Through the Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Færdig
Mit liv blev ændret totalt den nat, hvor bilen ramte træet. Jeg sad selv ved siden af føreren. I dag ligger jeg på den lukkede afdeling, mens læger og sygeplejesker prøver at finde ud af, hvad der skete den aften. Nogle gange siger de, at jeg er nødt til at leve i nuet, i stedet for at leve i fortiden, men jeg kan seriøst ikke finde nogen mening med livet efter den forfærdetlige ulykke. Hver eneste nat siden, ja, siden den aften, har jeg haft små erindringer om, hvad der skete. Alt i små bidder. Nogle gange kan jeg ikke finde hale og hoved i det der sker. Jeg håber inderligt, at jeg snart kan komme væk herfra og komme til at leve et normalt liv igen, hvis bare det ikke forbliver en drøm.

6Likes
2Kommentarer
518Visninger
AA

10. kysset

”Louis!” skriger jeg, da jeg kommer stormende ned af trappen. Han står henne ved køkkenvasken og er ved at lave et eller andet. ”Jaaah” råber han lige så højt tilbage. ”Vil du ikke være sød at køre mig hen til centret om en times tid?” spørger jeg og tjekker min lille mobil. ”Hva’ da? Jeg troede ikke, at du kunne lide at shoppe?” driller han. ”naajh det kan jeg heller ikke, men der er en jeg skal mødes med” smiler jeg, ”hvem” spørger han nysgerrigt. ”Bare en” siger jeg. Orrg, hvor jeg hader at lyve, men jeg er seriøst nødt til at finde ud af, hvem denne her A er. Den der hele tiden skriver til mig. Først havde jeg egentlig aftalt med en af mine gamle veninder, at vi skulle mødes i centret, men nej, hun aflyste bare sådan uden videre. SÅ jeg har besluttet mig for at finde lidt nyt tøj, men også finde ud af, hvem A er. Jeg har fundet ud af, hvad A det står for, eller jeg tror, det betyder anonym, og så er der kun forbogstavet, der er brugt. ”Ha! Hvor føler jeg mig klog” hviner jeg, mens jeg ligger mig godt til rette i sofaen.

 

Da jeg er kommet hen til centret og har fået fortalt, hvornår Louis skal komme og hente mig, går jeg ind i min ynglings butik. Det store neon grønne skilt lyser indgangen op, med de tykke bogstaver. Det er første gang i hundrede år, at jeg er herinde. ”Lou!” råber en skinger pigestemme. Da jeg vender mig, står en fra min gamle klasse, der hedder Emma, foran mig og vinker som en gås. Ja, hvis du spørger mig, så er hun altså en gås. EN lang hals og er lige så bleg som et spøgelse. ”Hvor er det længe siden” siger hun og smører et kæmpe smil på sit ansigt. Hun trækker mig med hen til prøverummene, da hun mener, at hun har fundet verdens pæneste kjole, som jeg skal prøve. Hun rækker mig en ankellang, sort aftenkjole med en tynd strop, der går over den ene skulder. ”Det er så den, jeg skal prøver” smiler hun bredt. Nu fortryder jeg virkelig, at jeg tog med hende, for hun finder en pink blomstret, knælang kjole. Ikke nok med det, så har den også to 20 centimeter brede stropper. ”Hvor er den fin” mumler jeg ironisk og går ind i prøverummet. Jeg orker ikke engang at tage den på så grim er den. ”Passer den?” skriger hun inde fra det andet prøverum. Jeg svarer ikke, men forlader prøverummet og går ud af butikken.

 

Jeg sætter mig over på en cafe og får noget at drikke. Jeg skimter lidt af hans brune hår, der er sat tilfældigt. ”Hey Louis!” råber jeg og vinker ham ihærdigt over til mig. ”Hva’ så? Hvordan går det med at shoppe?” spørger han og kigger undersøgende efter overfyldte tøjposer. ”Ikke så godt,” mumler jeg. ”Vil du med hjem?” spørger han i det jeg rejser mig op. ”ja gerne” smiler jeg sukkersødt. Da vi er på vej ned til parkeringspladsen med elevatoren stopper den lige pludselig hårdt op. ”Avvv!” skriger Louis, da jeg lander oven på ham. Det er som om tiden går i stå, da jeg ligger og kigger ind i hans smukke gråblå øjne. Vi er så tætte på hinanden. Hans hænder folder sig rundt om min ryg, efter han har strøget noget hår om bag mit øre. ”Louis” hvisker han ”Ja?” svarer jeg lige så stille tilbage. Mere når jeg ikke at sige inden hans fugtige og lyse læber møder mine. I et kort sekund ligger vi midt på gulvet i elevatoren, hvor vi bare stirrer på hinanden. Da åbner dørene ind til elevatoren og en sikkerheds man står og glor på os. Vi skynder os væk fra hinanden og siger tak for hjælpen, inden vi skynder os ud i Louis’ bil.

 

Troede du virkelig, at du kunne finde ud af, hvem jeg er? Vil du virkelig gerne vide det? Jeg er dit værste mareridt, der aldrig stopper! - A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...