Through the Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Færdig
Mit liv blev ændret totalt den nat, hvor bilen ramte træet. Jeg sad selv ved siden af føreren. I dag ligger jeg på den lukkede afdeling, mens læger og sygeplejesker prøver at finde ud af, hvad der skete den aften. Nogle gange siger de, at jeg er nødt til at leve i nuet, i stedet for at leve i fortiden, men jeg kan seriøst ikke finde nogen mening med livet efter den forfærdetlige ulykke. Hver eneste nat siden, ja, siden den aften, har jeg haft små erindringer om, hvad der skete. Alt i små bidder. Nogle gange kan jeg ikke finde hale og hoved i det der sker. Jeg håber inderligt, at jeg snart kan komme væk herfra og komme til at leve et normalt liv igen, hvis bare det ikke forbliver en drøm.

6Likes
2Kommentarer
520Visninger
AA

2. Et farligt sted

Mænd står og glo ned på mig. Deres blikke fortæller mig, at der er sket et eller andet. Den høje og slanke tager fat i min arm og kigger forundret på den. På en eller anden måde, må det have lykkes mig, at komme fri, da mine hænder ligger midt på min mave. Mine øjne falder lige så stille i, men jeg bliver slået forsigtigt på kinden. Døren smækker og jeg glider lige så stille ind i den drøm der har hærget mine nætter. Vinden river i bladene og de blæser legesyge rundt i luften. En fremmed kommer gående hen mod bilen, og tager fat i pigens arm og hiver hende væk fra ulykkesstedet. ”Neeej!” skriger pigen og river sin hånd til sig. ”Slip mig” råber hun og vrider næsten armen af sig selv. Jeg vågner med et sæt, og vender mig om på den anden side. ”Gå væk fra den bil!” råber den fremmede, der ikke så let giver op. Personen går hen til den mørkhårede og begynder at snakke beroligende til hende. ”Vær’ nu sød at forlade bilen, så vi kan få tilkaldt hjælp” ”Jammen, han er der inden, hans arm stikker ud af bildøren, kom selv om se!” siger hun med en skælvende stemme. Hun trækker den fremmede med hen til bilen. ”Der er altså ikke noget” siger den fremmede roligt, ”for resten, hvad er dit navn?”. ”Mit navn er…” ”Louise??! Louis??!” jeg vender og drejer mig som en tosse. De mørke og lyse stemmer forsvinder og kommer hele tiden. En ru og stor hånd begynder at give min hånd små klem. Det er som om jeg er i trance. Jeg kan intet. Mine arme hænger ud over kanten lige så slapt som et græsstrå. Folk bliver ved og ved med at råbe mit navn. Jeg kan se deres ansigter, men de bliver mere og mere slørede. De forsvinder og dukker op igen. Til sidst er der kun en høj bippen tilbage. Inden alt dør.

 

Vinden piber gennem de utætte vinduer, mens regnen pisker ind mod ruderne. Der sidder en masse slanger i mine arme. Både tykke og tynde. Nogle har rødt væske i sig, mens andre har ingenting. Døre åbnes og lukkes. Jeg forsøger at rykke på mine arme, og det går fint indtil, jeg er ude af sengen. Mine ben ryster under mig og jeg kollapser mig på gulvet. Jeg støtter mig til senge, men den begynder at trille væk fra mig. Jeg sætter mig ned mit på gulvet. Slangerne der skulle side i mine arme er for længst rykket ud. Jeg begynder at kravle hen mod døren. Nogle høje stemmer er lige ud foran. ”Hun er altså noget af et problem, hende der lige er kommet. De siger, at hun ikke er til at styre” siger en lyse pippende stemme. ”Hun er sikket en af de der forvirrede unge, der plejer at komme” svare en dyb mandestemme. Døren ind til mit værelse går op. ”Hovsa” siger hende med den pippende stemme, og hjælper mig op at stå og hen i senge. ”Og hvem har vi her?” spørger hun sukkersødt. ”Louise, men alle kalder mig for Lou” svare jeg genert. ”Hvor er jeg?” spørger jeg. Der går lang tid inden damen gider at svare mig. ”Du er på den lukkede afdeling” siger hun ”Ja tak, ” svarer med dræbende øjne, ”men hvor henne i verden?” spørger jeg og stirrer olmt på hende. ”Jeg må desværre ikke side det” svarer hun med en trist mine, ”men jeg ville gerne.” Jeg har så mange spørgsmål, men inden jeg når at åbne munden, er hun skredet ud at stuen. Jeg hører låsen, der bliver drejet.

 

Jeg har ligget i denne her åndsvage seng i alt for lang tid. Nogle af de sure damer har lagt noget tøj ind på en stol til mig. Jeg prøver at gå der over, men flader efter hvert eneste skridt. Da jeg endelig er kommet derover og har fået tøjet på. Lister jeg lige så stille rundt i rummet. Det er faktisk ret stort. Jeg ser der samme billede, som jeg havde på mig, den aften ulykken skete. En klokke ringer i det fjerne og der kommer en høj slank fyr ind til mig. ”Håber ikke at jeg forstyrre” siger han og sætter sig på stolen, ”Når men så kan du jo gå igen, for det går du” snerrer jeg spydigt og vender ryggen til ham. ”Som du vil” siger han og går ud af døren der smækkes og låses bag ham. Jeg ligger mig i sengen og billeder af den mørkhårede pige og den fremmede kommer frem på nethinde. ”For resten, hvad er dit navn?”. ”Mit navn er, tjaaa, jeg er faktisk ikke sikker, men alle kalder mig for Lou” svarer hun. Regnen begynder at dale ned som små snefnug. Den fremmede kigger på Lou med undrende øjne og siger: ”Når ja, det ene kan vel være lige så godt som det andet” og går hen mod terrassen og sætter sig ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...