Through the Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Færdig
Mit liv blev ændret totalt den nat, hvor bilen ramte træet. Jeg sad selv ved siden af føreren. I dag ligger jeg på den lukkede afdeling, mens læger og sygeplejesker prøver at finde ud af, hvad der skete den aften. Nogle gange siger de, at jeg er nødt til at leve i nuet, i stedet for at leve i fortiden, men jeg kan seriøst ikke finde nogen mening med livet efter den forfærdetlige ulykke. Hver eneste nat siden, ja, siden den aften, har jeg haft små erindringer om, hvad der skete. Alt i små bidder. Nogle gange kan jeg ikke finde hale og hoved i det der sker. Jeg håber inderligt, at jeg snart kan komme væk herfra og komme til at leve et normalt liv igen, hvis bare det ikke forbliver en drøm.

6Likes
2Kommentarer
531Visninger
AA

13. Hvad er der sket

Louis’ synsvinkel

 

Det er forfærdeligt at sidde her uden at kunne gøre noget. Det eneste jeg kan er se på hende. Hun ligger lige dér, foran mig med slager ud og ind af kroppen. Det eneste man kan høre er respiratorens stille brummen ellers er der ikke en lyd. De sidste par timer har jeg siddet i dette hvide rum på den hårde træstol og holdt om Louises blege og kolde hånd. Læger og sygeplejerske kommer ind og ud af lokalet for at se, om hun klarer den. Det eneste de har sagt til mig er, at hun vil klarer den, men ser man på deres udtryk, ligner det, at hendes tilstand bliver mere og mere tragisk. Hver gang der er nogen, der spørger mig om jeg ved, hvad der skete, kan jeg kun sige, at jeg fandt hende sådan. ”Hvad har jeg dog gjort?” mumler jeg med sammenknebende læber. Jeg lader en enkelt tårer trille ned på min kind, og så én til. Hun er så lille i den store hvide seng. Tiden er nærmest gået i stå. Det er som om, den ikke vil gå i gang igen. Som om den vidste, at dette ville ske, og bare venter på, at hun dør. Jeg kan ikke klare det mere og skubber stolen væk fra hendes seng og begiver mig ud af rummet. ”Louis?” er der én, der siger forsigtigt. ”Ja?” siger jeg glad og vender mig hurtigt rundt for at se Louises smukke øjne stråle, men nej, det er en sygeplejerskes sprøde stemme, der kalder på mig. ”Er du okay?” spørger hun og kigger på mig med dybt borende øjne, der giver myrekryb som langt ned af ryggen som muligt. ”Det er jeg vel,” smiler jeg sammenbidt og går over mod døren. En lyd begynder pludseligt at bippe langsomt fra en af de mærkelige maskiner, der er sat til Louise. ”hv-hvad betyder det?” spøger jeg med en vis frygt i stemmen om, at det betyder, at hun er død. Jeg når ikke at få et svar før sygeplejerskere og læger er stormet over til sengen. De begynder at snakke om en masse mærkelige ting, på et sprog jeg ikke forstår. ”Louis,” siger en endnu svagere stemme end før. Jeg prøver ikke at vende mig om for hurtigt, men jeg kan ikke styrer min glæde og vender mig lidt for hurtigt om, og ser, at nogle af lægerne har slukket for respiratoren. ”Hvad har du gjort?” skriger jeg med en grådkvalt stemme. ”Louis,” siger han med en varm stemme. ”Hun er her ikke længere. Hendes tilstand var så kritisk, at hun ikke på nogen måde vil vågne op igen” ”Jammen, hvad er så det, der bevæger sig,” siger jeg med et lille håb om, at hun vil vågne. Først en arm bevæger sig og så den anden. ”Louise?” siger jeg håbefuldt og går over til hende. Jeg tager hendes hånd og hun klemmer blidt min tilbage. Jeg stryger hendes panden forsigtigt med min hånd, mens jeg giver hendes anden hånd et blidt kys. Lægerne kigger både forskrækket og forvirret på Louise, der ligger i sengen med sine halvt åbne øjne, der stirre op i det hvide loft. ”Hvorfor er jeg her?” spørger hun forvirret. En af lægerne kommer mig i forvejen og siger: ”Du er her, fordi du fik et anfald”, ”hvilket slags anfald?” spørger hun mere forvirret og klemmer min hånd hårdere end før. Lægen sætter sig ved siden af hende på sengekanten. ”Du fik et epilepsi anfald. Har du på en eller anden tænkelig måde fået det får?” spørger han og kigger hende dybt i øjnene. ”Nej det har jeg ikke” svarer hun med en svag og rystende stemme. Hendes stemmen knækker over og en efter en kommer tårerene rullende ned af hendes kinder. ”Louis hjælp mig” hvisker hun inden hun lukker sine øjne igen.

 

A’s synsvinkel

 

Arrrrghhh, jeg kan virkelig ikke klare dette her kærlighedspis. Hvorfor døde hun ikke bare, det ville have været så meget sjovere end at se hende vågne igen. ”Du skal ikke få det alt for godt. Det er først slut, når jeg siger, at det er! – A”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...