Through the Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Færdig
Mit liv blev ændret totalt den nat, hvor bilen ramte træet. Jeg sad selv ved siden af føreren. I dag ligger jeg på den lukkede afdeling, mens læger og sygeplejesker prøver at finde ud af, hvad der skete den aften. Nogle gange siger de, at jeg er nødt til at leve i nuet, i stedet for at leve i fortiden, men jeg kan seriøst ikke finde nogen mening med livet efter den forfærdetlige ulykke. Hver eneste nat siden, ja, siden den aften, har jeg haft små erindringer om, hvad der skete. Alt i små bidder. Nogle gange kan jeg ikke finde hale og hoved i det der sker. Jeg håber inderligt, at jeg snart kan komme væk herfra og komme til at leve et normalt liv igen, hvis bare det ikke forbliver en drøm.

6Likes
2Kommentarer
519Visninger
AA

1. Alt har en start, desværre også en slutning

Jeg sidder midt på terrassen med hovedet begravet i de mudrede hænder. ”Hvorfor? Hvorfor?” bliver jeg ved med at spørge mig selv, mens tårerne løber om kap ned af kinderne. De blå blink kommer tættere og tættere. Sirenerne begynder at blive højere end mine tanker. Jeg hører en bil gasse op i det fjerne. ”Åhh! Gud ske tak og lov, at der ikke er sket dig noget” er der en, der siger lettet og kommer løbende hen til mig. ”Kig på mig skat”, men mit hoved forbliver nede i hænderne, det er som om, det er tungere end 10 kilo bly. ”Søde skat, kig nu op” beder hun. Jeg kigger langsomt op. Ind i hendes mørke grønne øjne. De alt for velkendte øjne. Jeg bryder sammen igen. En finger lander under min hage, og trykker mit hoved op. ”Hvordan er det du ser ud?” siger den slørede person. Hun kigger mig ind i mine rødsprængte øjne og begynder at fjerne det størknede mudder fra mine kinder. Endelig kommer de. De blinkende biler, som jeg har ventet på, lige siden ulykken. ”Det hele er min skyld” snøfter jeg med hovedet begravet i mine hænder. ”Det hele er min skyld” udbryder jeg og styrter op af trappen. Hoveddøren er låst, og jeg fumler med at finde den rigtige nøgle, men taber dem ned mellem de slidte og mørkebrune brædder. Dem der sad på trappen sammen med mig, er gået. Jeg går ud. Ud midt i den silende regn. Det er som om regnen prøver at vaske, mine minder væk. ”Det hele er min skyld” skriger jeg mig hæs, mens regnen siver ned af mit ansigt, hvis ikke det er en af de tusind tårer, jeg har grædt i dag.

 

Jeg vågner op i en hvid seng. Alt er hvidt. Dynebetrækket. Væggene. Jeg vender ryggen til det hele og lukker øjnene igen, i håb om, at det hele var en drøm. ”Louise?” er der en der siger, og hen mod vinduet. Jeg bliver ved med at ligge stille. Så stille at hun går igen. Da den tunge, hvidmalet dør smækker i, vender jeg mig om på ryggen med et suk. Det eneste der kører gennem mit hoved er da, bilen begynder at gasse op og, mere er der ikke. Der ligger et billede med bagsiden op, på træsengebordet. ”Jeg elsker dig” står der på det, men ham der er på billedet siger mig ikke en skid. Jeg krøller det sammen kyler det mod væggen. Et par høje hæle kommer klikkende hen af gangen. Håndtaget bliver skubbet ned, mens døren langsomt går op og hende i den hvide dragt kommer ind. ”Jeg tænkte det nok,” smiler hun og sætter sig på kanten af sengen. ”Hvordan har du det?” spørger hun endnu mere smilende. Jeg svarer ikke, men stirrer tomt ud i luften. Bilen kører forbi igen, nu endnu hurtigere end før. Et træ og et velkendt hus dukker op foran. Den først bil overhales og så den næste. Speedometres pil kommer hurtigt op forbi de 100 kilometer i timen. ”Stop bilen” er der en der skriger, men den færtsætter. Ind i træet. Træet vælter og en kravler ud af bilen. Det eneste jeg ser er ryggen. ”Neeeej!” skriger jeg ”Neeej!” Damer og mænd i hvidt kommer ind. Deres hænder tager fast i mig og holder mig nede. Hurtigt skubber jeg deres hænder væk. Jeg løber. Væk fra det hvide. Ud på en menneskefyldt gang. En klokken ringer. En åben dør er foran mig. Jeg løber der hen, prøver at få fat i håndtaget. Det er for langt væk. Jeg falder og falder. ”Hjælp” skriger personen, med det lange mørkehår. ”Hjælp!”, men der kommer ikke nogen. Bilens kølerhjelm er åben, og hvid damper stiger hurtigt op mod den mørke skyer. Døren på ved førersiden er åben, men den forkerte vej. En blodig arm stikker ud. ”Halloo? Kan du høre mig?” bliver der råbt, ind i bilen. ”svar mig nu” endnu svagere og rystende. En tårer løber ned af kinden, og så kommer den anden. Personen med det lange mørke hår vender sig om.

 

Jeg vågner op i den hvide seng badet i sved. ”Arrrrrg!” skriger jeg ”Det hele er min skyld” skriger jeg højere og højere. Jeg rejser mig op, men bliver øjeblikkeligt trukket hårdt ned i madrassen. ”Slip mig fri!” skriger jeg, men der kommer ikke en levende sjæl. Tårerene presser på igen, men jeg prøver at ignorer dem. En enkelt for sneget sig ud. Jeg prøver febrilsk at tørrere den væk, men den bliver siddende. Midt på kinden. Halvt under øjet. ”Neeeej!” skriger jeg ”Det er min skyld! Alt sammen”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...