve et normalt liv igen, hvis bare det ikke forbliver en drøm.

6Likes
2Kommentarer
532Visninger
AA

3. ”Livet var som en leg indtil sandheden kom frem” – del 1

Døren ind til stuen bliver ved med at åbne og lukke uden, at der kommer nogen ind. Hver gang døren går op, står alle og glor ind af døråbningen. De glo på mig, som om jeg var et eller andet dyr i fangenskab, men ja, det er jeg jo også bogstaveligtalt. Damerne, som minder og sygeplejerske kommer og tager en helveds mange blodprøver. Hele tiden. Og hver gang jeg spørger dem, hvorfor jeg er her, siger de, fordi du har brug for det. Jeg kan virkelig ikke se, hvorfor jeg har brug for det. Mit liv er jo så perfekt i forvejen, at det ikke kan blive bedre. Døren går op igen, og dem, der sidder på de overfyldte gange drejer deres hoveder og kigger mig direkte i øjnene. Jeg stirrer bare tilbage og skuler ondt af dem. ”Gider I godt at lade være” skriger jeg af mine lungers fuld kraft, mens raseriet bruser frem inde mig. Men nej de bliver ved. Jeg går over til døren og hamre den i med et brag, der kan have vækket de døde til live igen. ”Undskyld mig,” er der en der siger henne fra døren. ”Hvad nu?” snerrer jeg af ham. ”Jeg var her i går, men jeg er ikke sikker på om du lagde mærke til mig” siger han ”Og?” siger jeg og begynder at finde sætte mit hår op i en hestehale. ”Jeg er her, fr at snakke med dig om ulykken” fortsætter han ”Hvorfor skulle jeg have lyst til at fortæller sådan en stranger som dig om mit liv?” siger jeg irriteret. ”Fordi du har brug for det og det kan hjælpe dig ud fra det her sted.” ”Ha! Mig? Jeg kommer sgu aldrig ud herfra,” siger jeg ”de tro jeg er sindssyg! Og gider du så godt at gå. Jeg er faktisk i gang med noget meget vigtigt” råber jeg surt og skubber ham hårdt ud af døren, så han er ved at snuble.

 

”Lou??” siger den fremmede ”kommer du ikke her over?”. Hun står stiller med våde kinder og kigger på bilen, der er smadret op af træet der knækkede på midten. ”Gider du godt at går” skriger Lou, mens hun går længere og længere væk. ”Jeg vil bare prøve at hjælpe” siger den fremmede nervøst ”Det gør du også rigtig godt” råber Lou ironisk. ”Gå” skriger hun endnu højere. Da hun vender sig om er personen der ikke længere. Det eneste hun kan se er de blå blink, der kommer længere ned af vejen. Alt er mørkt. De regnefulde skyer. Jorden der er på hendes hænder. Alt sammen. Hun går over til terrassen og sætter sig med hovedet begravet i sine beskidte hænder. Tårerene trille lige så stille ned af kinderne og jorden i hænderne bliver til mudder.

 

Manden er kommet ind på stuen igen og står lænet over mig. ”Er du okay?” spørger han, mens han stirrer på mig med sine stikkende øjne. ”Hvad laver du her?” udbryder jeg og begynder at bakke bag ud, men jeg kan ikke, da min hånd gør ondt. ”Bid smerten i dig selv” hviske jeg til mig selv. ”Hvad siger du?” spørger han interesseret. ”Jeg siger ikke en skid” skriger jeg. ”Så må det vel være sandt” siger han og går over mod døren ”Hvad?” siger jeg ”Hvad er sandt?” råber jeg og kravler efter ham. ”Nåår, bare det at lægerne siger, at du er sindssyg” siger han og åbner døren. ”Jeg er ikke sindssyg” hvisker jeg og en tårer triller ned på mig kind ”Jeg er ikke sindssyg” gentager jeg med en pibende stemme. Da han er gået ud, kravler jeg over til det hjørne der er længest væk fra døren. Først en tåre og derefter den anden. Den anden tåre bliver til en million. ”Hvordan er jeg endt sådan?” spørger jeg mig selv og læner hovedet op af væggen, med et suk.

 

Brandbiler, ambulancer og politibiler kommer susende hen mod huset. Der kommer en over til mig. Hun begynder at kalde mig for søde skat og beder mig om at kigge op på hende. Da jeg gør det, ser jeg ind i de reneste og grønne øjn jeg nogensinde har set. ”Hvad laver hun her?” tænker jeg og begynder at græde igen. Mudderet på mine hænder har sat sig fast på mine kinder og er begyndt at størkne. Jeg rejser mig og kigger tomt ud i den sorte verden, der er oplyst af de blå blink fra bilerne, der holder på græsset foran mig. De kommer frem med en båre, og der ligger han. Min bedste ven. Ligbleg med blodletter på tøjet. Jeg går over mod ham, men bliver bedt om at gå tilbage. Oppe ved huset prøver jeg at komme ind, men der er låst. ”Det hele er min skyld” hvisker jeg. ”Det hele er min skyld”, siger jeg vredt til sidst skriger jeg det: ”Det hele er min skyld”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...