Through the Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Færdig
Mit liv blev ændret totalt den nat, hvor bilen ramte træet. Jeg sad selv ved siden af føreren. I dag ligger jeg på den lukkede afdeling, mens læger og sygeplejesker prøver at finde ud af, hvad der skete den aften. Nogle gange siger de, at jeg er nødt til at leve i nuet, i stedet for at leve i fortiden, men jeg kan seriøst ikke finde nogen mening med livet efter den forfærdetlige ulykke. Hver eneste nat siden, ja, siden den aften, har jeg haft små erindringer om, hvad der skete. Alt i små bidder. Nogle gange kan jeg ikke finde hale og hoved i det der sker. Jeg håber inderligt, at jeg snart kan komme væk herfra og komme til at leve et normalt liv igen, hvis bare det ikke forbliver en drøm.

6Likes
2Kommentarer
526Visninger
AA

5. Hvorfor? Hvorfor lige nu?

Det er ikke til at fatte. Jeg har ligget i den her åndsvage og hårde seng i snart en uge. En uge der har været vanskelig med alt for mange ned turer. Og ham der manden kommer ind hele tiden og vil vide, hvordan jeg har det. Men tro mig, når jeg siger, at jeg har det godt, så har jeg det godt. Altså, nogen gange. Det er bare, at jeg, ikke helt ved, om han er til at stole på, for han siger, at han gerne vil hjælpe mig, men alle dem, der gerne vil hjælpe mig, siger det, for så at sige det videre til lægerne. Jeg stoler ikke på dem. Især ikke ham den unge læge. Ham der vil hjælpe mig, lave hele tiden de der banke-banke-på-jokes. Han prøver vel bare at være sjov, men hvis han bare vidste, hvor mange gange min døde bror lavede dem på mig, så tror jeg ikke han vil blive ved med det. ”Banke-banke-pååå” lyder det bag den lukkede dør. ”kom ind” svarere jeg ligeglad. Døren går op og ind kommer den mest lalleglade person jeg nogensinde har set. ”Louise. Der er noget vil skal have snakket om” siger han alvorligt. Nå, hvad har jeg nu gjort, tænke jeg. ”Det er sådan,” siger han og går hen mod mig med lange skridt. ”at der ikke længere er plads her på afdelingen” en lille del af mig jubler, mens den anden del bliver ked af det. ”Så jeg har snakket med lægerne om, at det kunne være, at du kunne bo ho mig, indtil vi finder noget andet” siger han, ”men selvfølgelig kun, hvis du vil” afslutter han og kaster med sit brune hår. Der er et eller andet tiltrækkende ved ham. Måske er det hans gråblå øjne, der fortæller mig, at det vil være en god ide at flytte ind hos ham, men en anden ting siger mig, at der kun vil ske dårlige ting, da jeg ikke engang ved, hvad han hedder efter de par måneder jeg har været her. ”Jeg vil gerne tænke lidt over det” siger jeg og er stadig overvældet af det han sagde. ”Selvfølgelig” siger han og går ud af døren.

                                                             

Det samme mareridt kommer igen og hjemsøger min lille og fortvivlet hjerne. Jeg vågner med sved på panden. ”Nej, det hele er min skyld” mumler jeg, mens jeg febrilsk leder efter kontakten til lyset. En skygge går rundt ude på gade. Et par små stem rammer ruden. Den minder meget om ham. De brede skuldre og ovale hoved. Jeg åbner forsigtigt vinduet, for ikke at vække de andre. ”Lou” bliver der råbt ”det er mig! Se på mig, jeg står jo lige her”. Jeg smækker vinduet i igen. ”Nej nej nej” hvisker jeg ”Det kan umuligt være ham, han er jo død, men han lignede jo ret godt” ”hvisker jeg sammenbidt ”Nej Louise! Det kan jo ikke være ham på nogen måde, når han ligger nede ved de andre lig på sygehuset.” skælder jeg mig selv ud. ”Tag dig sammen og går i seng igen” siger jeg bestemt til mig selv. Jeg lister tilbage til senge, men drejer tusind gange mit hoved for at se, om han er gået sin vej. Da jeg kigger ud en sidste gang, står han der stadig og stirrer ind til mig. Jeg løber hen til vinduet, og flår det op. ”Jeg var lige ved at tro, at du gik i seng” siger han, ”hvis du hopper griber jeg dig” smiler han til mig. Jeg svinger benene over vindueskarmen og sætter mig godt til rette. Jeg begynder at tælle til 3 inde i mig selv. 1…hvis du hopper 2….kan du jo ikke være sikker på 3…om han griber dig siger jeg til mig selv, mens jeg langsomt sætter af fra vinduet. Vinden er kold. Jeg flyver hurtigt ned af. Forbi alle de andre mørke vinduer. Da jeg kigger ned igen, er personen væk. ”Neeej!” skriger jeg ”Hjælp!” skriger jeg ud i den mørke nat. Det går hurtigere og hurtigere, jo tættere jeg kommer på den asfalterede vej. ”Hjælp!” skriger jeg en sidste gang, inden jeg lander hårdt på den kolde og snart blodige vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...