Through the Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Færdig
Mit liv blev ændret totalt den nat, hvor bilen ramte træet. Jeg sad selv ved siden af føreren. I dag ligger jeg på den lukkede afdeling, mens læger og sygeplejesker prøver at finde ud af, hvad der skete den aften. Nogle gange siger de, at jeg er nødt til at leve i nuet, i stedet for at leve i fortiden, men jeg kan seriøst ikke finde nogen mening med livet efter den forfærdetlige ulykke. Hver eneste nat siden, ja, siden den aften, har jeg haft små erindringer om, hvad der skete. Alt i små bidder. Nogle gange kan jeg ikke finde hale og hoved i det der sker. Jeg håber inderligt, at jeg snart kan komme væk herfra og komme til at leve et normalt liv igen, hvis bare det ikke forbliver en drøm.

6Likes
2Kommentarer
524Visninger
AA

7. Lille spejl på væggen der, hvem hører til i verdenen her?

Jeg vågner op til duften af noget nyt. Noget jeg aldrig er vågnet op til. Dyner så bløde som edderdun og madrasser, der er så bløde, at man næsten falder igennem. Det er som om min vildeste drøm er gået i opfyldelse, men kun næsten. ”Louise?” kalder en sprød og varm stemme ”Er du vågen?” Jeg ligger med hele kroppen begravet i sengen et minut inden jeg rejser mig og går ned af den trappen, der er af lysebrunt og knirkende træ. Jeg strækker mig, da jeg er nede af trappen. En med mørkebrunt hår kommer hen til mig og giver mig et kram, da han skal til at flytte sig, strammer jeg mit greb om ham, bare en lille smule så han bliver. Jeg hviler mit tunge hoved på hans skulder og sukker højlydt. ”Hva’ så?” siger han ”Er du sulten?”. Vi går begge hen til bordet og sætter os over for hinanden. Det er jo nærmest en buffet, der står klar til at blive spist. ”Woaaw” hvisker jeg til mig selv. ”Bare spis” siger han med det mest fjollede smil. Det ligner han er på stoffer, men, hvorfor skulle han være det? Gyldenbrune pandekager med sirup, der løber langsomt ned af siderne. Frisk bagte muffins. Chokolademuffins. Mine yndlings. Frugt der ligger på forskelligt formede fade og alt andet, jeg ikke ved, hvad er, men en ting er sikket. Der er alt, hvad jeg har brug for. Jeg fylder hurtigt min tallerken, der er for lille og sætter mig til at spise det. Det er som om, der ikke er nogen bund i mig, for jeg kan blive ved med at fylde tallerkenen op igen og igen, mens ham, der sidder overfor, stirrer på mig med sine stikkende øjne. Da jeg endelig har fået fyldt mig så meget op, at det er som om, at maden er på vej op igen, skubber jeg stolen væk fra bordet og læner mig veltilpas tilbage. ”Tak for mad” siger jeg mut og går fra bordret. Jeg står inde på det værelse, som jeg har fået. Det er mærkeligt, at der ikke var flere for at spise morgenmad. Gad vide, hvor de er. Den larm fra skrigende børn og hurtige skridt, var blevet byttet om med en ro som man ellers aldrig kan finde, med mindre man lukker sig helt inde i sig selv, når man sidder på sit værelse og stirrer drømmende ud af vinduet. Hvad sker der med mig? Det er som om mit liv er blevet vendt op og ned. Du kender det vel godt, det, at man har været ude for en ulykke og lige pludselig, kan man det hele igen. Fra først ikke at kunne noget, til at kunne noget igen. Det er det mærkelige ved livet. Men ja, alt hænger vel sammen. Jeg drejer rundt foran det tynde helfigursspejl. Jeg kigger ind i spejlet og beundre mig selv, eller det af mig selv, der ikke er blå, gult og grønt. Jeg blinker forsigtigt med mine øjne og prøver at få mærkerne til at forsvinde. Da jeg åbner mine øjne igen, er der en ekstra person i spejlet. Jeg vender mig hurtigt rundt, men der er ikke flere, da jeg vender mig rundt og kigger ind i spejlet, er der skrevet med rød læbestift på glasset. ”Du hører ikke til her Louise. Du ved det godt. Hvorfor ikke bare fortælle, hvad der virkelig skete – A”. Febrilsk prøver jeg at gnide den røde læbestift af spejlet, men det er som om, at de ikke gider af, der bliver ved og ved med at dukke op, lige så snart som jeg har tørret det første lag af. Regnen pisker mod det åbne vindue, mens gardinerne er på vej ud af dem. ”Hvad sker der?” stammer jeg, men alle hårene rejser sig i min nakke, ”jeg åbnede da ikke vinduet, eller gjorde jeg?” mumler jeg forvirret og går ud af rummet. Væk fra det hele.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...